Leo Nielsen

Leo Nielsen er født i 1955, søn af en skomager og en mor, der ejede en slikbutik. Han er det maskuline indslag i duoen Sussi og Leo. I 2007 udkom hans roman 'Pyromanium', en Sci-Fi fortælling, hvor omslaget på bogen er malet af fru Sussi.

Jeg benytter et system, hvor jeg bare skriver og skriver og ser hvad der dukker op. Det lyder lidt langt ude men det er faktisk sådan jeg gør. Fx finder jeg en sætning jeg synes er god – det kan godt være en ganske simpel sætning som: Han gik eller stod, eller sårn noget, ikk? Så skriver jeg spørgsmål til den sætning: Hvem er han, hvor gik han hen osv.. Og så finder jeg en sætning mere, som ikke behøver at ha noget som helst med den første at gøre, og så sker der et eller andet – og jeg ved ikke om det bare er mig, eller alle skrivende mennesker der har det sådan? Men når jeg har to sætninger, så kommer den 3. sætning helt af sig selv. Sådan fortsætter jeg ca. femten sider ind i historien, og så er jeg havnet i et eller andet. Jeg synes selv det lyder lidt mærkeligt men det er altså sårn jeg gør.

Bogen spænder jo langt, geografisk, fra Paris til Andromeda Galaksen. Men til gengæld spænder fortællingen over to dage!
Jeg forsøger i øvrigt også at gøre det så svært for mine hovedpersoner i bogen som jeg kan. Jeg putter dem i situationer hvor jeg ofte selv må gå og tænke – hvordan fanden får jeg dem ud af den knibe? Bliver det alligevel for svært, må jeg gå tilbage i fortællingen igen og skrive om på tingene.

Hvor lang tid er du om at skrive en bog?
Det er meget typisk, at de bøger jeg skriver som regel er skrevet på et par dage. Måske er det måden jeg griber det an på? Jeg kan godt fordybe mig i skrivningen en fire timers tid, men så kan jeg ikke samle mig om det længere. Så må jeg holde en pause. Men musik kan jeg godt arbejde med i fx 16 timer uden at blive træt. For mig er det rigtig godt at ha et ben i begge lejre.

Hvor har du øvet dig i at skrive – hvad røg fx ned i skrivebordsskuffen?
Jeg har altid skrevet fortællinger lige fra jeg gik i tredje – fjerde klasse. Der er altså røget uendelig meget i skrivebordsskuffen, men jeg har passet på en del af det.

Du har gang i en ny bog. Er det også Science Fiction?
Det er planen, at bogen kommer til at bestå af fire små romaner, som så bliver samlet i den ene bog. De er for korte til at være romaner og for lange til, at man kan kalde dem noveller, – de ligger sårn på en 130 sider hver, ca. Jeg tror heller ikke folk gider købe tynde bøger. Ja, måske er det bare mig, men jeg har det sådan, at hvis jeg står og kigger på en tynd og en tyk bog – så tager jeg altid den tykke, med mindre jeg kender forfatteren i forvejen.

Men du spurgte om dét jeg skriver på nu er science fiction, nej, de små romaner der bliver samlet i bogen er gysere. De er tættere på Hitchcock end Stephen King. Det er ikke noget forfærdeligt klamt noget, slet ikke. Men eh – de er skam klamme nok alligevel – heh!

Er der en forfatter du ser op til?
Hvis jeg overhovedet har et idol må det være Isaac Asimov. Jeg tror han var russer, men han boede vist i Amerika – men nu vil jeg ikke hænges op på det, men jeg tror han var atomforsker og så skrev han sci-fi – ikke så meget for det litteræres skyld – han skrev det simpelthen fordi han igennem science fiction genren kunne forklare både fiktion og fakta omkring atomkraft og sandsynlighedsberegninger osv.. Han skriver utrolig flot.
Den bog jeg synes han er sluppet bedst omkring med er ‘Stiftelsen’. Den skulle være til at få. Det er en serie på tre forholdsvis tykke bøger og dér kommer du i hvert fald også ud og flyve hehe!

