Robert Zola Christensen

Robert Zola Christensen. har studeret to år i Sydfrankrig (1987-89) og ti år i Lund, hvor han læste litteraturvidenskab og underviste i dansk sprog. Idag er han ansat på Syddansk Universitet i Kolding. - Foto: Ulla Voigt

Min fremgangsmaade når jeg skriver? Tja, jeg er holdt op med digte, men ofte er det noget, jeg hörer i toget, en lösrevet sätning i et blad, eller som et konkret eksempel et fotografi, jeg for nylig så af kunstfotografen Morten Nilsson, og det fotografi, forestillede en standarddanser i bar overkrop, hvid på brystet og skocreme-brun i hovedet, og det satte en historie i gang, der måske bliver til en cut-up billedroman, hvor 15 af mine yndlingsfotografer medvirker, og danseren, ja, i fiktionen er han kanalsvömmer, hysterisk med vand. Min seneste roman, der hedder Aldrig så jeg så dejligt et bjerg,’ blev til på et minde af min farfar, han står ude i haven, vi skal til at spille kroket, jeg er så lige inde og hente en is, og da jeg kommer ud til ham, står han og pisser op ad et trä og vinker med den anden hånd, jeg kommer nu sönnike, jeg er straks klar – du er så autentisk farfar. Romanen ‘Tennis’ blev til pga en sätning i en bus fra Vejen til Rödding, på vej til den höjskole, jeg arbejdede på. Jeg kan huske, vi körte igennem et tungt, jysk mörke, og så kom det fra en fuld mand på bagsädet:

- Hvis man ikke för eller siden stiller sig tilfreds med det man har, mister man alt.

Det löd som et bröl af smerte, og som en sammenfatning af hele hans liv. Det gjorde et dybt indtryk på mig, og den slags ting har det altså med at vokse i mig, suge stof til sig som en svamp, måske i lang tid. Måske skriver jeg den ned og går til og fra for at se, om den giver noget mere fra sig.

Robert Zola Christensen, hvem eller hvad gjorde dig til forfatter?
Har faktisk altid villet skrive, skrev digte på väggene i mit barndomsvärelse, flere og flere, rummet var helt plastret til, og min far, der var smed på et dansk stålvalsevärk, blev temmelig urolig. Hvad fanden er der galt med ham? En dag duftede der af lim og ny maling, da jeg kom hjem fra fodbold.

Hvor har du øvet dig i at skrive og hvad røg ned i skrivebordsskuffen?
Noget rög jeg helt automatisk ned i skrivebordsskuffen, Jesus Christ, jeg deltog i en romankonkurrence, det var sådan det startede, et forlag i Århus der Centrum, det er heldigvis gået på röven, og de ringede og sagde, at, Robert, nu er du med blandt de ti sidste, fedt nok, og et par uger senere, nu er du blandt de fem sidste, og endelig – ok, du vandt så ikke, men vi vil gerne trykke dit manus. Kanon ja, sagde damen i röret, hun havde travlt, hun skulle af sted til en bogmesse i udlandet, kig forbi vores stand på bogmessen i november. Det gjorde jeg så, kom til messen, og da jeg dukkede op og sagde hej og präsenterede mig, blev stemningen meget mærkelig, meget, og én af dem, der var der, en kvinde, formodentlig hende jeg havde snakket med, fik travlt med at sætte foldere i et metalstativ, og jeg snakkede med direktören, som sagde – Nu har jeg også læst din roman: har du skrevet noget andet? Så smed jeg det ud, ikke i skrivebordsskuffen, jeg smed det ud og skrev en ny roman, som Borgen tog. Kristians Tavshed.

Er der noget du fik publiceret tidligt – og hvad var det der ikke holdt og hvad ville du gøre om hvis du skulle udgive det i dag?
Nej, jeg tror, det var nödvendigt, et eller andet sted. Jeg tilgiver mig selv ?

Man skriver et digt. Men hvad er det der gør, at det ikke bliver ved dét ene?
Meget individuelt, for nogen er det en litterär ambition, de vil väre dyyytii poet og de skriver altid LORT. For andre er det gläden ved sproget, og muligheden for at göre hvad jeg vil, selve det at skrive er et frirum, tankers legestue, et sted jeg kan slå idioter ihjel og tage töjet af Birte Kjär (hvis det nu var det)!

Du nævner glæden ved sproget. Hvad er det præcis, der er så fedt? Et er, at det er gratis i forhold til at lave f.eks. en hel film – Birte Kjær uden tøj eller ej – men hvori ligger selve essensen i arbejdet med sproget?
At lime det sammen på nye måder, det foregår jo ikke ude i virkeligheden, det jeg skriver, så når jeg skriver, en ged närmer sig Köbenhavn, så er der en ged, der närmer sig Köbenhavn, og du kan ikke göre så meget ved det, og får du det til at vokse og lever sproget, så er det fedt. Hvor hverdagssproget skal bruges til NOGET, er instrumentalt og fornuftbegrundet da er kunstsproget frit, så Logic will take you from A to B, imagination can take you anywhere.

Hvordan har du det med at være “kendt”, pirrer det dig at skrive – eller får du præstationsangst?
Ja og nej – tänker aldrig på det når jeg arbejder, og er jo ikke ligefrem en bestseller-superkändis-forfatter og jeg holder mest af den private del, det at sidde og skrive alene, drikke kaffe, slå en af hovedpersonerne ihjel, give nogle andre julegaver og hente mere kaffe.

Er det nødvendigt at gå ud i offentligheden og læse op – for at blive set som forfatter?
Jeg har läst meget op det sidste år, og på et tidspunkt fik jeg at vide at jeg skrev meget uartigt. Det var nogle tyskere fra et tysk uni der var på besög i DK, og det var altså forfärdeligt – så stod jeg der og läste videre og tänkte åh nej, nu kommer jo det der fräkke med…osv

Det er godt med korte tekster, romaner dur själdent og egentlig heller ikke noveller – ordknappe pointerede tekster + digte er godt at läse op!

Uartig – siger du? Vil du dele et eksempel på din uartighed her?
Jeg synes overhovedet ikke jeg skriver uartigt, tvärtimod, men ikke desto mindre: jeg läste op på en höjskole for nogen tid siden – det förste kapitel i romanen ‘Tennis’ – og også der syntes folk det var uartigt. Engang fik jeg oversat en novelle til tysk – “Das Inbruck” – altså indbruddet, – fra Fancy og andre dyr – og dét er en meget vulgär historie, totalt anti-sex, men den nuppede de til en antologi med titlen: ‘Midsommernachtsliebe – schönsten und besten erotischen geschichten aus Skandinavien’ – weird! Det var MENT som ikke-erotik!

Er der nogle forfattere der inspirerer dig?
Vildt meget – lige en håndfuld NU: Magnus Mills, Erlend Loe, Mark Haddon og 10000 flere…

Erlend Loe, siger du – hvad er kicket ved ham?
Erlend Loe inspirerer mig ja, men det er faktisk svärt at sige helt präcist – men jeg arbejder meget med underdrivelsen. I læseren foregår der alt det, der ikke sker på papiret. Med små smi virke midelr, næsten ingen udslag i teksterne, får han det til at krible og krable i læserne. Det kører.

Hvor langt vil du gå mht selvpromovering?
Ingen steder. Jeg går ingen steder.

Du har en hjemmeside, så dét at gøre profil på nettet er ikke et ukendt fænomen for dig. Men hvis du generelt ser dig omkring på nettet, – hvordan opfatter du rent objektivt disse medier: blogs og hjemmesider o.l. – er de til for at de originale ting kan få en chance, eller som amatørismens triumf, fordi hvem som helst kan skrive, og ingen checker kvaliteten?
Jeg er på facebook og har det sjovt, vildt sjovt på facebook. Men det er ikke som forfatter, det er som Robert. Jeg lägger links til min status linje med mere, når det rykker i forfatterskabet. Men jeg gör det som tidsfordriv og har det sjovt med det. Problemer bliver jo ofte selvfede og prätentiøse, hold käft et
udstillingsvindue. Men altså, det er ok, privatlivet er en forbindelse. Den er kun nogle hundrede år gammelt.

Hvordan gjorde du dengang ingen kendte til dine tekster?
Ikke noget, jeg prövede vel heller ikke. Mindes engang för Poul Borum döde, at han inviterede mig til opläsning, da jeg debuterede i Hvedekorn – det var stort, jeg kan huske han skiftevis sugede på en grön Cecil og sit lungeapparat, men så skete der ikke noget i mange år med mit forfatterskab, altså, Poul Borum döde.

Jeg har ikke så meget behov for det, at komme ud, synes normalt det er sjovt. Specielt hvor andre forfattere er med. Ellers har jeg väret “www.fantastiske.20.dk” hvor mit billede kom på pastiläsker og på krus der skiftede farve når de blev varme – JA, jeg synes det er skävt og sjovt den slags, og så har jeg väret oppe at slås i “Second Life”

Med en holländer til et litterärt arrangement, han forvildede sig ind i seancen. Og engang skrev jeg på opfordring en erotisk novelle til ‘Tidens Kvinder’ og fotografen ville have at jeg lavede en Burt Reynolds. Jeg skulle ligge på et hvidt langhåret täppe og däkke mig til med en bläksprutte, fordi novellen hed ‘Bläksprutten’. Jeg kan huske, fotografen löb rundt i sin lejlighed med den, og det spröjtede med bläk, det var ufatteligt så meget bläk der var i det lille dyr, og han drak rödvin og vi blev uvenner, for det kunne der naturligvis ikke väre tale om. Så var der dengang jeg var husforfatter for Dykon, en dynefabrik i Lunderskov, der fjendtligt skulle overtage en konkurrent i Ringsted, og direktören, den jubelidiot, havde ansat mig til – officielt at skrive om sin virksomhed – men i virkeligheden var jeg en slags spion, det var absurd.

Du nævner din rolle som virksomhedsspion som absurd, men hvori adskiller den rolle sig fra forfatteren, der vel er en slags “livsspion”? På researchsiden – gennem hele livet – er forfatteren spion i andre menneskers liv og sjæl, og på afsendersiden er han en agent, der planter andres virkelighed i mennesker. Hvor går grænsen for begge dele?
Jooe, jeg hörer tit noget, jeg ligesom tager, vupti, og lägger på et andet lager oppe i hovedet. Jeg er lige kommet hjem fra et skriveophold i NYC, hvor jeg boede i et worklodge for kunstnere og forfattere, jeg har väret der för, og der går ham landlorden rundt oppe på tagterassen og nusser med sine planter. Hver eftermiddag drikker vi en öl, og en dag siger han til mig, mens han peger på en af planterne, at han ikke begriber, hvad der foregår. Den der slyngplante har slået rod midt i den bagende sol, og det kan den slet ikke klare, men så har den fået sendt en stilk af sted, som så har fundet det eneste mörke spot på hele taget, og nu har den det rigtigt godt. Hvordan fanden vidste den, den skulle derhen? Dét her kommer jeg helt sikkert til at bruge för eller siden, jeg ved ikke til hvad, og måske bare den fölelse det var, at sidde der med Mark og drikke Brooklyn ale og høre hans smukke sydamerikanske kone väre på vej op ad vindeltrapen.

Hvilke råd vil du give unge/gamle forfatterspirer/svampe hvis de ønsker at få udgivet noget på tryk?
Nyd det undervejs. Hvis du ikke har det sjovt mens du pröver, så hold op – ellers: bliv ved!

Ingen gider at læse digte i dag. Er det sandt?
JEG tror rent faktisk der er en stor underskov af digtläsere. At läse digte er en slags anti-handling – i tidligere tider var lyrikken voldsom avantgarde og på forkant med tingene – Bönnelycke knaldede pistolskud af og den slags – men altså generelt var det noget der skulle springe rammer og väre forud for sin tid.

I dag er digte noget uden for tiden, noget langsomt noget vi hengiver os til som et värn mod den buldrende tid.

På den anden side er der også SPOKEN WORD, POETRY SLAM og meget andet, der välter ud over scenekanten, right?

