Wikke&Rasmussen

 

Michael Wikke og Steen Rasmussen har arbejdet sammen siden 80'erne og har skabt deres helt eget flimiske univers. Græsted Film, det fælles produktionsselskab, drives fra en blå skurvogn, som ligger i Filmbyen. - Foto: Eigil Bryld

Hvor meget tænker I på publikums fornøjelse ved jeres film, sammenholdt med jeres egen fornøjelse ved at lave dem?
Vi synes det er en fantastisk oplevelse at se en film med publikum og opleve at de ting vi selv har håbet og troet på ville fungere rent faktisk også gør det. Men når vi skal i gang med at skrive vores film er det altid nødvendigt for os at tage udgangspunkt i vores egen lyst og drømme. Vi laver aldrig en film som en teknisk/økonomisk konstruktion baseret på hvad publikum eventuelt vil have på det pågældende tidspunkt. Ofte har vi faktisk gjort noget helt andet end det man rent strategisk burde have gjort på det pågældende tidspunkt. Nogle gange med stort held – og et par gange med mindre held. Men udgangspunktet for et projekt er altid vores egen lyst til at lave det. Og så tror vi i øvrigt heller ikke på at man kan designe sine film efter publikums ønsker. Ideen med vores film er netop at de har en personlig signatur. At de er et øjebliksbillede af og fra os på det pågældende tidspunkt. Det oplever vi også at de mennesker som kan lide det vi laver også anerkender og værdsætter.

I har lavet radio, film, tv og bøger. Kan I sætte ord på, hvordan de hver især har deres eget sprog? – Vi godtager ikke et “nej”.
Sproget handler ikke så meget om medierne, men i høj grad om det pågældende projekts indhold. I filmen Hannibal & Jerry var det i høj grad Kim Fupz originale udtryk vi prøvede at fokusere på rent sprogligt. Og så byggede vi en visuel verden op omkring den stil. Det blev i det tilfælde en håndmalet Technicolor Verden, hvor alle kostumer, dekorationer og rekvisitter havde samme farveholdning som klassiske amerikanske 50′er film – lavet med Technicolor teknikken. I filmen “Russian Pizza Blues” valgte vi at anvende både dansk, russisk, engelsk og svensk dialog og lade alle forstå hinanden selvom de talte hvert sit sprog. Filmen var også et dramaturgisk og fortællemæssigt eksperiment, fordi den bestod af 4 historier som krydser hinanden på en sommernat i storbyen. En lufthavnsbus kører personerne ind til byen og hver gang en person stiger ud følger vi med og fortæller den pågældende historie. Tiden reverseres hver gang vi er tilbage i bussen og en ny person stiger af.

På den måde fortæller vi 4 historier som reelt udspiller sig på samme tid og flettes sammen i løbet af filmen. Det bliver en slags Pandoras æske, hvor vi gradvist forstår en dybere sammenhæng i løbet af filmen og først til sidst forstår vi alt.

Den film var rent stilistisk båret af “the blues”.

Både i billederne: en sommernat i byen. Musikken og spillet. Det var den films sprog.

Når vi derimod har lavet radioføljetoner og radiotegneserier har vi naturligvis taget højde for hvor de sendes. For der er nogle helt klare regelsæt for varighed på de forskellige kanaler.

Og når vi laver et humoristisk portræt af en lille by i Danmark, som det skete med radioserien “Fredløse Folkeblad” på P4, så er det klart at der er et vist krav om at der skal være nogle gode grin undervejs og at det er afviklet i et vist tempo med relativt korte scener. Der er ikke tid til meget lange dybsindige dialoger eller avancerede lyduniverser i den sammenhæng. Sådan en radioserie høres jo om morgenen eller i bilkøerne om eftermiddagen og der er et krav om hurtig afkodning af situationerne, klare sceneskift og præcise lyd. Det er vilkårene og det er helt fint. Derimod har vi også lavet en radioføljeton på DR Drama med titlen “Mord, Mor”, hvor der i højere grad var mulighed for længere dialoger og mulighed for lidt mere detaljerede og avancerede lydbilleder.

