Mikael Josephsen

 

Mikael Josephsener født 1961 og har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. - Foto:Tina Brok Hansen

Mikael, du er født 1961 og voksede op i Nærum, hvilket syn på sproget fik du med hjemmefra og hvornår begyndte du at leve skriften – hvad skete der?
Jeg fik ikke noget syn på sproget hjemmefra, ikke andet end at det kunne bruges til at råbe med, manipulere og lyve med. Sproget og kunsten var ikke noget man brugte hos os – der gik f,eks. lang tid inden det gik op for mig, at det var mennesker, der lavede musik. Jeg ved ikke, hvor jeg forestillede mig det kom fra, en eller anden overjordisk anordning. Nej hos os var det heste det handlede om, hvilken tid de rendte 2000 meter på. I det hele taget var vi som børn inderligt overflødige, højst i vejen. Det var først som teenager, gennem musikken at jeg begyndte at stifte rigtig bekendtskab med sproget. Jeg blev selvfølgelig ekstrem venstreorienteret af at have en højreorienteret far, så jeg hørte Røde Mor og CV Jørgensen, Supertramp. Og når mine hashrygende venner og jeg så sad og vuggede på et værelse, kunne en sige: ´Hør de trommer. Men jeg sad bare fuldstændig forsvundet i teksten. Min interesse for sprog kom med musikken, senere lånte jeg digte på biblioteket, nok som den eneste låner, tror jeg. Egentlig tror jeg, at jeg har lært at forsvare mig med ord overfor min far, ikke direkte, det var ikke tilladt at tale ham imod, men inden i mig selv har jeg gået rundt og fået samlet en hær af ord, til den dag…

Den første bog, du læste, var …?
En af de første jeg kan huske, jeg læste, var Robinson Crusoe. Jeg forsvandt fuldstændigt ind i den. Ligesom en af mine venner gjorde, vi har vel været ti år gamle, jeg ringede på og spurgte, om vi skulle ud og lege, han stod der med Robinson i hænderne og sagde nej. Han skulle ind på sit værelse og læse videre.

Hvornår begyndte du at opfatte dig selv som forfatter – og hvorfor?
Det ved jeg ikke, mit lave selvværd som en konsekvens af min opvækst, har jeg gjort, at jeg altid har gået og følt mig meget betydningsfuld, som et forsvar naturligvis. Når man var et absolut nul kunne man jo drømme sig til pomp og pragt. Men på et tidspunkt, hvor jeg i øvrigt blev clean fra et dødeligt misbrug af alkohol og stoffer, tænkte jeg: nu må det være, nu skal du bevise alt det, du har gået og pralet med. Nu må du arbejde. Og jeg idiot, jeg anede jo ikke, hvad det ville sige at skrive. Jeg troede det var en loppetjans, lidt i stil med patchwork. Jeg tænkte at jeg ville flyde ovenpå blot på grund af mit geniale jeg, min helt uhørt spændende person. Men ak, jeg skulle først til at lære det. Og jeg skulle først til at lære betingelserne at kende. Dem på forlagene og dem ude i pressen. Da jeg endelig, efter tre års hårdt arbejde på en håndfulde digte, debuterede på Borgens forlag, fik jeg et chok over anmeldelserne. En anden end mig, en meddebutant, blev rost til skyerne. Jeg fik ok anmeldelser, men jeg var virkelig chokeret over at der ikke stod en karet klar og en håndfuld morgenbolledamer. For mig var det fuldstændig vildt at komme ind på det forlag, der hvor jeg havde læst alle mine idoler, F P Jac. Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen, Pia Tafdrup, Michael Strunge, ikke mindst. Strunge var ligesom C V Jørgensen en virkelig igangsætter, jeg var vild med hans emotionelle omskrivninger af byen som rum for kroppen. Jeg var i det hele taget vild med Strunge som ung. Og følte en personlig sorg da han valgte at tage livet af sig selv. Men hvornår jeg begyndte at opfatte mig selv som forfatter. Det ved jeg ikke, om jeg overhovedet gør eller har gjort. Måske hvis jeg en dag får succes og bryder gennem lydmuren.

Måske hvis jeg en dag står med en buket roser i hånden og nogle siger: folket og litteraterne er blevet enige om, hvor fantastisk du i virkeligheden er. Her er en buket roser og velkommen til parnasset, hvor du er præsident.

