Maja Lucas

 

Maja Lucas er født 1978 og cand.mag. i litteraturvidenskab.- Foto: Søren Hartvig

Du er født i Vangede i 1978 – hvornår begyndte du at leve meget i skriften – hvad skete der?
Min første oplevelse af virkelig at udtrykke noget på skrift var, da jeg som 8-årig havde hørt sangen “Bella Notte” i Lady og Vagabonden. Jeg blev så grebet, at jeg skrev en slags prosa-parafrase over den. Det var selvfølgelig slet ikke en kunstnerisk tekst, men oplevelsen af at have noget på hjerte og udtrykke det i ord har jeg ikke glemt. Det mere bevidste skriftarbejde kom omkring gymnasietiden, da jeg begyndte at skrive kærlighedsdigte. Men faktisk troede jeg i lang tid, at jeg skulle være jazzpianist, hvorfor jeg har levet næsten lige så meget i musikken som i skriften. Heldigvis er der jo mange lighedspunkter mellem disse to.

I din seneste roman ‘Katrines hånd’ fra 2010 følger vi den midaldrende Katrine, der er ramt af cancer – og både livs og dødsprocesserne, op og nedture – jeg fortælleren Sarahs tanker og følelser – en hel families reaktion på den seje kamp, der udkæmpes i Katrine. Historien handler om din fars kones død – men hvor tæt er den på virkeligheden?
Rimelig tæt, men selv den mest sandfærdige historie er jo dybt arrangeret og beskåret. Jeg mener ikke, nogle tekster er tæt på virkeligheden og andre fjerne. En litterær tekst er altid pr. definition på afstand af virkeligheden. Jeg forstår ikke, hvorfor man interesserer sig så meget for den sammenhæng.

Kan en historie, der er så tæt på, få lov at udfolde sig som historie på egne præmisser? Hvor frit eller “litterært” er det reelt muligt at skrive, når historien er så tæt på én selv – både i følelser og i tid?
Tja. Det kan man nok ikke spørge forfatteren selv om. Men igen mener jeg, at det at skrive litterært om noget er anderledes end at være med det i virkeligheden.

Hvordan var bogens skabelsesproces? – Arbejdede du ud fra en synopsis, eller fik manus lov til at udvikle sig og “tage over”? Eller var det figurerne, der gjorde?
Jeg har aldrig arbejdet ud fra en synopsis eller et overblik. Jeg skrev bare en tekst ad gangen, ud fra de tekstlige følelser, jeg nu havde. Mine tekster begynder altid som en følelse, en fornemmelse, en observation, der sætter noget eksistentielt i gang hos mig, og som jeg fornemmer kan blive til en tekst. Den dobbelthed af eksistentiel/følelsesmæssig tyngde og samtidig tekstkarakter er afgørende for mig.

Er der forskel på at få anmeldelser af en så personlig bog og af andre bøger, der ikke ligger så tæt på en selv?
Det ved jeg ikke, da alle mine hidtidige bøger bruger af min egen virkelighed. Det er åbenbart min måde at skrive på. Men jeg tror det ikke, da jeg som sagt mener, at litteratur og virkelighed pr. definition er forskellige sfærer. Når jeg bliver ked af en anmeldelse, er det, fordi føler mig uretfærdigt behandlet eller misforstået som forfatter, ikke som menneske. Omvendt handler den ros, man kan få i anmeldelser, om ens sproglige formåen, ikke om ens person. Forhåbentlig, da!

I hvor høj grad kommer sproget til kort i mødet med døden? Synes du fx, at det at skrive ‘Katrines Hånd’ udvidede sprogets formåen?
I al beskedenhed forsøgte jeg at sprogliggøre nogle følelser og oplevelser, jeg mødte. Og jeg følte da, at jeg kom nogle steder hen i skriften, som jeg ikke havde været før. Om det er dødens ellers min forfatterudviklings skyld, ved jeg ikke. Døden er jo bevidsthedens grænse, så på en måde kommer alle bevidsthedsprodukter til kort over for den, men jeg mener ikke, at skriften er dårligere stillet end fx maleriet eller musikken. Der er jo mange fantastiske tekster, der handler om døden, fx Celans “Todesfuge”.

Du har sagt, at du betragter ‘Katrines hånd’ som en digtsamling og ikke som en roman – hvorfor?
Ej, det er vist en overfortolkning. Det var en kommentar til hele “hvor tæt er den på dig”-spørgsmålet. Min bestræbelse med at skrive bogen har simpelthen været at udtrykke nogle følelser i ord. For mig er det underordnet, hvor tæt på eller fjerne oplevelserne er, fordi det handler om følelser i en tekst. Ligesom når man skriver digte – eller rettere, ligesom når man læser digte. Det interessante ved Inger Christensens Sommerfugledalen er vel IKKE, om hun selv er interesseret i sommerfugle. Men hvilket sprog hun bruger, hvilke billeder hun får frem, hvilke erkendelser den indeholder. På den måde ville jeg gerne læses.