Men du sværmer for genren?
Ja, jeg er glad for science fiction fordi den for mig er så dejlig let at skrive på i forhold til så mange andre genrer. Har jeg fx brug for en eksotisk og fremmedartet sygdom, så kan jeg jo bare selv finde på noget. Jeg kan også lide at blande hverdag ind i fiktionen. – Der er fx et sted i bogen, hvor Leon (hovedpersonen i ‘Pyromanium’) styrter ned fra 13. etage og hænger med hovedet ned og benene op i luften – og hvor han så tænker – “Det er sgu da godt, der ikke kommer nogen forbi og ser dét hér!” – Og der har han de der specielle støvler på, som kan få ham helt op og vende i himlen – dem har han jo brug for, når han skal undslippe fjenden – og de støvler er sgu ikke købt i H&M hehe!

Jeg kan ikke lade være med at spørge dig, om det ikke er en fed fidus at I bruger kunstnernavnet ‘Sussi & Leo’. I har jo allerede været en del i medierne og præsentere bogen?
Jo, på den ene side er det en fordel at vi har dét navn i forvejen. På den anden side er folk også mere skeptiske overfor dét vi laver.

Men for mig ser det ud som om I bare blæser på Janteloven og gør hvad I har lyst til – trykker den af og udstråler – Take it or Leave it?
Ja, sådan har vi klart været nødt til at forholde os til det. Og det er jeg da også lidt stolt over engang imellem når jeg har det bedst med mig selv. Heh.

Er der noget, du gør med ordene eller sproget, som ingen andre gør?
Det tror jeg ikke. Det perfekte sprog er – i mine øjne – det, der bliver forstået omgående, og som ikke kan misforstås. Det vil sige et simpelt sprog stort set, uden blomster eller særheder..

Leo, i ‘Pyromanium’ skriver du frit fra leveren, som man siger. Og et sted i bogen grinte jeg lidt over Leons bemærkning om Pauline – og om kvinder generelt. Er det sandt at kvinder ikke kan holde en aftale?
Haha! Jamen sådan er det vel ofte med kvinder! Jeg tror det er sådan en pige-ting, de kan sgu ikke holde aftaler!

Da jeg læste ‘Pyromanium’ bemærkede jeg at der midt i al det sjove, dukkede en melankolsk Leo op?
Der er meget af min barndom ind over de blå passager. Hundrede procent autentisk. Og folk der kender mig ved jo også godt, at der er meget andet end sjov og ballade i mig. Og det har jo faktisk været min hobby at skrive siden jeg var 10 år eller noget. Ikke så lange ting – men omkring to sider pr. gang i et stilehefte. Der har altid boet sårn en forfatter i mig tror jeg.

Da jeg begyndte at skrive for alvor, skrev jeg udelukkende til skrivebordsskuffen. Men jeg prøvede alligevel på at sælge det. Der var bare ikke nogen der ville ha det! Heh . Og det kan ganske enkelt være fordi det ikke var godt nok.

Jeg husker, jeg for ca. 30 år siden skrev en ret lang serie små noveller, hvor der var to personer – Mary og Lonny. Novellerne var faktisk en slags dagbog, for de handlede i virkeligheden om Sussi & Leo. Men jeg gangede jo alle vores oplevelser dobbelt op så den fik sårn et ordentligt drøn på fiktionen. Det skulle jo underholde.
Det kan godt være at jeg har nogle af dem liggende endnu. De er i øvrigt skrevet i hånden.

Jeg plagede et forlag der hed ‘Tommeliden’ med mine Mary og Lonny historier – og forlaget var venligt når de sagde – “Novellerne er faktisk rigtig gode sådan ca. 90% – men der mangler lige de sidste 10″, hehe.

Er der nogle forfattere du har stået i mesterlære hos?
Jeg begyndte at gå til undervisning i at skrive hos en forfatter, der oprindeligt selv skrev lærebøger. Så sproget, dét havde han sgu styr på! Men den dag i dag kan jeg sgu ikke huske hvad han hedder. Men jeg gik der hos ham i fire år. Det kan du da kalde for sådan en slags mesterlærer.

