Thomas Harder

 

Thomas Harderdebuterede som oversætter i 1980 og har siden oversat værker af Umberto Eco og Salman Rushdie med flere. Som forfatter har han skrevet bøger om Italien samt kogebøger med broderen Andreas Harder. I 2006 modtog Thomas Harder Det Danske Akademis oversætterpris.- Foto: Amalie Harder Hesel

Thomas Harder, du er cand. mag, forfatter, tolk, foredragsholder og skribent plus adjungeret professor ved Copenhagen Business School. Og så har du efterhånden oversat en hel del udenlandsk litteratur – blandt andet Salman Rushdie, Hanif Kureishi, Zadie Smidth og Umberto Eco – hvad er det, der driver dig til at oversætte bøger?
Med fare for at lyde kynisk eller ufølsom, så er det altså mit job. Ligesom de fleste andre af de gøremål, du nævner, er den litterære oversættelse en del af det, jeg lever af. Når det er sagt, skal det også siges, at det morer mig at oversætte, og jeg mener, at jeg gør nytte ved at gøre det. Jeg nyder udfordringerne og den kreative proces, som det altid er at oversætte litteratur. Det er også en arbejdsform, der passer mig godt: et selvstændigt arbejde, som jeg kan udføre hjemme hos mig selv og i mit eget tempo. Desuden passer oversættelsesarbejdet godt sammen med mit arbejde som konferencetolk: Tolkningen er en træning i at løse problemer her og nu og i hele tiden at være opmærksom på helhederne og på, hvad tekstens mening eller budskab mon kan være, uden at hænge for meget fast i forsinkende og distraherende detaljer. Med oversættelse er det i en vis forstand omvendt: Her har man masser af tid til at gå i dybden med detaljerne og til at vende og dreje formuleringerne og rette frem og tilbage. Når man oversætter, kan man slå op og spørge eksperter til råds osv. Man opbygger mao. et lager af viden, synonymer og løsninger, som man også kan have nytte af i tolkningen. Ganske som det overblik og den beslutsomhed, som tolkningen optræner, kan være en hjælp i oversættelsesarbejdet. Tolkningen giver også mulighed for at komme ud og se hjørner af virkeligheden, som man ikke ellers ville opleve (jeg besvarer fx disse spørgsmål i en pause i et todages tolkejob i Vestre Fængsel, hvor en europæisk studiegruppe vedr. forebyggelse af ungdomskriminalitet holder møde), og så er konferencetolkning væsentligt bedre betalt end litterær oversættelse.

Den tyske dramatiker Heiner Müller sagde engang, at oversættelse er en blodtransfusion – et godt billede på en bog, der skifter sit sprog ud med et andet sprog, og så alligevel bevarer sig selv og lever videre. Hvordan holder du som oversætter din egenhed væk fra stoffet, så bogen bevarer den feeling, forfatteren gav den i sin tid, uanset om bogen er af ældre eller nyere dato – med andre ord: Hvordan er det at skrive en bog, du ikke selv har skrevet?
Det er en del af kunsten, at være usynlig, og det må man nødvendigvis affinde sig med. Diskretion er en vigtig oversætterdyd. Men man er jo ikke mere usynlig, end at enhver oversætter nødvendigvis sætter sit personlige præg på sit arbejde. Selv hvis man forestillede sig to oversættere af samme køn, med samme alder, samme uddannelse og samme antal oversættelser bag sig, ville de ikke oversætte den samme bog på samme måde. Enhver oversætter oversætter på sin måde. Oversættelsen er hverken helt forfatterens eller helt oversætterens.

Er der en genre, du brænder mest for at oversætte?
Korte og nemme bøger. I mangel af dem kan jeg godt lide at oversætte historiske romaner eller historier i moderne miljø med meget historisk stof eller andet humanistisk lærdomsstof. Umberto Eco og Lawrence Norfolk er blandt mine yndlingsforfattere.

I din tid som oversætter har du oversat over 70 bøger – hvor mange bøger kan du overkomme at oversætte om året?
Jeg ville formentlig kunne oversætte tre, måske fire, romaner af almindelig størrelse, hvis jeg ikke lavede andet i al min arbejdstid. Men det gør jeg heldigvis. Jeg skriver mine egne bøger og har måske 40-80 dages tolkning om året foruden alt det andet, så i de senere år har gennemsnittet vel ligget på to-tre oversatte bøger om året.

