Mogens Rukov

 

De fleste danskere har set Mogens Rukovs arbejde, men de færreste ved, hvem han er. Det råder vi bod på her. Uden Mogens som manuskriptdoktor havde adskillige danske film nemlig ikke set ud, som de gør i dag. - Foto: Finn Frandsen

Du er professor/leder og underviser af/på manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole, men oprindeligt læste du nordisk filologi på Københavns Universitet. Hvad kan du bruge dét til i dag?
På universitet lærte jeg respekt for sproget og dets elementer og disses indflydelse på fortællingen. Hvordan udskiftningen af små elementer havde store konsekvenser for helhederne. Især i den alt for tidligt døde Harald Steensigs gennemgang af Pontoppidans noveller, og ligeledes i et fag som oldislandsk (et ellers foragtet fag, som dog med Jon Helgason som professor af absolut international statur, antog åndelig karakter). Aage Henriksens forelæsninger har været af uvurderlig betydning for forståelsen af den historie, som fortælles, f.eks. dens metaforiske karakter.

Hvilke film var du betaget af som dreng?
Ivanhoe med Elisabeth Taylor og Robert Taylor.

Hvilke film fik dig til selv at skrive film?
Film af Visconti, Truffaut, Godard.

Var det ud fra tanken “Det her vil jeg også!” eller “Det her kan jeg gøre bedre!”?
Nok mest det første. Ikke det andet.

Filminstruktør Morten Giese har udtalt sig om, at før manuskriptlinjen blev oprettet, der arbejdede instruktører ret intuitivt. Da skolen så fik manuslinjen, lærte du eleverne, at en film har en start, midte og slutning, at den er bygget op af otte sekvenser og så videre. Lige pludselig havde man et fælles sprog. Bliver arbejdsprocessen nemmere, når man har et fælles sprog – eller er der også en fare for at dynamikken forsvinder?
Jeg tror man kan se en stor forbedring af filmene i de sidste 10-12 år. Men professionalisering medfører altid en risiko for udglatning, normalisering, standardisering.

Kan du beskrive “auteur-traditionen” i dansk film?
Dansk film (kan man tale om den under fællesbetegnelse?) har vel hele tiden været en auteurfilm, i betydning af vagabonderende film med forskelligartede udtryk. Alt hvad der er noget værd, alt med egenart, stammer fra auteuren. Det gør det med hensyn til alt. Enhver frembringelse har på en eller anden måde sin signatur. Mit indtryk er at der har været nogle instruktører, der har forvaltet deres arbejde efter de forhåndenværende betingelsers princip, nogle har været markante i spillefilmhistorien, nogle, de fleste, ikke, men med tydelig markering af deres filmiske profil, deres stil. Balling (eller Balling/Bahs) med Olsenbandefilmene er et eksempel på det sidste. Dreyer og senere Lars von Trier på det modsatte, suveræne. I min levetid forbinder jeg spillefilm auteuren med sådanne som Henning Ørnbak, Kjerulf-Smidt/Rifbjerg, Grønlykkerne, Hans Kristensen, Fredholm, Søren Kragh-Jacobsen, Bille August, Morten Arnfred, Anders Refn, så decideret Nils Malmros, Jørgen Leth, Jon Bang Carlsen, Vinterberg, Per Fly, Ole Christian Madsen, Kristian Levring, Nicolas Winding Refn, Bier/Anders Thomas Jensen, Anders Thomas Jensen selv, Annette K. Olesen, Niels Arden Oplev og Lone Scherfig, Henrik Ruben Genz, og flere jeg ikke kommer på lige nu. De har alle deres egen stemme.

Hvad har den betydet for dramaturgien i dansk film?
At den har været netop vagabonderende, flagellantisk søgende og til tider findende sin egenart. I perioder med respekt for en genre, f.eks. folkekomedien, til tider med despekt for form, til tider omvendt med stor respekt for den. Men mærkeligt nok oftest med en bundethed til en (også utålelig nostalgisk) danskhed, “som-livet-leves-i-Danmark”. Karakteristisk lykkes auteurismen når den er forbundet til bestemte typer personer i filmen, men mislykkes når de typer er fraværende.

Enhver film begynder med et manuskript. Er der tilstrækkelig respekt omkring manuskriptet i dansk film?
For tiden: ja.

