Pablo Henrik Llambias

 

Pablo Henrik Llambiasforfatter og rektor for Forfatterskolen. - Foto: Per Morten Abrahamsen

Pablo Henrik Llambias, du debuterede som forfatter i 1996 med “Hun har en altan”, men inden da, var du igennem studentereksamen og efter den, søgte du ind på musikvidenskab fordi du ville gå på konservatoriet. Hvor meget hænger musik sammen med sprog og kan en trækbasun rumme prosa?
Jeg oplevede på konservatoriet, at trækbasunen ikke kunne rumme prosa. Jeg opdagede forskellen på udøvende og skabende kunst. På konservatoriet begyndte jeg at skabe selv i form af små stykker, som jeg prøvede at få min messingkvartet til at spille. Det lykkedes ikke rigtigt.

Musik og filmkunst har du studeret, selv Kunstakademiet var du omkring. Hvor var forfatteren imens?
De fleste af mine film var små filmede kortprosastykker. På Kunstakademiet kom jeg ind med en poetisk filmatisering af en novelle af Jorge Luis Borges. På Kunstakademiet arbejdede jeg med og udstillede tekst og fotos sammen.

Hvornår begyndte du at leve meget i skriften – og hvad skete der?
Efter Rådhus. Jeg tænkte, at bogformatet var et meget rummeligt format. Samtidig begyndte jeg at tænke mere litterært, formelt set. Jeg tænkte i “bøger”, det havde jeg ikke i samme grad gjort før.

Du har sagt, at du aldrig har haft et ønske om at blive forfatter og at du faktisk heller ikke ønsker at have dette, hvad er der galt med dette ønske og hvad var det så egentlig der drev dig videre udi forfatterskabet?
Lacan skriver, at den konge, der tror, at han ‘er’ konge, er lige så gal, som den galning, der tror, at han er konge. Forfatterprædikatet har jeg påtaget mig af hensyn til omgivelserne, men jeg modarbejder internalisering. Jeg ‘er’ ikke forfatter. Det er noget, jeg gør lige så længe, jeg skriver. Og hvis jeg ikke gør det, så gør jeg nok noget andet.

I dit forfatterskab er forholdet mellem fiktion og virkelighed en gennemgående tematik, hvad er det der tænder dig ved dette mix?
Deres sammenvævethed og det at betegnelserne følgelig er flossede. Det er et grundlæggende karakteristika ved sproget. Kamp i netop de kategorier er meget tydelig. Definitionen af virkelighed = magt = kærlighed.

Hvis du var et rådhus, hvilken skulptur ville da stå foran dig?
Der ville stå rigtig mange. I hundredvis som en vanitas.

Du inddrager ofte selvbiografiske elementer i dine bøger, har du nogensinde tøvet med at låne af hovedstolen?
Eftersom jeg interesserer mig for sprog som magt, er ‘bogen’ ikke en ‘uskyldig’ størrelse. Den er lige så flosset, som de begreber, vi bruger om den. Ergo findes en verden udenfor. I den verden findes blandt andet ‘jeg’.

Hvor meget kan forfatteren/du styre læserens oplevelse ved hjælp af sproget?
Vi forhandler hele tiden om, hvad der står.

Hvor har du øvet dig i at skrive og hvad røg fx ned i skrivebordsskuffen?
Det har jeg lige siden og i folkeskolen. Der er ikke røget ret meget ned i skrivebordsskuffen. Et par romaner og noveller.

Er der noget du fik publiceret for tidligt – og hvad var det der ikke holdt og hvad ville du gøre om, hvis du skulle udgive det i dag?
Ikke for tidligt, men for dårligt. Der er flere bøger, som jeg ikke ville udgive.

Er der noget du gør ved sproget som ingen andre gør?
Ja, jeg har en særlig syntaks og tænkemåde indlejret i sproget, som ingen andre har.

Hvor mange gennem- omskrivninger gennemgår dine bøger?
Det er forskelligt, men rigtig mange.

Du er søn af en argentinsk far og en dansk mor, har du nogen fornemmelse af, at det har gjort noget ved din måde at skrive dansk på?
Det tror jeg ikke personligt. Musikermiljøet er internationalt, og national identitet er ikke så interessant for musikere. Musikkens identitet er kosmopolitisk.

Bliver du nogensinde vred på sproget?
Nej.

Er sproget sommetider en begrænsning for dig – og hvis det er – hvad hænger det sammen med?
Ja. Der er ting, som jeg ikke kan, men sådan er det jo for de fleste.

