Viggo Madsen

 

Viggo Madsen født 1943 i Esbjerg, dansk digter og forfatter, digtende bibliotekar på Vollsmose Bibliotek i Odense, 1973 og fuldtidsforfatter fra 2003, hvor han blev pensioneret. Viggo Madsen debuterede i 1966 med 'Brandmand på to hjul' og har siden udgivet en del digtsamlinger. Sidste nye digtsamling hedder 'Jegløse digte' (2010).

Du blev født 1943 i Esbjerg By og boede der de første 10 år af dit liv. Er der en barndomsoplevelse, der indikerer at du skulle gå hen og blive forfatter?
Nej, ikke specielt. Jeg har nok altid været et iagttagende, reflekterende – undrende – barn – og så har jeg det med ord.

Du kom til København, som 11-årig og voksede op i der. Fortæl om dit møde med det Københavnske sprog?
Svar:Efter en række skiftende adresser, bl. a. gik jeg i 4. klasse på Bagsværd Skole, fik vi omsider egen lejlighed, Istedgade 91, III th (27 m2 med koldtvandshane i køkkenet og NB! Vandskyllende toilet i lejligheden, ikke lokummer i gården). Der kom jeg i Oehlenschlägergade skole – 1800 børn – og der blev man slået ihjel i frikvartererne, hvis man talte ravjysk. Så det var om at lægge af i en fart.

Viggo, du blev siden bibliotekar. Har uddannelsen præget dit forfattervirke?
Nej, det var nok nærmere forfatterdrømmen, der definerede mit valg af fag. Faktisk havde jeg digterdrømmen med mig, da jeg stod af på Lemvig Station med en skrivemaskine i den ene hånd og en køjesæk i den anden for at begynde som elev ved Lemvig Centralbibliotek.

Hvornår begyndte du at leve i skriften for alvor?
Det var i de første år som elev, jeg skrev En flodhest går om hjørnet, som faktisk blev antaget af Arena i 1964, men senene blev overhalet indenom af Brandmand på to hjul, der udkom febr. 1966 – hvorefter flodhestemanuskriptet forsvandt. Kun enkelte afskrifter af digtene overlevede.

Vis mig din skrivebordsskuffe – hvad gemmer du af tekster og digte? Er der noget du har fortrudt, at du ikke udgav?
Skidt&møg&rod&ragelse&udkast&indfald&notater&mere eller mindre halvfærdige manus’er, bl. a. en del noveller. Noget bliver måske udgivet, engang – andet skrottet.

I 1966 debuterede du som forfatter med romanen ‘Brandmand på to hjul’. Den fik du faktisk også Aarestrupmedalje for. Hvilke tanker faldt dig ind, da du stod med medaljen?
Nej, det var langt senere, år 2000, jeg fik Aarestrupmedaljen. Jeg følte mig beæret – glad og stolt. Og for at stive mig af til lejligheden, havde jeg anskaffet en nålestribet habit. Desværre er Aarestrupmedaljen jo senere blevet nedlagt, det finder jeg synd og skam.

‘Brandmand på to hjul’ er delvis selvbiografisk. Hvor meget låner du af Hovedstolen?
Nej så autobiografisk er den heller ikke. Måske kan man tale om en genre som “fiktiv selvbiografi”? I hvert fald “Portræt af kunstneren som hvalp”. (Kunstnermyten).

Er der forfattere, nulevende som døde, der har inspireret dig til at skrive?
I gymnasiet havde vi en dansklærer, som formelig brændte for litteratur – og det smittede! Jeg blev meget optaget af romantikken og tyrede mig efter skoletid gennem de fleste af Oehlenschlägers Tragoedier – komplet ulæselige i dag. Men Sct. Hansaften-Spil står stadig dugfrisk, forekommer det mig. Senere blev jeg bidt af modernisterne – Ivan Malinovskis Romerske Bassiner fra 1963 og de tyske dadaister, bl. a. kort sagt: nutidig litteratur.

