Mathilde Walter Clark

 

Mathilde Walter-Clark er uddannet i filosofi fra RUC og New York University 1998. - Foto: Line Thit Klein

Du debuterede i 2004 med romanen Thorsten Madsens Ego. Efter den kom bogen ‘Tingenes uorden’ 2005. Nu er du klar igen med romanen ‘Priapus’, – en maskulin forførerfigur, der længes efter at elske et andet menneske til bunds og samtidig fuldkommen mangler evnen til meget andet end at forføre og forstille sig – en Don Juan anno 2010. Er der en rød tråd fra første til nyankomne bog?
Hvis der er overhovedet er en rød tråd, er den spundet af nysgerrighed og udforskningstrang i forhold til det, der er “grave and constant in human suffering”. Det er jo ganske lang tid, man skal tilbringe i selskab med sit stof, så der skal være noget for mig at trænge til bunds i. Og det er nok også grunden til, at mine bøger – om ikke andet overfladisk betragtet – virker ret forskellige. Den dér, man nogen gange hører, med at man som forfatter i virkeligheden skriver den samme bog om og om igen, kan jeg derfor ikke rigtig genkende.

Hvordan var ‘Priapus’ skabelsesproces? Arbejdede du ud fra en synopsis, eller fik manus lov til at udvikle sig og “tage over”? Eller var det figurerne, der gjorde?
For mig kan de ting, du nævner, ikke skilles ad. Processen er lang og ikke kun på én måde. Det startede med en idé, nogle scener, karakterer, en narrativ struktur – en fornemmelse. Så satte jeg mig ned og skrev som død og kritte. Dette ark er så mit ‘blueprint’ – det retter jeg ikke i og jeg føjer heller ikke nyt til. Derfra får manus lov til at udvikle sig. Når jeg indimellem sidder fast eller ikke rigtig kan huske, hvorfor det nu var, jeg blev så optaget af at skrive denne bog eller begynder at tvivle, kan jeg altid gå tilbage og læse i blueprintet. Lidt som meteren i Paris. Alle nye ideer kommer automatisk til forholde sig til det. Det er en dialog – med blueprintet, med stoffet, med karaktererne. Og det er endelig vigtigt at huske, at det aldrig er det samme menneske, der begynder og slutter en bog.

Dine bøgers ‘Jeg-fortællere’ er mænd. Hvorfor? Kan en historie, der kommer for tæt på dit eget køn, føles for personlig?
Sådan har jeg aldrig tænkt på det. Jeg tror ikke, at værker bliver mere personlige af, at man beskæftiger sig med sit eget køn.

Skriver mænd og kvinder forskelligt? Og hvordan viser det sig?
Det påstod min dansklærer i hvert fald (som ikke kunne lide kvindelige forfattere). Han påstod endda også, at man kunne fjerne navnet, og så ville han alligevel til hver en tid kunne gætte om den givne tekst var skrevet af en mand eller en kvinde. Han beviste det nu aldrig. Virginia Woolf mente også at kunne læse kønnet ud af teksten, og talte ligefrem om, at der findes ‘mandlige sætninger’ og ‘kvindelige sætninger’. Jeg har endnu ikke udviklet den rette sensitivitet – eller for den sags skyld tålmodighed eller lyst – til hverken at opspore eller påvise den slags forskelle. Og hvor glad jeg end er for Virginia Woolf, er jeg aldrig blevet overbevist om, at Jane Austen skulle have introduceret en hel ny slags kvindelig sætning, som man som kvindelig forfatter kan bygge videre på. Til gengæld er jeg meget begejstret for hendes pointe om, at vi bærer et Shilling-stort stykke bag på hovedet, som vi ikke selv kan se – og at det kræver det andet køns humane og åndfulde mellemkomst at kaste lys på denne mørke plet på baghovedet.

Din forfatterpen er blevet kaldt for tør og barok. Hvordan vil du selv beskrive den og hvorfor?
Hver gang jeg skal fortælle en ny historie, prøver jeg at finde det sprog, der vil være mest egnet til at fortælle den med. Så vidt muligt at ryste mig fri af det gamle. I Thorsten Madsens Ego var det sådan, at historien nærmest blev født ud af sproget. Ego’et havde sin helt egen insisterende stemme. I Priapus har vi en næsten alvidende, pibebakkende fortæller, som måske mere ligner noget, man kender fra 1800-talslitteraturen og som passede godt til forførertemaet. Jeg forestillede mig, at alle de forførerhistorier, vi kender, er undfanget af pæne samfundsborgere, som – lænestolsbænkede og slåbrokklædte – har trængt til lidt god gammeldags vildskab, og som derfor har fremdrømt disse forførertyper i en skøn blanding af skræk og beundring. Sådan en fortæller er det jo svært ikke at komme til at lave lidt fis med. Men samtidig skriver jeg med den overbevisning, at forfatteren-forfatteren så vidt muligt må træde til side for fortælleren. Når jeg har skrevet noget, læser jeg det højt, og hvis jeg ‘kan høre mig selv’ sletter jeg det igen. Det barokke og tørre er med andre ord ikke noget, jeg bevidst tilstræber, selvom jeg godt kan se, at prædikaterne er rammende.