Du blev rektor for Forfatterskolen juli 09 og man kan vel sige at du er vant til at modtage mange manuskripter. Hvordan vurderer du om en elev har et talent og hvad er talent?
Det er en diskussion, som skal tages med udgangspunkt i konkret tekst, og i princippet en diskussion, der starter forfra hver gang, forstået på den måde, at den ikke kan fanges i en fast matrice. Dermed ikke sagt, at vores erfaring ikke spiller en rolle. Sagt på en anden måde: Ethvert værk diskuterer, hvad talent er, og læseren indgår i denne diskussion og forhandler med værket om dets kvalitet. Denne forhandling pågår løbende og forandrer sig over tid.

For at komme ind på Forfatterskolen skal man have talent. Hvad siger du til udsagnet: Man skal have talent for at have talent?
Det er en tautologi.

Der går rygter om at det er svært – næsten umuligt – at komme ind på Forfatterskolen. Hvorfor er det så svært, der findes jo mange talentfulde mennesker?
Rygterne modsvarer vel, at der kommer 6-8 ind ud af ca. 250 ansøgere. Det må siges at være svært at komme ind.

Beskriv din ledelsesstil og på hvilken måde er den anderledes i forhold til den foregående rektors, Hans Otto Jørgensen?
Jeg vil helst nøjes med at beskrive min egen: Jeg har som mål at være så dialogisk som mulig i forhold til omverden, elever og ansatte. Mulighederne begrænses naturligvis af forhold som politik, økonomi med videre, men ellers. Jeg vil gerne have, at Forfatterskolen opleves som et åbent, levende sted, der spiller en aktiv rolle i udviklingen af dansk litteratur, og som spiller en kulturpolitisk rolle i et kulturpolitisk meget omskifteligt billede.

Skolen blev startet i 1987 af Poul Borum og Per Aage Brandt. Hvis du trak en filmstrimmel igennem årene 1987 – 2009 hvilke scener ville du vælge at klippe ud og hvilke ville du sætte ekstra spotlight på?
Nu er der rigtig meget af det, som jeg slet ikke har været med til, så det forekommer mig lidt uoverskueligt. Det ville jeg indkalde vidner til, hvis jeg var producent på den film.

Hvis du mødte dig selv som elev hvordan ville du undervise dig selv?
Jeg ville gøre, som jeg jo faktisk gør over for mig selv i det daglige. Jeg er jo også min egen tekstlæser. Jeg prøver at forstå i dybden, hvad jeg gør, samtidig med at jeg på sætningsplan prøver at forbedre mig.

Hvad er det en forfatterskole giver sine elever? Kan
man virkelig lære at skrive?

Man kan lære at forvalte sit talent (bedre), man kan få erfaringer, man kan blive bedre til at skrive. Det er der ikke nogen tvivl om.

Din bog, “Kærlighedens Veje og Vildveje”, som udkom oktober 09, lyder som et kærligt visitkort til forfatteren Suzanne Brøgger. Hvorfor var bogen nødvendig at skrive?
Dette spørgsmål skulle bogen gerne selv besvare.

Var der passager i bogen som var vanskeligere at skrive end andre og hvordan greb du disse an?
Ja, sådan må det jo være. De nitten kapitler er grebet forskelligt an. Det er for omfattende at komme ind på de forskellige problemstillinger, der krævede separate løsninger.

Hvor meget er Suzanne Brøgger og hvor meget er Pablo Llambías i din “Kærlighedens Veje og Vildveje”?
Det hele er mig.

Skriver mænd og kvinder forskelligt og hvis – hvordan viser det sig?
I halvfjerserne havde vi ‘ecriture feminine’. I dag forbindes det med det, vi kalder livmoderfeminisme – at kvinden via sit køn skulle have adgang til en særlig tænkemåde etc. Jeg forholder mig afventede til diskussionen, eftersom den poststrukturalistiske diskursivering af kønnet i mine øjne sådan set italesætter noget sproget iboende. Kroppen står stadig udenfor som en tavs monade. Min bog diskuterer emnet inden for diskursen, samtidig med at dens flossethed peger på, at der findes rigtige kroppe uden for bogen. Disse henvises til.

Du kan ikke døje forfattere, der lader som om de ikke er i en given tekst. Hvad er det der provokerer dig?
Påstanden om det uflossede.

Du har rastløsheden som princip, hvad giver den dig som forfatter?
Har jeg det? Jeg tror, jeg er det. Jeg ved ikke, om den giver mig noget.

Hvis du skulle lave en shot-to-shot-analyse af dit forfatterskab, hvad ville undersøgelsen vise?
Den ville vise stor sensibilitet omkring netop klippet. Jeg ville af og til ønske, at der var nogen, der stoppede op og kiggede på det. Kærlighedens Veje er fuld af den slags klip. Både på sætningsplan og på afsnitsplan. Jeg har altid arbejdet med musikaliteten i overgangene. Nogle gange ville jeg ønske, at der var nogen – eller flere – der hørte den musik.

Skriv et svar