Nævn den bog, der har været den største udfordring at oversætte til dags dato – hvorfor netop den, og blev den, som du ville have den?
Svært at sige. Måske Joseph O’Connors Guvernørens hustru, fordi den foruden alt det historiske og kulturhistoriske stof (Den Amerikanske Borgerkrig, irsk kultur og irske oprørsbevægelser i 1800-tallet, irere i USA, de tasmanske straffekolonier, Mellemamerika i begyndelsen af 1900-tallet og meget andet) opererer med så mange forskellige slags engelsk (engelske, irske, amerikanske m.fl. dialekter og accenter) og satiriske variationer over dem foruden en mængde vers og sange – både alvorligt mente og pasticher. Jeg ville gerne have produceret nogle mere rim- og rytmefaste vers, men det lader sig ikke altid gøre, hvis man ikke vil ændre indholdet alt for meget. Det kan man sommetider tillade sig at gøre, men i mange andre tilfælde er det så vigtigt at være indholdsmæssig præcis, at man ikke samtidig kan tilgodese formen så meget, som man gerne ville. Jeg måtte opfinde en del dialekter m.v., delvis på grundlag af jysk, sjællandsk m.v., og det er altid noget farligt noget at begive sig ud i, men alt i alt er jeg meget tilfreds med resultatet.

Vil der stadig blive oversat udenlandsk litteratur til dansk om 20 år?
Ja, men kun hvis de danske oversættelser er gode nok.
De fleste mennesker i verden har stadig andre modersmål end engelsk og skriver bøger på de sprog. Man skulle ikke tro det, når man ser sig om i en dansk boghandel, men verden er fuld af ikke-engelsksprogede litteraturer – deraf såmænd mange europæiske – som bare venter på at blive læst af danskere. Desuden vil der, uanset hvor gode danskere bliver til at købe og sælge og forhandle på engelsk, for de fleste stadig være et stykke vej op til det niveau, hvor de får samme udbytte af at læse litteratur på engelsk som i en dansk oversættelse.
Dertil kommer selvfølgelig børnebogsmarkedet: Der er ingen grund til at tro, at danske børn inden for nogen overskuelig fremtid vil læse lige godt på engelsk og dansk, eller at de vil få samme glæde af højtlæsning på engelsk som på dansk.

Men hvorfor er oversættelser vigtige?
Oversættelser er vigtige, fordi de gør det muligt for danske læsere at stifte bekendtskab med dele af verdenslitteraturen, som de ikke ellers ville kunne læse. Men mere end det: Oversættelser beriger hele tiden den danske litteratur, og det har de gjort i århundreder. Bibelen, Homer, de islandske sagaer, Den Guddommelige Komedie, Shakespeare, Voltaire, Goethe, Dostojevskij, Don Quixote, Hemingway, Peter Plys, Anders And, Radiserne … de indgår alle sammen – med varierende vægt – i læsende og skrivende danskeres litterære bevidsthed, og de har sat sig spor i det danske sprog. Også hos danske sprogbrugere, som aldrig
har læst de pågældende værker eller forfatterskaber.
En virkelig god oversættelse af et væsentligt udenlandsk værk er en mindst lige så stor berigelse af dansk litteratur, kultur og sprog som en gennemsnitlig “danskfødt” roman.

Hvad er en god oversættelse?
Den gode oversættelse føjer ikke bare endnu et værk til bestanden af dansksproget litteratur, den beriger også det danske sprog, fordi den i hvert fald i nogle tilfælde tvinger det til at beskæftige sig med emner, som det måske ikke tidligere har beskæftiget sig med, eller til at gøre det på måder, som ikke har været prøvet før.

Men hvad er så en god oversættelse? Det kan man sige og skrive meget om. Fx følgende:
Den gode oversættelse bør så vidt muligt skabe samme forhold mellem oversættelsen og dens læser som dét, der består mellem originalteksten og dennes læser. Den danske læser bør have lige så nemt eller svært ved at læse oversættelsen, som originalens læser har ved at læse dén. Han skal have fortalt den samme historie og have samme chancer for oplevelser af følelsesmæssig og intellektuel art; han skal underholdes af de samme vittigheder, præsenteres for de samme pointer, undre sig over de samme gåder og flertydigheder og udsættes for de samme fortællemæssige, sproglige og stilistiske virkemidler. Oversættelsen bør have samme stilistiske niveau som udgangstekstens, gengive evt. rim og ordspil og viderebringe ords og sætningers rytmiske og særlige lydlige egenskaber.

