Martin Kongstad

 

Martin Kongstad er født i 1963. Han er 100% autodidakt. Har skrevet en del filmmanus og udøvet journalistik på fx 'Euroman'. I 2009 debuterede han med 'Han danser på sin søns grav'. Samme novellesamling gav ham Danske Banks Debutantprisen i 2009. - Foto: Anne Mie Dreves

Du blev født i 1963 og voksede op i Kartoffelrækkerne på Østerbro, hvad har du fået med dig i bagagen til dit forfatterskab?
Jeg voksede op i et akademisk hjem med venstreorienterede værdier. Der er ingen tvivl om, at en del af mit stof handler om at beskrive generationerne, og det er henholdsvis os fra 80´erne og dem fra 68. Ud over det har jeg selvfølgelig fået en vis boglighed forærende fra mit miljø, og en art rationalitet, som udspringer af min mors juridiske baggrund.

Hvor har du øvet dig i at skrive? Og hvad røg ned i skrivebordsskuffen?
Jeg har altid øvet mig i konkrete opgaver. Jeg begyndte at skrive rigtigt som 23-årig og har siden da bevæget mig i stort set alle tænkelige skrivediscipliner. Det eneste sted, hvor jeg for alvor har løbet panden mod en mur er filmmanus. Jeg har fået en tv-serie igennem, men jeg har skrevet femten ikke-realiserede manus. Forhåbentlig har jeg snart lært det. Jeg afleverede et nyt manus i går og begynder på det næste i morgen.

Du har lidt af et kreativt CV – du har skrevet adskillige tv- og teatermanuskripter, du har været klummeskribent, ansvarshavende redaktør af magasinet Schäfer, reklamemand, og skuespiller. Og så er du journalist. Er der en genre inden for forfatterhåndværk, som du gerne vil beherske? Hvad kunne udfordringen så være?
Der er allerede en genre, som jeg behersker, vil jeg påstå. I de sidste tyve år har jeg arbejdet på kanten mellem virkelighed og fiktion. Mange af mine reportager og interviews fra Euroman f.eks var opbygget som fiktion, betjente sig af den dramaturgi, og min novellesamling var fiktion med en høj grad af virkelighed, altså en art tænkt virkelighed.

I 2003 udgav du i samarbejde med Henrik Vesterberg, ‘Dengang i 80′erne’ (Gyldendal), der efter sigende forsvarede din egen generation. Hvorfor var det vigtigt på det tidspunkt?
1980´erne var, som jeg ser det, det sidste signifikante ti-år, og det var det, fordi der var et opgør, et brud i tiden. Alle de nye ungdomskulturer, yuppier som bz´ere, havde det til fælles, at de brød med 68´erne, med det dogmatisk venstreorienterede. Man vidste ikke, hvad man ville, men hvad man ikke ville. Jeg ved ikke om bogen er et forsvar, men den er i hvert fald et behjertet forsøg på at skildre tiden, som den var.

Hvordan fordelte du og Henrik Vesterberg arbejdet imellem jer? Var der uenigheder om hvordan bogen skulle drejes og hvis – hvordan løste I konflikterne?
Processen strakte sig over tre år. Det var et kæmpe arbejde, for først skulle grupperne indkredses, så skulle de rigtige historier findes og siden skulle de skrives. Vi var i det store hele ret enige om, hvad der var godt og interessant, men det var selvfølgelig ikke konfliktløst at lave så stor en bog sammen. Vi er stadig venner, så værre blev det aldrig.

Hvis du ser på 80′erne og 60′ernes mennesker – hvem af disse var mest forkælede? Og hvem havde den største fremdrift?
Generationerne var forkælede på hver deres måde. Man kan måske sige, at 68´erne, fordi deres opgør var så radikalt, fik forærende en helt ny verden at erobre, mens vi, dem fra 80´erne, var mere optaget af at nedbryde. Begge generationer var meget markante.

Det bedste ved 80′ernes Tv er … ?
At der var mere tid til det hele.

Hvad var det egentlig for et billede, at du og Vesterberg ville tegne af et årti?
Vi ville vise en række selvstændige og interessant grupper, Og overordnet ville vi selvfølgelig gerne skildre vores generation uden at definere den ud fra en eller anden teori. Lade historierne tale for sig selv.

Du har følt dig som forfatter i 20 år, udtalte du dig om engang. Hvad føler en forfatter?
Et noget søgt spørgsmål, vil jeg mene, men ok. Jeg har altid været meget observant i social og psykolgisk forstand, og jeg har altid haft lyst til at skrive mine observationer. Desuden har det altid interesseret mig at få en historie til at virke og leve..

Hvad er det der sætter kreativiteten i gang i dig?
Det kommer bestemt an på i hvilken sammenhæng, jeg skal være kreativ, men hvis vi taler bøger og historier, så kan det være et plot, en betragtning, en lyst til at skildre et miljø, en faktisk begivenhed. Alt muligt.

Hvad er fin og hvad er grim litteratur?
Jeg aner ikke, hvad grim litteratur er, men jeg ved at fin litteratur er noget uforståeligt.

Hvorfor tror du der gik så lang tid før du skrev ‘Han danser på sin søns grav’?
Jeg har skrevet på en roman i syv år, men den endte med at blive forældet i mit hoved og for at skrive noget uforpligtende tog jeg fat på nogle historier, som jeg havde gået og opdigtet og så udviklede det sig derfra. Men det var selvfølgelig præstationsangst, der forsinkede mig. Jeg ved, at jeg har et talent for at skrive, og det var jeg bange for var en vrangforestilling.