Endelig er den helt banale forskel jo at i bogen skal vi både forsøge at levere nogle skrevne billeder, men samtidig åbne for folks mulighed for selv at skabe deres egen oplevelse af vores univers. Hvorimod vi jo på film påtvinger publikum en “samlet løsning” med både, lyd, ord og billeder. Der er det i meget højere grad os som bestemmer hvad publikum skal opleve. Derfor er det tit meget befriende at skrive i bogform, fordi man i [film]manuskripter altid er tvunget til at være meget præcis og ret upersonlig i sin måde at skrive på – altså bortset fra replikkerne. I starten gjorde vi meget ud af at beskrive stemningerne i de enkelte scener. Det havde den store fordel at de mennesker som skulle lave filmen bedre kunne fornemme hvad vi ville opnå. Men den slags manuskripter er i praksis meget besværlige, fordi man, når man optager filmen, har brug for lynhurtigt at kunne slå ned på en side og afkode en situation eller scene meget præcist og kortfattet. I modsætning til dette svar…

Går Jeres filmmanuskripter igennem mange omskrivninger/nedskæringer o.l. – og hvor mange?
Det afhænger af det enkelte projekt.

Hvis vi har en investor/medproducent som forstår hvad vi vil og giver os rimelig frie hænder, så går det som regel meget stærkt. Vi er utroligt gode i medvind. I modvind bliver alt meget besværligt og omstændeligt og vi begynder selv at stille alt for mange spørgsmål og så kan tingene have en tendens til at falde lidt fra hinanden. Nogle af de bedste ting er faktisk lavet i én effektiv arbejdsgang.

Så ja og nej. Vi har både skrevet et projekt i graven ved at lave 20 gennemskrivninger og andre gange laver vi omkring 3-4 versioner.

Alfred Hitchcock sagde engang, at der er tre vigtige ting, når man laver film: Manuskript, manuskript, manuskript. – Hvad mener I – er manuskriptforfatteren vigtigst, når man laver film?
Der er ingen tvivl om at manuskriptet er uhyre vigtigt. Men det er den originale idé i dén grad også. Der findes masser af eksempler på teknisk/ dramaturgisk fremragende manuskripter som bare er dødkedelige på film, fordi de overholder alt til punkt og prikke – og mangler den originale idé.

Vi vil jo alle sammen allerhelst overraskes, at nogen fortæller os noget vi ikke selv kunne regne ud på forhånd. At vi føler vores eget univers bliver en lille smule udvidet af den pågældende film – selvom den selvfølgelig helst skal ende som vi håber den vil gøre. Og så skal man ikke glemme at film også er en mængde andet, musik, lyd, scenografi, kostumer, make-up, lys og billeder. Alt det har også en umådelig stor betydning. Og det er nogle gange svært at sige hvad der allervigtigst. Nogle gange kan man få en fantastisk visuel oplevelse i en film, hvis manuskript ud fra de gængse regler er rimelig løst eller man kan blive dybt grebet af en film som fortæller en stærk historie uden at gøre særligt væsen af sig rent teknisk. Men det gode ved et godt gennemarbejdet manuskript er at man for ingen penge kan begå – og rette – en masse fejl på papiret eller i computeren, som ville koste en mindre formue under selve optagelserne.

Derfor er et godt manuskript vigtigt. Det giver et klart overblik over historien, dens personer,
struktur, sceneopbygning, locations etc. med mulighed for at justere inden man står på selve optagelserne.

Hvilken vej skal man træde for at nå til det brugbare og ultimative manuskript – og den gode historie – er der nogle holdepunkter der er nødvendige at have i takt med, at man udvikler sin historie?
Originalitet. Struktur. At have sin værktøjskasse i orden – at kende reglerne, så man kan bryde dem eller lege med dem. Og frem for alt, at det er noget man virkelig har lyst til at skabe. At det ikke bare er “endnu et job”.

Hvor tager jeres arbejdsproces sin begyndelse: strukturen, karaktererne, handlingen, dialogen eller filmæstetikken?
Det er lidt forskelligt. Titlen “Flyvende Farmor” blev starten på en film. I den julekalender vi skriver på nu var det faktisk en location.