Hvad er det man kan med digt-genren, som man ikke kan med romanen?
Jeg ved ikke, om man KAN noget med digte, som man ikke kan med andre genrer, men digte er typisk mere koncentrerede og musiske, og det tror jeg alle forfattere er fascineret af. Jeg er selv meget til korte, koncentrerede tekster, både som læser og skribent. Og så kan jeg som sagt bedre lide den læsemodus, digte typisk mødes med.

Hvor ligger de største sproglige udfoldelsesmuligheder: i digt- eller romangenren?
De er lige store. De er forskellige, men jeg mener ikke, at en genre i udgangspunktet er bedre end en anden.

Der er blevet skrevet om dit talent, at du har evnen at røre dine læsere uden at blive klæbrig eller befamlende – hvad driver dig, når du først går i gang med en tekst? Og hvor mange gennem-/ omskrivninger gennemgår dine tekster?
Sikke forskellige spørgsmål. Hvad angår det sidste: Mine tekster er nogle mærkelige dobbeltvæsner. Som regel skriver jeg dem vældig hurtigt, og deres grundform bliver næsten aldrig ændret. Men jeg kan rette detaljer hundrede milliarder gange, især når det drejer sig om at samle tekster til et manuskript, hvor de skal passe sammen. Når jeg færdiggør en bog, er min arbejdsproces ekstremt pernittengryn. Jeg printer ud, læser op for mig selv, retter, printer ud, læser op, retter – igen og igen og igen. Det er vigtigt for mig både at se og høre teksten helt præcist.

Hvad angår det første: Mit udtryksbehov er en væsentlig drivkraft, tror jeg. Hvordan den udmønter sig, er ikke noget, jeg kan styre.

Hvordan ved du, at et værk er færdigt og klar til at blive publiceret?
Måske når jeg ikke længere har lyst til at skrive det om. I min arbejdsproces er der altid to kræfter, som trækker i mig: På den ene side lysten til at vise mine tekster til andre. På den anden side lysten til at rette dem igennem og nusse med dem. De to kræfter holder hinanden i ave og skal begge tilgodeses.

Du var med i konceptet ‘Hvisk et digt’ (2004), sammen med forfatterne Sternberg, Frank Langmack, Egil Dennerline og Vagn Remme. Hvad var det, og hvad gav det dig?
Helt konkret var “Hvisk et digt” en trækasse med et hul i ørehøjde, så man kunne stå inde i kassen og hviske digte ud til den lytter, der turde lægge øre til. Det giver naturligvis både modtager og afsender en anden oplæsnings-oplevelse end normalt. Jeg går ikke vildt meget op i koncepter, men jeg synes af princip, det er sjovt at lege med litteraturens oplevelsesformer,
ligesom det er sjovt at lege med sproget i sig selv. De nævnte herrer, Sternberg, Remme, Langmack og Dennerline, er nogle temmelig idérige mennesker, og det var sjovt at læse op sammen med dem i forskellige konstellationer. Det var sjovt at være en del af undergrunden og drøne rundt og gøre en hel masse forskelligt.

Er der noget du gør ved ordene og sproget som ingen andre gør?
Det må du hellere spørge andre om.

Hvor meget er ord overhovedet i stand til at udtrykke?
Temmelig meget! Det er jo udfordringen for forfatteren: at sprogliggøre.

Hvor meget kan forfatteren/du styre læserens oplevelse ved hjælp af sproget?
Læseren har kun forfatterens sprog som styreform og oplevelse. Der er intet andet i et sprogligt værk end det. Så svaret er på den måde ganske enkelt: Det hele. Men ofte bliver man overrasket over, hvordan ens tekster bliver læst, og det skyldes vel, at man ikke VED, hvad ens tekster udsiger. Heldigvis ikke. Jeg er meget enig i den betragtning, at teksten er klogere end forfatteren. Øjet kan jo ikke se sig selv se.

Har sproget sine begrænsninger?
Ja, ligesom alle andre udtryksformer. Men i og med at sprog både har et udtryk og en rimelig afkodelig semantik, er det temmelig bredtfavnende. Der er en grund til, at sproget er vores kommunikationsform. Jeg ville i hvert fald nødig gå til lægen og kun skulle udtrykke mig med vandfarver.

Du er cand. mag i litteraturvidenskab. I dit speciale fra universitetet skrev du om den neutrale fortællersituation. Hvad gør den ved dig, og hvad tror du, den gør ved læseren?
Et stort spørgsmål. I sin tid beskæftigede jeg mig mest med det tekniske aspekt. Jeg synes, det er en interessant fortællesituation, og den er meget anvendt i vores samtid. Fortælleteorien kan have svært ved at håndtere den, derfor fandt jeg det spændende at prøve. Det er jo en fortælleform, hvor jeg’et kun fortæller om det fysiske og undgår det psykiske, det tolkende og det overbliksskabende. Jeg mener, at det fint spejler menneskets og måske især det nutidige menneskes situation. Jeg synes i hvert fald, det er genkendeligt ikke at kunne tolke og gennemskue sin virkelighed, og samtidig blive nødt til at udtrykke sig i første person. I første person er alt, hvad fortælleren siger, i princippet sagt med anførselstegn omkring.