Oversættelsen bør overholde de normale regler for dansk retskrivning og grammatik, medmindre udgangsteksten giver grund til at bryde reglerne.

En oversættelse skal kun være smuk og behagelig læse, hvis originalen også er det. Oversætteren må ikke være bange for at støde sin læser, hvis originalteksten gør det. Oversættelsen skal være morsom dér, hvor originalen er morsom, og sådan som originalen er morsom, (eller andre steder og på tilsvarende måder, hvis det ikke lader sig gøre at følge originalen helt præcist).

Det, der er normalt, gængs og umarkeret i udgangsteksten, skal også være det i oversættelsen. Der er en typisk fejl, at udgangssprogets fuldkommen almindelige og upåfaldende udtryk oversættes til noget ualmindeligt og påfaldende. Oversætteren skal have en sikker fornemmelse for – og en solid viden om – hvad der er normalt, og hvad der er afvigende på de to sprog.

Oversætteren skal undgå anakronismer, medmindre de tjener et formål, som der er dækning for i originalen.

Tredjelandsproblemet. Lad os forestille os en dansk oversættelse af en engelsk roman, der foregår blandt italienere i Italien: Den danske oversætter skal være opmærksom på, at italienere ikke – hverken på italiensk eller på dansk – siger Sir, Mr, Mrs eller Miss til hinanden. At de gør det i den engelske udgangstekst, hvor det engelske jo skal forestille italiensk, er ikke nogen grund til, at de skal gøre det på dansk. På dansk skal de måske sige hr., fru, frøken, måske skal de slet ikke bruge titler, eller måske skal de engelske titler udskiftes med tilsvarende italienske. De italienske titler skal i så fald bruges rigtigt og staves korrekt. Oversætteren skal også være opmærksom på, at mange sprog har deres egne udgaver af andre sprogs stednavne og historiske personnavne: Livorno hedder Leghorn på engelsk, men på dansk bruges byens italienske navn. Cæsars forbundsfælle og senere modstander hedder Pompey på engelsk, men Pompejus på dansk, og det tjekkiske landskab Morava hedder på engelsk, spansk, italiensk og flere andre sprog Moravia, men på dansk hedder det Mæhren. Også valutabetegnelser, mad og mange andre ting kan give anledning til kortslutninger, når der kommer et tredje sprog i spil.

Fagsprog skal gengives korrekt. Har oversætteren ikke den nødvendige politimæssige, kirkelige, politiske, økonomiske, maritime, militære, historiske, teatervidenskabelige, kemiske, musikalske, typografiske osv. sagkundskab, må han sørge for at skaffe sig den. Ofte bør man inddrage en sagkyndig konsulent i oversættelsesarbejdet.

Oversætteren skal være opmærksom på de kulturelle forskelle mellem udgangstekstens verden og oversættelsens. Udtryk, som ifølge ordbogen betyder det samme, kan udløse meget forskellige associationer hos læsere i de to kulturer. Mange amerikanske forældre siger helt rutinemæssigt I love you, når de sender deres børn i skole, men gode danske oversættere af børne- og ungdomsbøger toner det ned til “Hav det godt i skolen”, “Pas på dig selv”, “Vi ses senere” e.l., eventuelt med et efterhængt “skat” for at markere ømheden.

Oversætteren skal være opmærksom på geografien og topografien og andre fysiske realiteter på det sted, hvor teksten foregår. Ellers kan han f.eks. ikke tage kvalificeret stilling til, om en person går op ad, hen ad, ud ad eller ned ad en given gade.

Idiomatik. Oversætteren skal være fortrolig med talemåder og sprogbrug på de to sprog, så han kan oversætte originalsprogets udtryk til de tilsvarende udtryk på målsproget og ikke ord for ord. Den engelske bull in a china shop svarer for eksempel til en dansk hund i et spil kegler. Den slags vendinger skaber særlige problemer i illustrerede bøger, tegneserier og film: Hvad gør oversætteren, hvis teksten ledsages af et billede af en tyr, der er i færd med at splitte en porcelænsforretning ad?

