Keld Heick

 

Der findes næppe en dansker, som ikke har hørt et af Keld Heick værker. Han er formentlig en af Danmarks flittigste forfattere af poptekster. Han er født den 24.2 1946, og er tekstforfatter, musiker og sanger. Desuden er Keld Heick uddannet lærer.

Keld, du er en af Dk’s mest garvede tekstforfattere. Du grundlagde dit band The Donkeys i 1966. Men hvad lavede du inden du kom dertil?
The Donkeys blev grundlagt allerede i slutningen af 1962, efter at jeg havde medvirket i en stor amatørkonkurrence (arrangeret af Foreningen Norden). Jeg gik på det tidspunkt i 1.g (nysproglig) på Statsgymnasiet Schneekloth’s Skole, som dengang var ren drengeskole og lå på Værnedamsvej på Frederiksberg.

Du er uddannet skolelærer. Hvorfor valgte du at gå den mest “besværlige” vej ;) ?
For mig var læreruddannelsen den “enkle” vej. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle få mulighed for at gøre musikken til en levevej. Den var – sammen med bl.a. håndbold og fodbold – min store fritidsinteresse.

Jeg havde tidligt besluttet mig for, at jeg ville være cand. mag. med tysk som hovedfag og engelsk som bifag.
Efter studentereksamen begyndte jeg derfor på universitetet. Men allerede da var der så meget gang i musikken, at vi havde vundet et DM (i “pigtrådsmusik”) og fået pladekontrakt. Da jeg også var forlovet og gerne ville giftes med “mit livs Hilda”, syntes jeg, at 7 år (minimum) under uddannelse var helt uoverskueligt. Jeg lagde universitetet på hylden og blev optaget på N. Zahles Seminarium i stedet. En uddannelse skulle jeg jo have, og 3 år på seminarium var lidt mere “spiseligt”.

Det danske sprog i dag versus 1960?
Man skal gøre sig klart, at et sprog altid – og hele tiden – er i bevægelse. Der sker konstant forandringer. Og på grund af mediernes store indflydelse går det i dag hurtigere end nogensinde før. I 1960 gik tingene – trods alt – ikke nær så hurtigt. Men i kraft af udbredelsen af store Hollywood filmproduktioner samt pop- og rockmusikkens sejrsgang, begyndte især den amerikanske brug af det engelske sprog at få indflydelse – også på dansk. I 1960 var det endnu ikke for alvor sket, men kimen var der.

I dag kan unge mennesker og dermed også den nye generation af sangskrivere næsten ikke udtrykke sig uden at gøre brug af engelsk-amerikanske (slang-)udtryk.
I den musik, jeg beskæftiger mig mest med, er det dog ikke særlig udbredt. Men hvis jeg selv skal skrive en tekst til en lidt mere rockpræget sang, vil jeg ikke nære de store betænkeligheder ved at bruge visse engelsk-amerikanske udtryk. Eksempelvis gjorde jeg det i sangen “Kun med dig”, der vandt Dansk Melodi Grand Prix i 1996. Men det kræver selvfølgelig også, at det virker naturligt for solisten.

Hvad kan det danske sprog som andre sprog ikke kan?
Jeg tror ikke, at dansk – som sådan – kan noget, som andre sprog ikke kan. Men jeg er helt overbevist om, at man altid vil have en særlig fornemmelse for sit eget modersmål. Bl.a. fordi det er det sprog, man hele tiden bliver opdateret på, og det sprog, man drømmer og tænker på. Derfor kan man også tydeligt høre, at danskere i udlandet, som dagligt betjener sig af andre sprog, efterhånden mister både fornemmelse og gloser, så de er nødt til at bruge deres nye, daglige sprog, når de skal forklare noget.

Hvis du ikke skrev på danske tekster hvilket sprog ville så kunne understøtte din feeling for ord og lune og hvorfor?
For mit vedkommende ville det klart være engelsk. Dels fordi det er det sprog, som bruger oftest, når dansk er udelukket – og dels fordi jeg tidligere har skrevet en hel del engelsk lyrik. Desuden er engelsk et sprog, man hele tiden konfronteres med – både gennem film, tv og musikindspilninger.

