Sebastian Dorset

 

Sebastian Dorset er født 1970, han er uddannet journalist men mest kendt som stand-up komiker. Fra 2003-2009 redaktør på DR's satireredaktion "Tjenesten". - Foto: Mew

Sebastian Dorset, du er blevet kaldt en atypisk stand-up-komiker – du er ikke til toilethumor eller spark i numsen. Hvordan overlever du?
Det bliver lettere og lettere med tiden. For det første har stand-up udviklet sig, så flere stilarter er accepterede, også den mere stilfærdige stil, og for det andet bliver jeg mere og mere griset med alderen. De eneste, jeg nok aldrig fanger er teenagerne, der af en eller anden grund kun kan forstå folk, der råber og pisker frem og tilbage på scenen.

Du er ikke vild med “almindeligheder”. Jeg tænker på, at du ofte vender tilbage til “mand/kvinde-relationer” fordi “de fleste andre har det på samme måde”. Er der ikke en risiko for, at det bliver almindeligheder?
Mand/kvinde-relationer er et emne, de fleste kan relatere til. Skræmmende få danskere kan parre mere end fem-seks ministre med det rette ressort-område, men de fleste har trods alt haft en kæreste af modsat køn på et tidspunkt, eller har boet med en bror eller søster. Derfor behøver man jo ikke tale om toiletbrættets position eller kvindens indkøb af sko. Faktisk er den kønspolitiske konsensus så stærk herhjemme at der er meget mere sprængkraft i parforholdsemner end i meget politisk stof.

Hvad er i øvrigt forskellen på almindeligheder og at skildre det almindelige?
Man kan undgå almindeligheder ved at skildre det almindelige med en ualmindelig vinkel.

Hvad er det, sproget gør, når man er sjov?
Vederkvæger!

Hvordan vil du beskrive forskellen på at skrive humor og fx prosa?
Stand-up handler om at undgå det overflødige og det uklare. Poesi handler om at sætte nogle blondegardiner af pretention ind mellem læseren og den banale lille sandhed, man forsøger at vinde ordgarn omkring.

 

Det virker som om, du har det skønt, når du står foran publikum. Har du aldrig været kikset?
Der er altid noget, der kikser. En joke, der ikke går, eller en start, der gør at publikum synes man er for smart, for stilfærdig eller bare ikke morsom. Og jeg har da prøvet masser af gange at folk ikke grinede og at man skulle slide og slæbe for bare at gå med lidt af æren i behold. Man kan satse på nogle meget sikre jokes, for at vinde folk over, man kan skifte tempo, så man går fra lange til korte ting, fra underfundige til direkte, fra stilfærdige til direkte. Og så kan man forsøge at improvisere, men det er som regel det dårligst tænkelige tidspunkt at forsøge sig med den slags på. Men det KAN være det eneste, der er at gøre.

Når du står på scenen og optræder, er der da emner, du aldrig vil komme ind på – censurerer du dig selv?
Der er meget lidt, jeg ikke vil gøre grin med eller tale om. Næsten alle komikere har vel gjort grin med rockere, fordi de har uendelig mængder humoristisk potentiale. Men det er måske mindre sjovt, hvis der sidder en fire fem stykker på første række. Man kan sige, jeg hellere censurerer mig selv for at undgå at gøre folk kede af det, end for at undgå at provokere. Den klassiske læresætning handler jo om ikke at sparke nedad, men opad, så der er ingen grund til at såre folk der er syge eller handicappede, eller har pårørende, der er det. Til gengæld må folk, der indtager store stillinger finde sig i at være skydeskiver. Dels fordi de er en fælles reference, dels fordi de så rigeligt får frynsegoder til at opveje det. Et af de største mysterier i mit liv er den overdrevent respektfulde aura, der omkranser Mærsk McKinney-Møller.

Manden har arvet et kæmperederi og gjort det større. Men det er jo ikke fordi han har brudt den sociale arv eller kæmpet sig frem. Til gengæld hjælper det vel lidt på hans foretagende at vi har foræret ham hele den danske undergrund. Det er eddermame svært at få til at give underskud.

Optræder du ved firmaarrangementer o.l. og tilpasser du sproget efter målgruppen? Er der forskel på publikums referencerammer i en sådan grad, at det påvirker sproget, eller er danskerne så homogene, at man kan lave “one size fits all”?
Der er konkrete københavnske ting, som knap nok kan bruges i hele HT-området. Og der er formuleringer og emner som et ældre publikum ikke forstår eller kan forholde sig til. Ellers tilpasser jeg ikke mit sprog efter målgruppen. Det er mere et spørgsmål om at lure hvornår man kan tage en reference for givet, og hvornår den skal forsynes med en lille forklarende bisætning.

