Kirsten Thorup

 

Kirsten Thorup, f. 1942, debuterede i 1967 med digtsamlingen 'Indeni-udenfor'. Derefter fulgte romaner som 'Baby' (1973), Lille Jonna (1977), 'Himmel og helvede (1982), 'Elskede ukendte' (1994) og 'Bonsai' (2000) med flere. Romanen 'Tilfældets gud' udkom i foråret 2011. - Foto: Tove Kurtzweil

Du blev født 1942 i Gelsted på Fyn og voksede op der. Du tog studentereksamen i 1961 fra Fredericia Gymnasium og boede et års tid i England. Derefter flyttede du til København. Hvad har de forskellige miljøskift fra provinsmiljø til storby betydet for dit virke, som forfatter?
Miljøskiftet fra land til by har haft afgørende betydning for mit liv og dermed også for mit virke som forfatter. Dette miljøskifte, der ikke på det ydre plan er særlig dramatisk mht. til den geografisk afstand, det er trods alt inden for samme lille land og sprogområde, er på det indre plan for et ungt menneske meget dramatisk – for ikke at sige traumatisk. Jeg skiftede også til en helt anden socialklasse ved at gå på gymnasiet og senere universitetet. Dengang var der kun 5% af en ungdomsårgang, der fik studentereksamen, så der var meget få med min baggrund, dvs. landmiljø, smålandbrug, småhandlende, i gymnasieklasserne.

Allerede i gymnasiet skulle jeg omstille mig til en helt anden omgangsform, hvor jeg ikke kendte koderne og følte mig usikker og klodset som Bambi på isen. Jeg havde fornemmelse af ikke at høre til nogen steder. Hverken i det miljø jeg kom fra eller det universitetsmiljø jeg havnede i. Min far var meget ked af at jeg blev student, for slet ikke at tale om at ville studere videre på universitetet. Han mente det ville fjerne mig fra min baggrund dvs. ham, og det havde han jo ret i. Og denne hjemløshed har fulgt mig lige siden. Romanerne, at skrive og digte, er blevet et hjem for mig.

Det mest traumatiske var, at jeg skulle lave mit sprog om til en form for rigsdansk. Det er umuligt at tale fynsk i København uden at blive til grin. Det betyder at jeg ikke længere taler mit barndomssprog, men en slags tillært kunstsprog som jeg ikke føler er mit og ikke føler mig hjemme i. Det hæmmer mig stadigvæk, når jeg skal udtrykke mig mundtligt. Dette sproglige traume deler jeg med mange, der er flyttet fra landet til byen.

Jeg har brugt dette (for mig) så vigtige eksistentielle tema forskellige steder i mine romaner. I Jonna-serien. Jonna drømmer om at komme væk fra landsbyen/stationsbyen. Det gjorde jeg også som barn. Og jeg var fra begyndelsen klar over, at vejen ud gik gennem uddannelse at jeg (i modsætning til mine brødre) skulle i realskole og dernæst i gymnasiet. Problematikken land/by går også igen i den kvindelige hovedperson, Nina, i Bonsai. Og i datteren, Ellen, i Ingenmandsland.

Hvornår begyndte du at leve i skriften for alvor?
Det kommer langsomt. I begyndelsen skrev jeg mere sporadisk, når “ånden var over mig” eller jeg havde et behov for at udtrykke nogle tanker og refleksioner, hvis jeg havde problemer eller var ulykkelig. Det tog flere år før jeg begyndte at leve i skriften. Først efter jeg begyndte at skrive romaner, som kræver nogle længere sammenhængende arbejdsforløb. Siden har jeg levet i skriften som i en slags afhængighed – ikke af bogstaver og ord og historier på papiret, men at gå fra virkelighedens verden og ind i fiktionens verden, fantasiens uendelige og magiske verden. Så nu sidder jeg i saksen. I et slags livslangt fangenskab. Det ved man ikke når man i sin uskyldighed begynder at skrive. og hvis nogen havde fortalt mig det, da jeg begyndte at skrive, ville jeg ikke have troet på det. Man skal selv gøre sig sine erfaringer.

Hvor har du øvet dig i at skrive?
Jeg havde ikke øvet mig i at skrive før jeg begyndte på mine første digtsamlinger. Men jeg fik smag for at skrive, da jeg tilbragte et år som au pair (og samtidig gik på sprogkurser) i Cambridge i England. Jeg skrev breve til mine forældre hver uge, og jeg opdagede, hvor nemt det var at gøre mine oplevelser lidt mere spændende end de var i virkeligheden – for det der var egentlig spændende for mig, var jo ikke noget man skriver hjem til forældrene om.

Senere blev digtene mine lærestykker. Jeg øvede mig i at lave sætninger og ordstillinger, en slags undersøgelse af sproget. Det er en efterrationalisering, men sådan tænkte jeg ikke dengang. Da prøvede jeg bare at få nogle tanker, følelser og sindstilstande ned på papiret. Jeg var meget dårlig til at skrive stile i skolen og fik bundkarakterer til eksamen. Så jeg var slet ikke indstillet på at skulle være forfatter. Det kom ad en helt anden vej, af en indre nødvendighed. En stærk trang til at udtrykke mig og meddele mig til andre mennesker. Skrift er først og fremmest kommunikation mellem mennesker.

Hvilket syn på kønnene fik du med i bagagen hjemmefra?
Min mor, der havde en baggrund som tjenestepige og var hjemmegående husmor samt medhjælp i min fars forretning (en kiosk og blandet landhandel), hævdede altid, at piger skulle have en uddannelse. Hun ville selv gerne have været lærerinde, men det var helt uden for hendes muligheder. Hun var en meget selvstændig tænkende kvinde og skildte sig på mange måder ud fra normen i sit miljø og familie, læste bøger, gik til foredrag etc. Så jeg er opdraget med, at det at være kvinde ikke er en hindring for noget som helst.

På den anden side er jeg opdraget med at det selvfølgelig var mig der hjalp min mor med at tage af bordet, vaske op, lave husarbejde og ikke mine brødre. De sad i stuen sammen med min far og hørte fodboldlandskamp i radioen eller læste avis imens. At der skulle være noget uretfærdigt i alt det, faldt mig aldrig ind. “Ligestillingen” gik ud på at jeg lige som mine brødre, også skulle gå med aviser om søndagen. Så min bagage hjemmefra er blandet. Men frihedstrangen har været stærkest.

Jeg er vokset op før kernefamilien blev opfundet. Jeg er mere et produkt af storfamilien med mine forældres mange søskende, dvs. mange onkler, mostre og tanter og fætre og kusiner, hvis meninger og normer talte lige så meget som min forældres. Kvinderne og mændene bestemte på hver sit område. Jeg har i min barndom oplevet meget stærke kvinder, mine mostre, der er blevet rollemodeller for mig. Manden var familiens overhoved, men kvinderne havde en suverænitet inden for deres felt, husholdningen, familien, børnene. Mændene og kvinderne havde hver sine domæner med hver sin autoritet.

Hvilket køn synes du er mest spændende at skabe i dine romaner – er fx nemmere at skrive en kvinde ind i en historie, end en mand?
Det er lige spændende for mig at skabe mænd og kvinder. Jeg orienterer mig ikke så meget efter køn som efter hvilke mennesker der interesserer mig. Det er mennesker jeg skaber. Det er ikke nemmere for mig at skrive om kvinder eller skabe kvindelige figurer. Det handler mere om hvilke personer og personligheder jeg kan identificere mig med. Det er selvfølgelig mere krævende at skabe en mandlig romanfigur. Jeg skal tænke mig mere om, når jeg skaber en mandlig person. Det går ikke så meget på rygmarven som med de kvindelige figurer.

Skriver mænd og kvinder på forskellig vis?
Det har jeg svært ved at svare på. Jeg tror der er en forskel. Men jeg kan ikke definere forskellen. For der vil altid være et værk af en mandlig eller kvindelig forfatter der dementerer enhver definition. Snarere end noget sprogligt er der måske et andet fokus hos kvinder end hos mænd. Et andet rum og et andet lys.

Løber der en rød tråd igennem dine første 4 bøger, Indeni – udenfor, 1967, Love from Trieste, 1969, samt I dag
er det Daisy, 1971, og novellesamlingen I dagens anledning, 1968?

Dengang havde jeg ikke nogen rød tråd at gå frem efter. Jeg beskrev verden som jeg så og oplevede den, fuld af de nye muligheders magi dengang i 60erne og 70erne. men også nederlagene og de menneskelige omkostninger ved de store omvæltninger i måden at leve på. Den røde tråd er noget jeg først ser jeg nu så lang tid efter, at det meget handler om individets ensomhed – også midt i den kollektive bevidstheds eufori som f. eks. i “I dag er det Daisy”. Og om at føle sig fremmed i en fremmed og fremmedgørende verden. Det handler også om isolation og indespærring i lukkede rum, i kroppen og i et kaotisk indre. Jeg ser mig selv som ungt menneske i de bøger, i kampen for at løsrive sig fra autoriterne og finde et ståsted, ikke mindst i kærligheden i dens forskellige fremtrædelsesformer.

Hvornår begynder en roman i dig og hvornår ved du at den er færdig? Bliver man aldrig rigtigt færdig med en roman?
Jeg tænker på en roman i flere år før jeg begynder at skrive den. Jeg har fra begyndelsen nogle begivenheder og én eller flere personer jeg gerne vil skrive om. Og først længe efter når personerne og handlingen har levet i mig længe nok, begynder jeg at udforme romanfortællingen. Det kommer altid bag på mig når en roman er færdig. Det sker før jeg selv regner med – uanset hvor lang romanen er. Pludselig er den færdig, selv om den i princippet kunne fortsætte i det uendelige. Så nej, man bliver aldrig færdig med en roman. Det holder bare op en skønne dag, når ordene slipper op.

Hvor mange gennem/omskrivninger gennemgår dine bøger?
Jeg skriver meget om, ændrer, retter, og smider væk. Det gør jeg undervejs. Så jeg kan ikke sige nøjagtig hvor mange gennemskrivninger. Jeg ændrer og skriver om løbende. Selvfølgelig har jeg til sidst i skriveforløbet nogle gennemskrivninger. Men det er ikke de store ændringer der kommer ud af det. Kun detaljer og forbedringer.

En af dine forcer er, at du er eminent til at identificere dig med samfundets randeksistenser og menneskers konflikter i tilknytning til køn. Hvorfor tror du det?
En del af forklaringen er at såkaldte randeksistenser interesserer mig. Det menneskelige eksistensdrama derude på kanten kan jeg i langt højere grad identificere mig med end mainstream parcelhusfamilien. En af grundene til at man (jeg) bliver forfatter/kunstner er at man har svært ved at tilpasse sig de herskende normer. Så identifikationen kommer helt af sig selv. En forfatters tilværelse – her må jeg selvfølgelig tale for mig selv og ikke generalisere – balancerer hele tiden ude på kanten og uden sikkerhedsnet – både økonomisk og arbejdsmæssigt.

Mht. til menneskers konflikter i tilknytning til køn, så er det igen eksistensdramaet der interesserer mig. Individet i relation til samfundets normer og forventninger og evnen til at leve op til egne og omgivelsernes forventninger. Det er her tragediens spændingsfelt ligger. Det er menneskelivets store og små dramaer der optager mig. Mænds og kvinders eksistensdramaer må nødvendigvis være forskellige eftersom deres roller i samfundet og forventningerne til dem er forskellige. Måske ikke så forskellige i dag, som de var da jeg var ung.

Din første bog er en digtsamling (Indeni – udenfor (1967). Hvad kan digte som romaner ikke kan og omvendt?
Poesien kan udfolde musikken i sproget. Poesien kan inddæmme eksistensen i en koncentreret form, som en perle eller et krystal. Poesien kan fange øjeblikket og holde det fast. Alt det kan romanen ikke. Romanen skal skabe fortællinger i tid og rum.

Du har skrevet flest romaner. Hvorfor blev du ikke digter?
Jeg er ikke digter. Jeg er romanforfatter. Det er den livsform der passer mig bedst, fandt jeg efterhånden ud af. Jeg er mere til det lange seje træk. Jeg kan godt lide at leve med en roman i flere år. Den bliver min bolig, mit hjem. Jeg har slet ikke psyke til at være digter.

Er der noget du absolut ikke vil skrive om?
Det er ikke en problemstilling jeg har overvejet. Jeg har ikke noget som jeg på forhånd kan sige jeg ikke vil skrive om.

Er der en periode i dit forfatterskab, som har været mest belastende, og hvis – hvordan tacklede du det?
Efter Elskede ukendte der kom i 1994 følte jeg at jeg var færdig med at skrive. Jeg havde skrevet tre store romaner Himmel og helvede, Den yderste grænse og Elskede ukendte på tilsammen næsten 2000 sider. Jeg følte mig træt og færdig. Jeg vidste under alle omstændigheder at jeg ikke mere ville skrive så lange romaner. Jeg har siden skrevet mere fortættet og komprimeret og er kommet ned på mellem 200 og 300 sider. Det er stilen/formen der afgør hvor lang en bog bliver. Jeg holdt dengang fri et helt år uden at skrive en linje. Derefter skrev jeg et teaterstykke “Projekt Paradis” om indvandrere og flygtninge i Danmark med Peter Langdal som instruktør. Og først i 2000 kom min næste roman, Bonsai. Jeg var meget i tvivl om jeg kunne skrive en roman efter Elskede ukendte, der har været den psykisk hårdeste roman for mig at skrive.

Hvordan blev romanen ‘Baby’ til (1973)?
Baby er overgangen fra mine digtsamlinger til prosa/romaner. Jeg havde allerede før Baby skrevet nogle tv-spil (som det hed dengang i 70erne). Sæsonen slutter, Frisørinden, og fandt ud af at jeg godt kunne lide at skabe personer og fortælle deres historie. Helt konkret fik jeg inspirationen på en bar, Club 6, (findes ikke mere) i det indre København. Dér mødte jeg nogle bar gæster der blev til to af Babys hovedfigurer. Jeg begyndte at skrive Baby næste morgen med tømmermænd og omdøbte Club 6 til Mexicana Club. Det var en meget atypisk måde for mig at begynde en roman på.

Hvad kan du med ord som ingen andre kan?
Jeg ved ikke om jeg kan noget med ord som andre ikke kan. Det er snarere trangen til at skrive der er det afgørende. Så er man tvunget til at lære sig “det med ordene” og blive ved indtil udtrykket er dækkende for det jeg gerne vil sige. Jeg har altid haft en stærk trang til at meddele mine tanker og forestillingsverden til andre. Et dybt behov for at være i kontakt med andre mennesker. Det er et almenmenneskeligt behov, som hos forfattere giver sig udslag i at skrive og udgive bøger. Der selvfølgelig også mange andre måder at skabe mellemmenneskelig kontakt på.

Hvad skaber nærheden/realismen i dit sprog?
Nærheden/realismen skabes af detaljerne. Hvor mange eller hvor få kan kun praksis afgøre. Sproget og fortællingen kommunikerer ved hjælp af detaljerne. Rytmen og sprogstemmen spiller også en rolle for skabe nærhed og berøre læserne. Om det lykkes for mig at skabe nærhed og liv i fortællingen er selvfølgelig noget jeg hver gang håber på.

Hvorfor er det interessant at skrive om ensomhed, forholdet mellem mennesker, magt og kærlighed, storbymennesket og fremmedgjorthed?
Der er ikke nogen temaer der i sig selv er interessante. De skal gøres interessante ved at opstille dramaer og konflikter der gestalter ensomheden, magten, kærligheden etc. De nævnte temaer er desuden interessante fordi de repræsenterer eksistentielle grundvilkår – med undtagelse af “storbymennesket”, så det er nogle livsvilkår vi deler med hinanden. Du stiller formodentlig spørgsmålet fordi du mener at jeg bekræfter mig med de her emner i mine romaner? Til det vil jeg sige, at jeg aldrig tager udgangspunkt i temaer som ensomhed etc. Jeg starter med nogle mennesker og/eller begivenheder, som jeg kender eller hørt om, og ud af disse karakterer/begivenheder opstår der nogle menneskelige dramaer, altså har jeg meget konkrete og ikke-abstrakte afsæt. Jeg siger ikke til mig selv at nu vil jeg skrive en kærlighedshistorie eller en historie om ensomhed, men jeg har nogle personer i hovedet, som jeg gerne vil skrive om og i ham eller hende ligger der gemt en kærlighedshistorie eller en historie om det fremmedgjorte storbymenneske, som jeg forsøger at udfolde. Om det så også er interessant at læse om, må læserne bedømme.

Bliver du nogensinde vred på sproget?
Nej, jeg bliver ikke vred på sproget. Jeg kæmper med sproget som en amorf masse jeg skal forme. Som
en skulptør former en klump ler. Sproget et en håndgribelig og sensuel størrelse for mig, som jeg hele tiden skal tilegne mig.

Du har en realistisk skrivestil og man kan næsten finde sig selv i dine bøger. Har du fundet dig selv i dine bøger?
Jeg vil snarere beskrive det på den måde, at jeg projekterer mig selv ind i mine bøger. Deler mig selv ud i forskellige personer. Og der er selvfølgelig også personer i mine bøger, der slet ikke er mig. Men for at skabe en fiktiv person skal jeg kunne identificere mig med vedkommende på godt og ondt.

Du har engang sagt, at det mest dystre øjeblik i dit forfatterliv er mellemrummet mellem to bøger?
I dag har jeg det ikke helt sådan. Jeg synes det er en befrielse ikke at skrive. På den anden side er der ikke rigtig noget mellemrum mellem bøgerne. For når jeg er ved at være færdig med en roman, er jeg allerede i gang med den næste inde i mit hoved. Men perioden mellem to romaner, dvs. den tid det tager inden jeg går i gang med at skrive den næste, er som at befinde sig i et slags limbo, en overgangstilstand. Jeg føler mig mest i live, når jeg skriver. At skrive er mit åndedræt.

Tobindsværket ‘Himmel og Helvede’ (1982) var en total succes. Handlingen foregår på Vesterbro i årene under ungdomsoprøret og Jonna-figuren (fra bøgerne ‘Lille Jonna (1977) og ‘Den lange sommer’ (1979) optræder også i ‘Himmel og Helvede’. Hun dukker op igen i ‘Den yderste grænse (1987). Hvad betyder denne ‘Jonna’ for dig?
Jonna et slags “alter ego”. Selv om hendes familie ikke er min egen familie og hendes livsforløb kun i nogen grad minder om mit eget. Hun blev til på den måde at jeg egentlig ville have skrevet om en dreng jeg legede med som barn. Han var fra en familie der boede i skolens gymnastiksal, der dengang i 50erne blev brugt som husvildebolig. Men jeg fandt ud af at jeg, hvis jeg forvandlede ham til en pige, bedre kunne bruge ham som hovedperson. Jonnas position i romanen som familiens outsider er mit eget identifikationspunkt.

Hvordan lærer du dine hovedpersoner at kende – kommunikerer du med dem?
Jeg kender dem på forhånd. Det er personer jeg har inden i mig, uanset køn og alder. Men efterhånden som jeg skriver romanen frem, kommer jeg til at kende dem endnu bedre og ved mere og mere om dem og deres liv – meget mere end der er plads til i romanen.

Hvorfor er dine hovedpersoner ofte kvinder?
Som mandlige forfattere oftest vælger mænd som hovedpersoner, så vælger kvindelige forfattere kvinder som hovedpersoner – med enkelte undtagelser. Det mener jeg er selvfølgeligt og naturligt. Jeg har haft mandlige hovedpersoner i “Elskede ukendte” og i Bonsai, hvor den kvindelige og mandlige hovedperson er ligevægtige, og i Ingenmandsland. Jeg har følt det som en befrielse at skabe mandlige hovedpersoner, så jeg kunne skrive ud fra en anden eksistentiel vinkel. Men jeg har simpelthen flere kvindelige hovedpersoner i mig end mandlige. Mange af mine romanpersoner er en udspaltning af mig selv i en eller anden grad. I øvrigt opfatter jeg mine personer som mennesker først og fremmest – uanset køn.

Romanen ‘Bonsai’ (2000) siges at være en nøgleroman. Har du aldrig skrupler over at låne fra Hovedstolen?
Nej, jeg er ikke bange for at bruge af “Hovedstolen”. Jeg har endnu ikke fundet den såkaldte “Hovedstol” og tror heller ikke det nogensinde vil lykkes for mig. Så det er et ikke et begreb jeg forholder mig til i arbejdet med mine romaner. For mig er kilden det stof jeg bruger i mine romaner og forholdet mellem fiktion og virkelighed/levet liv meget mere kompliceret end et slagkraftigt bogholderudtryk. Jeg opfatter “Hovedstolen” som et fiktivt sprogbillede med stor symbolværdi – det er jo også opfundet af en digter.

Kan bøger være farlige?
Ja, propagandistiske og demagogiske bøger som f. eks. “Mein Kampf”.

I ‘Elskede ukendte (1994) tegner du et ret sort samtidsbillede af et samfund hvor dyrkelse af døden og menneskets skyggesider reagerer. Hvis du skulle skrive en tilsvarende roman i dag, hvad ville du så fremhæve i dag? Hvordan ser samtidsbilledet ud i dag?
Det ville kræve en hel roman at beskrive hvordan samfundet ser ud lige nu. Samtidsbilledet og den politiske virkelighed er radikalt ændret siden 1994 hvor “Elskede ukendte” udkom.

Du har også skrevet radio- og tv-skuespil. Hvem husker fx ikke ‘Else Kant’, (1978) – efter Amalie Skrams roman? Hvilken styrke ligger i Tv-mediet og dets muligheder i forhold til bogens?
Det jeg oplevede dengang jeg begyndte at skrive for tv, var at så mange mennesker så mine tv-spil og have en mening om dem. Det var i monopolets dage, da der kun var én tv-kanal. Det var en stor omvæltning fra at have skrevet digtsamlinger, som havde et begrænset publikum. Jeg har lært meget af at skrive for tv. En større opmærksomhed på modtageren og en bevidsthed om at kunst/litteratur er en henvendelse. Når jeg skriver føler jeg at jeg fortæller til nogen, hvem som helst – én eller mange, men ikke til nogen bestemte.

Hvordan var samarbejdet med Marianne Juhl under tilblivelsen af bogen ‘Kirsten Thorup’? Har bogen nogle specielle fordele og bagdele? Var der stof du gerne ville have tilføjet, hvis du fik chancen?
Vi havde et godt samarbejde. Marianne Juhl lavede 4-5 store baggrundsinterview med mig, inden hun gik i gang med skrive bogen. Jeg var ikke direkte involveret i tilblivelsen og jeg læste ikke manuskriptet inden bogen blev udgivet. En bog af den art kan ikke få det hele med. Forfatteren anlægger en bestemt synsvinkel som udelukker andre synsvinkler. Så ja, der er meget i mit forfatterskab der falder udenfor og som ikke kom med i Marianne Juhls bog.

Du er i gang med en ny bog. Vil du fortælle lidt om den?
Jeg er ved at lægge sidste hånd på en ny roman som udkommer i foråret 2011. Jeg kan ikke fortælle nærmere om temaet, før bogen udkommer. Det er jeg alt for overtroisk til.

 

Skriv et svar