Hvis du skulle fortryde noget af det du har udgivet, hvad skulle det så være og ville du evt. omskrive det?
Jeg har skrevet en del reklamefilm, som jeg ikke går og sukker efter at se igen, men i det store hele har jeg altid gjort mig umage og forsøgt at lave noget med en vis originalitet, så der er ikke noget jeg vil ha udraderet.

Hvad kan du med sprog, som ingen andre kan?
Er du holdt op med at slå din kone? Jeg er ikke så indbildsk, at jeg rent sprogligt føler mig enestående, men jeg bilder mig ind, at jeg er god til at skrive om det miljø, jeg selv kommer af.

I 2009 kom novellesamlingen, ‘Han danser på sin søns grav’. Den indeholder syv noveller og i disse, langer du ud efter yuppieværdierne, som din generation har levet efter. Hvor bevidst var du om grænserne mellem fiktion og virkelighed, da du skrev bogen og hvad ville du bruge bogen til?
Jeg havde ikke nogen præfabrikeret holdning, som jeg ville mase gennem. Som udgangspunkt havde jeg lyst til at skabe en karakter, Mikkel Vallin, som gik og iagttog, hvordan hans omgangskreds levede, og først da jeg var kommet langt hen i processen gik det op for mig, at jeg skrev en bog om nullerne og om hvordan hele den kreative klasse havde tabt hoved og anstændighed i jagt på status og materielle værdier.

Hvor lang tid har det taget dig, at skrive novellesamlingen ‘Han danser på sin søns grav’? Og hvad var den største udfordring?
Bogen blev skrevet i forløb af tre måneder her og tre der, men det tog vel lidt over et år i alt. Det svære var at få syv handlinger til at fungere.

Hvor mange omskrivninger skulle din bog igennem før den var klar til udgivelse?
Jeg skriver meget om i selve processen. Så nogle er historierne er gennemskrevet ti-tyve gange. Men når jeg først afleverer noget, er det som regel ret tæt på at være færdigt.

Hvordan ved du at en novelle “sidder lige i skabet”?
Det er i hvert fald interessant, når handlingen tager en drejning, som jeg selv bliver overrasket over. I titelnovellen vidste jeg f.eks ikke at Sørens far var far til Sørens barn. Det kom som et chok for mig. Den historie, titelnovellen, vidste jeg var god.

Hvad
er det sproget gør, når det “sidder lige i skabet”?

Fortæller historien på en ærlig måde.

Har du det sprog du har brug for – eller sætter det nogle grænser?
Jeg har foreløbig haft mere brug for at rydde ud i mit sprog end for at udvide det.

Samlingens fortæller hedder “Mikkel Vallin”. Men hvem er han og hvor stor betydning har han egentlig?
Mikkel minder en del om mig selv og som et alter ego har han stor betydning. Jeg er netop begyndt at skrive som Mikkel i Information (madanmeldelser).

Du modtog Danske Banks debutantpris for værket. Henrik Normann, der motiverede valget af din bog, syntes den var en “ætsende samfundsskildring”. Hvad skete der i dig , da du modtog prisen og hvordan præger det dig den dag i dag?
Det var en kæmpe cadeau og en stor forløsning for mig at blive anerkendt for det, jeg allerhelst ville anerkendes for, nemlig som forfatter. Jeg klapper mig selv på skulderen med mellemrum, når jeg får øje på den statuette, man overrakte mig. Ros er utrolig vigtigt.

Du har sagt, at det kom bag på dig, at din bog fik debutantprisen i 2009. Hvorfor?
Fordi jeg troede den slags priser gik til noget svært læseligt. Min bog er nem at læse.

Når jeg skriver “selvpromovering” hvor langt vil du gå?
Jeg siger nej til meget, blandt andet har jeg sagt nej til at skrive klummer i Politiken og at være Smagsdommer på DR2, men da jeg havde min bog færdig gik jeg fluks ind i en ny fase, og den gik ud på at få kendskabet til min bog udbredt. Jeg stod selv for en del af markedsføringen og pressearbejdet, og jeg har ingen blusel, hvis jeg synes det jeg kommer med er i orden.

Du har fået fine anmeldelser af din bog. Men hvordan har du det med anmeldelser generelt og måden folk fortolker din bog?
Jeg fik faktisk halvlunkne anmeldelser i både Politiken og Berlingske. Anmelderne beskæftigede sig ikke med de historier, jeg havde skrevet, men mere med min person. Jeg blev kaldt kulturlaps i Politiken. Det var virkelig utilfredsstillende at blive behandlet med alle de fordomme. Cand. Mager i litteratur, kvinder, kan ikke li mig, og jeg kan sgu heller ikke li dem.

Når du læser op fra ‘Han danser på sin søns grav’, hvilke reaktioner får du fra publikum?
Jeg læser ikke op, men jeg holder foredrag og forsøger at gøre dem så underholdende og informative som muligt. De ville have haft mig til at læse op i Arnold Busck til kulturnat, men jeg spurgte om ikke jeg hellere måtte være dj, og så lavede vi en fest i stedet. Før bogen udkom, fik jeg min ven Claes Bang til at læse titelnovellen op for fyrre venner og bekendte, og det gik virkelig godt. Folk var rystede bagefter.

Ord er ofte ladet med værdier. Hvordan kan du være sikker på at du bliver forstået af publikum/modtagerne?
Jeg forsøger at skrive så ukompliceret som muligt, men der vil altid være nogle misforståelser. En af dem er, at jeg er lig med min jeg-fortæller, og det er jeg ikke.

Hvor meget har forfatteren og skuespilleren i dig tilfælles?
Kugleøjnene, de skæve tænder og de store, blå ører.

Hvad vil du skrive om i din næste bog?
Jeg har to bøger skitseret, og lige i dag, tror jeg den næste bog bliver en knaldroman langt fra den kreative klasse.

 

 

Skriv et svar