Er du aldrig bange for ret meget, når du står på en scene?
Jeg er bange for at det ikke går godt, men jo flere gange, man prøver, jo bedre kan man skjule den nervøsitet, så publikum ikke sidder og skal tænke over om det nu går godt eller om de er vidner til noget pinligt. Ellers er der jo ikke noget at være bange for, når man først har rutine og bagkatalog til at man altid kan finde på noget at sige.

Du taler om at skjule nervøsiteten når du er “på”. Men hvis du må skjule nervøsiteten, bliver det så ikke vanskeligt at være sjov, hvis publikum kan mærke, at du er usikker? Kan du “skrue op og ned” for dit show eller din egen sikkerhed gennem sproget – fx ordvalg eller genbrug af “sikre træffere”?
Efter 14 år er jeg så trænet i at skjule nervøsiteten at den kun kommer frem hvis noget går galt, for det gør det jo ind imellem. Så gælder det om at have noget i baghånden. Et sikkert emne, en stærk joke, et kendskab til noget lokalt, man kan trække på. Det værste man kan gøre er at speede op og forsøge at komme hurtigt hen til “det sjove”. Det understreger bare at man er ved at give styringen til publikum.

Er der et stand-up job, der ikke var gennemarbejdet nok, og som du har fortrudt i dag? Og hvis – hvad var det der gik galt og hvordan ville du gøre det om i dag, hvis du fik chancen?
Der er masser! Hver gang jeg har små-plattet mig gennem en optræden uden at have været grundig nok med at sætte mig ind i sagerne, så lover jeg mig selv at NÆSTE gang, så har jeg alle fakta på plads når jeg kommer, men det ender som regel med at jeg står og spørger receptionisten, hvad det egentlig er for et firma, jeg er kommet ud til.

Hvor har du øvet dig i stand-up, og hvilke idéer kasserede du?
Jeg kasserer idéer konstant. Jeg gør som de fleste det at jeg noterer indfald, formuleringer eller jokes ned, og så øver mig på “Open Mike” -aftener, eller spørger en kollega om det er helt hen i skoven. Helt konkret sender jeg som regel en MS til Tobias Dybvad og får hans mening og et par forbedringer af joken.

Er der noget, du gør med ordene eller sproget, som ingen andre gør?
Ingen læsper så meget som mig! Jeg tror måske at jeg er i en top-tre af danske komikere, hvad angår indskudte sætninger og forbehold.

Hvornår gik det op for dine forældre, at du havde Ordet i din mund/magt?
Det tror jeg aldrig er gået op for dem. De er nok bare lettede over, at det engang imellem er nogle andres tur til at høre på mig.

Du er uddannet journalist. Hvorfor blev du ikke ansat som nyhedsoplæser
i DR?
Jeg er fuldkommen talentløs som journalist, og har aldrig rigtig haft lyst til at blive det. Og jeg kan blive helt, helt træt langt inde i min sjæls inderste kamre, når jeg hører en rektor fra journalisthøjskolen udtale sig. Pludselig kan jeg huske hvordan selve bygningen “Danmarks Journalist-Højskole” suger enhver livsgnist og inspiration ud af alle, der har deres daglige gang der.

Du har skrevet for Ekstra Bladet, Euroman og Politiken – du har deltaget i “Parlamentet” på TV3 og “Tjenesten” på P3, og så har du også været fast klummeskribent for gratisavisen Urban? Sikke meget aktivitet.
Som du ved, er jeg jo i princippet journalist, så det er kommet meget naturligt med at skrive for diverse aviser og blade. Jeg fik en blog tilbage i 2001 og har bare brugt den til løse indfald. Jeg synes blogs der handler om skribentens eget liv og indkøbsmæssige overvejelser er sanseløst uinteressante, og jeg grinede meget da jeg faldt over udtrykket “hamsterblogging”. For det er meget dækkende for den type kvinder, der skriver deres ligegyldige dagligdag ind på nettet

Læser du meget?
Jeg læser mange aviser og alt for få bøger. Jeg får Politiken, Information og så tipsbladet hver fredag. Herligt!