Hvis du skulle give dit eget Sprog et ansigt og en krop og en personlighed, hvad kunne du da fortælle? Hvordan ved du, at et værk er færdigt og klar til publicering?
Når jeg læser manuskriptet igennem og ikke længere kan genkende mig selv, ved jeg, det er klar.

Hvor mange gennem-/omskrivninger gennemgår dine noveller generelt?
Mine noveller gennemgår næsten ingen gennem- eller omskrivninger. Det er langt lettere for mig at ‘se det hele ovenfra’ med en novelle – altså at overskue den i ét hug. Også selvom jeg ikke kender strukturen eller handlingen, før jeg sætter mig til at skrive. Det er noget andet med romanerne. Jeg mødte engang en forfatter, som sagde: “300 sider er mit format.” Det imponerede mig dybt. Sådan har jeg det overhovedet ikke. Jeg kan kun lige akkurat overskue en novelle.

Er der noget du gør ved ordene og sproget, som ingen andre gør?
Uha. Der skal en vis portion hovmod til at svare ‘ja’ til sådan et spørgsmål! Så nej, det gør jeg mig ingen illusioner om. Jeg prøver så vidt muligt at få det til at gøre de krumspring, der skal til, for at beskrive det, jeg har inde i hovedet: billeder, scener, fornemmelser. Også selvom det måske indebærer, at jeg sommetider må hive og trække lidt i det. Sproget kan tåle meget.

Hvor meget kan forfatteren/du styre læserens oplevelse ved hjælp af sproget?
Det er der jo en lang og stolt tradition for at diskutere. Nabokov mente, at forfatteren styrer hele showet, Barthes giver al magt til læseren. Jeg tror, der findes forskellige slags læsere med forskellige forudsætninger. Nogle er simpelthen bedre læsere end andre – de læser teksten og ikke deres eget liv f.eks (‘det har jeg da aldrig oplevet’), eller for den sags skyld forfatterens (‘har du virkelig oplevet det?’). Nabokovs omtalte den type læsere som nogen, der bevæger munden, mens de læser. Den gode læser har evnen til at overgive sig, og forstår at stille
teksten nogle relevante spørgsmål. Men selv gode læsere kan være vildt uenige om den samme tekst. Gode tekster giver forskellige læsningsmuligheder, men jeg mener ikke, at der er frit lejde til at fortolke og opleve, og jeg mener heller ikke, at ‘den ene oplevelse kan vel være lige så god som den anden.’

Har sproget sine begrænsninger?
Ja. Man kan f.eks. ikke gå igennem ‘døren’ med sproget i behold. Men det er lidt ligesom med demokratiet: sproget er det bedste, vi har at gøre godt med.

Du har engang sagt, at du er træt af romantisere skriveprocessen. Er det egentlig sådan, at forfatteren har svært ved at tale om sit håndværk uden at komme til at romantisere det – i så fald, hvorfor er skriveprocessen så svær at beskrive på konkret vis?
Store dele af skriveprocessen kan sagtens beskrives konkret. Hvad tid på dagen arbejder man og hvorfor, hvilke redskaber bruger man hvornår i processsen osv. Jeg er selv meget nysgerrig hvad mine heltes skriveproces angår. F.eks har jeg en stor bog med amerikanske forfatteres fetisch-objekter. Og jeg svarer også altid gerne selv, når nogen spørger mig om mine vaner. Men når det alligevel er så svært at beskrive, hænger det nok sammen med, at ingen af svarene på disse spørgsmål for alvor virker tilfredsstillende. Man bliver jo ikke en stor forfatter af at skrive iført nystrøgne lyseblå skjorter bare fordi ens forbillede gør det. Så der er et element af magi. Hvor kommer ideerne fra, hvor kommer drømmene fra? Først er der ingenting og pludselig er der noget, og det kan ikke forklares. Det er en gave. Dét, jeg især er træt af, er ordet ‘inspiration’ som nemt kan slide små stier uden om skrivebordet. Fuldtidsforfattere kan ikke basere deres dagligdag på ‘inspiration’. Det er hen til skrivebordet, færdig. Det magiske er så, at inspirationen alligevel sniger sig ind på én, når man sidder dér med ryggen til og lader som ingenting.