Er det anderledes end i andre lande?
Det ved jeg ikke noget om.

Hvad afgør, om et manuskript er godt? – Hvad leder du efter, når du læser et manus?
Om der er et flow, fremdrift, i historien. Om flowet åbner mulighed for menneskebeskrivelse frem for plot.

Du har været sparringspartner/manuskriptdoktor på en række af de seneste års danske film. Hvad er det du gør, når du går ind i andre folks manuskripter?
Se forrige.

Hvilke regler i manuskriptudvikling skal følges, før produktet bliver godt – hvilke rammer/ spilleregler?
Principielt alle basale regler. Det skal have Spænding, Overraskelse og Særpræg (SOS). Det skal fange med det samme. Det skal indeholde præcise, enkle introduktioner til karaktererne. Scenerne skal fortælle noget nyt, hele tiden. Neden under skal der ligge et klart plot. OSV, OSV, OSV.

Går det ikke ud over fantasien, hvis filmmageren har for mange regler?
Regler er noget, der ligger implicit i lysten til at fortælle.

Er der et filmprojekt du fik op på lærredet for tidligt, og hvad var det, der ikke holdt – og hvad ville du gøre om, hvis du skulle skrive det i dag?
Være striksere, mere vild og mere vildt regelret.

Hvor er danske film på vej hen? Har film på dansk en fremtid og hvis ikke, gør det så noget?
Ved det ikke. Men man – også staten – er på vej til en økonomisk udsultning. Politikerne må lære at de ikke igennem institut- og fondsmidler støtter et privat erhvervsliv, men at de medfinansierer helt nødvendige nationale udtryksformer. Det er ikke dansk talesprog, filmene indeholder og som vi kommer til at mangle, hvis ikke der produceres danske film. Det er en artikulation af den danske tilværelse, en fremvisning af de vilkår, vi lever under og som vi oplever, og som vi har brug for en fiktions gengivelse af. Det er et hjørne af hegnet i den nationale have. Det er det, hver nation investerer i. For på en romantisk måde at henvise til realistisk kunst.

Har publikum brug for skrappere midler til sanserne i dag – og hvorfor er vi blevet så sanse-døve – hvis det er dét vi er?
Ja, der skal skrappere midler til. Ikke alene til sanserne, også til forestillingerne. Hvorfor? Jeg tror svaret findes på fire områder. Dels bombarderes vi af sanseindtryk i et uhørt, abnormt omfang; overalt slides vores sanser. Dels sker der en globalisering af de områder, der nærer vores sanser og forestillinger; brutaliseringen synes at stå lige uden for den ellers beskyttede, begrænsede og overkommelige hverdagserfaring. Dels sker der en nedbrydelse af hverdagens normer, de normer, som dramaet ellers benytter som konfliktgivende – nedbrudte normer svækker konfliktmuligheder. Og endelig – parallelt med alle disse udviklinger – opfyldes vores hemmelige fantasmer af stadig mere kyniske og afstumpede forestillinger og billeder. Også dem skal filmen matche.

Sammen med Thomas Vinterberg skrev du manuskriptet til dogmefimen “Festen”. Hvorfor, tror du, blev dogmefilm så accepteret af publikum dengang?
Det har altid vist sig, at filmen ligesom genoplives af at “vende tilbage til gaden”. Det var tilfældet med de allerførste filmstrimler, med den tyske ekspressionisme, med den italienske neo-realisme, med den franske ny bølge, med de forskellige amerikanske genrer og altså også med dogmefilmene på grundlag af “kyskhedsløftet”.

Hvad kendetegner
en god filmmanuskriptforfatter?

At vedkommende kan skrive et godt filmmanuskript.

Filmmanuskripter er, ifølge dig, ikke en litterær genre, og det er ikke et sprogligt kunstværk, og det kan på ingen måde sammenlignes med en novelle eller roman – hvad er det så – og har du aldrig haft litterære ambitioner på filmmanuskripters vegne?
Nej, den ambition har jeg aldrig haft. Manuskriptet er en manual i scener af menneskelige handlinger sat i en sandsynlig, overbevisende og tvingende rækkefølge.