Spillefilmen “Motello” opstod udfra tanken om at skabe én samlet historie baseret på 4 Shakespeare historier, “Søren Kierkegaard Roadshow”, tv-serien, opstod som et eksperiment der ganske enkelt blev formuleret som “kan man lave tv-underholdning baseret på Søren Kierkegaards tanker”

Er der en film/projekt I fik for hurtigt smækket op på lærredet – og hvis der er – hvad ville I lave om, hvis I fik chancen i dag?
Der er få gange sket det, at der af praktiske hensyn til f.eks. premieretidspunkter, lancering eller andet er blevet arbejdet meget intenst for at nå en bestemt deadline. Men selvom man havde haft al den tid man kunne ønske sig f.eks. i klipningen, så vil der aaaaltid været en eller anden lille detalje man kunne ønske liiige blev justeret lidt, klippet ud, lavet om ell. lign. Men her er vi i detail afdelingen. Generelt synes vi faktisk vi har løst opgaverne vi har stillet os selv fint ud fra de givne praktisk/økonomiske rammer.

Er der sammenfald af budskaber i alle jeres film – altså, hvis I koger alle jeres film ned til en film – er der et særligt budskab I vil give publikum?
Kærlighed er godt. Brug dit hjerte som telefon.

Hvor vigtige er ord i forhold til billeder når det drejer sig om at lave en god film?
Det hele skulle meget gerne gå op i en højere enhed.

Altså at der er en grundidé i hele filmen, som naturligt sætter et aftryk i både ord og billeder og giver det et samlet udtryk. Men vi har da også set film, hvor vi ikke husker meget af dialogen men er blevet båret af en billedoplevelse. Vi har også oplevet det modsatte. Men når begge ting går op i en højere enhed er det jo ideelt.

Hvordan opstår dialogerne i jeres film?
Vi siger dem til hinanden i skriveprocessen.

Wikke & Rasmussen – har I et fælles sprog, der gør at I kan køre så tæt et “parløb”?
Ja, desværre. Men vi prøver virkelig at styre det, så folk vi ikke har arbejdet sammen med tidligere ikke føler sig helt hægtet af.

Er I sommetider uenige om, hvad det er der fungerer, hvad der kikser, og hvad gør det godt igen?
Ja naturligvis. Det er hele grundlaget for en kreativ proces mellem to mennesker.

Hvis vi er uenige om hvad der skal gøres for at gøre noget godt igen, f.eks. i klippefasen, så lader vi ganske enkelt hinanden lave versionen og så vurderer vi i fællesskab hvad der virker bedst. Og mærkeligt nok er vi derefter i 98% af tilfældene helt enige om hvad der virker.

Men inden vi går på optagelser har vi taget de største debatter, så vi ikke skal spilde kostbar tid med debatter a la “jamen hvad nu hvis..” eller “vi kunne da også”:…

Hvor plejer de største uenigheder mellem jer at opstå?
Der er ret få “største uenigheder”. Og hvis der dukker noget op, løser vi det. Mange uenigheder opstår jo ofte på grund af store egoer. Sjældent på grund af noget praktisk/teknisk. Det er sjældent vi er uenige om indhold. Vi har også den store fordel at vi har lavet så meget sammen at efterhånden ikke behøver vise den anden hvad vi kan, og har stor tillid til hinanden, så er det efterhånden sjældent det sker. Det var mere tidligere i vores “unge vrede periode”. Desuden har vi jo som filmproducenter og instruktører en klar interesse i at tingene fungerer – både af hensyn til økonomi, skuespillere og hold.
Men vi har også nogle ansvarsområder, som vi accepterer “den anden” har bedre styr på

Har I mærket noget til globaliseringen (den teknologiske udvikling – danskerne fik flere tv-kanaler at vælge imellem og internettet blev spændende) der gik i gang i slutningen af halvfemserne – hvis, hvordan har denne påvirket jer som forfattere og som instruktører?
Det er nok mest en registrering af at der f.eks. på tv-fiktion området er sket en i øjenfaldende professionalisering af produktionerne, både visuelt, manuskriptmæssigt og i hele tilgangen til det at skabe tv-serier som skal samle Danmark foran fjernsynet på bestemte tidspunkter.

Desuden en meget professionel afvikling af shows, men også en meget stor overvægt af koncept shows.

Bagsiden er at man nogle gange har en følelse af, at den fornyelse og den overraskelse vi alle gerne vil overrumples af har det lidt sværere og bliver trængt lidt ud i nogle niche områder og måske også bliver nedprioriteret økonomisk. Men generelt: en professionalisering på godt og ondt.

Hvad var det, der gjorde, at I fandt ud af, at I havde noget til fælles?
Humor og en fælles tanke om underholdning med et hjerte under en eller anden form.