Det man véd, at man ikke véd, er som regel ikke så farligt, som det man tror, man ved. Det er her, de falske venner lokker én i fælder, som man kunne have undgået, hvis man havde stolet mindre blindt på sine egne udmærkede sprogkundskaber og store almenviden. Klassiske eksempler på falske venner er black eye, der bliver til “sort øje” i stedet for “blåt”, eller de svenske rolig, orm og vintergatan, der bliver til hhv. “rolig” i stedet for “morsom”, “orm” i stedet for “slange” og et gadenavn i stedet for Mælkevejen.

En nær slægtning af de falske venner er det fænomen, at oversættelsen præges for stærkt af afsmitning fra originalsproget. På det syntaktiske niveau kan danske oversættelser fra latinske sprog f.eks. være præget af meget lange sætninger med mange underordnede led og indskud, som er uvante og vanskelige for den danske læser, mens de for originalens læsere repræsenterer et relativt naturligt skriftsprog.

Afsmitningen kan også bestå i, at bestemte meget gængse danske udtryk mangler eller er markant underrepræsenteret i oversættelser fra visse sprog. Det gælder f.eks. konstruktioner af typen “Der kom en mand hen ad gaden,” som ofte fortrænges af den mere pointerede “En mand kom hen ad gaden”. Eller konstruktioner som: “Han stod og ventede i køen”; “Hun sad og tænkte over forslaget”; “Han gik og fortalte alle og enhver, at …” o.s.v., hvor det primære indhold af stod, sad, gik osv. ikke vedrører personens placering og bevægelse i rummet, men den omstændighed, at det, han eller hun foretager sig, strækker sig over et vist tidsrum. Når man oversætter fra sprog, hvor dette aspekt af handlingen udtrykkes ved særlige former af verbet (f.eks. de engelske -ing-former) eller måske underforstås, kræver det en god del intuition eller erfaring eller en ret høj grad af modersmålsbevidsthed at komme i tanke om dette stykke dansk standardidiomatik.

Det kan være nødvendigt at tage højde for, at oversættelsens læsere ikke har samme baggrundsviden som udgangstekstens læsere. Fodnoter er sjældent nogen god løsning i skønlitteratur, men sommetider kan et oversætterens efterskrift e.l. bruges til at etablere den nødvendige referenceramme. De nødvendige oplysninger og forklaringer kan tit bygges ind i teksten. Det skal dog gøres med stor diskretion. For børnebogsoversættere er det ofte et vanskeligt problem, at engelske og amerikanske børn tilsyneladende har et mere avanceret ordforråd og en bredere referenceramme end deres danske aldersfæller.

Oversættelsen skal redigeres af en redaktør, som ikke bare mestrer retskrivning og grammatik, men også har en sikker stilsans, en omfattende viden og er i stand til at
skabe sig det overblik over tekstens helhed, som oversætteren sommetider mister, efterhånden som han graver sig dybere og dybere ned i den. I den bedste af alle verdener behersker redaktøren både udgangssproget og oversættelsessproget. Redaktøren skal forelægge oversætteren sine ændringsforslag, så oversætteren kan tage stilling til dem.

Hvor stor kunstnerisk frihed må en oversætter have når han oversætter et stykke litteratur – hvor meget frihed har han?
Ifølge den traditionelle standardkontrakt er oversætteren forpligtet til at levere en “indholdsmæssigt og stilistisk dækkende oversættelse af originalen.” Det siger principielt det hele, men i praksis er der naturligvis et vist rum for fortolkning af begrebet “dækkende”. Der er fx forskel på, om man oversætter en fagbog, en roman for voksne eller en børnebog. Der kan fx være behov for forskellige grader af tilpasning for at imødekomme målgruppernes forudsætninger; i børnebogen vil man måske udskifte vers eller hentydninger til eventyrskikkelser e.l., som er velkendte i et britisk-amerikansk univers, men ukendte for danske læsere, med vers eller figurer, som giver mening for danske læsere – og som vel at mærke fungerer på samme måde inden for tekstens rammer. Det er blot ét eksempel af mange mulige. Oversætteren kan være nødt til at gribe til alle mulige kunstgreb for at få det hele til at gå op – snyde i den gode sags tjeneste – men han skal naturligvis blive inden for den ramme, som udgangsteksten sætter. Jeg kender til mindst én oversættelse, som måtte kaldes tilbage, fordi forfatteren eller det udenlandske forlag opdagede, at oversætteren havde foretaget uacceptable indgreb, fx ved at ændre fortælleren fra en tredjepersonsfortæller til en førstepersons.

