The Keith

The Keith er netskribent og digter. Du kan følge hans skriverier på nettet. Og så er han med i antologien Dét, vi sagde gælder. - Photo by Pia

Keith er en god ven med et guld-hjerte i sprit og én af de få livsnydende poesi-rock..n..rollere herhjemme med stiv pik, håret tilbage og en stor fanskare. Keith er altid til fals for stoffer og kvinder. Han er demonstrativ uambitiøs – hans eneste problem er måske, at han ikke tager sit trip mere alvorligt. Til gengæld har han så meget street-cred at synet af Keith on the street giver selv de hårdeste perker-bander nervøse trækninger. Keith er både i sine tekster og sit liv en svoren fjende af den normative fåreflok og Danmark A/S, som han hudfletter på tusind måder. Live er han en tårnhøj elegant klovnende ord-ekvillibrist, altid god for skarpe observationer og enupassende sandhed, parat til at gå langt, som hans sprittede ben kan bære ham. Keith er besat af rock..n..roll i den fedeste forstand af ordet og han har altid min ubegrænsede kærlighed. Rock!

Men Keith, hvad siger du selv?
Jeg er født i sidste kvartal af sidste årtusinde, af omrejsende sigøjsere som var for dovne – selv til at blive rigtigt gode til dovenskab. De smed mig på den gummimands-glatte trappe foran et bordel i en halvstor jysk by, hvor jeg så voksede op. I mange år troede jeg, jeg skulle være fluffer par excellence. Det blev jeg ikke, ikke engang dét. Jeg har lavet alle mulige ting, mest sub-standard uncool shit, som man blev beskidt af, hvis man virkelig lagde sjælen i det – så det gjorde jeg aldrig rigtigt.

Men hvad med fx Johnny Cash?
J. Cash er melankoliens slidte rustne overarme som holder vingerne på hele verdens styrtende flyvemaskine oppe. Selvom det gør ondt og somehow forekommer meningsløst fordi den jo alligevel styrter. Cash er … du ved: når man fortsætter i store skyer af angst, rynkehud og fortabt meningsløshed, men det er DET man gør, fordi at opgive er for pussies og fordi opgivelse alligevel
heller ikke ændrer noget.

Beskriv et arketypisk 24-timers døgn i selskab med dig?
Klokken 24 kissemissede jeg med mit lækre jyske sexmøbel “H”, vi så vistnok en Jarmusch-film imens. Så havde vi det dersens seksuel intercourse (7 minutter MED smøgpause og smalltalk). Så sov vi, eller: jeg sov, hun brugte åbenbart hele natten på at skubbe mig ud af snorke-mode. Op ved ni-tiden og på arbejde – et arbejde som består i at køre kedeligt lort rundt på gaffeltrucks og palle-løftere. Hjem igen, åbnede en pakke skiver som en eller anden pladeselskabs-fyr havde sendt mig. Lytte muzæk. Spiste. Spillede Gaystation og sendte en million SMS’er til sexmøblet. That’s cirka it.

Børnesangen: Tre små kinesere på Højbro Plads får dig til at tænke på…?
Allerede som helt lille, fik den mig til at tænke på HVAD der monstro får nogen til at ville være andres politissemænd. Hvad der sker for folk som ikke kan slappe af, og i stedet hellere vil fokusere på hvad der er “forkert” eller whatever, i én eller anden given situation. Jeg forstår ikke hvad der får nogen til at ville gide bestyre andre – omvendt så accepterer jeg, at mennesket for de 80-90 procents vedkommende er afsindige bestialske møgdyr, som ville gå helt grassat, hvis de IKKE blev bestyret. Men et lækkert drømme-utopisk håb kunne være, at folk en dag begyndte at tage vare på sig selv, og lærte at politissemand-ificere dem selv, og KUN dem. Fordi, hvis du har en politimandssjæl, vil du NÆSTEN altid enten være alt for fornuftig og “sund”, til at forstå dem du skal vogte over, eller også vil du bare være en anden slags bad-ass bølle i uniform – som er pisseligeglad med at forstå dem han er sat til at vogte. Hvad jeg mener er: det duer ikke, men selvfølgelig: JEG kan ikke lige komme op med et alternativ.