Nævn en af de film, som I har lavet sammen, som står jer mest nær – og hvorfor?
Umuligt. De er meget forskellige. Og har hver deres udtryk. Vi elsker stemningen og måden at fortælle historier på i “Russian Pizza Blues”, sangene, farverne og humoren i “Hannibal & Jerry”, Jytte Abildstrøm i “Flyvende Farmor”, og oplever selv “Der var engang en dreng som fik en lillesøster med vinger” som en meget præcis og helstøbt film.

For slet ikke at tale om “Motello” eller vores filmatisering af Svend Åge Madsens science fiction “Se dagens lys”, som vi også holder meget af.

I filmatiserede forfatteren Svend Åge Madsens Se dagens lys i 2003, og Michael, du sagde i den forbindelse: “Virkeligheden er så utrolig, at den overgår fiktionen”. Fortæl om arbejdet med Svend Åge Madsen…
Vi havde læst romanen og var meget opsat på at filmatisere den.

Vi kontaktede Svend Åge Madsen, holdt et par møder hvor vi forelagde vores tanker og ideer til hvordan man kunne løse opgaven og han var meget lydhør og venlig og gav os frie hænder.

Svend Åge Madsen var imponeret over jeres værk. Men det er jo en helt anden slags film, end det I ellers er kendt for. Hvorfor lige “Se Dagens Lys” og hvad gør Svend Åge Madsens ord/sprog/tanker ved jer?
Vi var meget grebet af kærlighedshistorien i en verden, hvor kravet netop er at man ikke skal knytte sig til et bestemt menneske – men hver dag skal være ny. Den har en meget original grundidé og lægger op til en interessant samfundsdebat. For på mange måder er Svend Åge Madsens “udskiftningssamfund” rent teoretisk set på mange måder ideelt. Der er ingen bolignød, ingen penge mellem folk og ingen arbejdsløshed.

Hver aften tager hver borger i samfundet en sovepille og i ly af mørket transporteres hver enkelt via et sindrigt og Terry Gilliam lignende transportbåndssystem til en helt ny bolig, hvor man vågner næste dag med en ny mand eller kvinde ved sin side. I et nyt hjem – måske med børn – og med et nyt job hver dag.

Grundtanken er at ingen skal blive fastlåste. Hverken i samliv eller i job. Hver dag skal være ny og spændende og byde på nye oplevelser og udfordringer. Men hvad nu hvis man gerne vil være sammen med det menneske man er vågnet op med en dag – resten af livet ?

Det interessante ved historien er at det både er en smuk kærlighedshistorie i en original science fiction setting samtidig med at den tager fat om nogle helt grundlæggende velkendte temaer som “dagliglivets monotone rutine” kontra det udfordrende og
pirrende i at der hele tiden sker noget nyt. Samtidig har historien en række nuancer som gør at den ikke bare er sort/hvid eller en “Big Brother” George Orwell verden. Svend Åge Madsens udskiftningssamfund har mange gode intentioner: at vi alle sammen skal skiftes til at bo i både dyre villaer og små lejligheder, at alle skal prøve alle slags job, at man ikke behøver låse dørene, da der ikke er nogen som har behov for at ville begå indbrud etc. På overfladen, rent teknisk set, noget som godt kunne ligne et ideal samfund. Men kun på papiret.

For som med alle andre systemer vil der altid være nogen som ikke ønsker at leve under dette system. Og hvordan forholder systemet sig til dem ? Hvad sker der hvis Elef gerne vil leve sammen med Maya resten af sit liv. Kan han det ?

Det var en yderst intelligent, følsom og mangefacetteret historie.

Anmelder Kim Skotte har kaldt tonefaldet i jeres film for naivistisk og rendyrket og lige til en kulørt plastikblomst på dansk films amagerhylde. Hvordan tager I generelt anmeldelser?
Det er næppe en generel betragtning over alle vore film og tv-serier. Men måske kan man godt kalde os naive i ordets positive betydning og rendyrkede, hvis man dermed forstår at vi har arbejdet på at raffinere og udvikle en stil og et personligt udtryk.

