Niels Hav

 

Niels Haver født i Lemvig i 1949 og har bl.a. læst teologi. - Foto: Morten Holtum

Niels Hav, hvilke redskaber bruger digteren når han undersøger sagen, – foruden blyant og papir?

Jeg bruger hvad som helst, der er i nærheden – og lytter til universets mumlen. Sproget yngler med virkeligheden overalt, det er i det felt betydning opstår.

Niels, du var lige ved at lukke og slukke din computer og drage til Istanbul. Men jeg fik besvaret et spørgsmål – nemlig hvad du mener, en digter er – han er den der undersøger hvordan verden er sat sammen. Straks iler jeg videre til næste spørgsmål. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at vide noget om, hvordan din digter-karriere startede?
Mit første digt stod i Politiken, det hed “Sig tak for dit nummer” og var en replik i diskussionen om de registre, vi indgår i.

Engang holdt Gud øje med det hele og noterede alt i den store protokol, nu er det os selv; vi har vores registre. Millioner af mennesker lever og dør uden nogen sinde at blive registreret overhovedet. Hvad med dem?

Jeg bemærker at du skrev “Engang holdt Gud øje med det hele og noterede alt ned i den store protokol..” Hvad har Biblen betydet for dit forfatterskab?
Biblen var den første bog jeg fik læst højt af, før jeg fik forstand til at fatte noget som helst. Mon ikke det har haft en eller anden betydning. Siden har jeg studeret dele af den på græsk og hebræisk, for at finde ud af, hvad det er. Langt hen ad vejen deler de store religioner indsigt og stof. Vi stiller os op under stjernehimlen og studerer kosmos. Verdensaltet er uendeligt og uden midtpunkt, siger Giordano Bruno. Hvem bliver nogen sinde færdig med at grunde over det?

Føler du, at du når ud til sprogets grænse, når du skriver? – Og accepterer du så, hvor den ligger, eller forsøger du at flytte den længere ud?
Det at skrive er måske først og fremmest en form for protest mod gængse forklaringer og en upersonlig sproglig automatik. Man er på jagt efter nogle forløsende ord, noget der holder.

Er der en barndomsoplevelse der indikerer at det skulle blive lyrikken der sejrede?
Da jeg var dreng i en fjern tidslomme, var der den udmærkede regel, at man holdt fri på sin fødselsdag – ellers hjalp vi til. Mine forældre abonnerede på en avis, og der læste jeg på min 12-års fødselsdag et visionært digt af Morten Nielsen, som gjorde godt indtryk; jeg blev ramt af en vild drøm om at blive forfatter. Til jul stod “Minder fra dødens hus” af Dostojevskij på min ønskeseddel, og jeg fik den. Så jeg skriver prosa og poesi med lige stor entusiasme.

Må digtere blande politik og poesi sammen?
Digtere må blande poesi med hvad som helst – hele den vidunderlige rodsammen af latter, gråd og snot – også politik. Jo mere, jo bedre!

Så hvad er en digters opgave(r)?
“Opgaven for os er at tyde de fælles erfaringer;/den gru og elendighed, der omgiver os, hænger fast/ i tøjet og trænger ind i kroppen på alle./ At lægge mærke til det, der foregår, og om muligt/ sige tingene, som de er”
GRUNDSTOF, Gyldendal 2004

Ord er skabende og uundværlige hvis vi skal håndtere kaos der omgiver os før ordene indfinder sig. Fortæller du med andet end ord?
Poesien er nabo til musikken, og når et digt lykkes, slår ordene toner an, som har resonans i sindet. Der er en magi der, som i sig selv er fascinerende.

Hvor mange gennem – og omskrivninger gennemgår dine bøger?
Det er lidt forskelligt med prosa og lyrik. De fleste af mine noveller er født i ét stykke og skrevet i et samlet forløb over nogle få dage. Det er i reglen kun småting jeg ændrer dér. Digtene derimod er ofte længere undervejs og gennemgår mange ændringer og omskrivninger. “Besøget i november”, der står i GRUNDSTOF var eksempelvis 17 år undervejs. Nu er det så også færdigt.

Hvornår i processen med en bog ved du, hvad det er i dig selv, den pågældende bog kommer til at pille ved?
Det er et godt spørgsmål, fordi jeg tror man allerede fra de første sætninger forsøger at pille i noget. Jeg kan godt lide det udtryk, du bringer ind der. Hen ad vejen kan det så vise sig at være helt andre ømme punkter, man kommer i berøring med, derfor kan den færdige bog være en overraskelse – og skal vel ideelt set være det. Jo mere den kradser, jo bedre.

Er der en større politisk bevidsthed hos forfattere i dag, end for 10 år siden?
Det tror jeg ikke. Men måske er der lige nu en større lydhørhed, fordi den generelle politiske forvirring er mere udtalt. Modellerne vi kender fungerer ikke så godt.

I 2008 fik Danmark en ny Muhammed krise – noget lignende den, der rasede et par år forinden. Hvilke tanker gør du dig?
Det menneskelige sind er et mystisk hotel. Vi lader nødigt en chance for drilleri og provokation gå fra os. Så kalder vi det forsvar for ytringsfriheden eller noget andet. På den måde kan der pirkes til dem, der ingen ytringsfrihed har. Spørgsmålet er så, hvor sjovt dét er. Motoren i politisk islam er jo ikke Koranen, men en længsel efter at gøre sig gældende og blive respekteret på egne præmisser. Og den længsel kunne vi nok øve os i at møde med lidt mere hjertelighed og forståelse.

Er der nogle forfattere – afdøde som nulevende du har stået i mesterlære hos?
Ingen tvivl om at folk som Czeslaw Milosz, Carlo Emilio Gadda og Les Murray har betydet meget for mig. Og selvfølgelig havde jeg nær sagt, Per Højholt.

