Josefine Klougart

 

Josefine Klougart debuteret som forfatter med romanen Stigninger og Fald 2010.

Josefine, du er født i 1985 og allerede nu har du udgivet en bog, der har fået rosende ord med på vejen. Er det opvæksten på Mols, der har givet dig tid til ord og hvorfor skriver du?
Jeg oplever, at der i litteraturen og kunsten ligger et fantastisk stort erkendelsespotentiale. Litteraturen byder sig simpelthen til som en særligt intens måde at være til stede i verden. Derfor tager jeg mig med glæde tid til litteraturen. Det føles meningsfuldt.

Hvornår begyndte du at leve meget i skriften – hvad skete der?
Siden jeg lærte at læse har skriftsproget været en væsentlig del af mit liv.

Du har læst Kunsthistorie og Litteraturvidenskab på Århus Universitet og går nu på Forfatterskolen i København. Hvorfor ville du også på forfatterskole?
Jeg læser for at skrive, jeg har gået på forfatterskolen for at blive bedre til at læse; det bider sig selv i halen. Dybest set handler det om en glæde ved litteratur og en fascination af skønlitteraturens enorme potentiale – de næsten uanede muligheder der ligger i det litterære sprog.

Hvordan er det at møde forfattere (på skolen) som også har ‘ord’ som virke. Forvirrer det din opfattelse af kvalitet?
Mødet med andre forfattere hænger uløseligt sammen med mødet med anden litteratur, opdagelsen af et “fremmed” sprog. Jeg tror, den forvirring, som uundgåeligt opstår i dette møde, er en forudsætning for fortsat at tage stilling til, hvad den gode litteratur er, hvad litterær kvalitet består i.

Hvordan har du det med at modtage undervisning i at skrive – provokerer det dig ikke at blive korrekset?
Man lærer ikke at skrive af at gå på Forfatterskolen, og man undervises ikke umiddelbart i dét at skrive. Skolen skaber rum for en kritisk diskussion af litteratur og sprog; gennem samtalen opnår man en bedre fornemmelse for det litterære sprogs muligheder, og man bliver en bedre læser. Jeg har ikke oplevet forfatterskolen som et sted, jeg er blevet “korrekset”; men et sted, hvor man har stillet kritiske spørgsmål til mine tekster, så jeg forsat er blevet tvunget til at tage stilling til det sted, jeg skriver fra.

Hvis du skal beskrive tiden på Forfatterskolen, hvad gjorde den så ved dig? Blev du flyttet? Og i så fald hvorfra og hvortil? Og hvad var det, der flyttede dig?
Jeg oplever mit første år på Forfatterskolen som et slags udstrakt chok. Litteratur havde aldrig før optaget eller overlejret så store dele af min bevidsthed. Dét at skrive er blevet noget andet end en stjålet beskæftigelse. Et arbejde, der skal gøres.

Hvor har du ellers øvet dig i at skrive?
Alle steder snart sagt. På rejser, i vaskekældre, på højskoler, i toge og caféer, på vattæpper i baghaver.

Har du nogensinde følt dig alene i din kærlighed til ord?
Nej. Tvært imod. Der er skrevet så mange fantastiske bøger, der vidner om, at man ikke er alene i den kærlighed. Jeg tror litteraturen kan fungere som et korrektiv til den ensomhed, der er menneskets.

Da du var 15 år skrev du til forfatteren Per Højholt, fordi han skulle vide, at du eksisterede. Hvorfor var det så vigtigt at synliggøre dig selv som skrivende menneske – eksisterer man ikke som forfatter før man bliver set/hørt?
Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad det betyder for mig som forfatter at blive læst. Jeg ved, det betyder noget. Sprog er en måde at nå andre mennesker, en måde at gribe ind i verden – der er altid en “anden” i spil, når man skriver. Men hvad det betyder at denne “anden” også er et menneske i kød og blod, det er jeg stadigvæk ved at finde ud af.

