Naja Marie Aidt

 

Naja Marie Aidt har modtaget en lang række priser. For "Bavian" (2006) tildeltes hun i 2007 Kritikerprisen og i 2008 Nordisk Rås Litteraturpris.

Naja Marie Aidt, du er født 1963 i Egedesminde, Grønland. Du boede der i syv år. Hvad har det gjort ved dit danske sprog at vokse op blandt jævnaldrende, der talte et radikalt anderledes sprog?
Det ved jeg faktisk ikke! Måske en større lydhørhed over for sprog. Men børn tilpasser sig jo deres omgivelser, og jeg husker det som helt naturligt at der var denne vekslen mellem grønlandsk og dansk. Grønlandsk er, synes jeg, et meget sanseligt sprog. Jeg husker det som noget der hang helt sammen med den der taltes krop og mimik. Og sådan oplevede jeg ikke dansk. Så måske dét. Sproget som noget næsten fysisk.

Har du nogen fornemmelse af, at det grønlandske sprog har sat noget i gang i forhold til det at skrive?

Jeg tror nærmere det at være i Grønland, har sat noget i gang. Der var så mørkt om vinteren, at man meget af tiden måtte blive inde. Vi læste meget og hørte mange lydbånd. Og vi tegnede og lavede selv historier. Det har helt sikkert betydet noget.

Har det danske sprog en fremtid – og hvis ikke, gør det så noget?
Selvfølgelig har det en fremtid. Jeg tror ikke de små lokale sprog forsvinder.

Har det grønlandske sprog en fremtid – og hvis ikke, gør dét så noget?
Det samme som med dansk. Men måske er grønlandsk endnu mere udsat, fordi dansk fylder så meget i Grønland stadigvæk. Jeg håber de formår at redde sproget, som er så særegent og smukt.

Du flyttede til Brooklyn, USA i efteråret 2008 – har det gjort noget ved dit forhold til dansk at blive sprogligt “omplantet” som voksen?
Måske er jeg blevet endnu gladere for mit modersmål, fordi mit sprog er blevet noget særligt, næsten hemmeligt, her hvor ingen taler dansk. Jeg er blevet opmærksom på det på en ny måde. Som om det bliver friskere eller nyere eller mere udtryksfuldt, netop fordi det udtrykker en suverænitet jeg ikke har på engelsk.

Du har sagt at efter du er flyttet til New York så har du tabt evnen til at benævne din verden/naturen. Præger det virkelig din skriveform at bo i et andet land?
Jeg har anskaffet mig en masse bøger om fugle og træer og flora siden! Selvfølgelig præger det. Men nu har jeg været her så længe, at jeg føler mig meget mere hjemme. I den første tid står man og stritter som sådan en sær fugl, nu er jeg smeltet ind i hverdagen her og kender rutinerne og vejret og omgangsformerne. Det flytter sig hele tiden. Jeg tror stadig ikke jeg ville kunne skrive noget særlig troværdigt der foregår i New York, men på et tidspunkt kan jeg. Det tager tid. Man skal om på den anden side af nyhedsværdien.

Er det danske sprog “fortættet” i dig eller kan du med lethed “glemme” det i Brooklyn?
Jeg kan overhovedet ikke glemme det! Slet ikke. Jeg oplever heller ikke at drømme på engelsk, fx. Men nok at tænke nogle ting på engelsk. Det er dog helt klart dansk der dominerer. Og da jeg ikke har ambitioner om at skrive på engelsk, håber jeg det bliver ved med at være sådan.

Er der “gamle vaner” ved det danske sprog, som du enten elsker eller hader og som er blevet tydeligere for dig nu du bor i USA?
Nej. Kun at jeg måske ser nogle meget provinsielle vendinger som mere provinsielle nu. Men der er også åndssvage vendinger her. Ellers oplever jeg som sagt bare en endnu større glæde ved sproget.