I perioden 1966-2010 har du udgivet over 16 digtsamlinger, 2-3 novellesamlinger og omkring ni børnebøger. Hvorfor tror du, det blev lyrikken der overhalede prosagenren?
Nok mest, fordi jeg har haft fuldtidsarbejde alle årene – og så oplever man det efterhånden, som om man gror sammen med lyrikken som udtryksform. Lyrikken er “min” kunstart.

Sammen med din søn, Rune Høirup Madsen, hat du lavet et fiktivt univers, centreret om flodhesten ‘Boffel’. I 1999 udgav I en CD med musik om denne Boffel. Hvordan er det at arbejde med både sprog og musik på en gang?
Spændende – især fordi visse tekster ligefrem beder om det! Med lyrikken er det sådan, at man kan tænke sig den indskrevet i et kvadrat med musikken på den ene side, stilheden på den anden, billedet på den tredje side og tomheden (monocromen) på den fjerde. Dette er lyrikkens virkefeldt. Så da Rune som lille en dag sagde: “Kom, nu går vi ind i stuen og lukker døren – og vi kommer først ud igen, når vi har lavet 100 sange og sunget dem ind på båndoptager” – gjorde vi det. Faktisk. Det var nogle af disse sange, vi senere fik indspillet på cd på vores eget pladeselskab (Boffel Records).

Du har udgivet dine bøger på både undergrundsforlag og mere etablerede. Har du en forkærlighed for undergrundsforlag og hvis – hvorfor?
Det hænger nok sammen med ånden fra ’68! Undergrundsromantik, al kunst til folket, kunsten som revolutionens fortrop (!). Plus at man møder et publikum, som måske slet ikke er vant til at beskæftige sig med lyrik. Så sætter man så at sige sig selv på højkant.

Svend-Allan Sørensen fra Adressens Forlag har udtalt, at du er “Digter af Guds Nåde”. Hvad er det du gør ved ord, som ingen andre?
Vi har efter mine begreber rigtigt mange rigtige store digtere gående rundt i løs vægt, her i det lille kongerige, og gid folk ville påskønne det! Vi taler om et land, der er blevet erklæret for lille til egen ballet! Den dag, vi ophører med at have en egen lyrik, ophører vi med at være selvstændig stat!

Lars Bukdahl har talt med positiv røst om dig. Især dine udvalgte digte i “Viggo Madsens åbenbaring’, har anmelderen hyldet. Hvordan har du det generelt med anmeldelser?
Generelt kan man sammenligne lyrikken med professionel boksning: Der ligger ret mange øretæver ude på vejen! Men som allerede Dan Turéll sagde: Hold dig væk, eller tag hvad der kommer! De senere år har jeg generelt fået positive anmelelser, det skal jeg ikke klage over!

Bliver du aldrig vred på sproget?
Sproget er en kilde til stadig glæde og undren. Det er ikke noget, man kan blive vred på – men nok noget, man kan blive vred med!

Dine digtsamlingers titler et ofte digte i sig selv. Ex: ‘Håndtegn uden hånd’ (1994), ‘En flodhest går om hjørnet’ (2000), ‘Virkeligheden kommer til byen’ (2009) og sidst men ikke mindst, ‘Fremtiden hænger i garderobeskabet’(2007). Din nye digtsamling,’jegløse digte’ fra 2010, bærer også på sin egen poesi. Hvordan finder du frem til bøgernes titler?
De kommer nærmest af sig selv, efterhånden som indholdet destilleres.

Titlen ‘Vær folk der går forbi’, er hentet fra Thomas Evangelium. Hvad kan en religiøs tekst, som ingen andre tekster kan?
I heldigste fald kan en religiøs tekst det, som en kunstnerisk (eller folkloristisk) tekst kan: forføre!

Er der en rød tråd fra digtsamlingen ‘Vær folk der går forbi’ og til ‘Jegløse digte’? Hvis, hvordan viser den sig?
Måske en trang til at inddrage større og større lunser af virkeligheden, uden at slippe målet af syne: Drømmen om det fuldkomne, i skikkelse af intet mindre!

Hvordan åbner/lukker du et digt? Og hvad
får dig til at åbne netop dette digt?