Er digte/lyrik så vigtige/vigtigt for os – og hvorfor?
Poesien er vigtig for nogen af os. Folk er forskellige, nogle henter livsfylde og indsigt via musikken, billedkunsten eller noget helt syvende. Men jeg tror mange går rundt med nogle afgørende ord i lommen, som en lykkeamulet de nødigt ville undvære.

Nogle påstår at der ikke er flere nye ord under solen, ALT er skrevet?
Du er dig, og jeg er mig – det er der ingen, der har prøvet før. Den erfaring er fuldstændig unik, og ubeskrevet.

Hvis du sad i et sort rum uden lyde eller duft, hvad ville først falde dig ind at skrive om?
Nada

Beskriv din skriveproces. Hvordan åbner du et digt?
Jeg går og snakker med folk og roder rundt med ordene, som enhver anden. Pludselig, med lange mellemrum, bliver der så på en eller anden måde sat strøm til.

Hvor har du øvet dig i at skrive og hvad røg fx ned i skrivebordsskuffen?
Jeg har øvet mig i at skrive alle mulige steder… I en vis forstand er vi jo altid omringet af poesien, men det handler også om at få sig sat ned med kuglepen og papir. Jeg har et kontor, hvor jeg møder op hver dag, mit mentale fitnesscenter.

Det ufærdige i skufferne er det private, som endnu ikke er løsnet fra min person. Hvis noget skal have gyldighed for andre, må det være emblematisk.

Er
der noget du fik publiceret for tidligt – og hvad var det der ikke holdt og hvad ville du gøre om hvis du skulle udgive det i dag?
Jeg skriver meget langsomt, så risikoen for at sende noget ufærdigt i cirkulation er begrænset. Hvis jeg tager min debutbog frem og studerer den i dag, ville jeg nok have skrevet alt anderledes nu. Men nogle af novellerne er stadig i brug i undervisningen, hvor de bliver analyseret og tolket. Det holder de til, og jeg føler ingen trang til at ændre i dem ved genoptryk.

Er du altid i gang med ord?
Jeg kan godt holde kæft. Men ordene svømmer givetvis rundt i underbevidstheden, som fisk dybt nede.

Er der noget du gør ved sproget, som ingen andre gør?
Det håber jeg ikke der er. Det er min ambition at forholde mig fuldstændig barnligt til sproget som materiale, ligesom når min datter på 8 år citerer en vrøvleremse, hun har digtet med veninderne, som tydeligvis rummer en magi, der rækker ud over ordenes direkte betydning. Sprogfryd af den art er en konstant inspiration og udfordring.

Hvordan forener du “det ydre liv” med “digterens liv”?
Det render jeg ikke rundt og spankulerer over. Blandt verdens problemer hører dét til i småtingsafdelingen.

Når jeg skriver ‘Selvpromovering”, hvor langt vil du gå mht. den?
Selvpromovering er noget lort, det siger sig selv. Noget andet er så at præsentere sine ting. Dér må man gøre det, man kan. Nogle står på ét ben og hyler, fint nok. Andre læser deres digte op med vægt og værdighed, dem holder jeg med.

Hvordan ser du generelt på websider og blogs? Er det en mulighed for at smalle og originale ting får en chance, eller som amatørismens triumf, fordi hvem som helst kan skrive, og ingen tjekker kvaliteten?
Nu findes der millioner af websider og blogs, det meste af det er givetvis en ret privat fornøjelse. Det nye er, at der nu også – i hvert fald på store sprog som engelsk, kinesisk og arabisk – udkommer velredigerede tidsskrifter og bøger på nettet, som ikke skal printes ud og overføres til papir, men læses online. Den tendens forstærkes af finanskrisen, som lukker aviser, tidsskrifter og forlag. Det fine ved den udvikling er, at det bedste af det bedste nu er tilgængeligt for alle. Men det stiller store krav til redigering, hvis det bemærkelsesværdige ikke skal drukne i en strøm af ligegyldigheder.

Hvilke gode råd vil du give en håbefuld digterspire, hvis de vil have udgivet en digtsamling?
Skriv løs, læs – få en flok børn & en klapvogn. Skriv løs!

Og endnu en påstand: INGEN læser digte i dag?
Digte – og kunst i det hele taget – betyder mere nu end nogensinde før i menneskehedens historie. I enhver nation er der nogle tusinde, som interesserer sig lidenskabeligt for lyrik, det er min erfaring. Sådan er det i Indien, USA eller en lille nation som den danske. Så kan der i offentligheden være mere eller mindre fokus på lyrik, men interessen er konstant. Det handler om at få verden fortolket, ingen kan undvære det.

Har det danske sprog en fremtid – og hvis ikke, gør det så noget?
Jeg tror ikke dansk for alvor er truet. Men vi er inde i en proces, hvor sprogene mingler mere end nogensinde, takket være den globale trafik. Og begrebet “dansk litteratur” er under forvandling, fordi der nu findes danske forfattere, der skriver på persisk, arabisk eller engelsk. Spændende hvor det fører os hen.

Er der et digt fra din digtsamling: Sjælens Geografi, som du holder allermest af?
Skulle jeg vælge lige ét digt, må det blive “Epigram” fra samlingen “Når jeg bliver blind”. Der står det hele, med få ord.

EPIGRAM (English)

You can spend an entire life
in the company of words
not ever finding
the right one.

Just like a wretched fish
wrapped in Hungarian newspapers.
For one thing it is dead,
for another it doesn’t understand
Hungarian!

Translation: P. K. Brask & Patrick Friesen
© Niels Hav

 

Skriv et svar