Din novellesamling ‘Tingenes uorden’ handler om forholdet mellem ordene og tingene – personerne i novellerne befinder sig i en slags Ingenmandsland mellem materie og begreb. Har du besøgt dette land? Og hvis – hvorfor rejser du dertil frivilligt?
Ha-ha – hvem har sagt, at jeg rejser dertil frivilligt? Man kan vel godt forestille sig en ufrivillig indkaldelse til dette Ingenmandsland (det sker f.eks. for ham fyren i Fiskefilletten i Tingenes uorden). Og for demente, tænker jeg. Men man kan også besøge det mere stille og roligt ved at sætte sig ned og tømme hovedet for tanker (så godt det nu kan lade sig gøre). Det gør jeg indimellem med blandet succes i håbet om, at der så kan blive plads til nogle nye.

Du har sagt at der ligger noget uden for sproget, måske det eneste sted, der med rette kan kaldes virkelighed, hvad mener du?
Det er jo en fornemmelse, en drøm, at der ligger noget lige udenfor, noget mere virkeligt. Der er en scene til slut i Truman Show, hvor han når til enden af verden, som han kender den – hans erfaringshorisont. Og så sidder der en lille dør højt oppe. Han finder en stige, klatrer op og vender sig om og vinker, før han forsvinder ud af døren. Jeg forestiller mig, at alle mennesker hemmeligt håber på at finde den dør. Jeg gør i hvert fald. Alle Philip K. Dicks bøger handler om det. Kant kaldte stedet på den anden side af døren for Ding an sich – og mente i øvrigt ikke, at vi nogensinde kan nå det. Vi kan referere til det som et ubekendt x – og that’s it! Jeg føler mig nok mest opmuntret af mystikerne, som ikke bare mener, at døren findes, men også at det er muligt for enhver at åbne den.

Du mener, at når man skriver, så er man med til at skabe en højere virkelighed? Fortæl om den på godt og ondt?
Det er noget, jeg altid diskuterer med min ven og kollega Sally Altschuler. Når man sådan sidder dér, alene med sine tekster på de lange vinteraftener, kan der godt komme en svimlende fornemmelse af, at det findes, det man skriver, og at man skriver det hele frem – eller at man findes, fordi det findes og har brug for én til at skrive det frem osv osv. Man kan med andre ord godt blive lidt rundtosset. Så kan det være godt at gå ud og lave sig en kop dulmende te.

Synes du at sproget konstituerer virkeligheden? Og hvis – hvad gør det ved dine bøger?
Det kommer an på, om vi taler om ‘virkeligheden’ eller virkeligheden. Jeg er ret overbevist om, at sproget konstituerer ‘virkeligheden’. Virkeligheden – den, der ligger omme på den anden side af den lille dør – ved jeg ikke så meget om -. Min ven, filosoffen Peter Zinkernagel, der desværre er død, hævdede, at man ikke kunne tale om virkelighed i bestemt form. Den tanke har poesi, synes jeg, en vis optimisme, som ikke ligger i Kants Ding an sich, for så ligger muligheden af at kunne tale om den i bestemt form da i det mindste stadig åben!

Hvis fiktionen er én af de måder, hvorpå man kan smutte igennem sprækken og ind på den anden side, – hvad finder du så på den anden side?
Det er indianerne, der snakker om at der findes en sprække mellem verdenerne, og at man med særlige tricks og fingerfærdighed kan smutte ind gennem den sprække ved tusmørketide. Jeg kan lide at tænke på det sådan, at fiktionen er ét af de tricks. Fiktionen er én af mange måder, vi drømmende rækker ud.

Hvorfor skriver du?
Ellers får jeg ondt i maven!

Hvem skriver du til?
Her ville jeg gerne svare: ‘Til guderne’, men det svar er allerede taget af Blixen. Jeg skriver til ‘whom it may concern.’ Det falder i to takter: jeg skriver til mig selv, og jeg skriver til læseren. Egentlig plejer jeg at formulere det sådan her: Jeg skriver for mig selv, og jeg redigerer for læseren. For hvis jeg kun skrev til mig selv, ville jeg ikke sidde en halv eftermiddag og lede efter det rette ord. Jeg ved jo godt selv, hvad jeg mener, og hvad det er, jeg leder efter. Så det gør jeg selvfølgelig for læserens skyld.