Han sagde fx – “Skriv en novelle om det eller det – og det gjorde jeg så – afleverede og fik den tilbage igen med røde streger i. Og sådan foregik det i fire år. Hvis jeg har

et rimeligt let sprog i
dag – så er det altså hans skyld – det fik han banket ind i hovedet på mig. Mit svendestykke blev bogen ‘ Den faldne engel’.

‘Tommeliden’ havde jo i sin tid afvist mine noveller, men ‘Den faldne engel’ tog de imod – og jeg tror slet ikke de var klar over, at det var mig, da de godtog den – jeg sendte den jo under navnet ‘Leo Nielsen’ og ‘Tommeliden’ kendte mig jo kun under navnet ‘Sussi & Leo’.

Men det fandt forlaget nu ud af alligevel og insisterede at forfatternavnet skulle være ‘Sussi & Leo’. Det var en fejl.

Vi fik rigtig mange anmeldelser. Der var én der var rigtig god – sådan du ved – “en lovende debutroman”.. og sårn noget. Og så var der en der var rigtig grim – “Det var ikke andet end på beregning for skrive – dét kunne vi slet ikke.” Og resten af anmeldelserne var sådan lidt la-la.

Men pointen er at de ikke anmeldte bogen – de anmeldte sgu mig! Så efter den oplevelse har jeg ofte skrevet under forskellige pseudonymer. Men I får ikke at vide hvilke. Det bryder magien!

Har du skrevet digte?
Ja, jeg har også prøvet at skrive digte. Når vi selv laver musik, skriver jeg jo også sangtekster, det ligger jo tæt op af digte. Men altså, jeg kan bedre lide at skrive historier, det må jeg indrømme. Selv læser jeg sjældent digte.

Og så er jeg begyndt at undgå gamle bøger. Det ligger jo ellers lige for at gå ned i en genbrugsforretning og købe en stabel gamle bøger. Men læser jeg en bog med et gammelt sprog, så påvirker det min måde at skrive på – så havner jeg i noget, der næsten ikke lyder som rigtigt dansk. Heh. Altså nu med ham Morten Korch – han skrev jo nogle rigtig gode historier men sproget trækker dem ned.

Før omtalte du bogen ‘Den faldne engel’. Har du skrevet andre end den?
Den faldne engel’ fra 1996 udkom på forlaget ‘Tommeliden’. Forlaget gik desværre neden om og hjem. Så købte vi restlageret af ‘Den faldne engel’.
Jeg har jo også skrevet en del klummer der fx har været trykt i Nordjyske. Disse er for resten også kommet som bog! Men når jeg skrev klummer i aviserne, skrev jeg bare under ‘Leo Nielsen’ – det er jo egentlig et pseudonym fordi jeg er mere kendt under ‘Sussi & Leo’.

Leo, før romanen ‘Pyromanium’, har du jo skrevet et par bøger. Er der noget fra dengang som du egentlig synes du fik publiceret for tidligt – og hvad var det der ikke holdt og hvad ville du gøre om, hvis du skulle udgive det i dag?
Jeg har det sådan med alt det, jeg har fået udgivet – det være sig bøger, cd plader, hjemmesider og så videre, at det efter et stykke tid forekommer mig at være noget bras. Det eneste, der holder, er den roman eller cd jeg lige nu arbejder på. Det er faktisk en lidt irriterende holdning, men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det. Resultatet er, at alt hvad jeg og Sussi selv har udgivet kun kan købes i en begrænset periode, for når vi ikke kan lide det længere selv, så vil vi ikke sælge det mere. ‘Pyromanium’ kan nu stadig købes, for det er forlaget DarkLights, der har rettighederne til det.