Du har gået på Forfatterskolen i København. Hvis du skal beskrive tiden på Forfatterskolen, hvad gjorde den så ved dig? Blev du flyttet? Og i så fald hvorfra og hvortil? Og hvad var det, der flyttede dig?
Det er svært at sige, hvordan jeg ville have haft det og skrevet, hvis jeg ikke havde gået der – det er jo kontrafaktisk historieskrivning. Jeg havde skrevet store dele af både min første og min anden bog, inden jeg begyndte på skolen, så jeg mener ikke, den har ændret min skrivestil meget. Men det betød meget for min identitet som forfatter at gå der. Det var et skulderklap og en anerkendelse, som var vigtig for min drivkraft. Og jeg fik læst noget anderledes litteratur og mødt nogle spændende kolleger. Jeg tror, at de fleste forfattere har lyst til og gavn af at være i dialog med hinanden. At gå på en forfatterskole er bare en formalisering af det.

Hvor har du øvet dig i at skrive, og hvad røg fx ned i skrivebordsskuffen?
Det sker næsten aldrig, at jeg øver mig i at skrive, sådan som man kan øve sig i at spille klaver. Det er snarere det at skrive, som er en øvelse i sig selv, uanset om teksten bliver god eller ej. Alle tekster begynder jeg på med den hensigt at gøre dem fuldbyrdige og færdige. Det lykkes bare ikke altid, og det kan være svært at acceptere, men jeg trøster mig med netop den tanke, at selv dårlige og mislykkede tekster bidrager til ens kunnen som forfatter. Der ligger en hel del tekster i skrivebordsskuffen – eller for mit vedkommende i vindueskarmen. Nogle fordi de ikke er færdige, andre fordi de ikke har kunnet passes ind i en bog.

Har du nogensinde følt dig alene i din kærlighed til ord?
Ikke i længere tid. Min oplevelse er, at de fleste mennesker nyder gode og opfindsomme tekster eller ordlege. Det kan godt være, at mange mennesker ikke er så kræsne med, hvilke ord de omgås, men langt de fleste kan begejstres af de gode af slagsen. I øvrigt oplever jeg børn som nogle af de største ord-elskere, så vi fødes vel med den kærlighed.

Bliver du nogensinde vred på ord?
Nej. Men jeg bliver tit vred over en forkert eller slap sprogbrug.

Du er æstetiker, når det kommer til ord. Hvad vil du fx aldrig acceptere, at sproget gør/eller du gør ved sproget?
Som sagt: det er ikke sproget, der er noget galt med, men sprogbrugen.

Hvad er det der frastøder dig ved den såkaldte brugslitteratur?
Har jeg sagt noget om det? Nå, men brugslitteratur har vel tit et dårligt sprog, ligesom det tit er klichépræget, både hvad angår udtryk og virkelighedsbillede. I al fald hvis man med “brugslitteratur” mener “triviallitteratur”. “Kvindelitteratur” eller “arbejderlitteratur”, eller hvad man ellers måtte mene med den betegnelse, lider ikke nødvendigvis under disse mangler.

Hvor stor en del af det, du skriver, er semantik, og hvor stor en del er æstetik?
Jeg mener ikke, at man kan stille det spørgsmål til et enkelt forfatterskab. For mig at se er det meget simpelt: Sproget har både en udtryksside og en indholdsside, derfor har alle tekster både en udtryksside og en indholdsside. Det er to helt forskellige aspekter, som ikke kan rangordnes eller vægtes i forhold til hinanden.

Har det danske sprog en tendens til at miste sin æstetik – og hvis, hvordan får vi æstetikken tilbage?
Nej, hvem siger dog det?

Har dansk en fremtid og hvis ikke – gør det så noget?
Naturligvis har dansk en fremtid. Så længe det er danskernes modersmål, og Danmark er et nogenlunde sammenhængende land. Jeg mener, at der skal meget store anstrengelser til, for at man udtrykker sig bare acceptabelt på et andet sprog end sit modersmål. Jeg kunne selv ikke drømme om at skrive på engelsk, det ville simpelthen blive for dårligt.

Hvad er en god historie?
Nu synes jeg, at betegnelsen “den gode historie” tit bliver brugt til at hylde middelmådige bøger og film. Jeg ville hellere sige, at en god tekst er en, som både har et væsentligt indhold og et godt sprog.

Hvad forventer du af dig selv som forfatter?
At jeg gør mit bedste. At jeg ikke bliver doven. At jeg ikke lader forfængeligheden styre mig. At jeg bliver ved med at søge nye udtryksformer. Hvad sidstnævnte angår, er Miles Davis et stort forbillede.

Hvad er den største udfordring ved at være forfatter – og beskæftige sig så dybt og inderligt med ord/sprog?
Jeg mener ikke, at der er noget dårligt ved at beskæftige sig inderligt med ord. Tværtimod synes jeg, at det er et privilegium at få lov til at skrive og udgive bøger. Der er selvfølgelig nogle praktiske og økonomiske udfordringer i forfatterlivet, men det kan der jo være i alle tilværelser.

Er du altid i gang med ord?
Ja.

Skriv et svar