Man taler en del om at det danske sprog er ved at forsvinde – Synger fx vi på korrekt
dansk i dag?

Jeg tror, at der til alle tider har været perioder, hvor andre sprog har haft indflydelse på det danske. F.eks. har der været sådanne perioder med fransk, latin og tysk. Men det har dog altid fundet et naturligt leje igen. Sådan tror jeg også, det vil blive fremover (selv om man nu og da kan have sin tvivl).
Hvis man kigger i danske tekster gennem tiden, vil man altid kunne opdage forskellige sproglige (grammatiske) fejl. Det er næppe meget værre i dag end før.

Hvis det alligevel skulle vise sig at være tilfældet, så kan man måske sige, at man til gengæld er mere opmærksom på at bruge et naturligt talesprog i sangteksterne nu.
De omvendte ordstillinger og f.eks. “ej” i stedet for “ikke” bliver trods alt sjældnere og sjældnere. Med mindre de da indgår som en bestanddel af et fast, velkendt udtryk (f.eks. som i “Krøller eller ej”).

Hvad er korrekt dansk?
Her skal man igen være opmærksom på, at sproget ændrer sig. Det, der var tidligere korrekt, vil måske stadig være det – selv om stavemåderne kan være ændret – men om det også vil virke naturligt, det er en helt anden sag. Selvfølgelig skal den grammatiske side af sagen være i orden, og her kan man undertiden – som forfatter – komme i konflikt med talesproget. Det sker jo, at populære vendinger ikke helt holder vand grammatisk (f.eks. når “hun er noget for sig” bliver til “du er noget for sig”, fordi der ikke er plads/rim til at sige “du er noget for dig selv”). Og her må jeg så indrømme, at jeg forsøger at udtrykke mig på andre måder, som både virker naturlige og også er grammatisk korrekte.

Har det danske sprog en fremtid? Og hvis ikke, gør det så noget?
Der er ingen tvivl om, at det danske sprog bliver presset af de større sprog, og netop nu er det under gevaldig indflydelse af engelsk (amerikanske slangudtryk). Man kunne godt frygte, at dansk ville glide mere og mere ud, men kigger man lidt på sproghistorien, så vil man se, at det danske sprog også tidligere har været “under angreb” fra bl.a. fransk, tysk og sågar latin. Så jeg tror og håber, dansk til stadighed vil have en fremtid.

Hvor stor betydning har tekstens semantiske indhold for, om et nummer bliver et hit, i forhold til, hvor mundret / musikalsk teksten er?
Det er svært at svare på. Det bedste er selvfølgelig, hvis både form og indhold fungerer – også i forhold til musikken. Selv har jeg svært ved at koncentrere mig om en sangs indhold, hvis sproget er dårligt og umusikalsk. Det kan ganske enkelt irritere mig så meget, at sangens budskab går tabt. Omvendt skal der jo også gerne være en historie eller en utraditionel vinkel, som får en til at lytte.

Et af dine tekstmæssige kendetegn er hverdagsfraser som hook-line: “Du skælder mig hele tiden ud”, “Vi maler byen rød”, “Du er fuld af løgn” – leder du specifikt efter den slags omkvæd, eller kommer de af sig selv? – Hvad kommer i øvrigt først: teksten eller melodien i de tilfælde?
Det kan jeg nok ikke give et entydigt svar på. Nogle gange fødes titel og refræn-linje af indholdet, som så igen er født af musikkens karakter. Sådan har det i høj grad været, når jeg har skrevet til Melodi Grand Prix.
Andre gange, når det har drejet om f.eks. viser eller revy, har teksten været det, musikken senere blev bygget op om. Sådan har det i øvrigt også været med en række af de julesange, jeg har skrevet.