Er det sandt at al drama handler om løgn. Al komedie om snyderi. Er løgnen og snyderiet virkelig en god histories motor?
Ja, hvad skulle det ellers være? Sandheden foregår i virkeligheden. I dramaet foregår alle de ting, som kunne være sandheder, men som netop ikke er det, fordi de er løgn. På den måde kan virkeligheden lære hvad den er, ved at overvære, hvad den ikke er. Sådan er det med al kunst. Sådan er det også med sproget. Det er det vidunderlige ved kunsten og ved sproget. Det er også det helvedes ved det.

Hvad kan løgnen, som sandheden ikke kan?
Ikke noget, bare ti gange bedre, og ti gange til mere nydelse, undtagen hvor virkeligheden virkelig er en nydelse.

Hvad kan vi lære af de gamle filmklassikere – og kunne det tænkes at de gamle filmmagere kunne lære noget af nutidens filmmagere?
På en mærkelig måde er al kunst allerede fuldendt i dets sprog ved deres opståen. Af det vi kender til, finder vi vel næppe større dramaer end de klassiske græske, ikke noget større episk sprogkunstværk end Illiaden og Odysseen, ingen større narrativ størrelse end Det gamle testamente, ingen poesi større end Salmerne og Ecclisiastes, ingen større malerkunst end sagnomspundne navne som Praxiteles, ingen større end billedhuggeren Phidias, ingen større arkitekter end faraonernes og Ichtinos og Kallikrates, Parthenons arkitekter, OSV, OSV. I filmen skal vi kun 20-30 år hen før vi har mestre som Chaplin og Buster Keaton fuldt udviklet og et mesterværk som Panserkrydseren Potemkin, hvis trappescene vel aldrig er overgået.

Om de gamle kunne lære noget af de nye? Måske. Men det kan siges at de gamle var langt dristigere, mere innovative, som man vel ville sige i dag.

Der var engang, hvor replikkerne i dansk film lød som en papkasse, der falder ned ad nogle trapper. Nu hænder det, at dialogen flyder, som den skal. – Hvad skete der?
Man har vel lyttet til dagligsproget, og taler mere i filmene om, hvad man kan tale om i film, planer og resumeer.

Har du tre tips til god dialog? – Må vi give dem videre til dem, der skriver reklamefilm?

  1. Lad personerne tale om, hvilke planer de har, hvad de vil, hvad de vil forsøge at udføre.
  2. Lad dem tale om, hvad de oplever ved det synlige og ved det, der er sket – det vil sige, lad dem resumere, hvordan de har oplevet det, publikum også har oplevet.
  3. Skift synsvinkel på den aktuelle sag ved hver 3. replikskifte. Senest ved hver 4.

Og de råd kan enhver benytte sig af.

Hvad er det du gør ved film, som ingen andre filmmanuskriptforfattere gør?
Jeg tror desværre ikke der er noget, jeg gør, som ingen andre gør. Jeg gør det som alle andre gør, investerer mig selv, min hviskende stemme. Og så prøver jeg vist nok at slutte med at skrive, når jeg keder mig over det skrevne – eller lige før eller helst meget før.

Du har engang sagt at ‘Bergmans himmel er speciel’ – hvad med din egen?
Jeg skal til at kigge mere på himlen.

Du mener at lediggang er en meget vigtig dynamo for udvikling – hvor ved du det fra?
Virkelig udvikling er sjældent et resultat af en rationel, enstrenget bevægelse, den ligger sjældent i forlængelse af en koncentreret målrettet indsats. I vores effektive tidsalder ynder vi at tænke således. Men vi har uret på alle hylder.

Jeg tror Newton’s æble er et enkelt udtryk for lediggangens betydning. Æblet er ikke en anekdote. Det er Newtons egne ord, at det var et æble, der faldt fra et træ, mens han gik og passede (sin mors?) have, der førte ham på sporet af tyngdeloven. Som Voltaire skriver, endda i noget så anderledes som et Essay om Episk Poesi (1727): “Sir Isaac Newton fik den første ide om gravitationen system, da han gik i sin have og så et æble falde”

Hvad kan film udtrykke i forhold til bøger?
En umiddelbar nerveanspændelse, måske. Og det synliges form for eksistens. Meget vigtigt.

Du er blevet kaldt et menneske med anarkistisk adfærd – forpligter det?
Ja, efterhånden forpligter det til at være et ordentligt menneske, et menneske med mere orden. Det nyder jeg. Det er også behæftet med en vis melankoli.

Skriv et svar