Hvorfor valgte du USA?
Åh, der er mange grunde. En af dem er sproget. Vi taler jo engelsk. Mit tysk er dårligt, mit fransk værre. Men at det blev New York og ikke fx. London, skyldes at den mangfoldighed og energi der er her tiltaler mig. Det er en meget inspirerende by, fordi så mange kulturer, så mange forskellige mennesker lever side om side. Det viser sig også i kulturudbud og litteratur. Og i hele omgangsformen. Jeg elsker at være her.

Har du nogensinde haft “hjemvé” efter det danske sprog?
Nej, for jeg har det jo altid hos mig! Men det er rart at komme hjem og gå ind i en butik og kunne udtrykke sig fuldstændig frit. På engelsk tænker jeg altid en ekstra gang over hvad jeg siger.

Du har sagt, at du på sin vis er en “Mrs. Nobody” i New York – og at ens identitet skal udslettes for, at man kan skrive. Har du fornemmelsen af at en ny forfatter er ved at blive født i dig og hvad er det nye så i forhold til det gamle?
Det er to forskellige ting. At være ingen i et fremmed land, betyder jo bare at ingen kender mig (som forfatter). Når man skriver, kan man have oplevelsen af at forsvinde selv, en slags selvforglemmelse, som nogle oplever som et kick, et sus – den forsvinden. Det gør jeg også. Der er tale om en særlig form for koncentration og optagethed, der fylder alt. Jeg tror ikke en ny forfatter er ved at blive født i mig, men det er klart at jeg har et større udsyn her, har adgang til bøger og foredrag og forelæsninger og musik og billedkunst som jeg ikke lige kan gå ud og høre i København. Og det tror jeg måske betyder noget. Men det ved jeg ikke endnu. Jeg tror først jeg kan se det, når jeg begynder at skrive prosa igen.

Du er perfektionist på sprogets vegne. Hvad vil du fx aldrig acceptere, at sproget gør/eller du gør ved sproget?
Jeg hader når folk taler eller skriver fejlagtigt! Det er vist en erhvervsskade. Ligesom jeg elsker, når folk taler et udsøgt, varieret dansk. Men jeg elsker også det hårde, “superdansk” man kan høre hos unge med anden etnisk baggrund, særligt på Nørrebro. Det er der ingen sentimentalitet i, det er et brugssprog, super effektivt og med sin egen skønhed. Og dialekter. Et sprog er jo mange ting, det er det der er det fantastiske ved det.

Du siger, at du godt kan finde på at læse ordbog over det danske sprog – lider sproget af sult, på nogen måde – er der ord vi har glemt at fodre sproget med?
Når man sidder og bladrer i Ordbog over det danske sprog, er det næsten umuligt ikke at få en følelse af, at vi har glemt mange ord, at mange ord aldrig bruges mere. For det er jo sådan. Men de er der. Og nogle af dem giver det ingen mening at bruge mere, men andre er bare glemt og kan sagtens bruges. Det er vigtigt at læse klassikerne, at børn og unge får den mulighed. Om ikke for andet, så netop for det ordstudie der er mulighed for at foretage. At tale om disse ord. Eventyr er en god kilde, fordi de er så elementært spændende, at børn godt gider at høre dem, selvom man tit må stoppe op og forklare et ord. Og jeg kan huske hvordan vi samlede på ord, selvom vi ikke forstod et klap af dem: årle morgen, nedstige, trindt, viktualie kælder og blændramme, fx.

Hvad er det bedste ved det danske sprog?
Oh,
lyden af min moders stemme! Det bedste er, at vi kan udtrykke os på det.