Hvordan konstruerede du så middelaldersproget i Umberto Ecos roman Baudolino?
Jeg læste i Gammeldansk læsebog (Nelly Uldaler og Gerd Wellejus, Gyldendal, 1968) for at få et indtryk af middelalderdansk. På grundlag af det lavede jeg mig en liste over karakteristiske ord, udtryk og især stavemåder og bøjningsformer og brugte den som en slags ordbog, så jeg kunne “oversætte” teksten fra almindeligt moderne dansk til en slags “middealderdansk”. Det er naturligvis ikke på nogen måde et filologisk korrekt gammeldansk, jeg har konstrueret mig frem til, for det skulle jo også være så nogenlunde forståeligt for den moderne læser. Dertil kom så, at Ecos italienske tekst heller ikke var rent middelalderitaliensk, men baseret på hans norditalienske hjemegns dialekt tilsat forskellige middelaldertræk. For at ramme noget, der kunne fungere på en lignende måde på dansk, indbyggede jeg også mere eller mindre dialektale danske udtryk og træk fra vulgærsproget. Altså ren konstruktion fra min side, men skægt at lave og forhåbentlig med en effekt, der nogenlunde svarer til den, som Ecos tekst har på den italienske læser.

Hvor plastisk er det danske sprog? Hvor langt fra den gængse retstavning kan man trække sproget, hvis det stadig skal være forståeligt?
Man kan fjerne sig ganske langt fra “standardsproget” og den autoriserede retskrivning og grammatik uden at forståeligheden går tabt. Tænk bare på SMS-sproget. Det giver en mængde muligheder, som oversætteren ofte kan have god brug for at benytte sig af, i varierende grad og omfang alt efter originalen, men aldrig bare efter forgodtbefindende.

Alle ved, hvem forfatteren er til en bog. Men det er sjældent, at man skænker oversætteren en tanke. Hvorfor er oversætteren usynlig i Danmark? Og hvad skal der til for at synliggøre oversætterens vigtige rolle?
Oversætterens relative usynlighed hænger sammen med en mangel på forståelse af, at det at beherske et sprog på et professionelt niveau er en “hård” kompetence ligesom evnen til at reparere en bilmotor, behandle en patient eller føre en sag ved retten. Det er ikke noget, man “bare kan”, fordi man er “heldig” eller har været au pair-pige eller gået et år på college i USA, eller for den sags skyld fordi man har en italiensk mor. Det er en kompetence, som man tilegner sig ved uddannelse og arbejde, og som kræver vedligeholdelse. Det mangler der i udpræget grad forståelse for i Danmark, og det afspejler sig fx i de danske oversætterhonorarer, som ifølge EU-Kommissionens statistik vedr. oversættelsesstøtte er på balkanniveau, og i de beløb, som det offentlige afsætter til tolkning på landets sygehuse, ved domstolene, hos politiet, på socialkontorerne osv.

En anden side af forklaringen er, at jo bedre en oversættelse er, jo mere usynlig eller gennemsigtig er den. Der er ikke noget mærkeligt eller for den sags skyld forkert i, at almindelige læsere – og det er jo først og fremmest dem, man oversætter for – læser oversættelsen, som om det var en tekst, der var “født” på dansk. Det er sådan set det, jeg ønsker, når jeg oversætter. Men der mangler ikke desto mindre en ordentlig oversættelseskritik i de danske medier, der beskæftiger sig med litteratur. Der mangler en diskussion af, hvad en god oversættelse er, og af hvorfor der udkommer så mange oversættelser, som ikke er gode nok – ikke for at pege fingre og tørre skylden af på den ene eller den anden, men for at finde ud af, hvad man – dvs. oversættere, forlag, uddannelsesinstitutioner, kritikere osv. – kan gøre for at hæve standarden.