Jeg ved I har en hjemme- og myspace side på nettet. Men hvad er din holdning til medier af den art, generelt?
Det er jo et rigtigt vanskeligt spørgsmål. Der er ingen tvivl om, at der på nettet er rigtig meget LORT, som aldrig burde være udgivet. Her tænker jeg på artikler, der er direkte løgn fra ende til anden eller på ondskabsfulde smæde eller hadekampagner, men samtidig er der også meget godt ved, at der ikke er en professionel redaktør i den anden ende. Professionelle redaktører er trods alt som alle andre mennesker. De har overbevisninger om dit eller dat, og selvom de prøver at være uvildige, vil deres holdninger alligevel springe i øjnene. De, der mener noget andet end redaktøren, bliver simpelthen ikke trykt.

Rygning er et eksempel på dette. Faktisk ved jeg, at der findes meget kloge folk (jeg kender selv sådan én. Han er professor og har speciale i tobaksrøg) der siger det stik modsatte af, hvad de fleste tror om rygning, nemlig at rygning ikke er farlig. Derimod er det meget farligt at holde op, hvis man én gang er begyndt (sangere mister ofte stemmen permanent. Her kender jeg personligt to) men denne professor bliver aldrig citeret i medierne, fordi det han siger ikke er god latin, og det er redaktørerne, der afgør hvad der må blive sagt. Så alt i alt er jeg nok glad for det anarkistiske net. Vi der læser, skal bare blive meget bedre til at sortere det, vi bliver præsenteret for.

Når du skriver er Sussi din sparringspartner og blander du dig også i hendes maleproces?
Ja, det gør jeg. Mens hun maler går jeg og kigger lidt på det og så kan jeg godt finde på at sige “det er meget bedre hvis du gør sådan eller sådan”. Nogle gange gør hun faktisk hvad jeg siger, andre gange siger hun at det skal jeg sgu ikke blande mig i! Ha! Men hun har også sagt om mine bøger, at den og den kan hun ikke lide – så jeg har faktisk smidt halvfærdige bøger væk på den konto. Men hun må gerne give mig alle de råd hun kan komme i tanke om.

Jeg har jo sådan en lille læserkreds der får lov til at se mine bøger før andre gør. Sussi er som før nævnt én af de udnævnte og så er der hendes kusine og veninde. De læser bogen og fortæller mig hvad de synes. De ser selvfølgelig forskelligt på bøgerne.
Nu er det jo sådan at ‘Pyromanium’ også foregår i Frankrig, og når personerne i bogen snakkede om penge så skrev jeg i første omgang ‘Franc’. Men så sagde kusinen at de ikke bruger Franc mere – de bruger Euro! Nå, men så var den jo i skabet! Heh! Sussi er bedre til at se det der ikke er så logisk. Hun har en strålende fantasi. Og har jeg kludret lidt med ordene så forstår hun mig alligevel. Vi taler samme sprog, men vi har jo også været sammen i 40 år!

Jeg ser sådan på Jer, at Leo – det er ham, der omskriver billeder så de bliver ord i en bog og Sussi maler ord så der kommer billeder ud af dem på et lærred. I hænger på en måde bare sammen?
Ja, vi har sgu været længe sammen. Og det hele startede med, at Sussi blev født i Afrika. Og hendes far og mor havde sådan en farm. Da hun blev 7 år flyttede familien til Danmark. Sussis far er Københavner og moren er Fynbo.

Vi mødte hinanden i 8. Klasse. Så gik der et års tid, – Sussi fandt ud af, at jeg spillede i et lille orkester – The Starfighters! Og så ville hun gerne være med i The Starfighters. Det kom hun så også. Men bandet kom op og skændes og så var det bal sprængt ? Men så startede Sussi og jeg vores eget band.

Efter tiende klasse gik Sussi ud af skolen – og vi var vel 18 år eller sårn noget? Så flyttede hun op til mine forældre – og siden vi var de der 18, har vi faktisk ikke været fra hinanden. – Jo. Den længste periode vi har været væk fra hinanden var dengang hvor vi var med i et program, hvor man bytter par – (hva er det nu det hedder?) – Sussi skulle bo hos en familie i Ringsted og jeg blev hvor jeg var – Nårh jo – “PAR PÅ PRØVE” hed det! ? Da var vi fra hinanden i 5 dage! Det er det længste vi har været fra hinanden! Og det var faktisk rimeligt forfærdeligt, at være fra hinanden i så lang tid!

Men vi har det jo ikke fra fremmede – Sussis forældre, har aldrig været fra hinanden og mine forældre har heller ikke. Det har derfor altid været naturligt, at når Sussi og jeg skulle være kærester, så skulle vi også være sammen. Altid. Selv i skolen sad vi siden af hinanden – der i 8. Klasse. Det var fandeme ikke vel set dengang, dét kan jeg godt love dig! At dreng og pige sad sammen.

Dengang var vi de eneste, der sad dreng pige på hele Centralskolen. I frikvarter gik vi også altid sammen. Og så blev vi fandeme mobbet, men så bankede vi dem, der mobbede os! ? Bankede jeg dem ikke – så gjorde Sussi haha! Vi var jo også stædige – hvorfor skulle vi lade være med at gå sammen, når vi nu havde lyst? Vi gjorde jo ingen fortræd.

I slutningen af 9. Klasse opstod Sussi & Leo. Så trillede vi ud og optrådte til “softice og is” – tjente lidt penge. Min far kørte os rundt til de forskellige jobs i weekenderne – vi havde jo ikke kørekort. Jeg har tænkt over det bagefter – det var utroligt flot, at han gad. Men han gjorde det gerne. Han
ville utroligt gerne have, at vi blev musikere. ? Da vi var færdige med skolen – var jeg klar til, at arbejde, som bankmand. Jeg skrev også en ansøgning, men fik den aldrig sendt. ? Jeg tror sgu jeg var blevet rigtig røvkedelig hvis jeg var havnet sådan et sted haha!

Du blev ikke bankmand?
Nej, vi fortsatte med at optræde rundt omkring på værtshuse hist og her. Så var der det her værtshus man kaldte “Fregatten”, – et stort fint dansested, der ligger på Skagen. Og det var samme ejer, der også havde “Skansen”.

“Skansen” var sådan en bar, du ved – et rigtigt fiskerværtshus hvor de sloges og kæftede op. Og så skete der så dét – jah, jeg har aldrig fået ejeren til, at indrømme det – men jeg er næsten sikker på, at det hængte sådan sammen – jeg tror, han var kommet til at arrangere 2 orkestre til samme sted. Og så stod han jo lige pludselig dér med håret i postkassen.

Så siger han til Sussi og mig – om vi ikke ku tænke os, at spille på “Skansen”? Og det var vi ikke meget for. ? Vi var temmelig bange for gæsterne, der var der. ? Men det endte selvfølgelig med, at vi kom til at spille på “Skansen” fredag/lørdag et par måneder. Så havde vi fri et par måneder, hvor vi så optrådte andre steder osv. Men fra første job på “Skansen” ku vi mærke, at det var lige os! De dér hårde banditter – de var sgu søde og rare nok.

Da første sommerperiode på “Skansen” var vel overstået ville ejeren af stedet ha os til at optræde den næstkommende sommer. Og det kunne vi så ikke fordi vi havde andre jobs. Det blev han fornærmet over ? Og på kontrakten stod ting og sager, der gjorde at Sussi og jeg måtte aflyse alle de andre jobs vi ellers havde. Vi spillede så et helt år på “Skansen” inden vi bandt os for en fem-årig kontrakt med stedet.

Så gik det ellers derudad?
Ja, i 23 år var vi der! Men til sidst hang det os også ud af halsen, det gjorde det. Vi pakkede vores kufferter og sagde op. Derefter købte vi spillestedet i Frederikshavn, der hedder Ritz. Og dér spiller vi endnu ?

Men vi har solgt stedet. For én ting lærte vi ved at ha vores eget sted – der er fandeme meget kontorarbejde! Og dét gad vi ikke! Vi brugte ca. 16 timer på kontoret hver evig eneste dag! Også om søndagen ? Kreativiteten gik sgu mere eller mindre i stå i den periode dér – med at skrive og lave malerier og lave nye melodier. Så kiggede vi på hinanden og sagde – “GIDER VI DÉT HÉR? NEJ, DÉT GIDER VI IKKE ? Og så solgte vi Ritz.

Samme dag, som vi havde lavet aftalen med vores gode ven dér – var vi i gang med spilleriet igen og vi ku mærke vi havde det rigtigt godt! ?

Vi tager også ud og spiller på landevejene ved siden af med The Road Show, så vi har sådan omkring 200 jobs om året. Jeg kunne godt lige tænke mig, at fortælle dig en historie om en opringning fra England.

Vi havde ansat en på et tidspunkt, der hed Poul. Hans arbejde var blandt andet, at tage telefonen. En dag ringede BBC London til ham og tilbød os et show. Han sprang selvfølgelig ind til os – vi var ved at spise morgenmad.

- NU skal I høre, sagde han og fortalte hvad det drejede sig om.

- Nej, sagde jeg. – Jeg vil ikke spille sådan nogle steder, bare med en rytmeboks.

Han var dybt chokeret, men han var nødt til at ringe til BBC manden og sige nej. Denne var også lamslået. Der gik en halv time, så ringede BBC igen.

- Er Sussi og Leo klar over, at det show de skal optræde i, er det samme, der gav The Beatles deres gennembrud ( Jeg tror nok det hedder noget i retning af Ed Sullivan Show eller sådan noget)? Poul drønede ind til os og forklarede det.

- Nej, sagde jeg.

Han brummede noget, jeg ikke kunne forstå, da han gik ud til telefonen. Der gik kun et par sekunder, så stod han i døren igen.

- The Beatles Show var på tyve minutter. Jeres bliver på tre kvarter, og de vil bygge en nøjagtig kopi af “Skansen” i studiet.

- Nej, sagde jeg.

Han luskede af. Så gik der en time. BBC ringede igen.

- Vi vil give Sussi og Leo 5.800.000 kr for det.

- Nej, sagde jeg. Det har jeg godt nok fortrudt senere – heh!

Leo, når jeg siger ‘Shakin’ not Stirred’, hvad siger du så?
Hovedpersonen Leon i ‘Pyromanium’ er jo en såkaldt shape shifter. Og ud af de forskellige roller jeg valgte til ham – var James Bond den ene af dem. Jeg ved ikke lige hvorfor jeg valgte ham – men da Leon møder labre Pauline første gang så er hun jo en værre frækkert – heh, og den bedste måde Leon kan deale med hende på er at blive James Bond. – Ja ok – jeg er ikke helt ung og for mig er Sean Connery den rigtige James Bond. Men oprindeligt var der flere roller til Leon, end der er kommet med i bogen. Sherlock Holmes var fx én af dem der røg ud.

De roller jeg har valgt til Leon er jo alle mine favoritter. Men egentlig så føler jeg også at jeg er alle de personer der er med i ‘Pyromanium’. Jeg er både den gode og den onde. Alle mine sider får bare lov til at blomstre hver for sig i bogen.

Dét at kunne skifte roller kan jo være udmærket. Som 8-årig rendte jeg rundt som Zorro fx og grunden til, at Leon blev sådan en Shape Shifter er jo nok fordi jeg er sårn én selv, heh! Jeg kan godt nok ikke være Rambo. Men når Sussi og jeg fx tager vores kostumer på inden vi skal på scenen så iklæder man sig også en anden rolle. Jeg bliver mere fræk, mere sikker på mig selv og går på scenen og står og skaber mig – synes jeg er verdens MEST LÆKRE FYR. Så snart jeg forlader scenen så er jeg bare mig igen.

Med det vil jeg sige, at vi alle har lidt Shape Shifter i os, bare ikke i samme grad som Leon. Jeg har da også lagt mærke til, at jeg fx bliver lidt anderledes når jeg snakker med svigermor end når jeg snakker med Sussi. Jeg bliver mere høflig.

