Lene Andersen

 

Bøger af Lene Andersen: Baade-Og Mandag, Baade-Og Tirsdag, Baade-Og Onsdag, Baade-Og Torsdag, Baade-Og Fredag, Demokratihåndbog, Grantræet, Det åbne samfund og dets venner - Foto: Leslie Rabuchin

Lene Andersen, hvordan husker du din skoletid?
Totalt uinspirerende – for ikke at sige kedelig ud over det kriminelle – bortset fra en dansklærer i 7. og 8. klasse, som var et geni. Han havde verden, udsyn, kreativitet og øje for en krøllet hjerne som min. Det var helt fantastisk, og han kom til at få virkelig stor betydning for min personlige udvikling. Ellers plejede jeg mest at sidde ved sidste bord i vinduesrækken og fordrive tiden med at kigge ud ad vinduet.

Hvornår begyndte du at leve i skriften?
Da jeg var 11 og havde set Linie 3 i fjernsynet – det koncept kopierede jeg sammen med to klassekammerater, og på lejrskolen i 6. klasse blev Rute 3 en stor succes! Vi parodierede lærerne og skrev platte smædeviser om dem, men når man stillede sig op med ens tøj og røde slips og en guitar i midten, så blev det lige pludselig til underholdning frem for ballade. Det var ret smart!

Foruden at være forfatter, er du forlægger, satiriker, civiløkonom og ufærdig teolog. Hvordan hænger det sammen?
Tidsmæssigt hænger det ikke sammen, men eksistentielt og økonomisk supplerer det hinanden fantastisk godt. Det er faktisk muligt for mig at leve af udelukkende at lave ting, jeg synes er udfordrende, sjove og spændende – og bortset fra nogle enormt lange arbejdsdage, så kan jeg nogenlunde selv bestemme min tid. På det personlige plan giver det en enorm frihed, fordi jeg bestemmer det meste selv, og det passer mig godt.

Kan du leve af at skrive eller har du et rugbrødsjob?
Jeg kan leve af kombinationen skriveri, forlagsvirksomhed, foredrag og konsulentopgaver for virksomheder – det drejer sig typisk om kommunikationsopgaver, hvor de skal have formidlet noget kompleks viden.

Hvem er Jesper Knallhatt?
Han er mit 9-årige alter-ego, som i mellemtiden har rundet de 30. – Min far kaldte mig Jesper Knaldhat som barn, og det hænger nok sammen med mit svar på spørgsmål 1 og 2: jeg kedede mig ENORMT som barn og var konstant nødt til at finde på mærkelige ting for at holde mig selv beskæftiget. Først tegnede jeg og byggede sæbekassebiler eller klatrede op i toppen af vores egetræ og gemte mig med en god bog – og kunne i en snæver vending finde på at proppe min fars pyjamas i en frysepose, fylde den med vand og lægge den i fryseren – senere begyndte jeg at skrive, og skriveriet blev en fantastisk verden, hvor der ikke var andre grænser end dem, jeg selv satte op. – Og der fandt jeg så ud af, at jo flere grænser (fx metrik, rim, genrekonventioner etc.) jeg kunne påføre mit skriveri, desto mere interessant blev arbejdet. Fx læste jeg Aristoteles’ Poetik, da jeg var 13, fordi det var det eneste Taastrup Bibliotek havde om det at skrive.

Hvorfor staver han så dårligt?
Jeg mener ikke, at Knallhatt sdaver majet dårlier end andre, men Pamfilia Severinsen skriver fra 2033 og frem, og der sproget har ändret sig betydli sidn i dag.

Faktisk, det som intreser mig er, hvor megt man ka ändre sproget og allivel forstaa, hva der staar; saa plastisk det er. Vors nuvärne sprog er bar et led i en proces som har ikk noen präcis start og ikk noen präcis slutning. Maaske mensker taler ikk dansk om 200 aar, men unless all dansker dör paa en gang, det vil vär umulit og sie a “her dansk slutted”. Vors sprg vil bar gradvis blende med noet andt og fade over – snak & skriv vi blir jo vd md.