Hvad er god litteratur og hvorfor?
For mig er det noget med sproget – men sproget alene gør det ikke! Der skal være mad i det. Jeg dør af kedsomhed og åndelig udsultning over perfekt manicureret sproglig horror vacui. H.C. Andersen kunne i følge de pernittengryne hverken stave eller sætte kommaer. Til gengæld kunne han skrive som ingen anden om ‘the grave and the constant in human suffering’. Somme tider går der lang tid, før vi ved, om noget er godt. Da Melvilles Moby Dick udkom, syntes folk, det var det argeste lort, Melville blev deprimeret og holdt op med at skrive. Nu betragtes Moby Dick som et absolut hovedværk i amerikansk litteratur.

Hvad har du og forfatteren Svend Åge Madsen tilfælles?
Jeg er meget glad for og stolt over, at være blevet sammenlignet med Svend Åge Madsen af flere anmeldere, selvom jeg med skam må erkende, at jeg kun har læst én eneste bog af ham (Af sporet er du kommet). Det var en fantastisk bog – den mindede mig lidt om én af mine yndlingsforfattere: Philip K. Dicks bøger. Jeg fik i hvert fald en fornemmelse af, at Svend Åge Madsen også underholder tanken om, at der er sådan en hemmelig dør, man kan gå ud af. Og for den sags skyld heller ikke er spor bange for at lege med tanken om at gå ud af den.

Hvordan har det præget dit forfatterskab, at du er dansk-amerikaner og har studeret i henholdsvis Danmark (RUC) og New York (NYU)?
Jeg ved ikke, om min amerikanske baggrund og tiden i New York er årsagen til, at jeg læser mest anglosaksisk litteratur. Men sådan er det blevet. Jeg følger også mest med i den litterære debat i USA – holder The New Yorker og The Believer og New York Review of Books, litteraturkritiske tidsskrifter som har et virkelig formidabelt højt niveau, og som giver én håb for kritikken som håndværk og kunstform. Når man har læst det, kan det være en ret trist oplevelse at få fat i Weekendavisen.

Hvilket sprog er mest “fortættet” i dig – det amerikanske sprog eller det danske?
Så absolut det danske. Jeg lærte først engelsk i skolen – men holdt derefter fast
sommerferie hos min far i USA, hvor jeg gik på summer school med mine fire halvsøskende.

Hvad er det bedste ved det danske sprog?
Hm. Det er svært at sætte ord på! Men hvis jeg lige skal slynge noget konkret ud, må det blive de sammensatte navneord.

Har du nogensinde “hjemve” efter et helt andet sprog end dansk?
Ja da. Men samtidig elsker jeg det danske sprog. Jeg ved jo, at jeg aldrig ville kunne få det samme ud af et andet sprog. Visse ting er uigenkaldeligt for sent, såsom at blive barnestjerne eller at få et nyt modersmål.

Du er filosofiuddannet – og Søren Kierkegaard har altid interesseret dig. Er han ofte “med”, når du skriver dine historier? Og er han let at “genkende” i din “forfatterstemme”?
Der var et år, hvor jeg stort set ikke lavede andet end at læse Kierkegaard – og skrive om Kierkegaard. Jeg sad også ofte oppe om natten og læste og læste. For eksempel har jeg læst Begrebet Angest fire gange. Jeg husker det som sådan et meget intenst og vågent og samtidig mærkeligt nok lidt søvngængeragtigt år, fordi jeg var så meget oppe om natten. Hans sprog ligger og bobler og syder rundt i underbevidstheden. Det er meget let for mig selv at genkende ham i mine tekster – både sprogligt og så er der også mange referencer. Men jeg ved ikke, hvor let det er for andre at se.

Hvor meget er der af Johannes Forføreren fra Kierkegaards “Forførerens Dagbog” i Priapus?
På overfladen minder Priapus ikke meget om Johannes Forføreren. Johannes Forføreren er en tilsyneladende meget bevidst forfører, som minutiøst konstruerer forførelsen og som er i fuld kontrol fra start til slut. Priapus er i langt højere grad et offer for sine sanser. Men der er den ikke helt uvæsentlige (omend ofte oversete) detalje med Forførerens Dagbog, at den er skrevet i datid. Johannes har altså givet sig selv mulighed for at fremstå i fuld kontrol, fordi han kender hele historien. For eksempel taler han ustandseligt om at digte sin tilværelse. Det er en nærliggende pointe, at selve skildringen af begivenhedernes gang også er underlagt digtning. Johannes Forføreren løber ganske enkelt om hjørner ikke bare med sin udkårne, Cordelia, men også med os som læsere af hans erobring. Vi må så gisne om, hvor meget kontrol, der i virkeligheden har været. Allermest har jeg været inspireret af den lille historie om Agnete og Havmanden, som Kierkegaard giver sin version af over to sider i Frygt og bæven. Priapus som forførertype ligner Havmanden. Han har ikke rigtig sprog for de ting, der sker. Det sker bare. Historien handler om Havmanden, som får øje på den uskyldige Agnete langs strandkanten, og, som den forfører han er, straks får lyst til at forføre hende. Han skal netop til at styrte sig i havet med sit bytte, da der sker det (for Havmanden) forfærdelige, at hun fuldstændigt hengiver sig til ham! Hun ser på ham – “Ikke frygtsom, ikke tvivlende, ikke stolt af sin Lykke, ikke beruset i Lyst; men absolut troende, men absolut ydmygt som den ringe Blomst, hun tyktes sig selv at være, absolut tillidsfuldt betroer hun ham med dette Blik hele sin Skjebne.” Det er én af de smukkeste passager, jeg kan komme i tanker om. Og det er også mere end selv en havmand kan magte. Han bliver impotent – havet bliver ‘blikstille’.

