Kim Fupz Aakeson

 

Kim Fupz Aakeson er født 1958 i København. Fra starten af 80'erne illustrator i aviser og fagblade. Forfatter til tegneseriealbums, børnebøger, noveller og romaner. Har skrevet spille-og novellefilm.

Kim Fupz Aakeson, du har altså ikke et hjertebarn indenfor de kunstarter du beskæftiger dig med. Men nu vil jeg gerne spørge lidt ind til dét liv, der har gjort dig til den ordkunstner du er i dag – jeg ved du har opholdt dig på Den Rejsende Højskole og hvad lærte du så dér?
Meget. Godt og ondt, jeg var 18 og fik en grov undervisning i manipulation, i krænkelser, jeg oplevede mig selv bøje af for brede damer der råbte meget højt ind i mit ansigt, men samtidig lærte jeg også at verden var åben, et sted med muligheder, man kunne gøre ting i verden, man kunne bare købe en gammel bus og sætte den i stand og køre den ned i en ørken, det var en ret vigtig lære for en dreng fra en villavej, det ændrede mit liv.

Når jeg siger “Tvind” – hvilke tanker/følelser vækker det i dig?
Jeg tror de fleste af os der har været der følte god og gammeldags skadefryd da Amdi blevet hevet ud af luksuslejligheden og ind i en retssal, så Tvind ligger det der mærkelige sted i ens bevidsthed, en blanding af raseri og anerkendelse. Raseri over at blive kørt på røv og albuer af folk der var smartere og mere kyniske end os, anerkendelse fordi det betyder alt at få rusket sit verdenssyn og åbnet op for mulighederne.

Du har boet i kollektiv. Er du en meget åben person?
Jeg ved ikke hvor åben jeg er, men jeg er helt sikkert en papegøje og trives i selskabelighed, det svære ved film, parrot or not, er at andre blander sig hårdt i ens arbejde og har noget at skulle have sagt, ikke bare ens homeboys, osse en horde af konsulenter og dramaturger, man kan godt blive lidt ør og længes hjem efter bogen og ordet og ensomheden.

Dine talenter spænder vidt – du har både malet, tegnet og spillet musik. Du debuterede med tegneserien “Gå løs på livet” i 1982 – gav det afkast af nogen art?
Uha ja, det album gav mig mine jobs som illustrator i en stribe fagblade, og i adskillige år levede jeg og min lille familie skam af det (jeg lavede også flere albums, det levede vi virkelig ikke af), dengang var der ikke hysterisk mange bladtegnere, til gengæld var der hysterisk mange fagblade der opgraderede med farver og glittet papir, så det var kronede dage.

Du er både tegner og forfatter. Hvori ligger den væsentligste forskel mellem at udtrykke sig gennem hhv. tegninger og ord?
Jeg tegner så ikke mere, jeg sled det op fordi tegneriet financierede alt skriveriet i mange år, så jeg tegnede for fagblade, kommunale blade, fagbøger, alt muligt der ikke interesserede mig specielt og det gør man ikke ustraffet, til sidst var der ikke mere glæde tilbage, så nu arbejder jeg med tegnere på mine billedbøger og er lykkeligt forhenværende.

Hvordan har du det med deadlines?
Ret okay, jeg er som regel langt hårdere med mine private deadlines end med dem andre sætter, da jeg var dreng sad jeg altid og tudede torsdag aften fordi jeg ikke kunne slutte mine stile af (de handlede som regel om uendelige slag mellem nordstaterne og sydstaterne), men nu synes jeg det er ansporende, deadlines, begrænsninger, dogmeregler, bring it on.

I 1984 udkom ‘Hvem vover at vække guderne?’ Senere havde du et samarbejde med Cato Thau-Jensen. Der skrev du fx bøger som ‘Da Gud fik en hobby’ – er du religiøs?
Faktisk virkelig ikke, men jeg synes den religiøse diskussion er interessant, den menneskelige længsel efter en mening i universet, en orden, en eller anden form der hæver sig over det daglige grums og de daglige tilfældigheder, så jeg har både bakset med Gud, med nisser, med horoskoper (novellesamling), jeg har skrevet roman med en dreng der kunne læse tanker, masser af det okkulte.
Derudover er der jo så altid noget labert ved at rode med det der er helligt og ophøjet. Men jeg har ikke noget opgør med det religiøse kørende, folk må lede efter lykken hvor de vil, så jeg kommer næppe til at lede ateistiske korstog hverken på film eller i mine bøger.