Hvis mennesker ikke havde et sprog som vi kender det. Hvordan ville de så kommunikere?
Så ville de ikke være mennesker. De store aber kommunikerer med grooming, tjenester, vold, udveksling af mad og en række suk, støn, skrig og andre følelsesmæssige lyde.

Vores art hedder Homo sapiens sapiens – gentagelsen er vigtig. Sapiens betyder “vidende”, og det, der kendetegner os, er at vi ved, at vi ved. Vi kan reflektere over os selv (og alt muligt andet), det er der ingen andre dyr, der kan, og vi kan kun gøre det, fordi vi har sproget. Uden sproget ville vi også kun kunne kommunikere med suk, støn, skrig, vold og udveksling af mad – hvilket, så vidt jeg ved, svarer nogenlunde til at være tilskuer til en fodboldkamp.

Du debuterede i 2005 med den første bog i serien Baade-Og. Hvordan opstod idéen til bogen?
Det begyndte i 1997 med idéen til en spillefilm, som skulle hedde “Dublin Traktaten”; en politisk thriller, som skulle foregå i 2027. Back-droppet for plottet var, at EU for at kunne sammensmeltes til en reel politisk union, er nødt til at afskaffe monarkiet i de lande, hvor det endnu findes, og derfor bliver monarkiet sendt til folkeafstemning – jf. Dublin Traktaten. Der sker så bare det, at diverse højre- og venstreorienterede grupper kaster sig ud i diverse terrorhandlinger op til afstemningen, og det var så dét, der var filmens thriller-plot.

Film-idéen blev antaget af et produktionsselskab, som gik til DR for at få en co-produktion, og DR ville hellere have fremtids-thrilleren som en tv-serie, og det var faktisk en rigtig god idé. Derfor blev hele konceptet tænkt om til en politiserie á la “Rejseholdet år 2027″ – CPH1 skulle den hedde.

Det blev så ikke til noget, men efter et par års arbejde på projektet havde jeg jo oparbejdet en del materiale om samfundsudviklingen frem til 2027, og det var jeg ærgerlig over, skulle gå til spilde.

Så i 1999 gik jeg i gang med at skrive på en novelle om en pensioneret tv-producer, der har lavet en tv-serie om fremtiden, og som bliver interviewet af en ung, kvindelig journalist om dét at sige noget om fremtiden…

Vidste du da, at en bog ville blive til fem bøger i alt (mandag-fredag)? Eller hvordan skred projektet frem?
Projektet begyndte som ovenfor nævnt som en novelle, så allerførst anede jeg ikke, at det ville blive fem bøger, men pludselig var novellen 350 sider lang, og der var hverken hoved eller hale i noget som helst. Til gengæld vidste jeg nu, hvor meget materiale, værket nødvendigvis måtte omfatte.

Så i sommeren 2001 startede jeg helt fra scratch og delte hele molevitten op i tre dele og skrev en synopsis ud fra dét. Den ene del blev dog for stor og måtte deles op i to. Det gentog sig, og derfor blev der i alt fem dele. Det var hele tiden planen, at hver del skulle være en ugedag.

Synopsen holdt hele vejen igennem. Da jeg skrev sidste bind sommeren 2009, var det stadig synopsen fra 2001, jeg arbejdede ud fra. Nogle enkelte kapitler blev pillet ud, og nogle enkelte andre blev sat ind, men i det store hele var det den oprindelige synopsis, der holdt hele vejen.

Beskriv din arbejdsproces – er der et bestemt tidspunkt/ sted du opsøger når du skal ind i dit skriverum?
Det er fast arbejde og tidligt op om morgenen og i gang stort set med det samme. Jeg skriver absolut bedst hjemme ved mit skrivebord, hvor jeg har min bogreol og mit eget køleskab inden for skridtafstand – så behøver jeg ikke bruge energi på at finde rundt i alt muligt andet eller blive forstyrret af andre folks spisetider o.l. Jeg har fået tilbudt mange refugieophold og sommerhuse at sidde og skrive i, men så vil jeg hellere bruge sommerhusene til at holde ferie i.