Hvor har du øvet dig i at skrive og hvad røg fx ned i skrivebordsskuffen?
Mange ting røg i skrivebordsskuffen, i sær i teenage årene og årene frem til jeg var ca. 24. Øvelser og triste kærlighedsdigte. Utroligt højstemte og selvhøjtidelige sager. Jeg øvede mig, og nu kan jeg se at der var system i det. Jeg kopierede andres tekster og lavede eksperimenter: ikke skrive “jeg”, ingen tillægsord, skriv en roman der fylder en side osv. Dramatikeren Line Knutzon og jeg er barndomsvenner, og vi lavede remser og rim og underlige musicals og sangtekster og skrev rapporter over fx. hvem der gik ud og ind af opgangen overfor en hel dag (når vi pjækkede fra skole). Sproget var en kilde til at have det sjovt, det blev grundlagt der. Og sådan har jeg det stadig, det skal være underholdende, sjovt, spændende at skrive.

Hvornår skrev du dit første digt og hvor bevidst var du da omkring poesi?
Jeg tror at jeg gik i 2 klasse og det handlede vist nok om en kattekilling! Jeg har altid skrevet digte, uden egentlig at vide hvorfor jeg gjorde det. Det må have tiltalt mig. Jeg kunne finde ud af det, havde måske sans for poesi på en eller anden måde.

Hvor stor en del af et godt digt er semantik og hvor stor en del er æstetik?
Nogen lunde fifty-fifty. Og så er der jo handlingen eller stoffet der behandles. En tredjedel til hver. Men jeg synes ikke at semantik og æstetik i sproglig forstand (når man skrive skønlitteratur) kan skilles ad.

Er der noget du fik publiceret for tidligt – og hvad var det der ikke holdt og hvad ville du gøre om, hvis du skulle udgive det i dag?
Det er svært at svare på. Men måske min tredje bog, Det tredje landskab. Den har jeg et noget anstrengt forhold til. Men på den anden side tror jeg det var nødvendigt at skrive den, og måske endda også at udgive den. Efter den, tog mit forfatterskab en vigtig drejning. Jeg begyndte at interessere mig for form og systemdigtning på en helt ny måde. Jeg er ret glad for at jeg ikke sendte noget ind til fx Hvedekorn, før min første bog udkom! Det var godt nok ret slemme ting jeg skrev i årene op til den …

Er der noget du gør ved ordene eller sproget som ingen andre gør?
Det kan jeg ikke svare på. Det må andre gøre.

Du har sagt: “Alt findes i almindeligheden, for almindeligheden er livet” – har du oplevet at ord/sproget ikke slår til, når du skal beskrive noget “almindeligt” – og hvordan kan du vide, at læseren ikke kommer til at kede sig over “almindeligheden”?
For det første: det er noget jeg har sagt for mange, mange år siden! Men nej, jeg oplever aldrig at sproget ikke slår til. Man skal bare finde det rigtige udtryk. Jeg tror (eller håber!) at jeg har et indbygget kedsomhedsbarometer indbygget i mig. Jeg keder mig selv ret hurtigt, hvis noget går for langsomt, virker sløvt eller omstændeligt, ikke har fremdrift. Jeg læser altid mine tekster højt for mig selv, bl. a for at se om der skulle have sneget sig kedsommelige passager ind eller om jeg er kommet til at gentage mig selv. Men også for at høre om rytme og klang er som det skal være.

I 2009 er bogen ‘Digte og et hus man kan læse’ udkommet. Det indeholder poesi som du har skrevet i tidsrummet 1991 – 2008. Men foruden digte, har du også skrevet noveller – du trådte fx frem i 1993 som prosaist med novellesamlingen ‘Vandmærket’. Hvad er det en novelle kan i forhold til et digt – og i hvilket “rum” befinder du dig bedst – i digtets eller novellens rum? Kan man “hoppe ud og ind” i de forskellige genrer, og hvordan finder du ud af, at en tekst bliver til et digt eller en novelle?
Jeg beslutter altid på forhånd, om det skal være digt eller novelle. Og jeg arbejder altid på samlinger – dvs komponerede bøger med mange tekster – hvad enten det er det ene eller det andet. Digt og novelle er helt forskellige ting. Men sproget skal være klart og skarpt i begge genrer. Novellen fortæller en historie om (opdigtede) personer som går fra begyndelse til slutning. En helt anden dramaturgi end i et digt, hvor abstraktionsniveauet er højere eller i hvert fald et andet. Man kan hoppe og springe i tid og sted i digte. Novellens logik er en anden. Der er mange forskelle. Jeg holder at begge genrer, men synes stadig digte er sværest. De kræver noget særligt, som er langt sværere at definere. En ekstrem præcision, som på en måde ikke giver sig selv på samme måde som i prosa. Men fælles for de to genrer er jo at det er korte former. Det kan jeg godt lide. Og derfor synes jeg heller ikke det er så svært at bevæge mig frem og tilbage mellem dem – der er fællestræk på trods af forskelligheden. Særligt det, at sproget må være meget præcist, at intensiteten må være høj, at det er en kraftanstrengelse at skrive så fortættede tekster, men at det så også hurtigt er slut!

Hvem ser du i øjnene, når du skriver?
Ingen! Og alting. Det lyder måske mærkeligt, men sådan er det faktisk. Primært er det nu teksten jeg ser i øjnene, for at kunne fremkalde den. Jeg er næsten barnligt focuseret på den tekst jeg arbejder med, næsten forelsket i den – og dens eventuelle personer. Jeg synes det er så spændende at se hvad det bliver til. Det er sådan en total hengivelse eller besættelse så længe det står på.

Når du skriver på en novelle, – hvordan åbner/lukker du novellen – fortæl om den proces du gennemgår mens du skaber en novelle/samling?
Det er meget forskelligt fra novelle til novelle. Enten har jeg en klar (eller uklar) idé om hvad den skal handle om eller også har jeg slet ikke, og så starter jeg bare i det blå, skriver et eller andet der falder mig ind og så kommer der som regel pludselig en historie, en stemning, et persongalleri. Ofte bliver det bedst på den måde, når jeg ikke har en forudfattet idé om hvordan det skal være. Jeg er vel en af den slags forfattere der går “lige på”, altså starter oppe i et ret højt gear, ikke så mange indledende bemærkninger, og slutter lige sådan, det vil sige: jeg lukker sådan set ikke historien, men efterlader den så læseren selv kan forestille sig hvad der SÅ skete. På den måde er jeg klart præget af novellister som Raymond Carver og norske Kjell Askildsen. Det handler jo om energi. Og æstetisk fornemmelse og timing. Mine novellsamlinger er netop samlinger, som jeg selv ser det, og ikke tilfældige noveller pakket sammen i en bog. Temaerne går igen og behandles på mange forskellige måder gennem sådan en samling. Og i skriveprocessen oplever jeg tit, at det jeg har bedre og bedre adgang til historierne, jo længere jeg kommer tættere på slutningen af en bog. Så kan jeg se hvad der mangler, om der mangler korte eller længere fortællere, om der mangler jeg-fortællinger osv. Og jeg bliver mere sikker i mit stof, forstår mit eget projekt bedre. Og så er det på tide at slutte! For ellers ryger intensiteten. Det er meget svært at beskrive præcis hvad det er der sker, det handler også om intuition og fornemmelse for sprog og historier som en næsten fysisk ting, jeg kan simpelthen mærke det.

Hvor mange gennem – omskrivninger gennemgår dine noveller generelt?
Nogle er færdige i første hug, f.eks Myggestik fra Bavian, som tog en nat at skrive, andre arbejder jeg meget længe på, f.eks Bulbjerg fra samme bog, som jeg skrev på i to år. Det har noget at gøre med historiens natur.