Hvordan har du det med at nogle fortolker din bog?
Jeg tænker, at enhver læsning rummer et element af fortolkning, og naturligvis forudsætter en fortolkning en læsning. Når jeg oplever, at min litteratur fortolkes yderligt, dvs. uden en samtidig læsning, hvor der investeres og satses fra læserens side, ja så bliver jeg lidt trist. Jeg er dårlig til “spild”.

Bliver du nogensinde vred på ord?
Nej. Af og til bliver jeg vred på mig selv, jeg oplever ikke en vrede i forhold til ord. En afmagtsfølelse, kan måske opstå, en frygt måske eller en irritation, men så er det i forhold til et sprog og i forhold til et sprogs vanvittigt store mulighedsum.

Hvordan blev din debutbog ‘Stigninger og fald’ til?
Stigninger og fald er blevet til som en begejstret undersøgelse. En undersøgelse af en særlig måde at være til stede i verden på, en slags poetisk bevidsthedsform. En undersøgelse af hvordan denne bevidsthedsform skaber forbindelser og sammenhæng i verden, hvordan den hele tiden åbner for nye syn. Nye rum.

Hvordan har du det generelt med skriveprocessen? Hvor meget kender du til hele historien, når du går i gang med at skrive? Arbejder du ud fra en synopsis, eller får manus lov til at udvikle sig selv og “tage over”? Eller er det figurerne, der gør?
Stigninger og fald er skrevet i en slags associativ rus. Der er ingen væsentlig kronologi i romanen, hvilket har bidraget, tror jeg, til min oplevelse af arbejdet med den som meget organisk og frit strømmende; samtidig med at der er en sproglig konsekvens i romanen, som har bundet mig. På den måde har arbejdet med romanen været som mit arbejde med litteratur altid er: balancerende mellem noget reflekteret, kontrolleret og noget spontant, frit.

Din roman er ikke en klassisk kronologisk fortælling, men derimod små korte tekststykker. Hvorfor gav du bogen denne form?
Der er en sammenhæng mellem hvordan romanen fungerer på ordniveau, sætningsniveau, indenfor afsnit og kapitler. Romanen er født med og i denne sceniske form; havde formen været en anden var bogen en anden.

Hvorfor var ‘Stigninger og fald’ vigtig at skrive?
Svaret på sådan et spørgsmål afhænger af, hvilket niveau man spørger til. Et psykologisk, et etisk, et litteraturhistorisk, et politisk, et æstetisk niveau – eller måske dem alle på en gang? Et svar af mange er i hvert fald, at jeg ønskede at nærme mig en forståelse af, hvordan bevidsthed – og i særdeleshed poetisk bevidsthed – fungerer.

Der er en musik i dit sprog – hvor kommer den fra?
Jeg tror, der er et musisk element i al god litteratur, måske endda i alt sprog. Hvis man vil undersøge bevidsthed og ikke mindst den poetiske bevidsthed, ja så bliver det musiske afgørende. Der er rytme og musik i snart sagt alt – i landskaber og i sprog.

Hvad betyder naturen for dig i forhold til dit skrivearbejde?
Naturen og mine oplevelser af og i naturen ligger som billeder og lyd, som oplevelse og erfaring i min krop og i mine tanker. Jeg tror, at vores omgivelser – naturen og byen og havet og menneskene – griber ind i vores sprog. Og omvendt.

Beskriv din arbejdsproces – er der et bestemt tidspunkt/sted du altid opsøger når du skal ind i dit skriverum?
Jeg
har endnu ikke opdaget anden systematik i mit skrivearbejde end den, at det sker. At jeg skriver. Igen og igen forundres jeg over, hvordan det egentligt sker. Der er altid så meget, der står i vejen; og jeg oplever stadigvæk en slags dårlig samvittighed over selve dét at skrive. Der er en ødselhed forbundet med det, der adskiller det fra det fysiske arbejde. Heldigvis bliver skellet med jævne mellemrum udflydende for mig. Jeg har på fornemmelsen at det er her, jeg får skrevet. Når det bliver et fysisk arbejde. Også.

Hvilken forskel er der på dine tekster, når de skrives Mols og i København – præger det dit ordvalg/skriveflow – kan steder lave om på ord – eller kommer ord et sted fra, der ikke lader sig påvirke af omgivelserne?
Jeg tror, i høj de landskaber vi som mennesker omgiver os med, er betydende for vores sprog. Det er de bøger vi læser også, de fremmede sprog vi støder os på og de sprog vi når andre igennem. Nogle gange er afsmitningen direkte, andre gange er den så indirekte, at man dårligt mærker den.

Du siger, at det ikke kun handler om at ville sproget, men også om at turde det – kan ordet/sproget være farligt?
Jeg tror ikke, der kan være tvivl om, at sprog griber ind i verden og i menneskers oplevelse af verden. På den måde er der et element af magt i sproget, sproget er bestemt ikke ufarligt eller uskadeligt. Dén tanke forekommer mig lettere vanvittig.

Du overskrider dig selv i skriften – har du aldrig haft fornemmelsen af, at skriften sætter grænser, at sproget er en begrænsning?
Nej, egentlig ikke.

Et udsagn: Forfattere er heldige, – de har to liv. Hvad siger du til det?
Jeg synes det er noget vås.

Hvad er forfatterens opgave(r)?
Det er vel noget man som forfatter må afklare med sig selv. Eller netop ikke afklare; måske netop udfordre. Man kan sige, at kvaliteten af den litteratur, en forfatter skriver i høj grad er afhængig af den opgave, teksten – og dermed forfatteren – sætter sig for at arbejde på eller måske retter indenfor. Og man kan måske sige at der en tendens til, at den litteratur, der er meget bevidst om sin egen opgave og forsøget på at “løse” den, bliver klodset og unison.

Virginia Woolf er du begejstret for. Er der noget, hun kunne med ord, som du ikke kan?
Helt sikkert. En hel masse.

Kan du noget med ord, som Virginia Woolf ikke kunne?
Helt sikkert. En hel masse.

Hvordan reflekterer du menneskelig bevidsthed ind i sproget?
Jeg tror Stigninger og fald mimer en særlig form for menneskelig bevidsthed, en slags poetisk bevidsthed, som er kendetegnet ved en radikal smidighed. Den måde poetisk bevidsthed hele tiden overskrider det konkrete rum og trækker nye rum ind, lægger nye billeder til, den finder du i romanens bevægelser. Den bevægelse er måske romanens krop.

Hvad er krævende læsning for dig?
Al læsning kræver noget af en læser. Der skal investeres noget. Den gode litteratur kan ikke være bange for ikke at blive “grebet”, man må skrive med en forventning om, at en læser gerne vil afkræves noget af sproget. Det mellemværende, der er mellem sproget og forfatteren kræver noget af læseren. Tid og vilje for eksempel.

Du har udtalt dig om at debuten er “som at komme hjem” – men hvad med verden derude?
Min bog er jo en konkret ting i verden, min debut er en begivenhed i mit liv. Når jeg taler om, at der er en følelse af hjemkomst i dét at debutere, peger jeg på, at debuten netop ikke er noget pludseligt indtruffet – det føles som en på sin vis ventet og naturlig forlængelse af det arbejde jeg i mange år har udført.

Du siger at sproget griber ind i verden. Hvordan griber sproget dig?
Det er ikke ligegyldigt, hvilke navne man giver tingene: at en blomst hedder smørblomst er ikke uvæsentligt, at en anden hedder rævehale er heller ikke uvæsentligt. Ordene griber ind i verden; i vores oplevelse af verden. Vi erfarer også med sprog, tænker jeg. Hvis man med spørgsmålet om hvordan sproget griber mig mener, hvordan sproget griber ind i mig som menneske, så er spørgsmålet egentligt ganske uoverskueligt: sproget har med bevidsthed og erkendelse og krop at gøre, mit jeg er til i og med sproget.

Kan man fortabe sig i sproget med sin sprogglæde?
Hvis man forstår dét at fortabe sig i sprog som at miste sig selv i sprog eller helt glemme sig selv og sin egen krop, så tror jeg det ikke. Men man kan i sproget opleve en form for overskridelse af sig selv, en overskridelse af ens kritisk reflekterende bevidsthed. Denne mulighed er for mig en stor glæde.

Skriv et svar