Du har fået Det danske Akademis oversætterpris – hvad er det fx du kan med ord som ingen andre kan?
Jeg ved ikke af, at jeg kan noget, som andre gode oversættere ikke kan. Hvis du spørger mig, hvad jeg lægger særlig vægt på, vil jeg bl.a. nævne terminologi – altså at det fagsprog, der forekommer i teksterne, hvad enten det er fag- eller skønlitterære tekster, er korrekt. Det lyder som en banalitet, men det viser sig ofte at være et stort problem, at oversættere (og redaktører) interesserer sig for lidt for, hvad diverse tekniske termer (inden for fx politi og retsvæsen, militær, kunsthistorie, religion, skibsfart, lægevidenskab, hvad som helst …) faktisk betyder. Der gættes for meget og for ukvalificeret. Det er vigtigt at vide noget om de forhold, som teksten beskæftiger sig med – om den historiske, geografiske, kulturelle virkelighed, som er dens ramme – og om det særlige sprog, som hører til dem, på udgangssproget og på dansk. Man kunne også nævne en høj grad af korrekthed som udgangspunkt for alskens kreative krumspring: Man kan kun forholde sig frit og kreativt til normerne for fx retskrivning, grammatik, orddannelse osv., hvis man faktisk behersker dem. Det er også nødvendigt at have en stærk og velkvalificeret viden om, hvad der er normalt på de to sprog, og hvad der på den ene eller anden måde er anderledes. Og man kunne nævne meget andet, men alt sammen noget, som jeg vil mene må være fælles krav for alle gode, professionelle oversættere.

Har du nogensinde sagt nej til en oversætter-opgave og hvorfor/ikke?
Ja. Flere gange. Som regel fordi jeg ikke har haft tid til at påtage mig den pågældende opgave. Enkelte gange, fordi det værk, der skulle oversættes, forekom mig for kedsommeligt, eller fordi hele projektet af en eller anden grund forekom useiøst.

Hvor mange gennem- og omskrivninger gennemgår dine oversættelser?
Jeg oversætter fra en ende af og bliver ved, til jeg er færdig, og retter løbende i det, jeg har oversat, efterhånden som jeg bliver klogere, eller bare skifter mening, undervejs. Derefter læser jeg oversættelsen igennem og retter, hvad jeg på det tidspunkt kan se, skal rettes. Så afleverer jeg den til forlaget, hvor den – forhåbentlig – gennemgås af en redaktør, som foreslår ændringer og rettelser. Dem tager jeg stilling til – nogle godtager jeg, andre afviser jeg. Derefter bliver den færdige tekst sat og korrekturlæst af en professionel korrekturlæser og af mig. Redaktøren fører de to sæt rettelser sammen. Den satte tekst rettes i overensstemmelse hermed, og korrekturlæses igen, denne gang dog kun af korrekturlæseren.

Er det svært, at oversætte humor og skjulte budskaber der ligger i ordene, i en given
tekst/bog – og hvilket sprog giver mest udfordring?
Svaret er ja. Men der er naturligvis mange slags humor. De sværeste er nok dem, der bygger på ordspil og lydligheder eller på hentydninger til personer, historier eller forhold, som ikke er kendte på det sprog, man oversætter til. Vanskelighederne ligger ikke i det specifikke sprog, men i det, som forfatteren gør med det.

Et slovakisk ordsprog siger: Hver gang du lærer et nyt sprog, bliver du et nyt menneske. Har sproget så stor en magt?
Ikke alle sprog og kulturer har samme ordforråd, begrebsapparater og måder at tænke og udtrykke sig på, og det kan umiddelbart medføre en vis forvirring, eller snarere undren. Men den undren er nyttig. Alt, hvad der kan tænkes og udtrykkes på ét sprog, kan også udtrykkes på ethvert andet sprog. Det er blot et spørgsmål om at finde ud af hvordan. Det er en nyttig træning i at tænke sig om, og ikke mindst i at indse, at der er flere måder at gøre tingene på. Det, man kender fra den ene kultur, bliver hele tiden sat i perspektiv og udfordret af den anden. Det er en praktisk træning i nuancering og i at anskue ethvert emne fra flere sider.

Er der ord der betyder noget særlig for dig på dansk – i så fald hvilke og hvorfor?
Det er der sikkert, men jeg kan ærligt talt ikke komme i tanke om dem lige nu.

Dine forældre er den italienske forfatter Maria Giacobbe og den danske digter og oversætter Uffe Harder, og du er opvokset som tosproget. Hvad har det betydet for dig og din måde at gribe om ord og sprog – det udenlandske, såvel som danske?
Da mine forældre i sin tid skulle bestemme, hvilket eller hvilke sprog de ville tale med mig, læste min mor en masse artikler, som bekymrede hende meget, fordi der stod, at børn, der voksede op med to sprog, blev splittede og forvirrede. Det var åbenbart et ret veletableret synspunkt omkring 1960. Ikke desto mindre blev hun hurtigt enig med sig selv om, at hun ville tale italiensk med mig, for hun kunne ikke forestille sig at tale et fremmedsprog med sin søn. Af samme grund talte hun italiensk med min far, som til gengæld talte dansk med hende og med mig. Det gav mig ikke mærkbare problemer.