Hvad gør ord ved dig – og hvad gør du ved ord – beskriv dit forhold til ord/sproget?
Ord rører mig – eller rører mig netop ikke. Jeg skriver selv ord, jeg håber rører. Mit forhold til ord er følelsesmæssigt, for mig er ord musik. Når jeg skriver spiller jeg på tangenterne, computeren er et slags klaver. Det er det jeg håber jeg gør ved ord, får dem til at spille. For mig skal der ligge et menneske bag ordene, ligesom bag musik. Pudset musik, pudset litteratur, bare ingen interesse. Hellere en falsk tone og så han er af kød og blod, ham der har sunget den, end et fejlfrit nummer med perfekt stemme og stemmeføring, jeg kan ikke ha det. På samme måde kan litteratur blive for pænt, for ordentligt, for godt i teorien. Samtidig kan jeg godt lide at ord udtrykker et indhold. Jeg er ikke til ren form, bevares, jeg ved hvor vigtig formen er, bogen går først rigtig hjem og kan blive skrevet når formen har fundet sig til rette. Men ren form er ikke mig. Det betyder ikke, at jeg ikke bryder mig om minimalismen, Helle Helles: Ned til hundene er noget af det bedste jeg nogensinde har læst. Men det er Kristian Bang Foss og hans Stormen i 99 også. To realistiske bøger med hvert sit formsæt. Men begge med indholdsmæssig tyngde. Hvad er sprog? Kommunikation vil nogen sige, det der adskiller os fra dyrene på grund af strube og luftens tryk igennem den, påstår andre. For mig er det nok som Simon Grotrian siger: Digte er bjergede halse. For mig er sproget den ler jeg kan bygge med, når det går op for mig, at livet i sig selv ikke slår til, at der må skabes nøjagtig det, som jeg syntes mangler. Jeg bruger også sproget til at undersøge mit eget livsforløb med, jeg har skrevet meget erindring og alt hvad jeg rører ved, kender jeg til personligt. Det er så mærkeligt at være her på kloden, at jeg hele tiden må skrive om det, og under søge det nærmere.

Bliver du nogensinde vred på sproget?
Nej, men på livet, ofte.

Hvor stor er ordets magt?
Ord kan dræbe, og ord kan udtrykke kærlighed. Ordet er vist en af de største magter der findes. Var det ikke Freud, der sagde: oprindeligt var ord trolddom. Engang troede man, at det der kom ud af munden var sandheden, dikteret af guderne, nu ved man, at det for det meste er lyv, det der kommer ud gennem hullet, løgnhullet.

Er der noget, du gør med ordene, som ingen andre gør?
Ja, jeg har helt min egen måde. Især i digtene, hvor mine planforskydninger er helt specielle, se selv i Pokalhjertet, f, eks. Hvis ikke jeg kunne gøre som ingen andre gør, måtte jeg hellere finde noget andet at lave. Ligesom med en sanger, leder man jo efter en stemme indenfor litteratur. En autentisk stemme. Jeg går ud fra, at jeg er sådan en. Nogle anmeldere, deriblandt den toneangivende Lars Bukdahl, mener så ikke jeg er i besiddelse af sådan en stemme, ham om det, nogle er døve på nogle toner. Nej, i virkeligheden ved Lars Bukdahl godt at jeg er god, han bryder sig bare ikke om den slags litteratur jeg laver. Det kommer han til, efterhånden som livet napper ham i låret. Ja, der er noget jeg gør ved ordene som ingen andre gør, jeg sætter dem i en speciel rækkefølge, den rækkefølge, kan man, hvis man læser mig, genkende i alt hvad jeg laver. Sådan er det også med de andre forfattere, på den måde er vi ens ved at være helt specielle.

Hvad er uskønt sprog og hvad er smukt sprog?
Det kan der ikke svares på. Søren Ulrik Thomsen har jo f,eks. gjort det til et varemærke at forskønne
hæsligheden. Man kan sagtnes skrive grimt og alligevel æstetisk. En tekst må for mig gerne indeholde begge dele. Det smukke og det grimme. Dog går det ikke, hvis det grimme skyldtes sjusk eller ikke kunnen. Kunst betyder jo at kunne.