Der er blevet sagt i en anmeldelse af ‘Bavian’, at du spiller kispus med kønnene – der hersker en uvished omkring jeg-fortællerens køn i novellerne. Er det tilsigtet og er der et køn du bedst kan lide at skrive ud fra?
Det er selvfølgelig tilsigtet. Jeg arbejdede meget med at tage elementer fra gyserlitteratur a la Steven King og trække dem ned over en mere litterær litteratur. Det gjorde jeg for at skabe et mærkeligt sammenstød, men også for at skabe suspense. Og en del af det, er at afsløre fortællerens køn sent i en historie. Mange af novellerne
i Bavian fortælles af mænd, eller har mænd som hovedpersoner, og det var virkelig underholdende og spændende at have det andet køns synsvinkel – bl. a på mit eget køn. Men det er jo også en undersøgelse dels af hvad kønnet overhovedet betyder, og af læserens forventning til at fordi JEG er kvinde, så er mine personer det pr. definition også.

Skriver mænd og kvinder forskelligt?
Åh, det ved jeg ikke. Det er en del af identiteten at befinde sig i den krop man nu engang har, det køn man har. Men jeg tror ikke man kan generalisere. Der findes meget god litteratur med kvinder i centrum skrevet af mænd og lidt mindre den anden vej rundt. En ting jeg har bemærket, og som irriterer mig, er at kvinder ofte anmeldes i forhold til deres køn og deres biografiske historie, og det fritages mænd i højere grad for. Man har stadig denne opdeling mellem “kvindelitteratur” og litteratur, som er helt urimelig, selvom det ikke er noget nogen taler om. Det er vildt provokerende.

Du har skrevet børnebøger (fx Zakarias-bøgerne) – hvor stor forskel er der på at skrive for voksne og børn?
Både stor forskel og ingen forskel. Stor forskel, fordi man må tage hensyn til barnets bevidsthed (som også er vildt anarkistisk og surreel – og logisk på helt andre præmisser end den voksne læsers), men ingen forskel, fordi det stadig gælder om at skrive røven ud af bukserne, gøre sit bedste og skabe den sammen intensitet, det samme nærvær i fortællingen.

Hvor ligger de største sproglige udfoldelsesmuligheder: i børne- eller voksenlitteraturen?
Jeg er stadig ret grøn i forhold til børnelitteratur, så det er svært at svare på. Men jeg tror nok i voksenlitteraturen.

Du har skrevet en erindringsbog i poesiform ‘Poesibog’ 2008, – hvorfor erindringsbog og hvordan kan det være den blev poetisk?
Det var noget der poppede op, de her barndomserindringer (som så også er fiktive et langt stykke hen ad vejen) mens jeg skrev på bogen, og så tænkte jeg, at det var da mere cool at komprimere alle de her erindringer og barnets point of view i 1970′erne i digtform end at skrive mine erindringer som et eller andet stort (prosa eller dokumentarisk) projekt, der alligevel ikke blive “sandheden”. Sådan er det jo med erindringer. Hvem kan huske alt? Ikke mig. Det er fragmenteret og subjektivt. og derfor synes jeg det passede til poesi. Disse barndomsglimt fik på den måde sin plads mellem alt muligt andet stof.

Er der nogle former for “erhvervsskader” som du fx har lidt/lider af i kraft af at du beskæftiger dig så meget med ord/sproget?
Nej. Det tror jeg da ikke! Udover at jeg læser meget langsommere end jeg gjorde da jeg var helt ung. Jeg skal have hvert et ord med. Men jeg oplever det faktisk kun som glædeligt og dybt underholdende at gå og lægge mærke til hvad folk siger og skriver. Den barnlige glæde ved sproget er helt intakt hos mig, jeg kan stadig sidde og stene over et ord i timevis og skrige af grin over noget kikset eller sært eller helt omvendt og fantastisk en eller anden har sagt. F.eks den ene af mine guddøtre, der engang sagde: ÅH! Jeg vil så gerne have en hest, så kan jeg prygle den hver dag! Hun mente strigle den. Og prygle og strigle er jo på en måde i familie med hinanden, uden at jeg kan forklare det nærmere. Det er vel det der er sagen – om det er naturligt for én at prygle og strigle er i familie med hinanden eller ej, om man har den fornemmelse i sig. Og min guddatter skriver da også på livet løs.

Skriv et svar