Når de 2 stormagter – de frygtindgydende Graalls og Broderskabet kæmper i Galaxen så får jeg dét indtryk at du går lidt politisk her?
Ja, men det er sgu da næsten også som at sidde og se en TV udsendelse om en politisk debat hvor folk diskuterer og sabler hinanden ned – enormt barnligt, egentlig. Så tænker man – hold kæft! Skal DE mennesker styre os!? Ha! I det hele taget synes jeg at sådan nogle store organisationer, generaler og politikere – dem har jeg sgu svært ved at respektere.

Broderskabet Graalls kan sagtens være symboler på stort set alle store multinationale selskaber, der bare gør som de vil. Og det synes jeg faktisk er skide uhyggeligt. I bogen kommer man også frem til at de er lige dumme, disse stormagter. De er jo fuldstændig kolde over hvem det går ud over, bare de kan få det som DE vil. Og i bogen er det så ‘Pyromanium’.

Faktisk synes jeg ikke jeg kan se forskel på de meget store firmaer og så organiseret kriminalitet. Så jo, man kan sagtens finde politiske toner i ‘Pyromanium’ for selvfølgelig har jeg da holdninger.

Selvfølgelig trækker man på det man føler, mener og oplever, hvad enten man skriver en bog eller maler et maleri. Sussis malerier trækker i øvrigt også på nogle ting som hun har levet. Og med hensyn til at skrive så kan jeg da godt skrive en historie jeg har fået fortalt, men jeg tror ikke jeg kan lade være med at lægge mig selv ind i historien.

I ‘Pyromanium’ berører du kort en verden som ‘Lemurien’ og dykker dybere ned i atlantidernes verden. Er I religiøse?
Mmm, på en måde JA og NEJ. Vi plejer at sige at vi ikke er medlem af Folkekirken fordi vi tror på Gud! Og vi er heller ikke medlemmer af sekter. Så er der mange der mener, at så kan man ikke være troende, men det synes jeg da godt man kan.

Vi har vores egen opfattelse af hvad vi tror er sandt. Vi har ingen stor trang til at gå ud og overbevise andre mennesker om det vi tror er sandt. Vi mener, det er en personlig sag hvad vi tror på. Sandheden kan se ud på mange forskellige måder alt efter HVOR man står i livet.

Vi beder da til Gud sommetider, hvis vi synes, der er noget, der er værd at bede om. Og vores allerbedste ven er muslim. Det er mest ok, at basere et forhold på tillid i stedet for religion. Efter min mening forhindrer det én i at tro inderligt selv – hvis man skal stå sammen med en hel masse og tro som de gør, bare fordi præsten siger sådan og sådan…
Men jo. Vi er troende, bare ikke på traditionel vis. ?

Er der noget med at I holder foredrag for folk?
Ja. Foredragene handler om vores kunst. Det er mig der skriver foredragene og Sussi der holder dem – med lysbilleder og lidt af vores musik. Det er vildt at opleve når folk bagefter foredraget kommer hen til os og udbryder – “Det var godt nok satans”.. For de bliver ofte rimelig overraskede over os.

Jeg husker da Sussi skulle læse op af ‘Pyromanium’ og jeg tænkte – gad vide hvad folk mener om bogen? – Men de klappede sgu alle sammen da hun var færdig med at læse op! Det var ligegodt satans! Dét havde jeg sgu ikke regnet med! Det var vildt rørende! Vi har fået megen ros for de foredrag. Det gode ved foredragene er også, at folk møder os på en anden måde – og vi dem. De får et andet syn på os. – Ikke for dét, – de er sgu altid søde og rare overfor os, men der er mange der tror, at Sussi & Leo kun er sjov og ballade, og det er selvfølgelig ikke rigtigt. Man bliver sgu hurtigt sat i bås men vi er jo også mennesker der både kan være kede af det og sårn..

 

 

 

 

Skriv et svar