Men hvor går grænsen?
Det ved du, når fremmedpolitiet basker dig ned med deres MagLites, imens de hiver forhutlede afrikanske flygtninge ud af det hemmelige rum i dit folkevognsrugbrød.

Beskriv Nørrebro?
Nørrebro er prøvestenen for hvad Danmarks smældfede og småborgerlige bukserem kan holde til. På godt og ondt. De fleste af de steder med deres egen, ikke-normativt acceptable eller fornufts-kontrollerede profil der er i landet, er jo IKKE mere – og nu smutter Staden også snart, og når Christiania er blevet friværdi-paradis, så ER alting slut. Så er der kun de veje som MTV og the Voice og Boogie og hvad fanden vi nu har, anviser. Og … de veje fører jo kun ét sted hen: Nowhere. Men Nørrebro var jo allerede Byggeren-kampene i 1980, det sted har været smeltedigel for oprør, mandsmod og uartikuleret vrede siden … siden Istedgade overgav sig til 55-kroners import-øl, pinjekernesandwiches og friværdi-narkomani.

Hvor blev Danmark af?
Ja, det må du sgu nok spørge om. Det er lidt ligesom den der fugl, som fløj i stadig mindre og mindre cirkler, indtil den langt om længe fløj op i røvhullet på sig selv. Men der ER masser af potentiale i det her land, hvad historien da gudskelov også beviser. Potentiale for menneskelighed og overskud. Engang fik jeg krympepik når jeg var ude og rejse, og ALLE folk altid skulle fortælle hvor “zøøøde og menneskelige og hjælpsomme danskerne dog altid er” – nu får jeg decideret CANCER af altid at høre det modsatte.

Hvis du skulle forme et nyt Danmark – hvor højt, hvor bredt – hvor lidt og hvilken farve?
Det skal jeg gudskelov ikke, og jeg gider slet ikke forestille mig hvordan. Det er jo hele sagen med politik og opbygning af stater og sådan noget kedsommeligt lort: det er ALTID ambitiøse, stamtandede, konservative røvhuller i Jardex-suits der GIDER den slags. Og se hvad vi ender op med – alle vegne i verden. Folk skal bare tage det med ro og holde med deres… hvad hedder sådan noget … de skal holde øje med deres glæde. Fordi … når et sundt menneske er glad, så er dem rundt om det menneske ofte også.

Hvad vil du aldrig opgive?
Det ved jeg ikke. Som udgangspunkt alting og ingenting, men jeg er helt klart med på at forhandle hvad som helst. Min ret til at være doven, tror jeg. Og min ret til at dumme mig og blive tilgivet igen. Og igen og igen OG …

Hvad med dig og Kenneth Thordal?
Jeg mødte Kenneth Thordal, da jeg arbejdede hos Cirkus Benneweiss som kanonkonge og han var trapez-artist. En dag – midt i et spring – havnede han bare i armene på mig i 19 meters højde, og så har jeg aldrig givet slip siden. Kenneth spiller pisselækkert på sproget og på en hel masse instrumenter, og jeg tror også han boller godt. Han er sådan en … sproglig elegantier (undskyld men han kan tage det – den velduftende metro-fyr). En slags den danske sangskats lækre Beckham – bare med hjerne og overskud. Kenneth LIGNER også et levet liv – noget Beckham kun vil kunne købe sig til. Og hvad er odds for at DET nogensinde bliver trend? Kenneth Thordal er the little BIG man og dansk vellyd. Han skider, pisser, bøvser og spermer gode tekster og melodier ud, hele tiden. Hvorfor han kun nogensinde har solgt syv albums, er mig en kilde til evig undren, men jeg elsker
ham.

Men så nævn én vigtig ting på/i menneskroppen der SKAL være grim?
Milten. Milten ligner det som sker, når en brudge går til maskebal forklædt som tre pund rådden oksekød. Men milten SKAL være herregrim for at kunne gøre sine … milt-ting.