Hvis du læser Politiken, Information og tipsbladet, hvor henter du så især dit sprog fra? Hvor udvider du dine referencerammer – hvor søger du sproglig udfordring?
Stand-up komik er en form, der skal forstås og afkodes på stedet. Det gør at klarhed er væsentlig. Folk vågner ikke op to nætter efter showet og tænker “den sætning var ypperlig og velreturneret”. At man stadig kan tilstræbe sproglig præcision er en anden ting. Det er tit at en joke slet ikke fungerer med det ene ord i slutningen, men giver store grin med et næsten-synonym. Det er mere når jeg ser fjernsyn, surfer på det dér internet og hører anden stand-up at jeg bliver sprogligt opfrisket. Avissprog er sjældent ligefrem inspirerende.

Selvom du ikke læser så mange bøger er det kommet frem, at du skriver på nogle – tænk bare på “Dillerbob-bøgerne”!
De er på vej – bare vent! Jeg leder kun efter den helt, helt rigtige illustrator. Det bliver en trilogi om en fortabt penis i et matriakalsk diktatur.

Hvad afholder dig fra at skrive eksempelvis en seriøs roman? – Dette spørgsmål er ikke stillet, fordi romanen er finere eller en forfatterstandard, du bliver målt op imod, men fordi svaret formentlig vil sige noget om både humoren og romanen som fortælleform. Hvad de jo begge er?
Jeg har ikke koncentrationsevnen til en hel roman. Det overblik og den afklarede tanke, man skal have for at skrive 300 sammenhængende sider, har jeg aldrig ejet.

Du berørte kort internettet for lidt siden. Hvordan forholder du dig generelt til medier som blogs, websites og wikipedia? Er disse medier en mulighed for at smalle og originale ting får en chance, eller som amatørismens triumf, fordi hvem som helst kan skrive, og ingen tjekker kvaliteten?
Det er et godt spørgsmål!

Jeg deler det lige i to. Når man googler sig selv, som man jo gør, når man er et gammelt sludrechatol, så popper der de mærkeligste ting op, som netop kan være en kommentar til en eller anden tilfældig persons blog, eller en gammel debat på Ulveungerne i Bloustrøds Hjemmeside. Jeg får da ind imellem den indskydelse at det er lidt bizart at folk, der ikke aner hvem jeg er, eller hvad jeg mener, skal trækkes igennem tilfældige menneskers tilfældige dagsordener. Og ind imellem må man så huske sig selv på den smukke talemåde: “Arguing on the internet is like participating in the Special Olympics: Even if You win, You are stil a retard”.
Man bliver bare trukket ind i alt for meget hæsligt vås.

Når det så er sagt er det jo smukt at enhver kan udtrykke sin mening og et fantastisk middel i lande med et demokratisk underskud som Kina, fx. Og nogle blogs er jo blevet reelle nyhedsmedier og vægtige stemmer i samfundsdebatten. Herhjemme lader det desværre bare til at flertallet af blogs tilhører singlekvinder omkring de 30, der bruger utroligt mange grunde til at skære ud i pap hvor tåbelige mænd er, på en måde der kraftigt understreger at der er MANGE gode grunde til at de er single. De mest interessante blogs jeg støder på, er dem som kommentatorer får penge af en avis for at føre, eller bare gedigne kommentatorers observationer og vurderinger, som er for ordrige og/eller komplicerede til de elektroniske medier.

Jeg så en kvinde argumentere for de her selvbestaltede “Nynne’r” ved at sige at der jo ikke var nogen, der TVANG folk til at læse hvad de skrev, men at det vigtige for blogholderne var at få det skrevet, og ikke om det blev læst, men det synes jeg er noget vås, når man minder sig selv om at sproget er et kommunikationsmiddel.

Bloggen ‘Singleton’ er du nu ret begejstret for – så hvornår er man en god blogger?
Jeg synes man skal opleve noget usædvanligt og gengive det humoristisk eller overraskende for at der er grund til at blogge om det. Men jeg er på den anden side også mand. Kvinder elsker at læse når nogen laver præcis det samme som dem selv. Så er de ikke den eneste, der har købt ny opvaskebørste eller synes det er klamt, når skraldecontaineren ikke bliver tømt.

Hvis du ikke var Sebastian Dorset – hvem var du så?
Jan Gintberg har brugt udtrykket “Før jeg blev Jan Gintberg” og det synes jeg er meget dækkende. Jeg kan jo ikke være andre end “Sebastian Dorset”, men nu er jeg ved at blive det i anførelsestegn.

Men jeg kunne da sagtens forestille mig at være blevet en mandlig pendant til Frk. Klokken. Bare lidt mere sjusket.

 

Skriv et svar