Du debuterede med digtsamlingen ‘Havet under huden’ i 1998. Hvordan vidste du, at netop den skulle være en digtsamling?
Fordi det var digte jeg skrev, og de passede sig bedst ind i en digtsamling. Spøg til side, jeg ville det der med digtene, for mig har de altid været sprogets flødeskum. Og jeg vidste jeg kunne noget med billeder, de rendte jo af mit hoved konstant. (Sådan er det desværre ikke i dag, jeg tror det er fordi begynderheldet er slut, jeg er så kritisk at jeg dræber alt ved fødslen). Digte havde bare min store interesse, man må huske på, at det begyndte med de beslægtede musiktekster. Først senere begyndte prosa at interessere mig. Man kan noget med det, der ligner det man kan med digtene, bare i et langt stræk. Der skal virkelig en anden kondition til. Hvor digtene er sprogets flødeskum, er romanen sprogets flagskib. Men begge kan udtrykke følelser og tanker. I mit tilfælde begyndte digtene at blive mere og mere narrative, det var ikke bevidst. Det er altså ikke noget jeg kan gøre for, at jeg er begyndt at skrive prosa.

Hvornår starter en digtsamling og hvornår slutter den? Hvordan åbner/lukker du et digt, og hvad får dig til at åbne netop dette specifikke digt, og hvor lang tid er du om at skrive et digt – fortæl om den proces du gennemgår, når du skaber et digt?
En digtsamling begynder på side 4 – 5 stykker, og slutter på sidste side, hvor den netop først begynder, uden nogensinde at slutte. Jeg ved det ikke. En digtsamling er jo som regel en lille bog, der hænger sammen på helt andre præmisser end prosaen. Der behøver ikke være nogen tidslig sammenhæng – det gør der selvfølgelig heller ikke i prosaen, men vi er nødt til at tegne det lidt sort hvidt op, hvis det skal give mening. En digtsamling, er jo netop en samling af tekster, som regel små tekster, der også ville kunne stå alene, som regel er der en motivkreds bag, som forfatteren undersøger eller skriver frem. Og på samme måde med mig, når jeg skriver digte. Der er noget der optager min underbevidsthed, der er noget ekstra sanselighed på spil, måske. Nu i mit åbningsdigt i min allerførste samling, de allerførste linier. Egentlig er de motivkreds for alle senere ord jeg har skrevet, de lyder sådan her: En morel eksploderer i min mund, ned ad kinderne løber barndommen. Alt jeg senere har skrevet har været improvisationer over det tema. Altså sanseligheden, skønheden ved livet – og det at barndommen er forbi, vi skal være voksne og snart dø. Morellen er jo død i det øjeblik den løber ned ad kinden. Det ved barnet men vil ikke vide af det. Senere tager det alverdens sutteflasker med sig videre i livet, det handler mit forfatterskab om. Kogt ned. Et digt åbner sig som regel med de første linier der kommer til mig, derefter gælder det om at stole på, at disse linier er poesi, hvis de er, hænger der som fregel mere ved, og et helt vers kan måske vise sig. Sjældent skriver jeg et digt i et hug, men det sker. Som regel skal der arbejdes meget, lirkes med de enkelte ord og udtryk. Det skal jo falde på plads på den forkerte måde, som er den rigtige. Det skal se lidt underligt ud, jeg skal ikke helt selv kunne forstå alt. Digtet går hjem på de sidste linier, der kan sammenlignes med at sniffe kokain. Verden bliver et mildt og rart sted at være, jeg føler mig høj, lykkeligt. Problemet er, at den sidste linie kan lade vente på sig i år. Måske har man et digt, der mangler netop de sidste linier, de vil bare ikke komme. Og man kan ikke snyde, for det er ikke digteren, der fortæller hvornår de sidste linier får digtet hjem, det er digtet der fortæller digteren, at nu er jeg færdig. Først nu.

Hvad er et godt digt?
HVID
Jeg står på dette ord
Min sætning lægger klokken frem
der ikke høres tæt ved gud
Hans arme spreder mere sne
på stien hen til landsbykirken
Gravene er fyldt med luft.
Stigende negle om tårnet i nat
for fuglene skal ud.
Grotrian

Du synes godt om F.P. Jac, der døde alt for tidligt. Hvad var det han gjorde ved sproget?
Han drillede sproget, der drillede ham igen. Han skabte det selv. Lyrisk sproget er ikke givet på forhånd, det skal skabes. Som at stå et øde sted og så begynde at bygge op. Jac skrev som en maskine gennem mere end 30 år, kvaliteten svingede, især på det sidste med Numsekajbøgerne og det der. Men man kan altså ikke tage det fra ham, at han når han var bedst, var han den bedste. Selvlært poet til fingerspidserne, dranker af Guds nåde, ja. Men det var på trods af spritten han var så god, spritten gjorde det ikke. Jeg ved godt, atr han udtalt at han slog hovedet på en flaske æblevin og så kom det. Men æblevin fjerner bare angsten, blokeringen, så sproget kan lire sig frem af struben. Jeg mødte ham en gang på Borgen, han var lettere overrislet, da han rejste sig og råbte: Jeg er sgu den største. Ja, Jac, det var du – og ekstremt savnet i bogverdnen og selvfølgelig af din familie.

