Lars Skinnebach

 

Lars Skinnebach er dansk digter, f. 1973 i Galten. Uddannet fra Forfatterskolen modtager af Montanas Litteraturpris i 2009. Seneste udgivelse er bogen 'Øvelser og rituelle tekster' 2011. Forfatteren maler hvert eksemplar i hånden og hver bog indeholder tekster der ikke findes andre steder. Når man køber bogen, skriver man under på en kontrakt om ikke at købe andet end mad i 5 dage fra man køber den.

Du er født i Galten og opvokset i Egedesminde, Holsteinsborg og Roskilde. Hvad tror du det har gjort ved dit sprog?
Jeg opfatter mit sprog mere og mere som en grønlandsk dialekt. Det er en øvelse at kunne tale dansk tilstrækkeligt vel til, at selv ødelæggelsens af det, af dets regler og betydningsdannelser f.eks, er troværdig. Øvelsen er en krigshandling uden ofre, men med det formål at overtage magten, at besætte sproget, det danske.

Hvordan blev du digter og hvorfor?
Jeg ville ændre samfundet gennem erkendelse. Jeg var femten og trak Malinovskis Vinterens Hjerte ud af mine forældres reol. Den eneste digtsamling de havde, som de havde arvet af min farmor. Jeg tog den med op på værelset, læste den og skrev 6 digte. Det første lød:

EN GRUPPE SULTNE
EN GRUPPE SULTNE
EN GRUPPE SULTNE
ÆDER SIG VELTILPASSE
I EKSTATISK UHENSYN
NARRES IKKE AF MARTYRENS
MÆTTENDE SKIKKELSE
EN BEUNDRINGSVÆRDIG GRUPPE SULTNE

Nytter det at skrive digte – ændrer det verden at skrive digte?
Jeg mener, at vi kan ændre verden og igangsætte en handlen gennem erkendelse og at digte er et af de bedste erkendelsesredskaber vi har. Digtningen kan alt muligt fra at inspirere til at søge bedre levevilkår og igangsætte revolutioner og til at helbrede sygdom.

Hvilke forfattere inspirerede dig for 15 år siden og hvilke inspirerer dig i dag?
Der er ofte sådan nogle lister over “de forfattere der inspirerede dig” og uanset hvor fremragende de nævnte digtere og forfattere så end er, så har det undret mig hvor konforme forfattere er, at de lister ligner udskrifter fra Den Litterære Kontrol, mere end de ligner andre eller nye måder at læse og tænke litteratur på. Men i dag synes jeg ikke forfattere er særligt inspirerende. For tiden læser jeg folkeviser, især fordi jeg er interesseret i forbindelsen mellem det magiske indhold i trylleviserne og det, at kædedansene skulle aktivere det parasympatiske nervesystem og hensætte folk til drømmelignende oplevelser og erkendelser.

 

Du er uddannet fra Forfatterskolen i København (1994-96) og nu er du også ansat som lærer, samme sted. Hvad har det givet dig, at stå på begge sider af pulten?
Der er ingen pult.

Hvordan påvirker din lærergerning (Forfatterskolen) forfatteren i dig?
Det øger simpelthen refleksionsniveauet, at jeg skal påtage mig hovedansvaret for den litterære samtale i det man kunne betegne som et arbejdsfællesskab.

Hvis du mødte dig selv som elev, hvordan ville du undervise dig selv?
Jeg ville udsætte mig for eksperimentelle øvelser, såsom at skrive en tekst, lukke mig inde i et skab i halvanden dag, skrive den samme tekst, lukke mig inde i et skab osv. og se hvad der sker. Den slags gør jeg ikke med mine nuværende elever, men netop fordi jeg ikke ville have alle mulige etiske forbehold over for mig selv, kunne jeg undervise mig meget effektivt. Derfor er det også vigtigt at eleverne praktiserer selvundervisning. Men jeg ville også stadig bare læse tekster og konstant diskutere hvad i alverden vi skal med litteratur og kunst.

Debuten ‘Det mindste paradis” (2000) blev kaldt en kanon-debut. Den indeholder 22 korte digte. I denne samling dukker sommerfuglen op flere steder. Hvad gør den i digtsamlingen, og hvorfor lige netop den?
Jeg aner det ikke. Eller der var sikkert sommerfugle der hvor jeg skrev. Jo, jeg kan huske at der var en sommerfugl, der fløj op af askebægeret foran mig, mens jeg sad og skrev på et digt og så skrev jeg noget i retning af “en sommerfugl springer op af askebægeret”. Det passede fint ind i sammenhængen eftersom digtet var et frigørelsesdigt fra puberteten (puben) hos mine forældre. Uanset er der kun et enkelt digt, der stadig interesserer mig i den bog.

I 2004 udkom ‘I morgen findes systemerne igen. Samlingen rummer “sindssyge udsagn og hysteriske besværgelser, direkte tale med blotte konstateringer”. Hvorfor synes du det var nødvendigt for den danske litteratur? Og er det stadig nødvendigt og hvorfor?
Jeg er på ingen måde enig i den karakteristik. For mig var det de klogeste og mest intelligente udsagn jeg kunne finde frem til.

Hvad er der med dig og den såkaldte ‘Cut-up-teknik’, som du bruger? Kommer den rytme naturligt til dig eller hvordan arbejder du, når du skriver et digt? Hvordan åbner du et digt?
Hvornår ved du at digtet er færdigt?

Altså, jeg har aldrig brugt cut-up-teknik (se: http://en.wikipedia.org/wiki/Cut-up_technique) og siddet og skåret sætninger ud og sådan, men en bevidsthed som min der er opvokset med mange forskellige medier og har hentet sine informationer fra fjernsynet, tegneserier, computere, såvel som fra bøger og aviser tænker bare ikke i lineære og retoriske skabeloner fra a til b, men tænker nærmere i de sammenhænge der er mellem forskellige domæner eller forstår mening i det fragmentariske. Det er sikkert en af forklaringerne, en anden forklaring kunne være at jeg vil udvide de sproglige muligheder for betydningsdannelse gennem det abrupte sprog og den ødelagte grammatik. At en stor del af betydningsdannelsen sker i måden sætningerne opfører sig på. Men jeg gør jo alt muligt, har gennem tiden skrevet på alle mulige måder. Jeg har en ide om at gennemgå så mange sproglige erfaringer som muligt.

Hvor mange omskrivninger må dine digtsamlinger igennem før de er klar til udgivelse?
I den første var hvert digt igennem 20-30 omskrivninger. I de seneste har der ikke været omskrivninger, det er improvisationer, men så har jeg brugt lang tid på at læse dem og sætte dem sammen i afsnit osv.

Digtsamlingen ‘Din misbruger’, har lidt det samme raseri i sig, som førnævnte digtsamling. Er du en vred digter.
Der er folk der har opfattet det som et vredt sprog. Personligt er jeg nok mere desperat over f.eks at have nogle erkendelser omkring hvad der er nødvendigt at gøre, hvis vi gerne vil undgå nogle humanitære katastrofer som følge af klimaforandringerne, der vil få en atomkrig til at virke ubetydelig og så det faktum at der ikke bliver gjort det nødvendige. Men det har simpelthen også virket kvalmende på mig, hvis jeg skulle sidde og skrive nydelige kærlighedsdigte i et priviligeret land, mens det forsvarede sine privilegier gennem krigsdeltagelse, gennem at logre for en supermagt frem for at respektere FN, gennem at lukke grænserne for og mistænkeliggøre selv forfulgte folk osv osv. Jeg har i hvert fald ikke haft lyst til at bekræfte den verdensorden.

Når du læser op, råber og skriger du ofte. Publikum elsker og frygter det. Hvad sker der, når du begynder din oplæsning? Hvorfor råber du? Udøver du “digterisk terror”?
Det har været forskelligt fra bog til bog. Mest af alt opfatter jeg det som kompleks sang. Tidligere har en digter groft sagt været heldig, hvis vedkommende mødte en ældre digter som en havde nogle optagelser liggende af Dylan Thomas og en håndfuld andre digtere. Nu er der tusindvis af digteres oplæsninger tilgængelige på arkiver på nettet. Så jeg har studeret virkelig mange digteres oplæsninger og haft en ide om at være med til at etablere en genre med sin egen tradition, en ide om at orientere mig i en tradition,
hvor digtere tidligere har set oplæsningen som noget der bare skulle formidle bogen og hvor de måske mest af alt har overtaget nogle måder at læse op på som den foregående generation i den by i det land de nu engang boede i har praktiseret. Jeg mener faktisk ikke selv at jeg nogensinde har råbt, men publikum har måske hørt det sådan, fordi de ikke vidste hvordan de ellers skulle karakterisere det.