Men i de fleste tilfælde har jeg skrevet eller fået tilsendt musikken først (efter aftale med komponisten).
Endelig er der
tilfælde, hvor jeg har bestemt mig for en titel og så skal skabe indholdet bagefter. Det kan være et sjovt, lille puslespil.

Hvad er det du gør ved dine sangtekster som ingen anden sangtekstforfatter gør?
Jeg ved ikke, om jeg gør noget, ingen andre gør – men hvis jeg f.eks. ved, at den solist, der skal fremføre sangen, er særlig glad for bestemte vokaler (eller konsonanter for den sags skyld), så prøver jeg at tilpasse teksten efter det. Jeg prøver selvfølgelig også selv at synge teksten for at fornemme sangbarheden. Og så bestræber jeg mig i øvrigt for at følge de musikalske “fødder” 100% og fordele alle tryk rigtigt, så man f.eks. ikke skal synge Århus (med tryk på sidste stavelse) i stedet for Århus.
Netop på det punkt synes jeg, at mange – specielt yngre – forfattere virker lidt sjuskede (alle deres andre fortræffeligheder ufortalt).

Du har på et tidspunkt været vred på DR (2008) fordi de ikke spiller nok Dansktop. Hvordan udspillede problematikken sig?
Det er en lang historie, som for alvor begyndte efter år 2000.
Det, der er sket, er ganske enkelt, at man stille og roligt har kørt P4 ind på et mere strømlinet spor – helt efter de kommercielle radiostationers koncept. Umiddelbart kan det lyde fint nok. Men man skal bare huske, at DR er en public service station. Og når man nu har 4 kanaler, hvoraf P4 er en kanal med populærmusik for “voksne” mennesker (så vidt jeg husker hedder målgruppen 40+), så har man også en pligt til at være alsidig. Det er jo ikke alle mennesker, der er til TV-2, Tina Dickow o.l.

Mange “modne” lyttere vil gerne høre eksempelvis evergreens, musicals, slagere, viser etc.
Det kan de nu kun, hvis de anskaffer sig en DAB-radio. De kan selvfølgelig stadig høre lidt af deres yndlingsmusik – hvis de er heldige – i Giro 413 om søndagen – eller hos Jørgen de Mylius, som heldigvis hårdnakket nægter at følge de nye retningslinjer. Ellers er alle medarbejdere underkastet de musiklister, som er nøje fastlagt af musikcheferne. Selv programmer med indlagte lytterønsker er omfattet af et forbud mod at spille musik, som ikke er sanktioneret af ledelsen.

Public Service? Jo, det er da et fint udtryk – men det har efter min mening intet med virkeligheden at gøre. Ikke i tilfældet P4 og DR- radio.

Hvornår fik du smag for at tekstforfatte og lave musik?
Allerede da jeg i 1959 fik min første guitar og lærte tre akkorder, begyndte jeg så småt at skrive musik og tekster (havde allerede tidligere skrevet små digte). Og da The Donkeys i 1965 fik en pladekontrakt med Sonet, var de 4 første indspilninger egne kompositioner.

Hvordan ved du at en tekst er “i skabet”?
Det er en fornemmelsessag. Men det er jo ikke ensbetydende med, at den også hitter. Der er et væld af fremragende tekster, som aldrig har opnået nogen popularitet. Til gengæld er der også en hel del “rædsler”, som er blevet hits.

Kunstnere der har betydet noget for dig i starten af din karriere?
Interessen for musik opstod for mit vedkommende i midten af 50′erne, da jeg hørte Bill Haleys “Rock Around The Clock”. Så kom engelske Tommy Steele ind i billedet, og så tog drømmen fart. Jeg så hans film “The Tommy Steele Story” og ønskede mig brændende en guitar.

Så hørte jeg Elvis Presley, Ricky Nelson, Neil Sedaka og Cliff Richard, og så var jeg ikke længere i tvivl om, hvad jeg allerhelst ville.
I 1964-65 var det dog The Beatles, der inspirerede mit sangskriveri.

Er sproget ligesom en jakke man tager på – klæder skaber folk – hvad skaber sproget i dig?
Sproget er med til at danne det billede, man har af en person. Der var en gang et herligt revynummer, som handlede om, hvilket sprog folk i forskellige samfundslag og stillinger benyttede sig af. I en sketch prøvede man så at bytte rundt på rollerne, så rockeren f.eks. talte et formfuldendt akademisk sprog, og kirurgen talte som en københavnsk jord- og betonarbejder. Det var fantastisk morsomt. Selvfølgelig var det groft tegnet op og karikeret, men det viste med stor tydelighed, hvordan vi forbinder forskellige typer mennesker med en bestemt sprogbrug. Og hvor forvirrende det kan virke, når type og sprog ikke harmonerer. Hvis vi bare lytter til sproget, knytter der sig helt automatisk nogle forventninger til den person, vi lytter til.

I 1965 vandt vandt Keld & The Donkeys et af de mange popkonkurrencer, DM i Popmusik, i K.B. Hallen med en version af Beatles’ Eight Days A Week. Gevinsten var en pladekontrakt med Sonet, hvor I indspillede et par engelsksprogede singler, som var skrevet af dig. Var det ikke usædvanligt – mange spillede helst cover-numre?
Jo, det var usædvanligt at indspille egne kompositioner på det tidspunkt. Måske var det i virkeligheden også det, der på sigt gjorde os interessante for pladeselskaberne. Det vakte også en vis interesse hos musikjournalisterne, at vi kunne selv. Til gengæld mente de samme journalister, at vi var helt håbløse, da vi skiftede rocken ud med det, der senere blev kendt som “dansktop“.

Hvordan “starter” en god undersættelse, og hvad afgør, om hele nummeret holder?
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har skrevet det, man kalder “undersættelser”, så det ved jeg ikke så forfærdeligt meget om. Men det er vel opstået ved, at man for sjov har sunget noget, der lydmæssigt dækker den udenlandske titel (f.eks. “See You Later, Alligator”: “Se, min læge er diktator” eller “Killing Me Softly”: “Kylling med soft-ice”).
Hvis man kan få noget sjovt ud af at efterligne lyden alle de steder, hvor lytteren husker den originale tekst – og samtidig få mening ud af det (hvor fjollet den så end er), så kan nummeret komme til at holde. Men det får selvfølgelig ofte en helt anden karakter end den originale version.

Skriver du helst danske tekster – og hvorfor/ikke?
I dag skriver jeg helst tekster på dansk. For det første fordi det jo er mit modersmål og derfor det sprog, jeg er allerbedst forankret i – og for det andet fordi jeg ikke længere har den samme rutine i at skrive på engelsk.
Men det sidste kunne dog nok afhjælpes, hvis der var behov for det.

Hvordan gør du når et musik nummer bliver til – skrives teksten før musikken?
I langt de fleste tilfælde er musikken blevet til først. Men det er dog hændt – ikke mindst når jeg har skrevet viser – at teksten har ligget færdig, før jeg – eller en anden sangskriver – er begyndt på musikken.

Hvornår er dine tekster allerbedst?
Generelt vil jeg sige, at jo mere jeg holder af musikken, jo større er chancen for, at også teksten bliver god. Det er svært at skrive en god tekst, hvis man ikke bryder sig særlig meget om musikken. Omvendt er der megen inspiration at hente i et godt stykke musik, at det i sig selv kan bære et langt stykke hen ad vejen.

Din muse/inspirationen til teksterne – hvor henter du disse nødvendigheder fra?
Jeg henter inspirationen fra den hverdag, der omgiver mig. Det kan være noget, jeg ser på TV, læser i et blad, oplever, når jeg bevæger mig rundt. Det kan også være ren fantasi, som sættes i gang af selve musikken. Der er uendeligt mange muligheder.

Nu har du jo skrevet rigtigt mange tekster – men jeg tænker på, om der er somme, du er mest glad for og hvorfor?
Der vil selvfølgelig altid være tekster, man er mere glad for end andre. Nogle af de tekster, jeg har været mest glad for, findes på en vise-cd, Hilda og jeg indspillede i begyndelsen af 90′erne. Men også nogle af de seneste pop-cd’er rummer tekster, som jeg er stolt over at have skrevet.

Når jeg siger Tommy Steele, hvad siger du så?
Tommy Steele har jeg allerede været inde på. Han var nok den, der først tændte mine drømme om selv en dag at stå på en scene.

Var det svært at finde din egen stil – du har engang nævnt noget om at du fx var kloning af Elvis Presley?
Der er ingen tvivl om, at jeg var meget præget af Elvis’ måde at synge på, da jeg begyndte at optræde. Det kan
bl.a. høres på nummeret “Gone For Good”, som var vores 2. singleplade. Men da vi begyndte at synge på dansk, måtte jeg finde mine egne fødder at stå på, og det tog mig vel et par år at “finde mig selv” og min egen identitet.

Siden 1976 har du været én af Danmarks flittigste tekstforfattere og dominerende som leverandør til en lang række vindere i Melodi Grand Prix-sammenhæng – hvornår blev du tændt på Melodi Grandprix?
Første gang Melodi Grand Prix fik taget i mig var vel, da jeg hørte Otto Brandenburg synge “To lys på et bord” i 1960. Men drømmen om en dag at vinde Grand Prix’et kom med Grethe & Jørgen Ingmann, da de i 1963 vandt med Volmer-Sørensen og Otto Franckers “Dansevise”.

Din første triumf ved Det Danske Melodi Grand Prix?
Det naturlige svar ville nok være at sige 1979 “Disco Tango” sammen med Tommy Seebach. Men for mig, var den først triumf ganske enkelt den at være blevet udtaget i 1978, da Grand Prix’et endelig blev genindført. Sangen hed “Eventyr”, musikken var skrevet af Leif Pedersen, og det var et af mine store forbilleder, Grethe Ingmann, der var solist. Da jeg første gang hørte hende synge min tekst, fik jeg gåsehud over det hele og en stor klump i halsen. Sangen blev ikke højt placeret, men for mig er den unik. Ikke mindst på grund af Grethes fortolkning.

Hvorfor er der ofte en dis-respekt i pressen når det kommer på Melodi Grand Prix?
Er der ikke altid i medierne en tendens til at rynke på næsen ad det folkelige? Det er i hvert fald mit klare indtryk. Dermed fremhæver man jo også sit eget, “overlegne intellekt”.
Jeg opfatter det undertiden som en følge af et mindreværdskompleks (“kan man ikke selv blive kunstner, kan man jo altid kritisere andre”).

I det hele taget bryder jeg mig ikke om, at man putter musik i en bås og generaliserer. Og det er præcis, hvad jeg mener, man gør i P4 i dag. For mig er ingen genrer “finere” end andre. Alle genrer byder på både god og dårlig musik. Det gælder også Melodi Grand Prix.
Spørgsmålet er, om musikken er velskrevet og veludført ud fra de præmisser, der ligger i genren.

Det værste Danske Melodi Grandprix i Grand Prixets historie ifølge dig er (årstallet) .. og hvorfor? (her tænker jeg niveau-mæssigt).
Det har jeg ikke noget svar på.

I 2002 var der voldsom debat om tekstens niveau i vindersangen “Vis mig, hvem du er”, og du gik direkte ind i en debat, der gav en del øretæver. Hvorfor var den debat så vigtig?
Jeg ved ikke, om debatten var vigtig – eller om den har ændret noget som helst. Men for mig var den nødvendig. Hvis en konkurrence mellem ophavsmænd skal give nogen mening, må man tage den alvorligt. Det følte jeg ikke, forfatteren havde gjort i dette tilfælde og heller ikke de mennesker, som havde udtaget sangen. Dels var noget af teksten det rene, usammenhængende vrøvl og dels bød den på en række stilbrud. Og når man så har en ganske ung pige som solist – en pige, som aldrig nogensinde ville drømme om at bruge sådan et sprog – så er der efter min mening noget, der er gået helt galt. Derfor fik sangen også bundkarakter af den professionelle jury. Jeg var som jury-formand den, der skulle samle stemmerne og lægge karaktererne sammen fra alle juryens medlemmer, så jeg ved, at vi var uenige om placeringerne. Kun én ting var alle helt enige om: “Vis mig, hvem du er” var den svageste af de fem sange, som skulle konkurrere om 1. pladsen. Bl.a. på grund af en nærmest håbløs tekst. Og det er jo netop den slags vurderinger, en jury skal foretage. Den skal ikke ukritisk være publikums “forlængede arm”. Den skal bedømme musik og tekst på et professionelt grundlag. Det var præcis, hvad vi gjorde.
At jeg så ikke syntes, sangen var så dårlig, at den havde fortjent den sidsteplads, den fik ved Eurovisionen, er en helt anden sag. Det var synd for både sangskriver og solist.

Har du nogensinde følt dig tilsidesat – i Grand Prix sammenhænge?
Ja, det har jeg. Ikke så meget som person – mere overordnet i rollen som tekstforfatter.
Det skyldtes, at DR i en lang årrække nærmest negligerede den ene halvdel af ophavsmændene: tekstforfatteren. Det hang meget dårligt sammen med den kampagne, man på et tidspunkt kørte, nemlig at konkurrencen stod mellem autorerne – ikke solisterne.

Således blev forfatteren ikke inviteret med til finalen i Eurovisionen. Solister, kor, komponist, dansere og DR-medarbejdere blev inviteret. Det gjorde tekstforfatteren ikke. Den første gang (1979) gik mit pladeselskab, EMI, ind og betalte for mig. Anden og tredje gang betalte jeg selv (under protest), fjerde gang (i 1985) ville jeg blive hjemme for dermed at vise min utilfredshed med den groteske forskelsbehandling.

Der skete dog det, at svensk TV besluttede sig for at fokusere på ophavsmændene og derfor var helt uforstående overfor DR’s holdning. Så betalte Danmarks Radio. I ’88 var den så gal igen, og jeg blev hjemme (i protest på egne og kollegers vegne). I ’89 så situationen ud til at skulle gentages, men så fik Birthe Kjær den idé, at Søren Bundgaard og jeg skulle med som korsangere og dansere, og dermed var knuden løst, selv om jeg stadig markerede min holdning.

Tilsidesættelsen fortsatte i ’90, ’93 og ’96, hvor jeg blev hjemme. I sidstnævnte tilfælde blev spørgsmålet dog aldrig aktuelt, fordi “Kun med dig” blev vraget af en international jury og derfor ikke kom med i Eurovisionen.
Jeg ved ikke, om den tåbelige og helt usaglige holdning til tekstforfattere stadig eksisterer i DR.
Forhåbentlig er man kommet på andre og bedre tanker…

På et tidspunkt syntes du, at der var for meget “cirkus” i Grand Prixet?
Det er rigtigt, at der på et tidspunkt gik “cirkus” i Grand Prix’et. Det var, som om de nye lande i konkurrencen skulle overgå hinanden og sig selv og var mest interesseret i at vise, hvad der kunne lade sig gøre på scenen. Den musikalske del blev mere eller mindre ladt i stikken, mens div. artister kastede sig rundt og opførte bizarre forestillinger. Måske var det bare “begynder-vanskeligheder”. I hvert fald synes jeg, at “cirkus-delen” har været på retur det sidste par år. Gudskelov for det…

Hvornår “fik vi det gode Grand Prix tilbage”?
Det gjorde vi selvfølgelig i 1978 (Danmark var jo under Niels-Jørgen Kaiser’s ledelse ikke med i årene efter 1966. Først i 1978 afholdt man igen Melodi Grand Prix herhjemme).
Nå, jeg tror godt, jeg ved, hvor du vil hen, men jeg har aldrig lagt afstand til nogen af de måder, Grand Prix’et har været afholdt på herhjemme, selv om der selvfølgelig ind imellem har været nogle udgaver, som efter min mening ikke har været optimale. Det vigtigste for mig har altid været, at vi har været med.
Hvis vi taler internationalt, så er jeg bange for, at vi aldrig får “det gode Grand Prix” tilbage. Det er blevet et stort – alt for stort – show, hvor man ikke længere kan huske de enkelte sange fra hinanden (det hjalp dog lidt, da man skar ned på antallet og indførte semi-finaler).

Selvfølgelig kan det da tænkes, at mit (og andres) syn på Eurovisionen ændrer sig, hvis Danmark igen skulle vinde. Det virker bare, som om det har lange udsigter, fordi smagen i de dominerende øst-europæiske lande tilsyneladende er meget anderledes end den skandinaviske.

Dit bedste Grand Prix minde?
Der er mange gode minder. F.eks. Grethe Ingmann i 1978, den første hjemlige sejr i 1979 og triumfen i 1985, da de 3 højest placerede titler var mine. Der var også Lausanne i 1989, da Søren Bundgaard, Henrik Krogsgaard og jeg bakkede Birthe Kjær op sammen Lei og Lupe Moe. Det var en rigtig sjov oplevelse og en hyggelig tur.
Men intet overgår Brdr. Olsens triumf i 2000 i Globen i Stockholm. Jeg var med som kommentator for DR. Det var en helt fantastisk fornemmelse, da Jørgen og Noller stod der på scenen som vindere. De viste sig også rent menneskeligt som store vindere med den ydmyge og dybt professionelle indstilling, de havde. Jeg var både glad og stolt på musikkens og hele nationens vegne den aften.

Hvis du skulle give Det Internationale Grand Prix en form, hvordan ville du bygge det op?
Det har jeg ganske enkelt ikke noget bud på.

Når jeg siger ‘Sweethearts’ – hvad siger du så?
Så siger jeg: Festlige mennesker med en herlig, anderledes og forfriskende opfattelse af tingene.

Du var vært i melodi grandprix 93 – hvorfor?
Jeg fik tilbuddet af DR. Betingelsen var, at jeg ikke selv skrev til Grand Prix’et. Den betingelse overholdt jeg naturligvis, men da mit værtskab var hemmeligt, kunne jeg ikke fortælle mine samarbejdspartnere om aftalen. Jeg kunne kun sige, at jeg ikke havde lyst til at skrive tekst til årets Grand Prix, hvilket i øvrigt ikke var helt usandt.
Der var derfor kaos i TV-Byen, da det blev afsløret, at en af sangene var forfattet af mig. Tommy Seebach havde indsendt en sang, som var blevet kasseret året før – den var nu blevet udtaget. Jeg tilbød at trække mig som vært, da jeg hverken kunne eller ville forlange, at Tommy trak sin sang ud. Det blev dog afslået af DR.
Da sangen så senere vandt, måtte jeg holde lav profil og lade min medvært, Kirsten Siggaard, overtage det meste af værtsrollen.

I 1995 får DR nye idéer med Grand Prixet – fortæl hvad der skete med Grand Prixet – genremæssigt?
Man ønskede at få rockfolkene med i Grand Prix’et og forsøgte at gøre stilen “yngre”. Så vidt jeg husker, prøvede man også at give det en ny titel, “Dansk Musik Event”. Det virkede ærligt talt noget kunstigt.
Alle solister, der normalt var forbundet med Grand Prix, blev holdt ude. Folkeligheden forsvandt. Det er klart, at jeg ikke helt sympatiserede med måden, det blev gjort på. Men jeg syntes ikke, der var noget galt i, at man ønskede en vis fornyelse.

Hvornår skrev du din sidste tekst til Melodi Grand Prixet?
Jeg skrev min sidste tekst i 1996, da jeg fik en henvendelse fra Jascha Richter fra “Michael Learns To Rock”. Han spurgte, om jeg ikke havde lyst til at skrive tekst til hans musik. Det ville jeg meget gerne, da jeg havde hørt sangen. Den vandt en af de største sejre nogensinde i et dansk Melodi Grand Prix med mere end dobbelt så mange stemmer som resten af sangene – tilsammen! Den blev fremført af Dorthe Andersen og Martin Loft.

Kunne du tænke dig at skrive en tekst til – hvis du blev spurgt?
Umiddelbart: Nej. Så sent som for et par uger siden takkede jeg nej til at skrive med henblik på Dansk Melodi Grand Prix 2010.

Det Danske Grand Prix 2009 – hvad syntes du om niveauet?
Jeg synes, at niveauet i år var højt – generelt. Ikke mindst blandt de sange, som gik videre.

Påvirker dårlig kritik dig – når nogle omtaler din musik/tekster?
Nej, egentlig ikke længere. Hvis jeg selv er tilfreds med mit arbejde, så betyder det mindre, hvad andre synes. Jeg mener selv, jeg er min egen hårdeste kritiker. Derfor lader jeg mig ikke så let påvirke af andres mening.
Som ganske ung er man nok noget mere følsom og usikker.

Du og Johnny Stage arbejder i øjeblikket på dit solo-album. Fortæl lidt om det?
Det, vi er i gang med, er et fritidsprojekt. Det er hovedsagelig musik fra 50′erne og 60′erne, og vi indspiller sådan lidt efter musikkens “dogme-regler”. Der må kun bruges udstyr fra den periode, hvor sangene blev til. Den moderne, langt mere avancerede teknik er forbudt.

Vi har ingen deadline. Pladen er færdig, når vi er enige om, at den er, som vi vil have den, hvornår det så end må blive.
Idéen til projektet opstod, da vi arbejdede sammen på albummet “The Lady With The Crying Eyes” – en hyldest til produceren Joe Meek. Vi følte begge, at vi swingede godt sammen. Dermed var grundlaget det bedst mulige for et nyt samarbejde.

Hvad er din holdning til blogs, wikipedia-artikler, youtube, hjemmesider af enhver art, hvor der er ytringsmulighed uden en professionel redaktør, der kan borge for indholdets kvalitet. – ser du dette medie som en mulighed for at smalle og originale ting får en chance, eller som amatørismens triumf, fordi hvemsomhelst kan skrive hvadsomhelst, og ingen tjekker kvaliteten?
Jeg bryder mig absolut ikke om, at man kan sætte hvad som helst på nettet – uanset kvalitet og indhold. Så har jeg vist sagt det så pænt, som jeg på nogen måde kunne.

Hvad handler dine tekster om – om 30 år?
Sandsynligheden for, at jeg lever om 30 år, er nok ikke særlig stor. Og chancerne for, at jeg i givet fald stadig skulle skrive tekster, er så minimale, at jeg anser det for usandsynligt.
Ser vi helt bort fra det, så håber jeg, at kærligheden ville have en så stor plads i mit univers, at den fortsat ville være et af mine yndlingsemner.
Ellers ville det hele jo nok afhænge af, hvordan verden ser ud til den tid

Mange går sikkert med den overbevisning, at Keld Heick nærmest kan “ryste tekster ud af ærmet”. Hvis du lige på falderebet skulle digte en hurtig schlager til hooklinen “Ord til alle sider”, hvordan ville den så se ud?
Det vil jeg slet ikke forsøge. For det første har jeg aldrig “rystet tekster ud af ærmet”. De er som regel resultatet af en længere, koncentreret arbejdsproces. For det andet skal man ikke tro, at man så let kan skabe en slager. I virkeligheden er det jo medierne og publikum, der bestemmer om en sang skal blive en slager, et hit – sangskriveren kommer bare med sit bud. Og selv den største ørehænger bliver alligevel aldrig en succes, hvis den ikke bliver præsenteret for publikum. Så et bud på en slager uden et publikum – det giver ingen mening.

 

Skriv et svar