Hvordan “fandt” du (de to snakkesalige i Baade- Og) frem til Cornelius Magnussen og Tenna E. Rasmussen?
De blev konstrueret efter mange år i tv-branchen, som vrimler med halv- og helgamle mænd, der bager på alt, hvad der har patter og rører sig. Det kan være totalt irriterende ikke bare at kunne passe sit arbejde, så en stor del af min egen vej frem i branchen handlede om at distancere
mig både fra lumre forslag og fra diverse bimbos, der ville på skærmen – og havnede på lagenet.

Nå, men de der mænd fascinerede mig jo alligevel, så jeg tænkte, at det kunne være skæg at skrive sådan en figur – og nu forstår jeg, hvorfor de opfører sig, som de gør, de gamle grisebasser: Det er jo herresjovt! Jeg har haft en fest med at skrive Cornelius!

Han er med andre ord sammenstykket af 4-5 gamle chefer og kolleger, som jeg vil være så venlig ikke at nævne navnene på. Men tak skal de nu alligevel have for at være så fremragende inspiration!

Tenna blev så konstrueret som 1/3 mig selv, 1/3 Bridget Jones, og 1/3 selviscenesættende karrierekvinde med rundsave på albuerne og masser af succes men uden mål eller mening i tilværelsen – og eftersom bogserien blev til, i takt med at Helle Thorning-Schmidt overtog Socialdemokratiet, så førte den sidste tredjedel til en konstant skræk for, at folk skulle tænke “Hey, det er jo Gucci-Helle!” , så lige pludselig blev Tenna meget vanskelig at skrive, og jeg er stadig meget i tvivl, om hun fungerer.

Hvilke af de fem bøger har været den største udfordring og hvorfor?
Den første, fordi den egentlig er ret uinteressant, men nødvendig for de andre: Den præsenterer stort set kun eksisterende viden, men det er viden, der er nødvendig at have for at kunne få mening ud af de andre fire bøger. Den svarer i virkeligheden til teoridelen i en afhandling, og det er dét, alle springer over.

Som den første bog var det den, der fik mest opmærksomhed, men det har formentlig også betydet, at anmeldere og læsere har opfattet Baade-Og som et formidlingsværk, og ikke som et stykke selvstændig tænkning, hvad det først og fremmest er, når man læser de tre sidste bøger og til dels toeren.

Hvorfor blev du forlægger, og hvorved adskiller du dig fra andre forlæggere?
Jeg blev forlægger for at få mine bøger ud. Og jeg begyndte at udgive andre for at blive taget seriøst som forlægger. – Og nu synes jeg, at det er totalt fedt! Jeg har vanskeligt ved at forestille mig et mere tilfredsstillende arbejde. Såeh… held i uheld…

Jeg adskiller mig bl.a. ved, at jeg vitterligt ikke har forstand på skønlitteratur. Jeg læser det næsten aldrig, og når jeg gør, er det virkelig de færreste bøger, jeg får læst til ende. Det gør det stort set umuligt for mig at vurdere de romaner, som folk sender til mit forlag, og over for lyrik har jeg ikke en chance.

Det er muligt, at de bøger, jeg udgiver er en smule aparte – jeg ved det ikke, men det er jeg efter sigende selv, og eftersom jeg kun udgiver bøger, der giver mening for mig, så afspejles det muligvis i udgivelsesprofilen. Det vil jeg lade andre vurdere.

Helt konkret tror jeg nok, at jeg er mere fokuseret på at udnytte nettets muligheder end mange andre små forlag, men det er simpelthen fordi jeg synes, det er et totalt spændende medie.