Det gav til gengæld nogle problemer at gå på den lokale kommuneskole, når man var sorthåret og havde en mor, der var endnu mørkere og talte dansk med accent. De problemer blev løst, ved at jeg i begyndelsen af 2. klasse blev flyttet over på en privatskole, hvor der var noget højere til loftet og længere til væggene.

Jeg oplevede ikke de kognitive problemer, som man stadig indimellem ser anført som argument for at undlade modersmålsundervisning og for så vidt muligt at få tosprogede børn til kun at tale dansk. Og det tror jeg heller ikke, at børnene i de tyrkiske eller arabiske eller somaliske indvandrerfamilier gør, selvom deres sociale situation er dårligere, end min var det, og selvom de ikke har en dansk far eller mor til at tage sig af den tidlige danske sprogstimulering. Flersprogethed er en væsentlig ressource for det enkelte menneske. Det er der helt indlysende praktiske årsager til – jo flere sprog, man kan på et ordentligt niveau, desto nemmere er det at tale med folk i andre lande, at forstå deres kultur og at bevæge sig på tværs af landegrænserne, hvad enten man gør det i virkeligheden som turist, som studerende eller for at arbejde, eller i den virtuelle verden, siddende i en lænestol med en bog på et andet sprog, foran fjernsynet eller i en biograf, der viser film, som ikke lige er produceret i Hollywood. Men der er også andre årsager, som netop har at gøre med det smukke slovakiske ordsprog, som du citerede før, og som Europa-Kommissionen i 2008 valgte som motto for sit initiativ til fremme af flersprogetheden i EU:

Jeg mener ikke, at det er nogen overdrivelse at sige, at stort set alt, hvad jeg foretager mig, og har foretaget mig i mit arbejdsliv, udspringer af tosprogetheden.

Er det danske sprog andet end en kælkebakke i Valby? Rummer det passion som fx. det italienske sprog – i så fald hvordan lyder den?
Jeg mener ikke, at der er mere eller mindre passion i det ene sprog end i det andet. Sprogene og de kulturer, som de repræsenterer, og som de har været med til at forme og er formet af, har selvfølgelig forskellige måder at udtrykke passion på – forskellige stilarter – og forskellige konventioner for, hvornår og hvordan man er passioneret. På dansk er tonen nok hyppigt mere afdæmpet, end den er på italiensk, og man i mindre grad mellem de forskellige stilniveauer.

Du har sagt, at hvis man går til bageren om morgenen, kan man i Danmark møde folk i træningsdragt og sutsko – hvorimod i Italien er man anderledes klædt, hvis man bevæger sig ud i det offentlige rum. Er det sådan, at sproget skaber folk?
Ja, men folkene skaber naturligvis også sproget. Det er i høj grad en hønen-og-ægget-diskussion. Men jeg ser i hvert fald en klar sammenhæng mellem den folkelige, demokratiske, “naturlighedsideologi”, der præger dansk kultur, den formløshed, der ses i omgangen mellem mennesker, og den mangel på sproglig omhu eller på vilje og evne til at skelne mellem forskellige sprog til forskellige lejligheder, som er blevet karakteristisk for dansk, både i skrift og tale. I Italien lægger man – som vel i virkeligheden i de fleste andre europæiske lande – langt større vægt på at afpasse sin fremtræden og optræden og sit sprog efter de sammenhænge, man indgår i. Og på fx at skelne mellem, hvordan man optræder i det private rum og det offentlige.

Hvilket sprog er for dig “et fremmed sprog”?
Dansk og italiensk (i den rækkefølge) er de to sprog, som jeg er rigtigt hjemme i. Alle andre sprog er fremmedsprog, selv om jeg også føler mig ret tryg og godt til pas på engelsk.

Er danskere generelt for dovne til at lære udenlandske sprog og hvis – hvad vil det betyde for det danske sprog i fremtiden?
Der er i disse år en meget foruroligende tendens til, at man i Danmark holder op med at lære andre fremmedsprog end engelsk. Det er en stor fejltagelse at tro, at engelsk er det eneste nødvendige og nyttige fremmedsprog. Jeg ser ingen direkte sammenhæng mellem denne sproglige indskrænkning og det danske sprogs udvikling, bortset fra at de svindende sprogkundskaber vil medføre en forsnævring af dansk kultur og dermed på længere sigt måske også af det danske sprog.