Du taler om den menneskelige længsel efter en mening i universet, en orden ud over tilfældighederne. Er det den mening og sammenhæng, du forsøger at skabe gennem at tolke og fortælle den verden, vi oplever?
Virkeligheden tilbyder jo ikke nogen mening, den er der bare, alt det med mennesket og historierne er nok en slags søgen, en måde at dele virkeligheden på, blive klogere på den, alt det der, men jeg sidder ikke sådan bevidst og tænker at jeg vil lave sammenhæng, jeg kan bare lide at skrive.

Og hvis det er, i hvor høj grad ved du så, hvad du gør, mens du skriver? Har du styr på det univers du skaber i din tekst? Eller styrer teksten dig?
Jeg ved meget lidt mens jeg skriver, jeg skal ikke bruge andet end et afsæt, en retning jeg har lyst til søge i og derfra er der en besynderlig cocktail af kontrol og hengivelse, og det er på godt og ondt, man får gaver af arbejdet, men man bliver også tit skuffet over resultatet, nå, var det bare det …

Hvornår gik det op for dig, at teksterne voksede og tegningerne krøb?
Jamen, det var nok prisen for at illustrere så hårdt i de fagblade, der gik sådan lidt lønarbejde i den, jeg tegnede for alt og alle og ofte ringede de jo når artiklen var særlig kedelig, jeg tegnede for Finansbladet, for Kommunalbladet, for Landsbladet (med de velkendte magasiner Hest, Mark, Kvæg og Svin) og det sled altså silken af lysten, det bredte sig ind i mine tegninger i bøgerne også, jeg var gladere og gladere for at skrive og mindre og mindre glad for at tegne, og gæt hvad der krøb?

Jeg tror jeg tegnede min sidste børnebog i starten af 90′erne.

Dine børnebøger har titler som ‘Dengang min onkel Kulle blev skør (1990). ‘Pip og Papegøjer’ og ‘De Gale’. Betager de skæve eksistenser dig?
Jeg havde i hvert fald en periode hvor det optog mig at hærge hverdagen og det vi har vedtaget, det er nok den der opvækst på villavejen i Albertslund jeg skulle have hævn over og jeg har vist levet det ud, mine seneste børnebøger har handlet om død, jordens undergang, prutter, en voldelig far og den slags almindeligheder.

Du er vild med at skrive børnelitteratur, men du skriver også voksenbøger. Hvor stor forskel er der på at skrive for voksne og for børn?
Der er selvfølgelig noget med hvilke universer man går ind i, men alle texter kræver sådan set det valg, hvad er texten og hvad er texten ikke? egentlig er den største forskel textens længde, en roman er en helt anden og længere rejse end en text til en billedbog, jeg tager meget oftere bare en chance med en kort text, ser om den duer og smider den ud hvis ikke den gør, det gør altså mere ondt når det er en roman på flere hundrede sider, jeg har prøvet det, av.

Men du brænder for børne og ungdomslitteratur?
Jeg kan i hvert fald virkelig godt lide at skrive børnebøger og det har nu holdt sig i over 20 år, helt uafhængigt af om der var småfolk indenfor rækkevidde eller ej, min datter er 20 nu og ligesom enestående ligeglad med mine små billedbøger, jeg har flere gange tænkt at nu var det måske ved at være slut, nu kom der ikke flere ideer i den retning, men det sker alligevel igen og igen, jeg har fx afsluttet en om en virkelig tyk dreng der bliver konge og vil have hævn over de magre unger og gymnastiklæreren. ‘Kong Karsten’, hedder bogen, den er stadig in production, Gyldendal, og jeg prøver at finde den rigtige illustrator og leder lidt rundt i Norden for at prøve noget nyt.

Hvad kendetegner en god børnebogsforfatter?
Well, mon ikke det er nogenlunde det samme som kendetegner alle slags andre forfattere, at de kan skrive en historie der har noget at sige nogen, i første omgang siger texten forhåbentlig forfatteren selv noget, hvis ikke man kan tænde på sit eget arbejde så har man eddermame et problem.
Det der nogen gange mudrer børnebøgerne er at der skrives ned til børnene, tages hensyn til dem, tænkes for meget i målgrupper og så har man balladen (eller rettere, mangel på ballade), det er det samme der sker med masser af ting der henvender sig til voksne, at man tror man ved hvad folk vil have og glemmer sig selv i sin iver for at give dem det, man vil være venner med alle.

Hvordan tager man for meget hensyn til børn i børnebøger?
Det er en syge man støder på mange andre steder, der er fx en hel stribe amerikanske tv-serier der er alt for optaget af målgrupperne, alt for hensynsfulde, som har alt for travlt med at være venner med alle, at alle skal kunne hænge på, forstå hvad der sker, at man ikke må skræmme nogen væk. Så er det man gør sig dummere end man er, det må ikke være for hurtigt, ikke for langsomt, ikke for frækt, ikke for dystert, ikke for noget som helst…og så ender man med et eller andet besynderligt tandløst produkt der ikke siger nogen noget.

Hvordan var du som barn?
Åh vist ret sagte, jeg kunne efter sigende sidde meget stille meget længe og tegne, senere læse, jeg brugte oceaner af tid på at lege lange lege, alene eller med min bedste ven peter, vi linede op med soldater og kanoner til store drabelige slag (og det var det sjove, selve slaget var næsten altid en skuffelse), vi byggede ruiner af huse og kirker af afbrændte tændstikker (it’s true, vi var nørder).

Du synes man tager for meget hensyn til børn i børnebøger. Hvor går sprogets grænse ifht. børn og voksne – hvordan opfatter du udfordringen i at udvide hhv. børns og voksnes horisont?
Jeg tror meget på at man er en slags, man har en tone i sig, jeg kender ikke nogen der skriver med det for øje at skulle udvide andres horisont, man arbejder højst på at udvide sin egen, vi skal ikke tage hensyn til noget eller nogen, kunstneren skal bare undersøge stoffet og udvælge det han bilder sig ind har noget, men selvfølgelig ligger der en præmis under det hele, man har tænkt sig at sende flaskeposten ud i verden når man er færdig, det kan man måske kalde et hensyn af en art.

Med børnene, har man en idé om, hvor grænsen findes, eller er det ligeså vanskeligt som med voksne, hvor man også skal slås med sin egen grænse?

Den helt store grænse er når man rammer yderkanten af hvad man kan, den er hård og vanskelig og det er lige meget om det er for børn eller voksne, afstanden mellem det man kan og det man drømmer om at kunne , det er der man slås synes jeg og det er givetvis noget man gør hele sit arbejdsliv, er utilfreds og bakser for at rykke sig videre og fri af sølet.

Hvordan har du det med at komme til at skrive noget, som børnene ikke forstår?
Top afslappet, der må gerne være noget for de voksne, bare det ikke ødelægger flowet og fortællingen, og jeg er først og sidst optaget af at glæde mig selv når jeg skriver, så der må ryge noget med der mest er for mig og mine jævnaldrende.

Sproget sætter en grænse for, hvad vi kan erkende. Der er forskel på, hvad en voksen kan erkende, og hvad børn kan erkende. Når man har med børn at gøre, så kan man se, hvortil deres erkendelsesmæssige grænse går “udefra”, så at sige. Den voksnes erkendelsesgrænse kan man kun se indefra (man kan ikke se ud over sin egen erkendelse). Gør det en forskel, når du skriver henholdsvis børnebøger og voksenbøger? – Med børnebøgerne har man en idé om, hvad børnene kan forstå, men med de voksne famler man på en anden måde, eller gør du?
Det er lidt samme afdeling, mit arbejdsværelse er ikke et demokratisk forum, jeg har ikke andre målestokke end mig selv, det jeg synes er rigtigt er rigtigt, det jeg kan lide kommer med, jeg respekterer textens univers, det kommer helt af sig selv, hvis jeg sidder med en popsang rimer jeg, sidder jeg med en tragisk text prøver jeg ikke at skrive ironisk, sidder jeg med en text til en børnebog er der også her nogle rammer af en art, men jeg lader andre om at vurdere hvem det er til og hvor gamle læserne skal være, på samme måde sidder jeg heller ikke og tager hensyn til de voksne, folk, evt. kommende læsere, jeg vurderer ikke på hvad andre kan erkende når jeg skriver, jeg har rigeligt at gøre med at slås med mit talent og mangel på samme.

Din første roman for voksne “Min Lazlo” (1993) – hvordan kom du på den?
Det var sådan noget dekonstruktion, det var vist meget på mode deromkring, altså meta, gøre opmærksom på at teksten var en tekst og så alligevel insistere på historien, jeg ville se om man kunne slippe afsted med at afmontere indlevelsen, hej nu taler forfatteren lige, for så at samle fiktionen op igen i næste sætning.

Hvordan går du i gang med en bog?
Hvis det er de meget korte texter, billedbøger, noveller, så er der ikke så meget mas med det, så skriver jeg bare på alt hvad der rører sig og ser hvad der sker og smider lortet på lageret hvis det opfører sig uinteressant. De længere sager, altså romanerne, der går jeg nok lidt mere rundt om den varme grød, altså mærker efter om den overhovedet er varm, om det er det rigtige, om det føles som noget med kalorier i, jeg behøver ikke at vide hvor og hvordan det skal ende, men jeg skal tro på afsættet.

Hvor kommer inspirationen fra?
Den kommer alle vegne fra, den kommer fra noget på gaden, den kommer fra en dokumentarfilm, en historie nogen fortæller til en middag, men først og sidst sker tingene ved arbejdsbordet, jeg tror meget på at sætte sig på sin røv og skrive, bakse, læse, rode, skrive forfra, arbejde med materialet, der synes jeg ideerne kommer, alt det der med slængkappe og vandreture ved havet har aldrig sagt mig noget.

Hvor længe er du om at skrive en bog?
Der er mildest talt ingen regler for det, jeg har prøvet at smutte en roman som en mandel og jeg har godt nok også prøvet det modsatte, at slås med et stof forfra og bagfra og opgive det og vende tilbage og vende vrangen ud på det og måske lykkes engang og måske aldrig lykkes.

Hvor har du øvet dig i at skrive og hvad røg fx ned i skrivebordsskuffen?
Jeg er jo gået fra den meget korte text og ad åre op i de lange, film og romaner, og har sådan set øvet mig hele tiden og gør det stadig, der er løbende røget alt muligt i skuffen, enten fordi jeg selv kom til kort eller fordi andre syntes jeg kom til kort, det er en del af arbejdet at gå galt i byen, senere viser det sig måske at noget kan bruges i noget helt andet, jeg har tit plyndret fra skufferne.

Er der noget du fik publiceret for tidligt – og hvad var det der ikke holdt og hvad ville du gøre om hvis du skulle udgive det i dag (filmmanus eller bog fx)?
Jeg har en privat liste over de ting jeg godt kunne tænke mig at slette fra mit cv og det er alt muligt der ikke holdt, noget af det ville måske kunne skrives om i dag og gøres anstændigt, andet burde bare have været droppet fordi der bare er noget i fundamentet der ikke duer, alle ved at
det er hårdt og svært at slås med de lukkede døre, men de åbne er ligeså farlige, at der ligger et ja fra et forlag eller der ligger 15 millioner til din film, det har det altså med at sløre mit klarsyn og jeg er klart faldet i flere gange.

Omvendt er der film jeg ikke fik produceret fordi der ikke kunne rejses penge og her er jeg ikke nødvendigvis enig med verden, men det er der ikke meget jeg kan gøre ved, jeg har lige sagt farvel til et manus jeg var ret glad for, men pengene var der bare ikke og så er det sådan.

Med bøger er det lidt anderledes, de bøger jeg ikke har udgivet er bøger der ikke var gode nok, hvis jeg bildte mig ind at de var gode nok ville jeg udgive dem selv, alt andet ville være noget tøserøv, man kan ikke bare lige lave sine egne film, men man kan edermame godt udgive sine egne texter på den ene eller den anden måde.

Har du nogle yndlingsord?
Åh, der er så mange pragtfulde ord, lirekasse, rædselsfuld, skrækslagen, lussing (og pragtfuld selvfølgelig), bongotromme, rulleskøjter, næppe, jeg kunne blive ved og ved og ved…

Er der noget du gør ved ordene eller sproget, som ingen andre gør?
Uh, det tror jeg andre må vurdere, men jeg oplever klart at jeg har en tone, og jeg oplever også at der er grænser for hvad jeg kan gøre ved den, der er ikke frit valg på alle hylder, det er det med at være en slags og ens dannelse som forfatter er jo blandt andet at man undersøger og formulerer og afklarer hvem man er og hvad man kan, det rummer også en skuffelse over alt det man ikke er og det kan man så tæske løs på resten af livet.

Er børnebøger nemmere at skrive end voksenbøger?
Jeg vil hellere sige at den korte text af gode grunde er nemmere at gå til, ikke at en kort text altid arter sig, men man kan prøve den af, man kan gøre den konkret og se på den, mærke på den, den lange text er sværere at orientere sig i, jeg farer nemmere vild, sidder så længe med den at jeg når at blive træt af den og ikke kan lure om den holder, en blindhed indfinder sig. Men jeg har bandet over masser af idéer til små børnebøger der ikke ville opføre sig ordentligt.

Du har selv børn. Er det ikke svært at forene det skrivende liv med det sociale?
Tværtimod, jeg har arbejdet hjemme siden min datter blev født og det at man kan flexe sin arbejdsdag er da kæmpestort, så ruller man rundt med klapvognen og går på café når de er vågne, så skriver man når de sover, så sætter man sig lige ind en time inden man selv sover, jeg har altid haft ondt af dem der skal passe en bank eller et supermarked, det må være hårdt.
Men man kan sige at det kan være svært at gøre det klart for sig selv hvornår man egentlig har fri, en forfatter kan jo i princippet sidde ved middagsbordet og arbejde, tænke på kapitel 2 og den nye titel, på den led er man måske mere absentminded end blikkenslageren efter fyraften.

Hvor er der de største sproglige udfoldelsesmuligheder: i børne- eller voksenlitteraturen?
Jeg oplever ikke nogen forskel i mulighederne for udfoldelse, igen, det er bare forskelligt, forskellige melodier, jeg elsker at pendle mellem texter for børn og texter for voksne, det masserer mit arbejde og mit sprog og så bruger jeg meget tid på at overskrive, altså skrive alt for meget og bagefter meget tid på at slette igen, jeg tror på fantomsmerter, på at man mærker det der var.

Dit forhold til ord/ og sproget?
Det sjove ved at være forfatter er at man kommer til at elske sit sprog, jeg elsker dansk, måske ikke så meget det talte dansk (let’s face it, italiensk lyder mere sexet), men det skrevne, elsker det og mon ikke det handler om fordybelsen, sliddet, opmærksomheden på de små forskelle og de halve toner, det er sikkert det samme for en billedhugger og granitten, så står de sikkert der og nyder nogle nuancer i marmorbruddet.

Hvis du sad i et tomt rum uden farver, lyde eller dufte. Hvad ville du skrive om?
Man bærer jo sit liv i sig lige meget hvad, så jeg ville skrive på noget af alt det jeg ikke har haft tid til at gå i krig med indtil nu, det ville fx være oplagt at arbejde med erindring og barndom, der er jeg hylende svag, jeg har hverken langtids eller korttidshukommelse ( meget lille harddisk) men på sigt ville det være et svært arbejdsværelse at have, det betyder nemlig meget for mig at være ude i verden, i byen, hos grønthandleren, også i forhold til at høre sprog, se folk, tænke historier.

Hvordan forholder du dig til blogs og hjemmesider o.l. – ser du disse medier som en mulighed for at smalle og originale ting får en chance, eller som amatørismens triumf, fordi hvem som helst kan skrive, og ingen tjekker kvaliteten?
Jeg orienterer mig ikke meget i den verden, jeg synes det røver urimelig meget tid, men jeg vil umiddelbart sige begge dele, der er i dag mange flere muligheder for smalle og underlige ting, men der er helt sikkert også en masse der bare fylder og ligger i landskabet, bare fordi det er muligt.

For at blive i “den anden verden” – din første roman for voksne ‘Min Lazlo’ (1993) – hvordan kom du på den?
Det var sådan noget dekonstruktion, det var vist meget på mode deromkring, altså meta, gøre opmærksom på at texten var en text og så alligevel insistere på historien, jeg ville se om man kunne slippe af sted med at afmontere indlevelsen, hej nu taler forfatteren lige, for så at samle fiktionen op igen i næste sætning.

Du fulgte Filmskolens manuskriptlinje i 1996 – og nogle har hørt dig citere denne sætning: Film er en slåskamp”?
Jamen jeg fik jo et chok da jeg kom ud i den branche, den litterære verden er jo høflig, man har en forsigtig omgang med forfatteren, texten er det endelige og hellige resultat af anstrengelserne, men når man skriver film er texten det der skal skaffes penge på, derefter skal ordene udsættes for alt muligt andet, alle mulige andres vilje og egoer, så man slås på en hel anden måde og forfatteren skal have meget tykkere hud og kunne tåle nogle guldøl og nogle skaller.

Hvad mener du med at den litterære verden er “høflig”?
Den høflighed er mere i omgangen med texten, at den anses for at være noget særligt, kunstnerens værk, på samme måde som et maleri der skal i glas og ramme, filmmanuskripter er jo mere et arbejdspapir, en madopskrift, der skal jo læsses en helvedes masse andet ovenpå, det skal først til at tolkes, så der er ligesom ikke plads til nogen høflighed.

Har det påvirket din prosa, at du fik en uddannelse på filmskolens manuslinje?
Ret meget, pengene kommer jo ind i historien når man skriver film, alt koster og noget koster mindre end andet, så pludselig er elefanter dårlige og toværelses lejligheder er gode og på en eller anden måde lå realismen lige for, at man fortalte historier der umiddelbart kunne filmes udenfor vinduerne, så jeg kom snart til at lede efter drama i hverdagen og opdagede at der havde jeg det rigtig godt, rigtig sjovt og jeg er stadig ikke færdig med den hverdag og det Danmark.

Som forfatter og filmmanusforfatter er der forskel på at skrive dialog i bog og dialog på film?
Nah, der er nogenlunde den samme disciplin, jeg kan lide nøgtern tale, jeg kan lide at holde det sagte nede, pauser, nå, nej, hvad? Jeg ved ikke engang om det har smittet hinanden, jeg ved at jeg elsker at skrive dialog, det er noget af det bedste.

Af film, vi specielt kender dig for – kan jeg ikke lade være med at nævne “Den eneste ene” – du skrev manus og Susanne Bier instruerede?
Altså, vi havde et ret bravt slagsmål og det er på den ene side altid hårdt, men det er også altid at foretrække frem for gæt & grimasser, det var mit første alvorlige møde med det faktum at manusforfatteren står et trin nede på kommandobroen, at instruktøren bestemmer i sidste ende og det faldt mig ikke nemt.

Jeg har sådan set stadig problemer med det indimellem, fx når jeg ved jeg har ret og ikke får det, men når det så er rigtig synd for mig så er det jeg søger
tilbage til bøgerne. Der kan man så desværre ikke skyde skylden på andre når det bliver noget lort.

Er det nemmere at skrive filmmanuskripter end prosa?
Næh, det er først og fremmest noget andet, andre ting er svære, andre udfordringer, der er en uberegnelighed eller alkymi som både er vældig tiltrækkende og vældig rædselsfuld i film, en litterær text er som før omtalt det endelige resultat, den er kunstværket, så man kan skrive sin text færdig og se hvad man synes, om man vil udgive den eller om man vil droppe den.

Med film ved man først alt for sent om det blev lort eller lagkage og så er der ingen vej tilbage, så er pengene brugt, så kører toget alligevel.

Hvordan kommer manuskriptforfatteren frem til dialogerne/replikkerne, der opstår mellem skuespillerne?
Det er meget forskelligt, men generelt vil jeg sige at jeg mere og mere benytter mig af spillerne i løbet af manusarbejdet, der er jo en ret herlig generation af spillere der har tv og film som deres hjemmebane og som ikke er bange for en impro eller for at blande sig, så ofte byder jeg på replikkerne og så laver vi readinger og snakker om det, tit ændrer en karakter sig osse når der kommer en konkret spiller på, så viser det sig at noget helt kan undværes, at vi kan se på spilleren hvad der sker, vi behøver ikke replikken, det at strege ud er en stor del af en manusforfatters arbejde.

Har du nogensinde skrevet en rolle til en bestemt skuespiller?
Skuespilleren er i den grad med til at forme rollen, alene det at et andet menneske kommer med en krop og tager ordene i sin mund, jeg har ofte skrevet roller med helt bestemte skuespillere in mente, nogle gange er det endt med at være dem der osse får rollen, andre gange ikke, men derfor kan det alligevel hjælpe i skriveriet, at have et særligt menneske i tankerne

Hvorfor er det så svært at filmatisere en roman?
Film er godt til det udvendige, nogen der siger noget eller nogen der gør noget, litteraturen har adgang til andre rum og det der ofte sker når nogen tager en dejlig roman er at man sier alt det fra man ikke kan se, alt det indvendige, så tager man biljagten, elskovsscenen, ildebranden og skænderiet…og så har man lavet en overfladisk udgave af en dyb bog. Groft sagt.

Ville du kunne filmatisere dine egne bøger?
Jeg plejer at holde mig fra det, men har gjort undtagelser, generelt har jeg bare en ulyst til at gå tilbage til en historie jeg har skrevet een gang allerede, der er så meget nyt jeg hellere vil prøve af, men et par gange har jeg været med til det alligevel, børnefilmen Hannibal og Jerry var skrevet på en af mine bøger, men der lavede vi (Wikke og Rasmussen og jeg) så meget om og indførte så mange nye karakterer at der ikke var meget tilbage af oplægget.

“Rene Hjerter” er osse lavet over en af mine bøger, men her var den oprindelige ide faktisk et oplæg til en film, så den lå på en måde og skulle have chancen.

Hvilken film synes du er bedste eksempel på at det kan lade sig gøre at bringe magien fra bog til lærred?
Der er flere, den canadiske ‘The Sweet Hereafter’ er en suveræn film, jeg blev virkelig overrasket da jeg hørte det oprindeligt var en bog, ‘Homo Sapiens’ blev også en virkelig god film. Og ‘Ringenes herre’, faktisk, væk var alle de uendelige naturbeskrivelser (naturen var der bare ligesom) og væk var dværgenes og elvernes uendelige sange.

“Writing is rewriting” siger amerikanerne. Hvordan er omskrivningsprocessen i film og bøger i forhold til hinanden.
Film har generelt langt langt flere omskrivninger end bøger, alene det at så mange blander sig i et filmmanus gør det til en helt anden slagmark, du skal komme overens med instruktør, producer, alle dem der skyder penge i, der er også omskrivninger der handler om pengene, sparerunder hvor man prøver at komme af med dyre locations og for mange skuespillere eller for mange natoptagelser, de problemer har man ligesom ikke i litteraturen, bring on the elephants!

Hvor mange gennemskrivninger gennemgår en film og en bog typisk?
Det er jo meget forskelligt, men hvis jeg nu siger 5 gange på en bog og 15 på en film, så er det ikke helt langt ude i skoven.

Du har foruden novellefilm også skrevet manuskript til musicalfilmen ‘Mirakel’. Er det en genre du vil dyrke noget mere?
Mmm, hvis den uafrystelige idé kommer bragende, så måske, men umiddelbart er det en svær genre, de indlagte numre har det med at stoppe op og ødelægge flowet i fortællingen, dog så jeg en ret skøn musical, ‘Romance & Cigarettes’, som helt gav mig lyst, der var sådan nogle små usle optrin i små usle omgivelser i New Jersey (eller hvor det var) , for eksempel har Christoffer Walken en stor dans med seler og fedtet hår.

‘En Soap’, hvordan foregik arbejdsprocessen?
Jamen det er sådan en film der starter meget typisk, jeg plager en eller anden instruktør, her Pernille Fischer Christensen, om at mødes med mig, jeg havde set hendes afgangsfilm og hendes novellefilm og tænkte at der var noget i den dame. Så kaffer vi den og ævler, hun havde så researchet på transseksuelle og det med at være født i den forkerte krop (talk about bad hairday), jeg havde også været i gang med en transseksuel bikarakter i romanen ‘Mellemvægt’, så der synes vi der var noget fælles at bygge på og så begyndte vi at arbejde en synops op sammen, vi mailede frem og tilbage cirka 100 gange og sådan gik vi fremad.

Er du til stede når scenerne optages – hvor meget går du ind over instruktøren?
Manusforfatteren har sin store tid fra 0 og frem til filmen er finansieret. Her hviler alles øjne på een. Når så alt er klart (ikke mindst de 16 millioner) så er der ikke plads til mig mere, så ruller det store hold ud på settet og taxameteret tikker, filmoptagelser er stramme og hujende dyre og der er ikke plads til at der sidder en forfatter og får en ny spændende idé, så det bliver som regel til et par visitter af ren høflighed.
Men når filmen så er skudt, så har manusforfatteren igen en rolle, nemlig i klipperummet, her bliver man så kaldt ind igen når der foreligger forskellige udgaver af filmen, manusforfatteren kender jo historien til bunds og er på en den led en god samtalepartner i takt med at historien skal finde sit endelige sted at ligge.

Er du god til at udfordre dig selv?
Mjøh, det ved jeg sgu ikke, men jeg ved jeg prøver, altså det er jo en sjov blanding af at at man på den ene side skal arbejde videre med det man har erfaret, med det sprog man har kæmpet sig frem til og på den anden side skal man osse turde smadre det, dekonstruere det for at finde en uskyld igen, men jeg har i hvert fald tit tænkt, uh, det der kan jeg nok ikke … og så har jeg prøvet at gøre det.

Hvor sort må humor være?
Meget sortere end min, jeg elsker instruktøren Todd Solentz (Happiness og Storytelling) som f ex har blandet humor og pædofili og jeg er osse helt oppe og ringe på den østriske instruktør Ulrich Seidl (Hundestage og Import/export), det er så råt og så trist og vi er på plejehjem og i ræerlige østlande og så alligevel er det underligt sjovt? Eller osse er jeg underlig syg (og de omtalte herrer endnu sygere)?

“Poeten fra Vanløse” (1998) siger fx: – Når man er poet, skal man hele tiden vride sit hoved for gode ideer, ellers bliver man aldrig rig og berømt. Er du blevet rig og berømt?
Både rigdom og berømmelse er vist en relativ størrelse, jeg vil sige det sådan, jeg tjener så meget at jeg bilder mig ind jeg er herre over mit arbejdesliv og ikke omvendt, jeg kan tillade mig at takke nej til ting der ikke interesserer mig, jeg kan tillade mig at lade noget text der ikke helt duer ligge og vente og se om jeg ikke finder på noget bedre.

Hvad berømmelse angår er der kun een slags der interesserer mig, at være så meget på lystavlen at dem jeg drømmer om at lege med godt gider lege med mig og der skal jeg vist heller ikke klage. Det der med billedbladet er jeg virkelig, virkelig helst fri for.

Hvad har du ellers gang i?
Ork, altid flere lærreder på een gang, jeg har et lille prosaprojekt, jeg har en lille serie med børnebøger jeg prøver at få op at stå, jeg har film, jeg har noget blandingsmisbrug i noget dokumentarfilm der osse har et lag fiktion, alt sådan noget.

 

 

Skriv et svar