Nu vi snakker om organer. Hvem kan noget med leveren?
Når jeg tænker på leveren, så tænker jeg på min egen smældfede lever og uundgåeligt nok også på fænomenale Claus Høxbroe, for han ER én stor levende talentfuld bajer-happy beatnik-lever. Og så er han spyttende udtryk af den superfede hassidiske reggae-sanger Matisyahu at se på. Høxbroe er selve den evigheds-eksploderende atomreaktor som at der sidder allerdybest inde i fænomenet “ildsjæl”. Den fyr er ALLE steder, altid. OG han KAN. Jeg kan godt blive lidt skæv og misundelig af at høre ham messe sit stuff, det er kædeslag for sjælen. Og så bliver man ofte vidunderlig beruset i hans selskab.

Grækenland er…
Overskud og foragt for angst. “Husk at tælle dine fingre, hver gang du har givet en græker hånden”, sådan siger de i nabolandene dernede. Det er også et godt sted at få noget helt okay fisse. Men husk: klamydia og kønsvorter gør Apollon vred”

Tror du på Gud?
Næeh. Jeg synes også han har været riiimeligt inaktiv de sidste par tusinde år. Og altså: uanset det må have været et sejt nok grafisk udtryk, så giver jeg ikke så meget for brændende buske og manna fra himlen, og sådan noget. Religion ER bare fattigmands-kokain for masserne. OG nasserne. Men der ER en mening med galskaben – meningen er at finde ud af hvad meningen er for mig – og dig for dig – og ham derovre i æsel-kosumet for sig. Og når vi har fundet den, skal vi kassere den og lede efter version 2 – og så videre, indtil vi dør og der absolut ingen mening mere er. Gud er en virus, som jeg så én eller anden velformuleret amerikaner sige det i fjerneren, forleden aften. Men folk må tro på hvad som helst for min skyld. Jeg har lige set, at der er en Ned Flanders-kult i England, hvor midaldrende kristne klæder sig ud som ham, og prædiker den gode bogs ord: it’s all good for mig.

Gælder det om at søge efter versioner?
Ja, det gør det jo altid, indenfor alt: dræb dine darlings. Jeg tror ikke på en skid af de klassiske lynløsninger mod åndelig uro. Gud er en idé, som engang sikkert har givet mening. Imidlertid er jeg helt okay med at jeg tager fejl, for hvis jeg gør, og Gud faktisk findes, så … ja: hvad så? Han/Hun/Den forekommer mig at være nogenlunde ligeså fucked-up og begrænset og handlingslammet, som alle mulige andre levende entiteter på kloden, så fred med det. Det er det samme med reinkarnation, jeg har det som i den der Bob Hund-sang, HVIS det findes, så bliver jeg garntrisse én af de stakkels røvhuller, som bliver inkarneret på præcis samme elendige måde hver gang. Men altså, jeg foretrækker intim nærvær med fede mennesker, frem for en “levende” Gud anytime.

Tror du på The Keith?
Jaeh, i nogen udstrækning. Det betyder ikke at jeg er ægte og ærlig og en fed og opmærksom ven, partner og far og sådan. Jeg kan bare godt lide mig selv, mit “menneske” – der ER ét eller andet derinde – også selvom jeg muligvis faktisk ER ét af de mest fejlbare utroværdige dovne fordrukne røvhuller jeg nogensinde selv har mødt. Jeg bilder mig selv ind, at … HVIS jeg bliver så og så gammel, lad os f.eks. sige 55, SÅ er jeg tæt på at være en fed fyr – så det er det eneste jeg kan trøste mine nære og kære med: hold ud, det GÅR mod lysere dage og lækrere nætter!

En anden ven af The Keith, – Thurston Magnus, tror på dét her:

- Det var muligvis en mørk og stormfuld aften, da Keith vadede ind i verden og gjorde den gravid med sig. Hvis det lugter lidt af tjære, nikotin, skidt eller dielsel, er der en chance for at Keith har skrevet det, eller eventuelt vil skrive det, næste gang han er ude at skide.

