Philip Tafdrup

 

Philip Tafdrupdebuterede 2010 med digt-/fotosamlingen Cat loves Sean.

Du kom til verden i 1979, hvordan så du på sproget som barn? Og hvordan ser du på sproget nu?
Jeg var tit den, der fortalte vittigheder og fandt på smædesange som dreng. Men at det skulle være noget særligt, tænkte jeg ikke over dengang. Det var jo bare dét, vi kunne i min familie.

Jeg voksede op i et hjem, hvor sprog fyldte meget. Det var mine forældres arbejde og interesse og derfor det, der blev talt om omkring bordet gennem hele min opvækst.

Jeg havde selvfølgelig ingen metabevidsthed omkring sprog, eller noget andet, som barn, men jeg ved fx, at min mor indøvede, at mit første ord blev “lys”. Ved at tænde og slukke på stikkontakten og gentage ordet, var der ikke overladt meget til tilfældet.

Ellers kan jeg huske, da jeg skulle lære alfabetet, at vi skulle lave en tegning til hvert bogstav i skolen og skrive et vers med bogstavrim til. M blev fx “maler Madsen maser mange misser med maskiner”. Det var min onkel, der fandt på det. Han er journalist og arbejder også med sprog.

Altså må man vel sige, at mit sprog er blevet plejet hele mit liv. Og at andre folks indflydelse har været afgørende.

I dag er sproget en ordnende faktor i mit liv. Derigennem filtreres verden. Ting kategoriseres, analyseres og forstås. Men de debatteres også. Selvom det er en ensom fornøjelse at skrive, ligger der jo en hensigt om interaktion bag.
Sproget er for mig en naturlig strøm gennem livet af sammenhæng og identitet. En slags kredsløb. Jeg er i sproget; men mit fortidige og fremtidige jeg er der også.

Din mor, Pia Tafdrup, har skrevet så længe du har levet. Hvilken sprogforståelse har du fået med dig i bagagen?
Jeg synes, det er forkert at give Pia hele æren. Selvom en stor del selvfølgelig tilkommer hende. Men en lige så stor del tilkommer fx min far, Bo Hakon Jørgensen, som har undervist i dansk på Syddansk Universitet i Odense hele mit liv. Han var lidt som Google, før det blev opfundet. Jeg sad som barn og spurgte, hvorfor et eller andet hed, som det hed. Og straks var min far der med Ordbog Over Det Danske Sprog eller Salmonsens Konversationsleksikon.

Begge mine forældre læste højt for mig. Men der var en vis kvalitetscensur omkring, hvad de gad læse. Min far ville fx ikke læse Rasmus Klump, fordi han synes, den var åndssvag, men gerne Anders And. Det blev læst med så stor fornøjelse, at det tit var ham, der købte nye blade. Det var de klassiske Carl Barks-historier og lignende. Ikke jumbobøger. De faldt for censuren.

Min mor læste Les misérables op for mig, da jeg var en 9-10 år gammel. Jeg lå mest og vred mig i sofaen. Så var Odysséen mere sagen.

Hvis mine forældre skulle ud at rejse, indtalte de kassettebånd med historier, jeg kunne høre, mens de var væk. Vi har vist stadig Gummi Tarzan i min fars version fra engang i 80′erne, hvor han skulle til USA.

Som barn syntes mine forældre ikke, jeg læste nok af mig selv, så jeg blev sat på en dosis med mindst 10 sider om dagen. På det tidspunkt fyldte film og computerspil mere i min verden, men de levede ikke helt op til kvalitetscensuren. Derfor fik jeg et vist antal timer, jeg kunne fordele på tv-fladen i løbet af en uge, så jeg blev nødt til at vælge kun de bedste film ud. Dengang syntes jeg selvfølgelig, det var åndssvagt, men jeg vil nok gøre noget lignende, hvis jeg selv skulle få børn en dag.