Hvad gør poesi til poesi?
Det gør det, at sige tingene på en måde de ikke er blevet sagt på før. At komme igennem et hjernefilter og komme ud gennem fingrene som noget andet, noget fordrejet, noget forskønnet, noget forgrimmet, bare noget, der ikke er set eller sagt før.

Hvor meget kan forfatteren/du styre læserens oplevelse ved hjælp af sproget?
Aner det ikke, tænker aldrig på læseren mens jeg skriver. I Neden under havde jeg dog det håb, at man ville blive hypnotiseret af menneskerne. Så da Jens Henneberg skrev: Man hypnotiseres af disse mennesker, da blev jeg selvfølgelig glad.

Hvor mange gennem-/omskrivninger gennemgår dine digtsamlinger/romaner generelt i arbejdsprocessen?
Det er så forskelligt, Neden under skrev jeg tre gange. Havet under huden, hundrede. Generelt skriver jeg mere op på digtene, det kan jo dårligt lade sig gøre at skrive en roman om så mange gange. Men man skal igennem det hele mange gange, alt andet er sjusk. Der må ikke være fejl på grund af dovenskab. Alligevel sniger der da sig fejl ind. Men jeg skal for det meste gennemskrive stoffet nogle gange inden den sidder der.

Hvordan ved du, at et værk er færdigt og klar til at blive publiceret?
Når forlaget har sagt ja, og jeg efter redigering på redigering ikke ORKER mere med den bog, så er den ved at være færdig – men kun til en sidste omgang, hvor jeg er ved at kaste op.

Hvor føler du dig mest “hjemme” når du skriver – i digtenes eller romanernes verden?
Jeg er på Herrens mark med det hele. Føler mig slet ikke hjemme, ikke før jeg er ved at være færdig. Men så er jeg jo færdig og kan se frem mod en ny, hvor jeg atter er ude at skide. Det er altid svært og forbundet med store omkostninger for mig at skrive. Ikke for at klynke, men jeg kommer så dybt ned i underbevidstheden hver gang, at jeg støder på urrædsler. Jeg får det rigtig dybt dårligt på et eller andet tidspunkt i processen. Usikkerheden har også noget med det at gøre, det at jeg aldrig føler mig god nok.

Nu her da jeg skrev Neden under fik jeg et anfald af hypokondri. Først var det tissemanden, den var gal med, den havde rødt udslet. Jeg gav så Simon, psykologen i bogen det samme udslet. Da udslettet havde lagt sig, fik jeg problemer med maven, da maveproblemerne lagde sig, fik jeg hjerteproblemer. Og det der var så frygteligt ved det, denne her gang, jeg har tit haft hypokondri, det var at jeg virkelig fik somatiske problemer. Min tissemand havde udslet, jeg havde dårlig mave, mit hjerte sprang tit over.

Nu i bakspejlet ser jeg det alt sammen som et udtryk for angst, præstationsangst i virkeligheden. Jeg havde jo fået det treårige og skulle vise hvad jeg duede til. Hvor om alting er, jeg fik skrevet en roman.

Men hjemme i den, det kan man ikke påstå. Nu har den i hvert fald hjemme i mig. Og når den er ude, så håber jeg folk glædes over at læse den. Jeg har i hvert fald gjort det så godt jeg kunne.

Hvorfor er historier så vigtige for os?
Det ved jeg ikke, det må
du spørge psykologerne eller Gud om. Jeg kan bare konstatere at vi trækker vejret igennem dem. Det må være gennem dem, at vi ved hvem vi er. Identitetsskabende er de vel.

Og underholdende. I gamle dage, før fjernsynet, underholdt man vel med at fortælle hinanden historier, tror jeg. Og alt er jo en lille historie: Jeg var ude og hente brænde og der løb en kat ud fra brændestakken, jeg fik et helt chok. Her holder fortælleren lidt igen, så vi kan mærke chokket. Jo, vi kan det alle sammen, og vi elsker at lytte til det.