Vi læser interesserede anmeldelser og glæder os hvis vores tanker og idéer er blevet forstået og naturligvis er vi glade hvis en anmelder kan lide vores film. Hvis en anmelder opdager en øm tå og tramper lidt på den er det også i orden. Vi har for mange år siden oplevet at få en direkte hadefuld anmeldelse fra en anmelder som bare slet ikke kunne lide det vi laver generelt. Den slags er ubrugeligt, tæer-krummende uprofessionelt og menneskeligt nedværdigende for begge parter…

I er blevet sammenlignet med Monty Python og Cohen Brothers – har I nogle forbilleder?
Nej, men vi har det som regel altid godt sammen med Brd. Cohen. Og startede for mange år siden ud med at mødes om de svenske “HasseÅTage” (Hasse Alfredson og Tage Danielsson) fordi vi holdt meget af deres humor, som godt kunne være satirisk og samfundsdebatterende, men altid var gennemstrømmet af kærlighed til os.

Hvad gør I ved filmmediet, som ingen andre filminstruktører gør?
Vi har nok haft den store glæde at kunne realisere vore egne drømme og ikke andres. Det vil sige: vi er selv producenter og bestemmer selv. Derfor har vores ting måske et tydeligt fingeraftryk.

Hvordan har I det med, at jeres film bliver analyseret?
Det er ikke noget vi tænker over.

Filmen “Der var engang en dreng som fik en lillesøster med vinger” har både lidt folkekomedie musical og hverdagsdrama over sig. Hvordan finder I balancen – så filmen ikke bliver enten klister eller fransk depression?
Vi fornemmer hvor vi selv synes grænsen går og forsøger at balancere på en knivsæg. Nogle gange lykkes det. Men det er faktisk ikke atomvidenskab: vi prøver bare at være ærlige overfor os selv og er gode til at lytte til om vi tror på det her holder eller ender helt i grøften.

Kunne I lave en stumfilm?
Ja, men det var vi faktisk gjort i et afsnit af “Ronnie Rosé si’r helt go’nat”. Der spiller Steen en fyr ved navn Bjarne, som holder meget af Rock & Roll. Han forelsker sig desværre i en smuk ung kvinde som er vild med Albert Einsteins teorier – men dem kender Bjarne overhovedet ikke. Og så har de ikke ret meget til fælles… og dog..

I har fostret folke-udtryk som “Så er der kronhjort, Kurt”, “Voldsom Volvo” og “to kolde fra kassen” – hvor kommer de udtryk fra? Og hvad er det der gør, at de klistrer sig fast i hjernerne på os andre?
Vi taler sammen og pludselig dumper der en sjov ordsammenstilling eller et udtryk ud af luften.
Men som regel opstår det i arbejdet med et konkret projekt hvor vi ved vi kan bruge det.

Men ellers har vi mange særegne navne og udtryk opmagasineret på fjernlageret.

Hvad betyder det danske sprog for jer?
Lad os som udgangspunkt starte med at vi skriver på dansk. Så hvis vi nu siger “en hel del” så er det vel ikke for meget sagt. Men vi har det også dejligt med mange andre sprog. Vi anvendte f.eks. russisk i det første kvarter af “Russian Pizza Blues”, og engelsk, og svensk. Engelsk er jo lidt blæret fordi de har så utroligt mange ord som med fine nuancer dækker det samme. Men vi er meget glade for det danske sprog og synes efterhånden vi behersker det sådan nogenlunde, selvom orddelingen på dansk ofte kan være vanskelig at regne ud, for slet ikke at tale om tegnsætningen – men det er heldigvis en helt anden historie

Betragter I jeres film som særligt danske? – Og hvis ikke, hvad er de så?
Det er der nogen som hævder de er. Så det går vi udfra de er, men efter at have oplevet “Der var engang en dreng som fik en lillesøster med vinger” sammen med et usædvanligt begejstret japansk publikum er vi lidt i tvivl om hvordan man skal definere begrebet og hvorfor man skal.

Hvornår ved I, at et manuskript er klar til at blive filmet?
Når der står et filmhold på 56 mennesker og hamrer på døren til vores skurvogn.

Hvordan har dansk film og tv ændret sig i de 25 år, I har arbejdet sammen?
Som i ovenstående spørgsmål: det er blevet meget professionelt. Både produktion og uddannelse.

Hvad ville I selv sige, det er, der gør, at man med det samme kan afkode, at “Det her er en Wikke og Rasmussen-ting”?
Hvad skal vi dog svare ? Vi er jo bare os selv.

Skriv et svar