Hvilke litterære forbilleder har du og hvad er det de kan, som fænger dig?
Jeg har mange. De er indbyrdes meget forskellige, og også meget forskellige fra mig selv. Jeg har et meget udogmatisk forhold til, hvordan noget skal være, for at det er ‘godt’, og bekender mig ikke til nogen skoler eller genrer eller stilarter. Jeg opfatter læsningen af de store mestrer som en konstant læreplads – og jeg henvender mig skamløst til dem, når jeg sidder fast. Nogle er jo gode til én ting, andre en anden. Philip Roth kan noget med dialog. Nabokov er en meget ironisk og drillende fortæller, der har magten over sin fortælling som en gud. Man fornemmer hans tilstedeværelse på samme måde, som man fornemmer Lars von Trier i Triers film, hvilket nogen synes er vældigt irriterende. Men jeg hviner af fryd. Så er der Melville. Melville er den vildeste. Han var ikke bange for en skid. Den pulitzerpris-vindende forfatter Junot Diaz har sagt om ham, at man ikke kan lave noget nyt og vildt, som Melville ikke allerede har gjort for mere end 150 år siden. Så er der Dostojevskij, som skrev gruopvækkende og næsten teateragtigt sjovt og gakket om den menneskelige psyke. Han var fantastisk til at iscenesætte og beskrive vægelsind og tvivl. Så er der Thomas Mann, som ikke holdt sig tilbage for at ‘give the game away’ – at fortælle. For det er jo tit sådan, at det, som forfatteren bevidst beslutter sig for at forsøge at skjule for læseren i teksten, ‘så der er noget at opdage’, viser sig rimelig banalt. Det kan godt give mig sådan en danskundervisning-a-la-7-klasse-agtig fornemmelse. Så er det bedre at stille sig hændergnidende frem som en anden Lars von Trier og sige det, som det er. Nedenunder ligger der nye dybder, som kan være langt mere interessante at gå på opdagelse i.

I 2009 skrev du manus til og medvirkede i en række tv-programmer ( ‘I syv sind’) hvor du stillede skarpt på hvad det vil sige at være menneske. Nu kunne jeg godt tænke mig at spørge dig, hvornår blev du forfatter og hvad skete der med dit menneske? Er der et før og et efter?
Jeg sad og skrev på min første skønlitterære bog om morgenen, da jeg arbejdede i reklamebranchen, og da jeg udgav den, blev jeg vel ‘forfatter’. Men det gjorde ikke noget overraskende nyt ved det menneske, jeg er. Nu var der bare nogen, der ventede på, at jeg skrev endnu en bog. Egentlig opfatter jeg ikke I syv sind så forskelligt fra mit forfatterskab. Det er forskellige medier, der på hver deres måde beskæftiger sig med ‘the grave and the constant’ på en lidt humoristisk måde.

Hvad er det der skaber en forfatter?
Der skal forskellige ting til for at blive forfatter, tror jeg, en naturlig nysgerrighed, psykologisk indlevelsesevne og evnen til at udtrykke sig på skrift giver sig selv. Tålmodighed er også vigtig. Tillid. Og så skal man kunne holde ud at være i selskab med sig selv i længere tid ad gangen. Egentlig er det ret utroligt, det kan lade sig gøre, når jeg tænker over det!

Er der nogle former for “erhvervsskader” som du fx har lidt/lider af i kraft af at beskæftiger dig så meget med ord/sproget?
Jeg sidder ikke og retter på folk, hvis det er det, du tænker på. Værste erhvervsskade er vel at gå rundt med en notesbog i lommen. Det er ikke så slemt.

 

Skriv et svar