Erindringsdigtsamlingen ‘Pokalhjertet’ fra 2000, handler om din opvækst, der var præget af angst. Efter ‘Pokalhjertet’ skrev du digtsamlingen ‘Hannahs Dyrehave’. Der er en sammenhæng mellem de to bøger, – hvorfor var det vigtigt at skabe den?
For at undersøge hvorfor jeg stod så uforberedt så nøgen i forhold til livet. Ud over, at man selvfølgelig som ung netop står uforberedt og nøgen. Hvad var det, der gjorde mig ekstra følsom? Og hvad var det der skete: “for jeg var skæv og jeg gik glip af det, fortæl mig hvodden det hele gik til, for jeg var skæv, jeg var alt for skæv”, lyder en sang fra dengang. Det var naturligt efter at have undersøgt min barndom, bagefter at undersøge ungdommen. Jeg er jo blevet kaldt “det levede livs digter”. Jeg skriver om hvad jeg har oplevet, så enkelt er det. Også i Neden under, skriver jeg i virkeligheden om hvad jeg har oplevet, jeg har bare lagt det ud i nogen andre personer. Jeg tror ikke for alvor, der er nogen forfattere, der kan andet. Men nogen er blot så langt væk fra dem selv, at de måske ikke ved det. Jeg kan godt lide dem der står ved det. Nu som Christel Wiinblad, ny stjerne på scenen. Hun går virkelig sine egne veje, bruger af sig selv og sit stof. Hun bliver rigtig spændende at følge.

I ‘Hannahs Dyrehave’ bliver du sammenlignet med Simon Grotrian, hvorfor?
Jeg bliver det endnu mere i Pokalhjertet. Det er enkelt. Simon Grotrian var mester, jeg var hans elev, helt bogstaveligt. Jeg stod i lære hos Grobrian i et par år, hvor vi både mødtes men også havde daglige telefonsamtaler. Han lærte mig uvurderligt meget om at digte. Og om at være menneske. De to ting hænger uløseligt sammen, både for ham og mig.

I 2005 udkom din roman ‘Opløb’. Du har nævnt, at det er den mest modbydelige bog, du har skrevet. Hvorfor var det nødvendigt at være modbydelig?
Hvor jeg før havde rullet sekvenser ud af min barndom, rullede jeg her hele filmen ud, råt for usødet. Jeg var ved at blive nuts af angst. Det var ikke nødvendigt at være modbydelig, min barndom var det bare. Og derfor er bogen det.

I marts 2010 udkom din anmelderroste ‘Neden under’. Den er blevet fortalt som værende en blanding af Jacob Ejersbo’s ‘Nordkraft’ og Jonas T. Bengtssons ‘Submarino’. Hvad fik dig til at skrive romanen?
Den bog har jeg villet skrive i mange år, først nu fandt den vej. Jeg måtte så meget på afstand af mit eget misbrugerliv, før det kunne lade sig gøre. Jeg håber ikke min bog er en blanding af Ejersbo eller Bengtsson, men blot en Josephsen. Jeg skriver som jeg gør og den her faldt ud som den gjorde. Jeg kan i virkeligheden ikke andet. Jeg følger bare mit hjerte og skriver den bog, der står for tur. Personerne i Neden under, er alle sider af mig selv. Jeg har narkomanen i mig, jeg har psykologen i mig, det småborgerlige ægtepar i midten, ja, det er da bare lige mig i en nøddeskal. For fanden, jeg har levet så mange år i forhold, gu bliver det gentagelse på gentagelse og dødkedeligt. Sådan er det jo, livet. Der er ingen af os der kan holde det ud, i hvert fald ikke på livets egne præmisser. Vi kan klare det på bedste beskub og med en masse hjælpemidler: narko, nikotin, religion, ekstrem sundhed, overdrevent madindtag osv. Men stå ansigt til ansigt med det, det kan vi nu ligegodt ikke. Det er det sgu for stort, for voldsomt til.

Hvordan var ‘Neden Unders’ skabelsesproces ? Arbejdede du ud fra en synopsis, eller fik manus lov til at udvikle sig og “tage over”? Eller var det figurerne, der gjorde?
Jeg skrev bare. Begyndte ved side 1 og sluttede på side 304. Da det gik op for mig, at første manus ikke duede, gjorde jeg det igen. I alt tre gange, den tredje gang lykkedes det at få historierne på plads, at få menneskene til at leve (og hunden, ikke mindst hunden). Jeg stod op hver morgen og skrev på det, ikke særlig meget, en side eller to, resten af dagen brugte jeg på at tjekke min krop for sygdomme. Jeg var som sagt voldsomt hypokondrisk under processen. På et tidspunkt lever figurerne deres eget liv men forfatteren afpersonaliseres, til han ikke aner hvem han er. Sådan får jeg det i hvert fald. Jeg forsvinder fuldstændig i bogens univers, en slags ordenes gud, der ikke kan tage vare på sig selv. En sølle eksistens, der sommetider kommer til sig selv, men kun i drømme om, at det han laver er godt nok. For det meste er det tvivlen der råder. Jeg hader at skrive – og jeg elsker at skrive. Denne dobbelthed må jeg leve med – jeg håber en dag, at jeg kan holde op med at skrive og blot leve. Jeg kunne godt tænke mig at sætte varer på hylden i Aldi, eller stemple ind på en fabrik, der laver pakninger til Volvobiler. Komme hjem og smide mig på sofaen og vide, at jeg har gjort det godt nok, at jeg har tjent min løn hjem, og at det er det, der forventes. Hverken mere eller mindre. Ikke noget med kunstfonden og afslag og anmeldere og alt det der. Bare en kop kaffe og et kig i Campingmagasinet.

Hvis du ser på dig selv som forfatter i 2000 og i dette herrens år, hvor du udgiver ‘Neden Under’, hvad har de mellemliggende år gjort ved dit sprog?
Det er gået fra poesi til prosa, ganske enkelt og kort sagt.

Kunne du forestille dig romanen på et filmlærred og hvis, – hvem skulle være instruktøren?
Enhver instruktør skal være velkommen.

Hvor meget har du lånt af Hovedstolen i ‘Neden under’?
Intet og alt. Man låner altid det hele fra hovedstolen, for barnet er den skrivende, den skabende kraft i den voksne. Men helt konkret fra opvæksten, har jeg ikke taget noget. Det ligger implicit i teksten, hvilke opvækstbetingelser personerne har haft. Jeg skriver næsten intet om det. Jeg lader dem blot agere, vi følger deres adfærd her og nu men kan regne ud hvilken opvækst de har haft. Der er børn i bogen, personerne har hele tiden problemer med dem. Så kan man selv regne ud, om de i virkeligheden har problemer med barnet i sig selv?

Du har fået ros for replikkerne i romanen, – hvordan får du dialogen til at køre så sikkert og ægte?
Det kører bare. Jeg tænker ikke et sekund over det. Ellers ville de vel ikke være så ægte.

Du portrætterer den sociale virkelighed, som oftest bliver ignoreret af os. Klaus Rothstein har kaldt din nye bog for en hyldest til småborgeren, hvis det er sandt, hvorfor er den hyldest så vigtig?
Jeg har ikke villet hylde småborgeren – jeg har blot lagt ham frem. Det er den ene af de to ting jeg har været ked af ved Rothsteins anmeldelse. Den anden er, at han skriver, at Neden under ikke har samme vingefang som Nordkraft og Submariono. Men det var sådan det skulle være, den skulle være anderledes, mere irriterende i sin realisme. Ikke så spektakulær. Men nok om det. Jeg er virkelig glad for hans anmeldelse og det efterfølgende radioprogram han lavede. Småborgeren er blot den vi alle bliver til med tiden, hvis vi lever længe nok. Ingen af os er så fantastiske som vi troede da vi var unge. Selv narkomanerne, hvis de bliver clean, bliver til en slags småborgere. Det er storhedsvanvid at tro vi er anderledes eller bedre end dem. De klarer deres angst på en måde, ved at gøre som folk gør flest, andre klarer angst på andre måder. Nogle gør det stikmodsatte og tror det vil hjælpe at stikke ud fra flokken, intet hjælper, for vi er alle junkies for Vorherre. Vi er her. Og det er vanskeligt. Uanset hvad vi kalder os selv eller andre.

Hvad er den største udfordring ved at være forfatter?
Det er et socialt liv der i den grad mangler. Så meget, at man faktisk bliver syg af det.

Når romanen slutter på papir, hvor går forfatteren/du hen?
Ind i en ny papirverden.

Skriv et svar