Endelig har jeg fået rettet talefejl som fx hans/sin, fra jeg kunne kravle. Hvis jeg kom hjem og fortalte, at vores nabo havde skudt sig med “hans” gevær, ville min far og mor råbe “sit” i munden på hinanden uden ellers at kommentere, hvad jeg havde sagt.

Når man arbejder med sprog, bliver det en målestok for en persons værd. Sproglig perfektion var derfor et krav. Det til trods for, at min far altid har sagt, at det var bedst, hvis jeg blev tømrer. Men det var mest, når der var slåskampe på universitetet.

Bliver du irriteret, når allerede mit andet spørgsmål refererer til din mor?
Nej, det er vel, hvad jeg må forvente. Ellers kunne jeg jo skrive under et pseudonym. Men jeg er nu engang den, jeg er, og vil ikke holde det hemmeligt. Jeg ved endnu ikke, om det er en fordel eller en ulempe. Men det er nok lidt begge dele. På den ene side kan det give en gratis forhåndsinteresse. På den anden side kan det være svært at få fokus rettet på det, der er det væsentlige for mig, nemlig bogen: Cat loves Sean. Og forhåbentlig andre i fremtiden.

Der findes masser af familier, hvor flere generationer i træk vælger at blive fx læge eller bager. Det tager folk sig jo ikke af. Jeg synes personligt ikke, det er så meget anderledes, at jeg nu udgiver en bog. Derfor håber jeg da, at man vil bedømme mig på det, jeg skriver.

Den 8/5 – 2010, udkom din debutdigtsamling ‘Cat loves Sean’. Digtene er skrevet mens du boede på Coogee Bay Road i Sidney, Australien. Hvorfor blev digtsamlingen til? Og hvorfor var det netop den, der blev skrevet?
Jeg havde egentlig et andet manuskript med i bagagen, som jeg skulle redigere færdigt i Sydney. Når jeg holdt pause fra det, gik jeg lange ture og faldt så over Waverley på vejen. Der var et eller andet dragende, som gjorde, at jeg måtte komme igen. Og igen. Jeg begyndte at skrive et par digte og fotografere, og så voksede bogen bare frem det næste halve år. Jeg kom tilbage til Danmark med et ret omfattende materiale, som jeg så har redigeret ned og finpudset.

Jeg blev fascineret af æstetikken på Waverley, som på en gang er smuk, patineret og kitschet. Desuden havde jeg et personligt behov for at tage et opgør med en dødsangst, der har været med mig lige så længe, jeg har forstået, hvad konceptet “livet” gik ud på.

Hvorfor blev det en digtsamling du skrev og ikke en roman?
Cat loves Sean er værkmæssigt afgrænset som sin egen enhed, men jeg tænker ikke i den slags konstruktioner, når jeg skriver. Strukturen i Cat loves Sean er en foræring fra scenen. Når man skriver, er det bare at lukke op og se, hvad der kommer. Sproget flyder til mig i små iagttagelser, billeder og brudstykker af sætninger, så i min verden er digtene sproget i sin naturlige form. Sådan som det løber. Derfor er digtene i Cat loves Sean også meget fortællende og konkrete.

Foruden digte, indeholder ‘Cat loves Sean’ også smukke fotos af katolske gravmonumenter fra Kirkegården Waverley. Hvad kan digte udtrykke, som fotos ikke kan?
Det er jo et stort og svært spørgsmål. Men intention, må være svaret, og det bliver lidt akademisk. Sproget er i højere grad filtreret gennem et menneskes bevidsthed, selvom billedet også er udvalgt og beskåret. Det var vigtigt for mig at få både digte og fotos med i Cat loves Sean. De supplerer hinanden godt, fordi forskellige sanser bliver stimuleret.

Digtene rummer flere tider. Både de der var, og livet som det er og skal komme. Fotografiet rummer kun et fastlåst nu, og hvis fortiden er til stede, er det som “ruinværdi”. I sproget kan fortiden derimod være levende på linje med nuet.