Hmmn!? Spørgsmålet antyder, at digtet ligger der fuldt færdigt og bare venter på at blive fundet. Jeg mener omvendt først, et digt forefindes, når jeg har skrevet det. Men jeg kan godt se den metafysiske vinkel: Er det nu mig, der skriver digtet, eller digtet, der så at sige “skriver” mig?

Hvor lang tid er du om at skrive et digt – fortæl om den proces du gennemgår, når du skaber?
Det drejer sig om at hensætte sig i den tilstand, hvor det er muligt – en adspredt agtpågivenhed, hvor man er nærværende ved at være fraværende eller omvendt. Prøve at lytte til sit hoved, høre, hvad det siger.

Hvor mange gennem/ -omskrivninger gennemgår dine digtsamlinger generelt i arbejdsprocessen?
Det kan være temmelig mange – først det enkelte digt som sådan, senere som tilpasning til den flok, der efterhånden udkrystalliserer sig. Det, der ikke kan finde indpas, må vente eller blive skrottet.

Hvordan ved du, at et værk er færdigt og klar til at blive publiceret?
Når der hverken kan lægges til eller trækkes fra, uden at samlingen bliver dårligere.

Hvis du skulle skrive et digt lige nu, hvordan ville det lyde?
Jeg skal ikke skrive et digt lige nu! Jeg udfylder spørgeskema!

Du har deltaget i en hel del spændende arrangementer. Fx The Second Round Table of European Poetry der fandt sted i Maastricht i 1999. Hvad kan poeter få ud af at mødes, når man har forskellige sprog?
Et godt spørgsmål! Lyrik kan jo defineres som det, der ikke kan oversættes! Alligevel er det altid spændende at opleve et lyrisk miljø, træffe digtere fra andre lande, høre deres vilkår. Opleve deres lyrik, i oversættelse. Ekkoer fra andre verdener.

Har du en historie om de forfattere du mødte der?
Den, jeg husker bedst, er digteren Arie van den Berg. Vi talte om lyrikkens udbredelse. Et af hans digte var trykt i et astronomisk oplag – på en af güldensedlerne. (Det var før Holland fik Euro).

Hvordan har poesien det i Danmark? Kan den betale sig?
Lyrik er, nu som før, ikke noget, man lever af – det er noget, man lever for. For øjeblikket ser poesien ud til at have det fremragende – der er gang i alle scener, overalt. Yderst stimulerende.

Hvor meget skal en digter promovere sig selv for at blive læst?
Nutiden virker mest af alt som et hukommelsestab – man skal nok bruge alle de muligheder, man har, hvis man skal “trænge gennem lydmuren”. Hvor meget vil nogen af os huske i morgen?

Hvad har din sidste nye digtsamling ‘jegløse digte’ (2010) tilfælles med lyriksamlingen ‘Samlejeg’ (1969)?
Faktisk er de modsætninger. Samlejeg er en “skuffetømning” – en udgivelse af, hvad jeg havde liggende da en publikation blev mulig – altså bogstavelig talt et samlet Jeg – jegløse digte er komponeret som en helhed, hvor jeget opløses og absorberes i omgivelserne.

Fortsæt din egen sætning fra digtsamlingen ‘jegløse digte’: “Kønnet har bragt mig så vidt, så må tidsånden besørge resten!”
I bogen selv er den jo fortsat: – “den store Manitou, ved hvis hjælp indianerne klarede sig igennem-”

Hvad vil du fortælle verden med din nye digtsamling?
Digte er det, som ikke kan udtrykkes anderledes. Det har derfor heller ingen anden “mening” end at være digte. Jo mere et digt vil noget andet, end at være digt, jo dårligere digt bliver det. — Da digtene nu forefindes i deres nøjagtige form, må man forestille sig, at der (hvis de ikke var skrevet) havde været en hvid plet i universet, der hvor de nu er! (Men hvis jeg nu skal give en tolkning, må det være noget i retning af at dele livsvilkår med det levende, være en del af eksistensen så længe det varer).

Hvad er digte lavet af?
Svar: Længsel og måneskin! Sandheden om alle ting! Sprog, sprog og sprog!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar