Lars Bukdahl

Lars Bukdahl er redaktør af Hvedekorn og anmelder på Weekendavisen

Lars Bukdahl, du er en dansk digter og litteraturanmelder, født den 14.8 1968 og … (forsæt selv sætningen)?
i live (dansk/engelsk titel på digtsamling af Poul Borum fra 1972 (et digt derfra: “Lysets flygtighed er lysets bestandighed/ som en hånd/ holdt op/ mod lyset/ gennemrød og åndende// Vi ved ingenting/ og det vi ikke ved glemmer vi så hurtigt/ som nu denne hånd// Indeni hånden er der en mørk skov/ lyset har sagt til mig/ at jeg skal flytte ind/ og bo dér”)

Beskriv den 10-årige dreng, Lars Bukdahl.
Bebrillet og fornørdet på tegneserier og karikaturtegninger.

Hvor har du øvet dig i at skrive og hvad røg ned i skrivebordsskuffen?
Der nåede ikke at ryge særlig meget ned i skrivebordsskuffen. Jeg begyndte at skrive poesi (før da havde jeg skrevet skoleblad, det er ikke helt det samme, og ikke helt noget andet) i gymnasiet, da jeg opdagede, at min gode vens Jens Blendstrup gjorde det, og i Hvedekorn 1, 1987, debuterede jeg, og samme efterår udkom min første digtsamling. og i 1988 blev jeg hyret til at skrive anmeldelser på Kristeligt Dagblad, så det var ikke bare learning by doing, men learning by and while publishing, sundt og usundt nok.

Er der en bog, du har givet en dårlig anmeldelse, som det har kriblet i dig for at omskrive?
Mener du omskrive anmeldelsen eller omskrive bogen – der er flere bøger jeg gerne har villet omskrive og færre anmeldelser – der er måske enkelte gange, hvor man bagefter ville ønske, man havde været knap så hård eller, tiere, knap så blød, men der er ikke nogen anmeldelser, jeg som sådan fortryder.

Hvordan så din bogsamling ud da du blev student fra Aarhus Katedralskole i 1987 og hvordan ser den ud nu?
Dengang var den overskuelig, nu er den u-.

Du har nævnt, at man ikke skal bede dig fortælle om bøger, som du holder af, for man risikerer at igangsætte et vandfald, som er venligsindet, men uden nåde og mådehold. Så vil jeg i stedet spørge om der er nogle forfattere du absolut ikke vil læse en bjælde af?
Der er visse forfatterskaber, læste og ulæste, jeg nærer en ret absolut mistillid til, og bare fx femikrimiforfatteren Elsebeth Egholm, som jeg har læst 3-4 skrækkelige femikrimier af, men som kritiker kan jeg blive nødt til at svare og praktisere, at jeg er villig til at læse alt, fordi man grundlæggende aldrig kan vide, hvor og hvem den gode litteratur kommer fra – for ti år siden plejede jeg at sige: selv Mads Brenøe kan komme til at skrive en god bog, og det gjorde han så. Selv Elsebeth Egholm kan – selvom det er højst usandsynligt – komme til at skrive en god bog.

Du debuterede i 1987 på Borgen med ‘Readymade!: stævnemøder og moderne digte’. Så lavede du en gendigtning af debuten i 2006 og kaldte den ‘GO GO! Readymade 2-3′. Hvor meget ændrede ‘Readymade!’ sig under processen? Og lykkedes projektet?
Jeg ved ikke, om projektet lykkedes, eller om det skulle lykkes. Det var en digtmaskine: 2 x nye digte til de gamle titler, med indbygget eksistentiel/forfatterskabsmæssig ekkovirkning; da maskinen var på plads, koncentrerede jeg mig om at skrive nogle gode digte, hvoraf et mindretal eksplicit linkede sig på de gamle, fordi de ikke kunne lade være – jeg var glad for processen og er glad for bogen, både som brik i forfatterskabs-spillet og som patenteret digtmaskine og som en samling enkeltdigte.

I 1994 blev du for resten cand.phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, hvorfor det? Er litteratur en videnskab?
Litteratur er vel ikke en videnskab, det er en kunst – men selvfølgelig kan man godt beskæftige sig videnskabeligt/akademisk med litteratur: analysere skrapt og fortolke dybt og gruble vidtløftigt og så bare måle og tælle og dokumentere, hvilket jeg som kritiker alt sammen holder meget af.

På Darwins tid fandt en livlig udveksling af idéer mellem litteratur og videnskab sted, og talrige forfattere kastede sig over hans teori. Vil du anmelde hans teori her?
Næh, men jeg synes måske det er lidt uopfindsomt, at vi skal forestille at stamme fra aberne, hvorfor ikke flamingoerne?

Hvorfor finder vi litteratur, lige fra masseproducerede til smalle bøger, i alle dokumenterede kulturer?
Fordi vi åbenbart holder så meget af sang og fortælling, at det til forveksling ligner en nødvendighed.

Hvilken rolle spiller litteratur i en verden, hvor kun den bedst tilpassede overlever?
Det ved jeg virkelig ikke; jeg ville savne sprogkunst, hvis det ikke fandtes – og ville, tror jeg, forsøge at opfinde det, sammen med forhåbentlig og formodentlig mange andre.

Kan litteratur øge vores chancer for at overleve i den verden vi kender?
Jeg nægter at opfatte og propagandere for litteraturen som nyttig, selvom den sikkert er det.

Er det litteraturen der tilpasser sig vores verden eller omvendt?
Begge dele vel. Nogle opfinder en søgemaskine, og kort efter har vi Google-digtning. På den anden side er vores bevidstheder ret meget styret og programmeret af alverdens fortællinger, som Svend Åge Madsen igen og igen påpeger, og apropos Svend Åge: Århus former hans bøger, lige så meget som hans bøger former Århus (det virkelig Å og Å i vores hoveder).

En påstand: For at forstå litteraturens væsen, må man forstå menneskets væsen. Hvordan ser du på det?
Jeg nøjes med (som menig læser) at opleve og (som kritiker) karakterisere de bøger, jeg læser, så må alle den slags væsener passe sig selv.

I 2005 udgav dansklærerforeningen en serie letlæsningsbøger, som skulle indgå i undervisning. Du bidrog med – ‘Mars er for tabere’ – en rigtig science fiction hvor drengen, Billy Bob Malone, elev på NASA’s hemmelige astronautskole, møder et sært kattedyr som truer med at opsluge mælkevejen. Hvad motiverede dig til at deltage?
Jeg ville finde ud af om det gjorde en forskel at skrive for børn, og om jeg overhovedet kunne finde ud af det. Og det gjorde faktisk en forskel: Det var meget, meget sjovere, fordi man skriver tværs gennem prætentioner og fordomme (også ens egne) om, hvad litteratur er, frem til en klar spilfærdighed og direkte henvendelse, der er temmelig berusende.

Hvilke genrer vil du så absolut ikke skrive?
Man skal aldrig sige aldrig, heller ikke til at skrive opera-librettoer.

I 1994 fik du et arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Ændrede det noget?
Næh, mine bøger blev påskønnet, hvilket altid er rart, og jeg fik en god sum penge, der gjorde min tilværelse lettere og behageligere, først og fremmest fik jeg råd til at købe en ejerlejlighed.

Senere fik du Kunstrådets formidlingspris – ændrede det noget?
Næh, se svaret ovenfor, denne gang er pengene primært gået til et nyt badeværelse.

Nu vi taler om legater. Regeringen havde gang i massive besparelser på litteraturstøtten. Hvad tror du det ender med? Og er der andre måder at vi kan sikre og styrke dansk som et samfunds- og kulturbærende sprog.
Nu endte det jo faktisk med, at forfatterne beholdt deres penge, permanent. Og ved siden af at give forfatteren penge for at skrive god litteratur, går jeg meget ind for, at børn og unge får tudet ørerne om og med god litteratur i skolen og gymnasiet, og forhåbentligt på en øjenåbnende og (læse)mobiliserende
facon.

Har det danske sprog en fremtid – og hvis ikke, gør det så noget?
Det ved jeg ikke, men mon ikke, og jeg ved heller ikke, om det gør noget, hvis det ikke har en fremtid, men mig ville det gøre noget, eftersom jeg udtrykker mig bedst på dansk, og jeg elsker at udtrykke mig.

Skriver mænd og kvinder forskelligt, og hvis vi gør, på hvilken måde viser det sig?
Umuligt spørgsmål! Al virkeligheds- og identitetsdannelse er kønnet, og den kønnethed giver sig også udtryk i de måder, vi skriver på, enten som accept af litterære kønsroller eller som modstand mod dem. Lige nu oplever jeg, at de yngste digtere af hunkøn, som jeg støder på dem som anmelder og som Hvedekorns-redaktør, er næsten aggressivt fabulerende og vrængende (om og af mændene), mens digterne af hankøn holder sig køligt samplende eller koket ironiske (og ikke særlig meget vs. kvinderne), og det ligner jo til forveksling en kønsforskel.

Er der noget du gør ved sproget, som andre ikke gør?
Forhåbentlig (jeg skrev først ‘fårhåbentlig’, men mente ‘vædderhåbentlig’).

Hvor meget kan du styre læserens oplevelse ved hjælp af sproget?
Så meget som muligt, eftersom jeg ikke har noget andet styretøj!

Har sproget sine begrænsninger?
Ja, ja, men det er ikke så interessant, når det stadig har så sindssygt meget potentiale, som forbliver uudnyttet.

Du har undervist på Københavns Universitet og Forfatterskolen i København. Hvad har det givet dig som forfatter?
Ingenting, men måske nok noget som kritiker: at undervise (og holde foredrag, som jeg gør rigtig meget) er, hvis man tillader det at være det, at tænke højt på en skidegod, forpligtende måde.

I 2008 blev du redaktør for tidsskriftet ‘Hvedekorn’. Hvorfor findes dette tidsskrift og hvad betyder det for dig?
Hvedekorn findes for at debutanter og unge digtere og midaldrende digtere og gamle digtere har et åbent og eksklusivt tidsskrift, de kan sende deres digte til og få svar på deres digte fra og, hvis de er talentfulde, digterne og digtene, få deres digte trykt i. Hvedekorn betyder patetisk meget for mig (hulk!) – det er det eneste uforfalsket meningsfulde, jeg foretager som litterat.

Hvornår er digte kedelige?
Kedeligt svar: når de er kedelige.

Du er anmelder på Weekendavisen og kendt og frygtet/elsket af mange. Hvorfor blev du anmelder?
Fordi jeg syntes, det var et åndssvagt cool job, hvilket det også er.

En eller anden har engang sagt at det ville være sweet at få skovlen under dig (dine bøger) men at det faktisk ikke er helt let. Så hånden på skriften: Anmelder du bogen eller forfatteren, når du anmelder?
Bogen, men hvis forfatteren har svært ved at skille sig selv fra bogen, eller omvendt (hvilket goså er en af de hyppigste årsager til, at bøger bliver dårlige), kan det selvfølgelig godt opfattes som en anmeldelse af forfatteren også, det er det imidlertid ikke.

 

Skriv et svar