Billederne tilføjer på den måde samlingen et forgængelighedsspor, der har en vis melankolsk grundklang, men også et fokus på verden, som den var lige i det nu, da billedet blev taget.

Man kan sige, at du udforsker virkeligheden gennem kunsten. Hvor meget at din egen virkelighed eller dit eget univers, befinder sig i dine digte?
Alt for meget… men jeg kan jo kun skrive ud fra egne erfaringer. Mine digte er verden gennem mit filter. Men forhåbentlig er der
så meget universelt stof, at bogens læser vil finde den værdifuld.

I Cat loves Sean inddrager jeg også virkelige personers liv og levned, og det er en god modvægt til bogens jeg. Det var en speciel fornemmelse at bruge et andet menneskes afsluttede liv som stof for et digt. Fx hvis der var tale om en gravskrift over et barn, der lige var dødt. Det var på grænsen til, hvad man kan tillade sig.

Hvorfor er det en god modvægt til bogens jeg, at inddrage virkelige personers liv og levned?
Det gør digtene mere almene og interessante at spejle sig i for læseren – i stedet for blot at være mit personlige, psykologiske projekt. Det, at der bliver taget livet af så mange folk, eller oprullet så mange skæbner, i Cat loves Sean, tydeliggør vores livs fællestræk. Menneskeheden har grundlæggende samme sorger og glæder.

Hvordan arbejder du med æstetikken i dine digte og fotografier? Hvor bruger du mest vildskab?
Mine digte er meget nøgterne, så jeg ved ikke, om vildskab er ordet. Jeg beskriver og kategoriserer tilværelsen. Lidt som en videnskabsmand. Det kræver måske mere tøjler end vildskab i arbejdsprocessen. Men motivationen bag er en vildskab og en uro, der også strømmer under livet. Mit sprog er et modspil til denne.

Hvis det er sandt, at litteraturen ofte taler et andet sprog, end det vi ser omkring os, hvilket sprog taler dine digte?
Jeg ville gerne svare et mere holdbart, eviggyldigt. Men det er nok en illusion. Jeg tror mere litteraturen samler brudstykker af det sprog, vi omgiver os med. De nye digte citerer gravskrifter, der er op til 100 år gamle, så der kommer et efterslæb af fortidens sprog med. Det kan måske vise, hvordan ordenes strøm ændres gennem tiden. De muterer lidt lige som liv, der tilpasser sig omgivelserne. I Cat loves Sean prøver sproget at binde nutid og fortid sammen. Jeg ved ikke, om det lykkes. Det har siden slået mig, at fremtid fylder påfaldende lidt i samlingen. Men der er noget ved sprog, som transcenderer tid.

Hvad er det for noget ved sproget, der er i stand til at transcendere tid?
Det skrevne sprog løber som en parallel ved siden af det fysiske, tidsbegrænsede liv. Men det fortsætter sit løb, når livet slutter og fandtes også før, det begyndte. Det er en evig dialog, man deltager i, når man skriver.

“Skriv fordi De skylder Guderne et svar”, sagde Karen Blixen til Thorkild Bjørnvig. Sproget tilhører altså et metaplan, hvor for-, nu- og fremtid smelter sammen til én scene for menneskets svar på den tiltale, det er at blive født ind i verden. Når man bliver tiltalt, skylder man et svar.

Hvad er drivkraften i din bog?
Jeg blev overvældet af Waverley som sted, fordi det er så anderledes fra de kirkegårde, jeg har set i Danmark. Gravene på Waverley får lov at forfalde og gro til. Det er ikke de små velklippede hække, vi kender herhjemme, men store palmer og slyngplanter, der langsomt opsluger gravmonumenterne. Waverley viser, at selv evigheden hører op.

at loves Sean var et projekt, der begyndte at flyde af sig selv, og jeg skulle så bare acceptere, at det var nødvendigt, at jeg tog mig af det. At hjælpe digtene til dørs. Jeg tror, at sproget styrer mig lige så meget, som jeg styrer det. Det er et parløb. Faktisk gik der et stykke tid, før jeg fandt ud af, at det egentlig var en bog, jeg var i gang med.

Det er underligt, at noget der er så personligt, når du skriver det, på en eller anden måde lever sit eget liv, i det du giver det fra dig og udgiver. Så er det ikke længere dine digte. Så lever de i verden uafhængigt af dig. Det er en fantastisk fornemmelse.

Hvordan hjælper du digtene til dørs?
Det ville være synd, hvis de digte bare var endt i skuffen, fordi jeg havde for travlt til at tage mig af bogen, eller gav op på vejen, fordi jeg mødte modstand. Jeg synes, man har et ansvar over for materialet, hvis man mener, det kan noget. Så må man skrive det sammen og udgive det. Ellers har det jo meldt sig forgæves. Selvom sproget flyder hele tiden, kan du jo godt lukke ørerne for det. Men det ville være uansvarligt. Jeg følte, at der var brug for mig dér.

Bogens ‘Jeg’ vil forlige sig med sin egen dødelighed, lykkedes det, og hvorfor er døden så vigtig, mens du er i livet?
Det lykkes til dels. Jeg fandt et rum af accept af døden, og det gav ro. Men det er ikke en konstant ro. Jeg har stadig problemer med min dødelighed – og det tror jeg, man skal have som menneske. Men jeg ved nu, at der findes et rum af ro og accept, som jeg kan stræbe efter i krisetider. Livet vil altid kræve en indsats. Man kan ikke finde et helle, hvor man er usårlig. Men man kan kæmpe imod, og det er det, jeg gør, når jeg skriver.

Du spørger, hvorfor døden er vigtig, når man er i livet. Det lykkedes mig at leve temmelig mange år uden at tage stilling til min dødelighed. Derfor ramlede det hele også, da alle de udskudte spørgsmål en dag meldte sig på en gang. Jeg forstår ikke folk, der kan leve uden også at have døden i tankerne. For den er jo med os og med til at sætte livet i relief. Det er en del af pakken, og den kan ikke byttes. Døden må man lære at leve med.

I mødet med døden kommer sproget til kort. Kan digte udvide sprogets formåen?
Nej, sproget overlever jo døden. I hvert fald i først omgang. Ordet findes så længe, der findes mennesker, selvom det ikke er netop os. At folk så om et par hundrede år ikke gider læse vores bøger, er en anden sag. Sproget findes stadig. Men ja, menneskeheden er som alt levende endeligt og både sprog og mennesker bliver langsomt, men sikkert, kværnet tilbage til de oprindelige byggesten i livets store kværn. Men det var nok ikke lige det svar, du ledte efter…

Mht. sprogets formåen er det klart, at digte er et af de steder, hvor sprogets grænser bliver prøvet af. Men jeg går mere op i fortællingen og sammenhængen end at splitte sproget ad. Der er kaos nok i verden uden min aktive medvirken.

Hvilket svar tror du jeg ledte efter?
Noget om sproget som en særlig magisk og evig størrelse. Det er det måske også, men kun fordi vi vil det. Forholdet til sproget bliver her nærmest religiøst. Og det er svært at diskutere.
Hvordan ved du, at dine digte har fuldført deres mission?

Mine digte har deres eget liv, og de vil bare skrives og ud. Det er de jo kommet nu. Så den er sådan set fuldført.

eg har ingen læseropdragende mission, men selvfølgelig et håb om, at nogen kan have glæde af det, jeg har skrevet. Det giver sproget en ekstra betydning for mig. Som noget der sætter mig i relation til omverdenen.