Hvad er det, du som forlægger kan tilbyde en forfatter, og hvad forventer du at forfatteren tilbyder dig?
Jeg håber, at jeg kan tilbyde et kvalificeret modspil, som hjælper forfatterne hen et sted med deres skriveri, hvor de er glade for at komme hen, og hvor de ikke kunne være kommet hen selv.

Af forfatterne forventer jeg gode manuskripter – dvs. det skal være velskrevet og interessant, og så skal det fortælle noget, som ikke allerede er fortalt.

Er det ikke svært at skrive egne bøger, samtidig med at du er redaktør på andres bøger?
Det er svært at finde tid, men det er ikke vanskeligt at have flere bolde i spil på en gang.

Kan du spotte en bestseller?
Det kan jeg roligt sige nej til.

Kan man være sin egen redaktør?
Ikke særlig godt, og jeg vil til enhver tid advare mod det. Jeg vil også gerne på det bestemteste afskrække enhver fra at starte eget forlag. Hvis det skal være bare nogenlunde vellykket, så kræver helt vildt meget arbejde, og alle odds er imod en, hvis man udgiver sine egne bøger.

Hvad er dine visioner omkring Det Andersenske Forlag?
At opbygge et dannelses-imperium.

Hvor er Det Andersenske Forlags dannelses-imperium i sin udvikling?
Vi er ved at sammensætte stormtropperne…

Du opfordrer ofte til debat omkring dine bøger. Kan man ikke komme til at debattere emner ihjel?
Jo, hvis det kun er de samme mennesker, der deltager hele tiden.

Kunsten er dels at få bredt deltagerkredsen ud, så debatten kommer ud i alle kroge af samfundet, dels at kvalificere debatten med noget viden og oplysning. Der er alt for meget tom snak og meningsdannelse på basis af uvidenhed og følelser, og det kan vi ikke løse reelle problemer med.

Hvad er et godt sprog, og hvad er god skrift?
En kombination af godt håndværk og eksperimenter ude på sprogets, æstetikkens og erkendelsens grænse. – Men det afhænger naturligvis af, hvem man skriver til og hvorfor. En juridisk tekst har bare at holde sig inden for rammerne, mens lyrik gerne skulle ligge et godt stykke udenfor.

Har det danske sprog det godt og hvorfor/ikke?
Jeg synes, vi dovner den og tillader hinanden at dovne den. Jeg er fx holdt helt op med at høre dansk radio, for jeg synes, at både mellemspeaken og dansk pop er så hjernedødt, at det ikke er til at holde ud at høre på. Det, der er dansk og ligger på toppen af hitlisterne i øjeblikket, er blottet for enhver form for metaforer eller poesi, det er blottet for finesse, humor og overskud, og der er heller ikke styr på selv de mest basale tekniske færdigheder fra tekstforfatternes side. Mange af teksterne er “du er for lækker, du er for lækker, åh-åh-åh, din krop er for lækker, din krop er for lækker, åh-åh-åh…”. Det er meget muligt, at tekstforfatteren har bollet én, der er for lækker, men det er ren beskrivelse uden et eneste “mellemlag” af billeddannelse eller ny vinkel på fx dét at være lækker, og derfor er det elendigt som tekst.

Tag så idiotisk en sang som “Gid du var i Skanderborg”; det er ikke stor kunst og var det heller ikke, da den kom frem, men det er en original idé, og “gid du var i Skanderborg og ble’ der / kære Peter” det er da en lille perle af et rim.