Keith er, hvis myterne taler sandt, opkaldt efter en del af Rolling Stones, og hvis det ikke er sandt, finder han nok bare på flere af den slags myter selv. Han kan stuff.

 

Så vil jeg spørge dig Keith, hvad med dine skriv. Er der svinekød eller perler i dem?
Der er ikke andet end brusk og svin og et par indimellem-heldige perler. Ligesom med alle mulige andre stakkels røvhuller i verden.

Fortæl mig om nogen, hvis skriv er nødvendigt for DK?
Gordon skriver – sammen med Henrik List – det mest nødvendige shit i Danmark i dag. Og deres henholdsvise seneste udgivelser MÅ blive herre-hardcore kæmpehits på landets gymnasier og efterskoler. Sådan BØR det i hvert fald gå. Jeg synes Gordons “Ord Fra Fronten” er det flotteste pis jeg har set på dansk i tretusinde år, både indhold og form. Ja, dét er vel ordet: “nødvendigt”. Det er en nødvendig bog. På alle måder. Den spørger sådan lidt “hvor fanden blev Danmark af” – og anviser samtidig et meget federe, hurtigere, klogere, meget mere åbent og overskudsagtigt Danmark – til de som selv skulle have spurgt sig om det samme. Landet er proppet med følsomme KEDELIGE jeg-er-ude-efter-de-rige-nyskilte-kunstneriske-cirka-50-årige-segment-kvinder-Ib Michael-typer, som skriver “sanseligt” pis om sten der bliver runde og blanke og glattte i det azurblå havs blide brænding. Fuck dem, og IND med noget mere Gordon og virkelighed! Gordon skyder efter centimetrene mellem øjnene, List går efter vom og lever – den ene anfægter den afsindige normativisering, den anden er ude efter femininiseringen – at vi næsten ikke må sige NOGET selv længere, uden at have tænkt over formuleringen i et halvt år først.

Altså … Gordon og Henrik har én ting til fælles: de GIVER dig rent faktisk kuren mod cancer, problemet er bare, at SÅ mange mennesker er ligeglade med den kur, hvis den ikke er pakket ind i nysse-hyggeligt Morten Korch-sprog, og bliver serveret på en letforståelig og eftersnakkende bund af normativ fælles fodslaw.

Ifølge en hel del, skriver du tørven ud af træskoene?
Jeg er – uden krukkeri . ikke SÅ skide sikker på jeg faktisk KAN. Eller, jeg ved godt jeg “kan”, men hvorfor arbejder jeg så stadigvæk i et hårnet hos McDonalds, i en alder af 40 år?

Den sidste reklamefilm du har medvirket i og den første?
Den første var én for Carlsberg Export som jeg tjente pissemeget på – den sidste var vistnok for Faxe Kondi – hvad, hvorfor, hvordan er dét relevant for noget, mmm?

Men du besøgte også ‘Parnasset’ engang – fik du mad bagefter?
Ikke mad, men der var pænt mange (gratis) importerede øl, og bagefter tog nogle af os om til Gordon og pimpede videre og råbte fordrukken vrøvl og snakkede og skændtes og så stjal ét eller andet røvhul de Gucci-solbriller jeg selv lige havde stjålet nogle dage før, og så gik det hele jo ligesom op i én eller anden form for énhed.

Hvor ofte får du ‘kederen’?
Hele tiden. Har gang i én af de helt store lige nu.

Apropos ‘Kederen’. – Claus Høxbroe skriver noget opposite om dig:
- The Keith er en type, der er lidt højere, sådan lidt mere af i længden, den type med farver på armene og lækkert hår. Den type med ordet i mundvigen og pigen på armen, den type der typisk er typen. Den type med flasken i hånden og hovedet tilbagelænet.

Jeg kan se du stadig filosoferer over ‘Kederen*?
Jeg har sniffet og drukket og røget en masse af alt muligt – og mere til. Men altså, det er uundgåeligt at man kommer til at kede sig. Kedsomheden ER bare, ligesom regnvejr, acne og for tidlig sædafgang. Kedsomheden må man bare omfavne og tage til sig – eftersom det alligevel ikke
kan lade sig gøre at bortskaffe den. Jeg laver sommetider sådan noget vesterlandsk meditation når jeg keder mig, hvor jeg bare sidder med halvåben mund og storsavler, og tænker på absolut ingenting, og giver tæt ved så meget slip, at jeg NÆSTEN skider i bukserne. Det er okay, kedsomhed er fjong nok, I like.

Hvor mange dage er du om at leve?
Hvis vi tager det uge for uge, så tager det mig altid cirka fire dage at komme op i værdige omdrejninger efter en weekend, så egentlig lever jeg kun sådan nogenlunde torsdagfredaglørdagsøndag. Resten er død og angst og angst og død og mareridt om angst og frygt for at leve og skam over at skulle dø – og så junkfood, selvhad over at være sådan en elendig far og ven, billig papvin og kontrabande-musik, jeg har hugget fra ærlige kunstnere på det verdensomspændende indiske net. Livet, du ved.

Forklar mig lige “Den gode far”?
Jeg tror det er sådan her: der findes kun fædre eller IKKE fædre. En far er hverken god eller dårlig, han er ligesom folk er flest, bare overfor og med sit barn. Og det er helt sikkert han begår fejl, men … ét eller andet sted er det også mest dem han lærer af. Men på bundlinien betyder “far” kærlighed. Kærlighed og overskud. Den anden type, ham som ikke er det, han … ER der bare ikke. Han er en form, eller en figur – lidt á la fortidens patriarkalske magtskikkelse for bordenden.

Jeg ved det sgu ikke, jeg er ikke ligefrem mutter Theresa af fædre mig selv. Men jeg VIL gerne være det. Det er et skræmmende område, det der – fordi vi jo nu VED, hvor pissevigtigt alt muligt senere viser sig at være, små ting, ting man ikke tager alvorligt i øjeblikket, kan ende med at definere det barns voksne menneske fuldkommen. Gys.

Når jeg siger magnus magni magno magnum magno – men skrotter nominativ, dativ, genitiv, akkusativ i flertal – hvad siger du så?
Thurston Magnus er en stor fed velskrivende smart ung hjerne, at han skriver skidegodt er inddiskutabelt … men måske skulle han tage og få lidt lort og blod og fissesaft på sig (som min salig onkel ville have sagt, hvis han stadig sagde ting). Han bliver lidt for cerebral og antiseptisk og klinisk efter min smag – men sådan er de unge jo. Thurston har pæne læber.

Den fedeste troll du har mødt på nettet?
Jeg synes min ven Uffe Lorenzen, også kendt som “Lorenzo Woodrose” er den bedste ever. Han VAR i hvert fald, da han stadig havde sin maskuline kampvægt. F.eks. loggede han ind på forskellige røvssyge dameblads-sites og power-spammede deres madlavnings-foraer med opskrifter som var fulde af lort og sperm. Og sådan. Men jeg er også selv ret god til det, og har hærget løs, hér og dér.

Hvis du fik tilbudt at skrive klummer i et blad – hvilket blad skulle det så være?
Aner det ikke, jeg er pisseligeglad – jeg har skrevet for Schäfer nogle par gange, og det gider jeg altid godt. Sentura er også fjong … jeg ved det sgu ikke: alle mulige, jeg er en nem slags skøge. Jeg har også nydt årene hos Gaffa – men jeg vil skrive hvad som helst for en pakke smøger og et godt blow.

Er der noget der skræmmer dig?
Mener du … udover al den fornægtelse og neo-fascisme hele samfundsmodellen har gang i nu? Ja: jeg bliver VILDT ræd, når jeg kommer gående om aftenen, på stille villa-veje i forstæderne, og månen skinner og det eneste man kan høre er ekkoet af ens egne skridt og der PLUDSELIG er en skikkelse inde bag et villa-vindue som slår på ruden og du kan se vedkommendes mund bevæge sig, men du kan ingenting høre, og så bliver han/hun pludselig flået væk fra vinduet, af noget stort mørkt bagved og så tænder du måske en smøg og går videre. Lidt irriteret og små-skræmt.

Skriv et svar