Du er en stærk fortæller i ‘Cat loves Sean’. Hvilke ingredienser bruger du?
Jeg fik en masse skæbner forærende ud fra de gravskrifter, der stod på Waverleys sten. Dem har jeg så brugt løseligt sammen med egne erfaringer og iagttagelser af selve stedets poesi. Jeg kan ikke komme så meget nærmere, end at jeg prøver at ordne alt det materiale, der flyder rundt i verden. Sådan har jeg det også med ting. Jeg er meget dårlig til at smide ud, og prøver konstant at finde nye anvendelsesmuligheder for gamle dimser. Jeg kan næsten heller ikke modtage flere SMS’er, fordi min telefon er fuld af gamle beskeder, jeg ikke nænner at slette. På et tidspunkt skrev jeg dem over i min dagbog.

Jeg ved tilfældigvis, at du for øjeblikket skriver noveller. I hvilken retning kigger du nu? I ‘Cat loves Sean’ beskæftiger du dig fx med døden. Er der et gennemgående tema i dine noveller? Og hvis – hvilket?

Novellerne handler om børn. Og det er meningen, de også skal være morsomme. Nogle af dem morer i hvert fald mig. Desuden giver de en beskrivelse af en livsfase, hvor empati ikke er fuldt udviklet, hvis overhovedet til stede. Det er derfor historier om mobning, bombebygning og andre groteske ting. Men også kærlighed og en art poetisk prosa, hvis man kan sige det.

Kan man sige, at dét at skrive er at bevidstgøre sig selv?
Ja, det synes jeg godt. Jeg kan have svært ved at komme videre med livet, før jeg har gennemskrevet alt det, jeg allerede har oplevet. Så for mig får tilværelsen en ekstra dimension, når den bliver stof for skriften.

En
hengivenhed overfor det man skriver, er nødvendig. Men bliver du aldrig vred på ord?
Nej, ikke vred. Men jeg oplever tit, når jeg har redigeret meget i tekst, at holder den op med at røre mig på samme måde. Så bliver den en genstand, jeg arbejder på. Når digtene så er udkommet, får de deres betydning tilbage for mig. Eller en ny betydning i det mindste.

I perioden fra man noterer første udkast, til digtet er trykt – altså selve redigeringsfasen, skifter min indstilling til sproget karakter. Der er det hårdt arbejde, og da er sproget måske en knastet bjælke, der skal høvles ned. Men så må man jo bare lave nogle bedre udkast…

Hvor har du øvet dig i at skrive?
Jeg har altid elsket at skrive historier. Men jeg rykkede mig for alvor i gymnasiet, hvor jeg fik en ven, der også skrev, og vi kunne give hinanden feedback på vores digte. Det andet store ryk skete, da jeg arbejdede som journalist. Der fik jeg en mere kynisk arbejdsmæssig tilgang til sprog, som jeg drager nytte af, når jeg redigerer og gennemskriver mine tekster i dag.

Er journalisten i dig aldrig “i vejen” for digteren – og omvendt?
Nej, arbejdsdelingen er meget klar. Hele idéfasen og det skabende forløb, hvor bogen opstår, tilhører digteren. Det er den intuitive proces, hvor jeg til dels lader mig guide af sproget. Journalisten er mere et værktøj, der er nyttigt til at afslutte et værk ved at foretage de nødvendige beskæringer. Til at træde et skridt tilbage og se digtet som en tekst, der kan bearbejdes.

Du har skrevet artikler for Dagbladenes Bureau, fx har du lavet et portræt af forfatteren Klaus Rifbjerg i anledning af hans 50 års jubilæum. Hvad er det der driver dig til at komme ind under huden på netop Klaus Rifbjerg?
Det var den daglige nyhedsstrøm, dikteret af jubilæer og den slags. Man går til opgaven så professionelt, man kan. Men det var interessant at interviewe Klaus Rifbjerg. Lidt ærefrygt er der vel, når man sidder der som ung journalist med manuskripter hjemme i skuffen.

Hvilke forfattere har inspireret dig til at skrive?
Jeg skrev før, jeg læste John Fante. Så han har ikke direkte inspireret mig til at skrive. Men han har været en kæmpe inspiration at læse. Fante er en amerikansk forfatter, der i sine semibiografiske fortællinger om Arturo Bandini beskriver en ung forfatters liv, kærlighed og lidelser… det er meget medrivende og har en poetisk skønhed midt imellem tilværelsens ellers rå sider.

Jeg kunne godt tænke mig at oversætte noget af ham til dansk som tak for det, jeg har fået lov at læse. Fante døde i 1983, så på en måde kan han jo være ligeglad. Men det ville betyde noget for mig. Indtil videre findes kun Bandini-kvartetten på dansk.

Hvornår begyndte du at leve meget i skriften?
Jeg begyndte at leve med skriften i gymnasiet. Skrev dagbog, digte m.m. Tankerne strømmede af sig selv, og ordene brugte jeg til at bringe dem i orden. Det er i øvrigt næsten samme ord, altså ord og orden. For mig er skriften blevet en naturlig forlængelse af tanken.

Hvornår begyndte du at opfatte dig selv som forfatter ?
Det gjorde jeg, da jeg begyndte at vise få udvalgte folk, det jeg skrev som 18-20-årig. Det kræver måske andre menneskers bekræftelse, at det, man går og laver, ikke er helt åndssvagt.

Selvfølgelig er det også en blåstempling at få lov at debutere. Det giver en vis sikkerhed, der kan hjælpe med at bære næste projekt igennem.

Hvad gør ord ved dig – og hvad gør du ved ord? Beskriv dit forhold til de danske ord/det danske sprog?
Ord bringer mig til ro. Jeg ordner ord. Sproget falder som en konstant regnbyge, og jeg render rundt med små kopper og prøver at samle dét op, jeg kan. Når jeg så har samlet tilpas meget materiale sammen, redigerer jeg det med mine onde journalistiske værktøjer til en værkmæssig lukket enhed. Jeg har aldrig skullet tvinge tekster frem. De flyder af sig selv. 7-9-13. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis de holdt op med det.

Hvor lang tid er du om at skrive et digt – fortæl om den proces du gennemgår, når du skaber et digt?
Cat loves Sean har gennemgået 12 versioner i manuskriptform, og før det flere i notesform. Så det er en temmelig lang proces. Det meste af den går med at slibe til. Kernen i digtet ligner sig selv hele vejen igennem. Men jeg prøver at få detaljerne i orden. Og det tager tid. Selve den oprindelige idé kan komme hjemme ved computeren eller ude i marken. Derfor går jeg altid rundt med en notesbog i lommen, som jeg skriver udkast i.

Hvornår ved du, at et digt begynder og hvornår ved du, at det slutter?
Brudstykker til digte strømmer som sagt konstant. Det svære er at sætte dem sammen. Det er et arbejde, der er vanskelligt at beskrive, da det er meget intuitivt; og det er vel også en del af den mystik, der omgærder skriveprocessen. Digtene er små enheder, og de lever deres eget liv.

Hvad har verden brug for?
Et umuligt spørgsmål. Men for at gå ind på spøgen: Udødelighed eller accept af dødelighed. Jeg kan jo så desværre kun beskæftige mig med sidstnævnte.

Mange kunne også trænge til at give deres prioriteter et eftersyn. Til at se på, hvad der er det vigtige i tilværelsen. Og så fokusere på det, mens tid er.

Hvad har du, som forfatter, brug for?
Kaffe og printerpapir. Og hvis jeg skal være mere alvorlig; en plads hvorfra jeg kan få lov at skrive videre, så jeg fortsat kan skabe orden i en ellers kaotisk verden. Organisere, kategorisere og bearbejde erfaring til at forstå, hvem jeg er. Derved acceptere min natur som dødelig og holde sindssyge og meningsløshed stangen. Verden får mening gennem skriften.

Skriv et svar