Eller – åh, skræk, jeg blev så træt af den sang! – Brdr. Olsens “Smuk som et stjerneskud” (kom i øvrigt altid til at tænke på stegt rødspætte med rejer og asparges, men det er en anden historie), det var ordentligt håndværk og en simpel, original idé, der holdt fra ende til anden. Og da de lavede en international version, så gjorde de sig den umage at lave en ny, engelsk tekst, der fungerede på sine egne præmisser: “Fly on the Wings of Love”: et klart billedsprog, som præsenterer en original, klart afgrænset idé; “fly baby, fly-y-y-y!”, som oven i købet spillede helt fantastisk sammen med melodien og gik op i en højere musikalsk enhed. – Læg også mærke til, hvor elendige de engelsksprogede tabersange i det internationale grandprix er, de siger også bare “you’re so wonderful, you’re so wonderful, oh-oh-oh…”. Vinderne betjener sig af sproglige billeder og metaforer – “Like a satelite, I’m in an orbit all the way around you”.

Af samme årsag har jeg altid haft stor respekt for Keld Heick, men han var for alvor en helt, det år, hvor han kritiserede grandprix-vinderen for at have en elendig tekst. Manden havde totalt ret! – Og blev skoset over en bred kam.

Hvis dansk kultur er truet, så er det fra elendigt håndværk i underholdnings- og kunstsammenhæng og fra en befolkning, der er for doven og uoplyst til at opdage det og kræve noget kvalitet. Det er formentlig elendig danskundervisning i skolerne, hvor man ikke lærer at skelne skæg fra snot, som har en del af skylden.

Til sammenligning er det ret interessant at lytte til svensk og tysk radio. Niveauet er bare så meget højere.

Så, desværre, jeg synes, det står sløjt til med det danske sprog, og der er kun én årsag: os selv og vores dovenskab. Herunder noget 70′er-pædagogik, som lagde mere vægt på, at alle skulle udtrykke sig, end at man skulle kunne noget. – Måske var det også derfor, jeg kedede mig så jammerligt i skolen.

Har det danske sprog en fremtid og
hvis ikke – gør det så noget?

Dansk har en fremtid, hvis vi gider bruge det, udvikle det og udfordre hinanden på det. Ellers bliver det delt i to:

På den ene side bliver det en museumsgenstand, et finkultur-fænomen for de få feinschmeckere, der finder det eksotisk stadig at kunne læse H.C. Andersen, Holberg, Poul Henningsen, Georg Brandes og Kierkegaard på originalsproget.

På den anden side et hverdagssprog for taberne, der ikke er i stand til at slå over i engelsk og arbejde globalt.

Så hvem bliver taberen her?
Det bliver danskerne, den danske kulturarv og især de næste 2-4 generationer, der skal vokse op med forældre, lærere og medier, der ikke kan betjene sig af et nuanceret sprog. Dels fordi det danske sprog går i glemmebogen og bliver mere og mere primitivt, og dels fordi folks engelskkundskaber ikke er nær så gode, som folk tror, de er. Dvs. at vi kommer til at udtrykke os barnagtigt usofistikeret på to sprog.

Hvor stor magt har sproget?
Sprog er det mest komplekse, vi har at tænke med som mennesker, så det styrer stort set alt og har derfor en enorm magt. Det er dog ikke nødvendigvis det semantiske indhold, der tæller mest, men derimod den følelsesmæssige patos, hvormed det bliver udtalt.

Er du egentlig en sprognørd?
I allerhøjeste grad.

Hvilke genrer er krævende læsning for dig og hvorfor?
Naturvidenskabelige forskningstidsskrifter, krimier og dameblade – jeg har ikke forudsætningerne for nogen af dem.

Forskningstidsskrifter kræver, at man kan matematik, og jeg har ikke det matematiske fundament for at kunne forstå formlerne. Hvilket irriterer mig grænseløst, for jeg kunne ligeså godt have lært noget matematik i skolen, når jeg nu alligevel var der så mange timer hver dag. I stedet læser jeg New Scientist, der ikke er et forskningstidsskrift, men som skriver om den seneste forskning henvendt til akademikere inden for alle felter.