Er der noget, du gør med ordene eller sproget, som ingen andre gør?
Jeg ved ikke, jeg kan gå i lang tid og vente på noget, når der opträder en slags hul på papiret i det jeg arbejder med, bare gå og vente, og jeg ved det, når dét er der, så er hullet lukket, det ser rigtigt ud.

Hvad mener du om forlag som fx Books On Demand? Én af de mange steder der i dag bruges til at udgive selvudgiverlitteratur?
Jeg er nok lidt negativ her. Jeg synes det er bedre med stärke blogs og sites, mener jeg faktisk – ellers bliver det for meget om at udkomme, at VILLE udkomme i stedet for at glädes ved at skrive – og skrive godt.

Beskriv din erfaring med et etableret forlag… ?
Mange forlag er langsomme – kim dem ned, bliv ved, vär altid höflig, men bliv ved, jeg kender nogle forfärdelige historier. også blandt etablerede forfattere. Men jeg har väret godt behandlet på Borgen og nu Gyldendal – specielt det sidste forlag, det er toptunet professionelt og samtidig venligt, og når du får et godt forhold til din redaktör, er det en dröm.

Hvad er det den gode redaktør gør, for bogen, for forfatteren, for forlaget – så alverdens gymnasielærere sidder derude og dissekerer forfatterens intensioner og seksuelle fortrængninger i diverse dansktimer – hvor meget af det vedrører så i virkeligheden redaktøren og ikke forfatteren?
Jeg har indtryk af, at det er MEGET forskelligt. Min tidligere redaktör havde jeg ikke kontakt med. Jeg sendte et färdigt manus ind og så trykte vi det. Nu er det helt anderledes – jeg arbejder i reglen med 100 sider som jeg så sender – holder möder og diskuterer med den redaktör, jeg har haft, siden jeg skiftede til Gyldendal. Det er fint, det er jo temmelig meget solo, måske to-tre år alene med en en bog, time ud, time ind, dag efter dag. Engang var jeg med i en kortfilm-projekt med Per Fly og et par stykker til, og det var vildt anderledes og kollektivt. Vi diskuterede den story line, der skulle være, og pludselig kunne én sige: hvad nu hvis vi kaster en hund ind til dem eller ham Kurt mister et ben? Det lärte jeg meget af, altså
mere ubekymret begynde at hive og slide i stoffet, tonse med det.

Kan du digte mig en kort historie på falderebet?
Ok så! Her er optakten til min cut-uproman:
- Det begyndte med, at Ibs traktor forsvandt. Den holdt parkeret i det fjerneste hjörne af parken. Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvor länge det er siden, men det skete präcis samtidig med, at havgusen var kröbet ind fra havet, og traktoren var så pist väk, da den trak sig tilbage. Ingen ved, hvad vi skal lägge i det, for den kunne jo også bare väre blevet stjålet, men da så også fem köer og Finn Wiedemann forsvandt nu i foråret under lignende omständigheder, begyndte folk at snakke. Det er derfor, vi nu i dag har begivet os ud fra stranden, og der er så mange svävende vanddråber i luften, at det er lige för, vi kan labbe dem i os. Vi har hverken set köer, Finn eller traktorer. Til gengäld har vi set en masse indköbsvogne, og som mange af Jer sikkert vil kunne huske, har de i stort tal haft det med at forsvinde fra supermarkedernes parkeringspladser. Jeg har sagt til holdet, at det ikke er dem, vi skal lede efter, hul i dem, men det er, som om det ikke rigtigt går hjem. Så selv om de nästen ikke er til at skubbe igennem sandet, indkøbsvognene, er Torben, Hans Otto, Karen og én, jeg ikke rigtigt kan huske, hvad hedder, fast besluttet på at få dem ind på stranden. Dem om det. Vi andre fortsætter ud mod tredje revle, hvor vi har tänkt os at holde et kort hvil. Jeg har stadig Tulle ved min side, hun kommer fra Slagelse, og det eneste, jeg ved om Slagelse, er, at vandet smager rädselsfuldt, og det ved jeg, fordi, der er en vanddunk, Tulle hele tiden stikker mig i händerne, det smager altså af säbe. Men nu fortsætter vi, Tulle og jeg, dårligt drikkevand eller ej, vi fortsätter.

 

Skriv et svar