‘Din misbruger’ blev skrevet, mens du boede i København. Hvilken form havde digtsamlingen fået, hvis du havde skrevet den i Bergen, var den evt. blevet mere “forsonlig”?
Digtene er mere eller mindre skrevet i Kbh allesammen, men jeg brugte halvandet års arbejde på den mens jeg boede i Bergen, på at læse digtene hver dag og acceptere dem som noget jeg havde skrevet. Tiden i Bergen var ikke mere forsonlig, men der var nogle andre problematikker.

At poesien har trange kår ved mange. I ‘Din misbruger’ kommer ordene: At æstetisere erfaringer er det mest tarvelige erhverv der undskylder dine bødler, her lugter af appelsiner og venligheder. Staten må betale sine forbrydere med forsigtighed og fonde. Hvor vil du hen med alle dine digtsamlinger? Hvordan tror du digte skal overleve i en tid hvor e-bøger vinder mere og mere terræn? Vil en digtsamling fx være det samme i en e-bogslæser som på papir?
Jeg gider ikke den der offerretorik omkring poesiens trange kår, fordi jeg tror ikke det forholder sig sådan. Der er nogle fremragende digtere der har trange kår. Men poesien som sådan bliver stadig støttet af staten, der bliver forsket i den på universiteterne, undervist i den på skolerne, unge mænd og kvinder sidder stadig på små værelser og i lejligheder og forstår sig selv og omverdenen gennem poesien og den nordiske og internationale poesi er tilgængelig for os som aldrig før gennem nettet.

Skriver du på computer eller skrivemaskine når du komponerer digte?
Jeg skriver på og med hvad som helst.

Hvordan har du det med at promovere dig selv?
Det har ikke interesseret mig.

Når jeg siger ‘Fanø’, hvilke tanker dukker op i dig?
Jamen, det er lidt omfattende. Jeg bor og lever her, danser i forsamlingshuset, øver mig på musikken, hilser på naboen, begraver de døde kaniner.

Hvordan forener du det sociale liv og digter-livet? Eller kan man skille sig selv op på den måde?
Digterlivet foregår mest i det skjulte, i andre byer og i en abstrakt offentlighed.

For at blive ved ovennævnte bog, så modtog du Montanas Litteraturpris for digtsamlingen. Hvad gjorde det ved dig og hvad gør det ved dine kommende bøger? 

Det gjorde mig kortvarigt rigere.

Erik Skyum-Nielsen var både forvirret og begejstret over digtene i ‘Enhver betydning er også en mislyd’. Han kaldte den ‘genremæssigt retningsforstyrret’. Hvordan fik denne digtsamling sin “krop”? Var den “genremæssigt retningsforstyrret” fra starten af? Og ved du ofte hvor digtenes væsen tager dig hen?
Når jeg nu opfinder en ny genre, der hedder “genre” og bogen er en foreløbig definition af hvad den genre kan og skal, så giver det ikke mening at tale om at den er genremæssigt retningsforstyrret. Men det er klart, at hvis man vil læse den som noget andet, som en digtsamling f.eks, så kan det virke mærkeligt, at der kun er meget få digte i. Så kan den virke forstyrret.

Du peger selv på nogle vigtige spor, der løber igennem bogen. Vil du fortælle lidt om disse spor?
Et spor er, at vores måde at forstå virkeligheden på består af relationer f.eks. mellem her og der, mig og omverden og at de relationer har en værdi og at vi kan ændre relationerne og dermed virkeligheden ved at ændre værdierne.

Der er en trend omkring musikere/digtere i dag. Fx er der stadig flere digtere og forfattere, som indgår musiske samarbejder. Hvad gør musik ved digte og omvendt?
Det jeg skriver på for øjeblikket som er “Øvelser og rituelle tekster”, der indsætter jeg mange af de valg man træffer i selve skrivningen om en linje skal være nutid eller fortid, om det skal handle om nærværet ved skrivesituationen eller handle om barndom eller samfund eller… Alle de valg har jeg udskiftet med funktioner i form af figurer, lyde, frembringelser på forskellige instrumenter osv. På den måde kan jeg lave en notation af en struktur, en rækkefølge af nogle valg og deres indbyrdes relationer. Det betyder at jeg er ved at opfinde et improvisationssystem for tekstfrembringelse, men hvor selve frembringelsen ligeledes kan opleves som en musikalsk komposition. Tingene er altså sammenvævet, uadskillige for mig. Og min måde at forstå bogen eller digtet på har musikken som forudsætning og omvendt.

Hvad synes du at din litteratur skal gøre ved læserne?

Nu er jeg træt, nu vil jeg i seng, nu kan jeg ikke mere. Godnat. Godnat og sov godt. Tak i lige måde.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar