Suzanne Brøgger

 

Suzanne Brøgger født 1944, København. Debut 'Fri os fra Kærligheden'. Seneste udgivelse 'Jeg har set den gamle verden forsvinde - hvor er mine øreringe?' (2010).

Suzanne Brøgger, du har rejst en del i din tidlige barndom – så din skolegang ved Bernadotteskolen i 1958 måtte afbrydes da din stedfar Svend Brøgger, blev udstationeret for FNs sundhedsorganisation WHO. Har det betydet en rodløshed i din opvækst og hvad har det gjort ved dit sprog?
Jeg føler ikke, at min opvækst har været rodløs, for uanset hvilket land, jeg har boet i, har vi fortrinsvist talt dansk hjemme og jeg har altid læst bøger på dansk. Jeg har haft min rod i sproget.

Hvornår begyndte du at leve meget i skriften – hvad skete der?
Da jeg blev sendt på Th. Langs kostskole i Silkeborg i gymnasiet, kom jeg til at leve intenst gennem brevskrivning.

Hvad var det der tiltalte dig ved brevkorrespondancen – var det langsommeligheden i kommunikationsformen, som gav tid til tænkning og dybde i korrespondancen og hvad gjorde brevet som medie ved langdistancehistorierne, – gjorde det noget ved sproget?
Jeg var forelsket.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til ord/sproget?
Det kan ikke beskrives, det er jo en naturlig livsudfoldelse på linje med at cykle, svømme, danse, Synge, trække vejret.

Hvordan er dit forhold til det danske sprog?
Det danske sprog er et meget konkret sprog. Rugbrødsagtigt. Hvis man fx har lavet interviews på fransk, som man var helt forført af, fordi tanker er så forførende på fransk, så afsløres tomheden, når souffléen skal laves om til rugbrød.

Er der noget, du kan på andre sprog, som du ikke kan på dansk?
Dansk er et meget proteinrigt, nærende sprog. Skovl- spade-grøft- mark-agtigt. De dér korte, kontante ord. Men det er mindre velegnet til abstraktioner. Derfor er det interessant, at den danske litteratur og åndsform – på trods af den til alle tider dominerende bondesnu pragmatisme – i så høj grad er præget af fantaster. Tænk på Pontoppidans Lykke Per, JPJacobsens Niels Lyhne eller Mikkel Thøgersen i Kongens fald.

Er det fordi sproget er så konkret, at vi har været nødt til virkelig at tænke os om for at få “luft under vingerne”, så der er kommet noget stort ud af det alligevel?
Se ovenfor. Den danske bondesnu pragmatisme afføder måske en mere metafysisk åndsform som reaktion.

Du skriver at det danske sprog er mindre velegnet til abstraktioner, – hvordan ville du gøre sproget mere egnet?
Gennem fordybelse og meditative udtryk. Det har jeg også forsøgt i mine bøger.

Har det danske sprog en fremtid – og hvis ikke, gør det så noget?
Der sker flere og flere såkaldte “domainetab”, hvor det professionelle Danmark overgår til engelsk. Hvis det danske sprog helt forsvandt i den betydning, at det ikke mere udviklede sig som skriftkultur, ville vi miste forbindelsen til hele vores kulturhistorie, og dansk kunne gå hen og blive sådan et baby-hygge-sprog, som det er sket for sproget i Luxenbourg, hvor al seriøs business foregår på de to statusbærende sprog: tysk og fransk.

Du har engang sagt: Jeg låner stjæler og inspireres af andre forfattere og sammensætter på ny. – Hvor stor en del af sproget i dét du skriver, er dit eget?
Det kan man ikke dele op. Sproget er en evindelig udveksling der foregår mellem de dødeforfattere, de levende og de endnu ufødte. Det vellykkede “tyveri” forudsætter, at man har dækning i sit eget væsen for det man bruger fra omverdenen. Altså, man skærer hjertet ud af en gammel ide og sætter sit eget ind i stedet.

Hvor har du øvet dig i at skrive og hvad røg fx ned i skrivebordsskuffen?
Jeg har øvet mig i at skrive gennem brev-korrespondancer, rejse-reportager og journalistik. Mine første fiktions-forsøg med lyrik, novelle og en aborteret roman har jeg aldrig prøvet at publicere.

Er der noget du fik publiceret for tidligt – og hvad var det der ikke holdt og hvad ville du gøre om, hvis du skulle udgive det i dag?
Jeg var næsten 30 år, da jeg debuterede som forfatter og havde dermed øvet mig i godt ti år og var moden som debutant. Måske derfor bliver mine tidligste bøger genudgivet i dag. Og jeg har ikke rettet andet i dem end enkelte “datede” referencer, som ikke siger nogen noget i dag.

Nietzsche skriver i ‘Menneskeligt alt for menneskeligt’ om, hvordan forfatteren skal øve sig i det små inden en debut: “Med denne mangfoldige øvelse skal man fortsætte omtrent ti år: Men hvad der skabes i værkstedet, har så også lov til at komme frem i lyset”. – Ti års øvelse er altså ikke ualmindeligt før en hæderlig debut. Men din var jo så meget mere end “hæderlig” – hvad tror du selv, det skyldes?
Jeg kunne ikke skrive i de eksisterende genrer – alle mine forsøg mislykkedes – så jeg var nødt til at vente, indtil der udad en indre nødvendighed opstod en ny måde at skrive på ved et genrebrud.

Er der noget du gør ved ordene eller sproget, som ingen andre gør?
Sproget udtrykker jo hvem man er. Og jeg tror, at de mennesker, der læser mig, kan genkende mig på tonen, underteksten og – forhåbentlig – humoren. Kort sagt: stilen.

Når du skriver på en roman, har du så andre skriveprojekter, sideløbende, som du tager dig af?
I betragtning af, at det tager syv lange og syv brede at skrive en roman, er man uundgåeligt nødt til at finde sig i afbrydelser i form af diverse bestillingsopgaver, kommentarer, kronikker, spørgeskemaer!!! – og andre påkrævede engagementer. Derfor rejser så mange forfattere væk for at få ro til at skrive. Det er en krævende balanceakt både at leve i verdens larm, aktualitets-tiden – og samtidig i romanens tid, den fiktive. Alle forfatteres største drøm er en tom kalender.

Hvor meget kan forfatteren/du styre læserens oplevelse ved hjælp af sproget?
En kunstner styrer ikke ved hjælp af sproget, i manipulatorisk henseende. Hvis man som forfatter kan styre sine læseres oplevelse, tror jeg ikke, at man er kunstner. Den slags hører hjemme i reklame-bureauer, hos spindoktorer og politikere. En kunstner er i lommen på sine fortolkere og må finde sig i at blive misforstået.

Så hvad vil du mene, at alverdens gymnasieelever reelt får med hjem, når deres velmenende lærere går i gang med tekstanalysen?
Man må altid prøve at forstå. Men misforståelse kan føre til nye erkendelser.

Du skriver at en kunstner må finde sig i at blive misforstået af sine fortolkere – bliver du ofte misforstået?
Ja. Jeg er blevet misforstået lige fra starten. Men jeg har vænnet mig til det og bliver ikke fornærmet.

Hvilket syn på kønnene fik du med i bagagen hjemmefra? – Taler mænd og kvinder forskelligt?
Jeg oplevede tidligt kvinder som – stort set – “det krænkede køn”. Der findes en særlig “kvindelig” mumle-genre, en konstant talestrøm, fuld af digressioner og detaljer, uden pointe.
Man finder den i fanger-samfund fx men også hos forfattere som James Joyce og Virginia Woolf i stream-of-consciousness. Molly´s monolog i slutningen Ulysses er et godt eksempel.

Du siger at du tidligt oplevede kvinder som “det krænkede køn”, og at der findes en særlig kvindelig mumle-genre. Hænger disse to ting sammen – i så fald hvordan?
Ifølge gammel tradition skal kvinder tie i forsamlingen. En kvinde, der er for høj og klar i mælet, har altid været betragtet som et ukvindeligt monster eller en harpe. Derfor er der nok opstået denne særlige mumlegenre henne i krogen som både er en kværn og en uendelig nydelse- for den mumlende.

Har du et godt råd til mumle-kvinderne?
Næ, de kan da være meget underholdende til afslapningsbrug.

Hvilket syn på dig selv fik du med i bagagen hjemmefra? – Hvordan er det at skrive karakterer, der kommer tæt på ens egen person; ændrer forholdet til sproget sig?
Jeg har fået den almindelige tendens til at undervurdere og overvurdere egne evner med hjemmefra. Det interesserer mig ikke skrive om mennesker, jeg har et abstrakt, distanceret forehold til. Jeg kan kun skrive om mennesker tæt på mig selv, som jeg kender indefra. Men det kan såmænd godt være en kineser i Langbortistan, jeg kender som min egen lomme.

Hvorfra kender du så denne kineser?
Fra mig selv.

Når du skriver en roman – hvilke(t) landskab(er) besøger du mest – hvad inspirerer dig? – Sætter landskabet sig i sproget?
Jeg har skrevet alle mine bøger ud fra et bestemt landskab: Mosen uden for mit vindue.

Hvor mange gennem-omskrivninger gennemgår dine bøger generelt i arbejdsprocessen?
Jeg skriver ikke bøger om. Jeg skriver de enkelte sider om, indtil de duer. 1-5 gange.

Hvor har sproget sine begrænsninger?
Sproget har det svært, når det gælder mystiske oplevelser, religiøse – og sexuelle.

Hvad er det så du gør ved sproget, så det lykkes i sin mission?
Læs mine bøger og se.

Hvad er din generelle holdning til blogs, hjemmesider, youtube o.l. på nettet – ser du det som en mulighed for at smalle og originale ting får en chance, eller som amatørismens triumf, fordi hvem som helst kan skrive hvad som helst, og ingen tjekker kvaliteten?
Begge dele. Men den digitale vej kan jo være en øve-scene for en digter, som senere hen vil bevæge sig ind i det professionelle miljø, hvor teksterne tjekkes og skal bestå prøven.

Skriver mænd og kvinder på forskellig vis – og hvis vi gør – på hvilken måde viser det sig?
Der findes en hel videnskab omkring “écriture feminine”. Jeg forstår mig ikke på den. Opfatter mig selv som en androgyn skribent. De gode forfattere har altid skrevet “tvekønnet”.

Du betegner dig selv som androgyn skribent. Hvordan får du fat” i denne skribent – og er det generelt noget forfattere kan lære?
Ved ikke.

Hvis der kun fandtes ét køn, hvad var det så at skrive om?
Ikke noget. Ingen historier, bort set fra historien om, hvordan der opstod et nyt køn. Måske opstår der nye køn hele tiden, vi ved det bare ikke.

Du bliver kaldt en myte. Er der nogle forfattere – afdøde som nulevende, der er myter for dig?
Alle døde forfattere, der ikke er glemt, huskes og læses, fordi de har en myte. Det er meget svært for en forfatter at få en myte i levende live, jeg ved ikke, hvordan man bærer sig ad. Den levende myte i dag er gerne reserveret rock-stjerner.

Hvilke bøger læser du selv?
Jeg læser alt mellem himmel og jord, mest faglitteratur, filosofi, politik, religion, antropologi. Og jeg læser i arbejdsmæssig sammenhæng som research og inspiration. Læser næsten ikke for underholdningens skyld.

Præcist hvor slutter fiktionen og hvor begynder virkeligheden i dine bøger?
Alt, hvad jeg har skrevet i mine bøger, er sket i virkeligheden. Men der er sket meget i virkeligheden, som jeg ikke har skrevet.

Du har ofte været omstridt og kritiseret for dine bøger – og kvitteret med: “Hvis det er prisen, er det prisen. Det er i orden at livet koster livet”. Har du aldrig vaklet?
Nej. Folk må gerne blive fornærmede, det er jeg ligeglad med. Men jeg er ked af det, hvis jeg kommer til at såre, for det er ikke tilsigtet.

Du har skrevet haiku-inspireret poesi. Hvad er det der griber dig ved denne korte digtform?
Der var en kort fase i mit liv, hvor det ikke kunne være andet end: Lotusøje.

Hvad var det konkret, der gjorde, at haikuformen/Lotusøje var det eneste det kunne være på det tidspunkt?
Det var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var helt på bar bund og skulle begynde forfra. På en ny drejning i spiralen.

Hvorfor er det romanformen og ikke så meget digtformen du brænder for?
Jeg opfatter ikke mig selv som lyriker af temperament, mere som tænker og musiker. I den sammenhæng indgår mit epos om Tone, Sløret, min gendigtning af Vølvens spådom og af den 5.000 år gamle sumeriske Inanna.

Du opfatter dig ikke som lyriker af temperament: Kan du sætte ord på, hvilket temperament en har lyriker i forhold til en tænker eller musiker? – Eller er det her, sproget kommer til kort?
Jeg tænker abstrakt og udtrykker mig rytmisk. Men ikke i billeder.

Du siger at mosen uden for dit vindue inspirerer dig, og det passer jo godt til Vølvens spådom; det nordiske, og rugbrødssproget. Men Sløret og Inanna har jo deres udspring i Orienten, hvordan finder du det rigtige hjørne af det danske sprog for at komme væk fra “mosen og rugbrødet”?
Jeg har også en orientalsk side i mit indre, der kommer af min opvækst i Østen, måske.

Hvilken bog betyder mest for dig af alle dem du har skrevet?
Når jeg har sat punktum for en bog, er den fortid og interesserer mig ikke mere.

Jadekatten (1997) er et hovedværk i dit forfatterskab – den kommer ind på dit opgør med familien. Hvor meget må en forfatter låne af hovedstolen?
Alt. Digtning er ikke en bank-forretning, men en organisk (udviklings) proces. Træer og roser skal skæres helt ned for at blomstre op igen.

Du har skrevet børnebøger – hvor stor forskel er der på at skrive for voksne og for børn?

a. Hvad gør det ved sproget?

b. Som voksen har man en begrebsverden, der rækker langt ud over barnets. Hvordan oplever du forskellen på at skrive for børn, hvis verden man som voksen kan overskue, og så at skrive for voksne, hvor du som forfatter står lige så famlende over for livet som læseren og bogens karakterer gør?
Det er svært at skrive for børn, selvom man fremkalder sin egen barnlige side. Jeg har forsøgt at skrive sådan, at det både kan interessere børn og de voksne, der skal læse højt.

Nogle påstår at der ikke er flere nye ord under solen. Er alt skrevet ned?
Der kommer hele tiden nye ord inden for teknik og videnskab. Men rent menneskeligt er alt formentlig skrevet. Alligevel bliver det nyt, hver gang et nyt menneske siger det personligt på nye måder, i nye tider.

Har du indfriet alle dine forfatterdrømme, eller er der noget du venter på at give dig i kast med?
Der er stadig bøger, der venter på at blive skrevet. Også af mig.

 

 

 

Skriv et svar