Har dansk en fremtid og hvis ikke, gør det så noget?
Ja. Dansk har en fremtid, fordi det er det sprog, som noget over fem millioner mennesker taler og forstår bedst. Hvis man forestillede sig, at dansk blev erstattet af et andet sprog, som disse fem millioner mennesker var lige så gode til, som de nu er til dansk, ville det danske sprogs forsvinden – ligesom ethvert andet sprogs forsvinden – være et tab af kultur og tradition og af måder at tænke på.

Er der noget du kan på dansk, som du ikke kan på italiensk – og er der noget du kan på andre sprog, som det danske sprog ikke magter?
Jeg tror på, at alle sprog magter alt, om end på forskellige måder. Jeg kan meget mere på dansk end på italiensk eller på noget andet sprog, fordi selv om jeg voksede op med dansk som mit, bogstaveligt talt, modersmål og læste italienske Anders And-blade og bøger og besøgte familie i Italien nogle uger hvert år og studerede italiensk på universitetet osv., gik jeg i skole på dansk og havde legekammerater og skolekammerater og barndomsvenner på dansk og så dansk tv hver aften osv.

Har det danske sprog mistet sin æstetik – og hvis – kan vi bringe æstetikken ind i sproget igen?
Alt for mange danskere har i hvert fald mistet opmærksomheden på stil- og niveauforskelle. Det hænger formentlig sammen med den dyrkelse af det afslappede, “demokratiske”, forskelsløse, som jeg omtalte tidligere. Jeg ser og hører i Danmark en meget funktionel og meget lidt æstetisk indstilling til sproget. Jeg vil mene, at det i høj grad er skolens opgave at bibringe eleverne en sans for, at sproget ikke bare er et meddelelsesmiddel, men også kan være en kilde til æstetiske oplevelser. Mange lærer det heldigvis, eller finder selv ud af det, men alt for mange udvikler aldrig den nysgerrighed og glæde ved sproget som mere end
ren funktion, som ellers åbner så store muligheder.

Hvordan kan vi være eksperimenterende rent sprogligt uden at miste loyaliteten for sproget?
Som sagt tidligere, mener jeg, at man for at kunne eksperimentere må stå på en solid bund af sproglig bevidsthed og viden om, hvad der er korrekt og normalt, og hvad de ord og udtryk, som man benytter sig af, faktisk betyder. Det giver ikke mening at bryde reglerne, hvis man ikke kender dem.

Du skriver også egne bøger. Har du sideløbende gang i oversættelser af andre forfatteres bøger samtidig med at du forfatter dine egne?
Næsten altid. Ofte er jeg i gang med at forske, samle materiale og på anden måde forberede selve skrivearbejdet, sideløbende med at jeg oversætter. Når jeg så går i gang med det egentlige skriveri, sker det som regel i længere pauser i oversætterarbejdet.

Du har gang i projekt ‘Ja til sprog’ – fortæl lidt om det?
“Ja til sprog” er et netværk, som skal fremme den sproglige mangfoldighed i Danmark ved at deltage i den sprogpolitiske debat, ud fra den tanke at sprogpolitik ikke bare er kultur-, uddannelses-, og forskningspolitik, men går på tværs af alle politikområder. I slutningen af oktober havde netværket ca. 200 enkeltpersoner som medlemmer og en lille snes virksomheder og organisationer, som har meldt sig ind på grundlag af en løs programerklæring med følgende fem punkter:

• Vi skal udforske det danske sprogs mangfoldighed.

• Vi skal være bedre til engelsk.

• Engelsk er en selvfølge, men langtfra nok.

• Tosprogethed er en ressource, som skal anerkendes.

• Interessen for sprog skal sprudle blandt børn og voksne.

“Ja til sprog” ledes af en initiativgruppe bestående af Birgit Philipp (advokat, Forum Advokater), Charlotte Rønhof (forskningspolitisk chef, DI), Kirsten Refsing (dekan, Københavns Universitet), Bodil Due (dekan, Aarhus Universitet), Frank Østergaard (formand for fransklærerforeningen), Jens Raahauge (formand for Dansklærerforeningens Hus A/S), og mig selv), som er netværkets formand).

 

Skriv et svar