Krimierne og spændingsbøgerne forsøger jeg mig med en gang imellem, men for det meste er plottene så usammenhængende, karaktererne så flade, og teksterne så fulde af faktuelle fejl, at jeg mister interessen. Det hænder, at jeg så begynder forfra og simpelthen leder efter fejlene, og det kan være en meget sjov øvelse, som man kan lære en del af. Da Vinci-koden endte med at blive totalt overskrevet i margenen frem til cirka midten af bogen, hvor jeg ikke orkede mere.

Dameblade handler om drømme, og jeg deler bare ikke drømmen om lange øjenvipper.

Er der forfattere, du “linker” godt med og hvorfor? Forbilleder og lign.?
Holberg, Strindberg, Kierkegaard, Nietzsche, Douglas Adams og Svend Åge Madsen – og hvis jeg endelig skal læse noget “normalt”, så foretrækker jeg de store klassikere.

Fælles for dem er humoren, det intellektuelle overskud, evnen til at forestille sig og skrive verdener, der er anderledes end den, vi kender. Deres skæve vinkler udfordrer. Deres skriverier løfter.

Kierkegaard læser jeg ikke som en “fjern” filosof, men som en ligesindet jævnaldrende. Desværre er vi kronologisk fejlplaceret i forhold til hinanden, så jeg kan læse, hvad han skriver, men han kan ikke læse, hvad jeg skriver. Det er kanon ærgerligt, men jeg morer mig altid kosteligt i hans selskab, selvom han kan være noget prætentiøs fra tid til anden.

En journalist har i sin tid sammenlignet dig med Svend Åge Madsen og Jes Stein Pedersen? Hvorfor tror du det?
Er jeg blevet sammenlignet med Jes Stein Pedersen? Hvor?

Det med Svend Åge Madsen er sandt, så jeg kontaktede ham for at høre, om han havde lyst til at udveksle bøger. Lene Andersen anede han ikke, hvem var, men Jesper Knallhatt havde han hørt om, så det ville han gerne. Det har jeg haft stor fornøjelse ud af, for jeg havde ikke læst noget af ham i forvejen, men det har jeg nu! Han er totalt for sej!

Sammenligningen skyldes formentlig de skæve indfaldsvinkler, at vores universer er lidt “off”, og at der både er humor, folkelighed og noget totalt nørdet over vores måder at skrive på.

Nettet har muligheder. Hvor går grænsen?
Ved lovgivningen. Forhåbentligt…

Hvorfor har folk så svært ved at acceptere udgivelser på nettet?
Det undrer også mig. Formentlig fordi der ligger så meget snot derude, og der endnu ikke er en standard for, hvordan man skiller skægget fra. Og så naturligvis, fordi det stadig er nyt, og aviser og andre ikke har fundet ud af at anmelde sites og opstille nogle æstetiske og funktionelle krav til et godt website, så man har noget at forholde sig til. – Og så selvfølgelig, fordi der ikke er nogen penge i netudgivelser endnu, ikke direkte i hvert fald. Man forærer sit arbejde væk i håb om at kunne tjene pengene på foredrag, undervisning, performance og andre ting.

Er det et spørgsmål om tid, inden websites bliver anmeldt på samme måde som bøger?
Det regner jeg med.

I 2010 udkom din bog ‘Demokratihåndbogen’. Fortæl om bogens tilblivelse?
Den er lang og kedelig (tilblivelsen, ikke bogen!) – i hvert fald frem til udgivelsesdatoen, for den er jo ikke færdig. Dels er der muligheden for at oversætte til alle mulige sprog – p.t. engelsk, tysk, fransk og vietnamesisk – og dels kan jeg jo tilføje rettelser og eventuelt nye kapitler, hvis der er behov for det. Det er en helt fantastisk mulighed, netop fordi det er en netudgivelse: værket er ikke færdigt, og bliver det muligvis heller aldrig. Det er en proces, og det vil altid være en proces. Det er ret sjovt.

Hvilken verden vil du gerne leve i og hvorfor?
Den, vi er i. Jeg synes, den er fantastisk, og jo mere jeg lærer om den, desto mere fantastisk synes jeg, den er.

 

Skriv et svar