Jesper B. Korndal

 

Jesper B. Korndal har været en del af digter-fællesskabet Øverst Kirurgiske siden 2006 og har bl.a. bidraget med tekster i magasiner som ´Øverste Kirurgiske´ og ´12 linjer´. - Foto: Joachim Heyde Debell

Jesper B. Korndal, du er i den grad en flittig forfatter i sin spæde vår – en digterspire, der er i gang med digtsamling nr 2 – med titlen ‘Iført krøllet skjorte’?
Ja, den er faktisk færdig. Men den har fået en anden titel. Nu hedder digtsamling ‘Doo Wop.’. Jeg har den med, så du kan se den.

Men du har også en digtsamling i gang, hvor du har fokus på fodbold?
Ja, det er et sideprojekt som jeg skriver på, når jeg har noget, og som jeg skriver på, når jeg ikke gider at kigge på alt det andet. En slags hyggeting. Fodbold er jo en stor passion for mig, og jeg syntes det kunne være sjovt, at blende de to ting jeg godt kan lide: Poesi og fodbold. Men jeg ved ikke hvornår den er færdig. Det kan være den er klar om en måned eller om to år. Den bliver sikkert en lille udgivelse på BØK (Øverste Kirurgiske Forlag). De laver sådan nogle små “pixiebøger”, som de kalder det. Den kommer til at hedde ‘UEFA CUP TORSDAGE’.

Hvad synes du om det danske sprog?
Jeg kan godt lide det danske sprog. Måske fordi jeg er vokset op med dansk musik? Siden jeg var lille, har jeg hørt en del John Mogensen. Det var rimelig utraditionelt, at sådan en ung gut hørte John Mogensen – hvilket minder mig om, at jeg lige har været på en John Mogensen aften ude på Dragør Badehotel. Det var ret sjovt. Jeg hørte også Gasolin og Steppeulvene. Jeg kunne godt høre lyrikken i fx Steppeulvenes tekster.

Hvorfor skriver du så ikke sangtekster – hvorfor kun digte?
Jamen, det gør jeg også ved siden af alt det andet. Jeg har skrevet 10-12 sangtekster på dansk, som forhåbentlig som forhåbentligt ryger i studiet i år. Projektet har jeg lavet sammen med en kammerat, der har været i Syd Amerika et år. Når han kommer hjem, går vi så i studiet, for alvor. Han er utrolig god musisk og jeg har hjulpet ham med teksterne, der er sådan lidt “moderne John Mogensen – agtig” – du ved, – ‘Ensomhedens Gade Anno 2009″, en hyldest til den gamle gode musik.. Plus lidt Gustav Winkler-feeling, hvis det går rigtigt højt. Vi har indspillet et par demoer. Og P3 har også vist interesse for projektet.

Men teksterne er skrevet for ca. 2 år siden. Det er altså ikke noget jeg arbejder med i øjeblikket. Det er ligesom alt andet. Jeg holder en pause med det indtil min kammerat kommer hjem fra Sydamerika.

Kan det ikke være hårdt, at have så mange projekter i gang – på én gang?
Jo, det er hårdt. Ud over ‘Af Vejen-projektet med Claus Høxbroe, som løb af stablen sidste år, var der jo også mit eget skriveri, som skulle tages seriøst. Jeg håbede at 2009 ville blive et år, hvor jeg kunne læne mig tilbage og slappe af, tage til receptioner, spise pindemadder og drikke hvidvin. Men nej. Der er gang i en del, som jeg håber at høste frugterne af, om et eller to år.

Men hvor længe har du egentlig skrevet?
Jeg har skrevet i ca. 10 år. For nylig fandt jeg nogle digte, som jeg havde skrevet, da jeg var 7-8 år. Det var altså sjovt. Jeg var blevet inspireret af ‘Poeten og Lillemor’ . Men det blev først til seriøs skriveri, da jeg kom til Brasilien. Jeg boede der i over et halvt år.

Da jeg begyndte at skrive dernede tænkte jeg, – det er jo dét jeg skal.

Der har også været en masse udenoms op til nu, men det har hele tiden været det, at skrive. Selv når jeg havde et almindeligt lønarbejde. Så skrev jeg når jeg havde fri.

Du kan portugisisk?
Ja. Halvdefekt. Men når jeg fx skriver digte, så popper portugisiske strofer op. Og det er ikke fordi det er fortænkt, på nogen måde. Jeg kan også finde på at putte engelske ord ind i mine digte.

Men jeg har skrevet digte om Brasilien. Og det er nærliggende at bruge enkelte portugisiske gloser i de digte. Men det portugisiske sprog er også blevet en integreret del i mit eget sprog. Det er sådan jeg ofte selv går rundt og snakker. Der er bare ord, der lyder federe på portugisisk end på dansk.

Det ligger også i tiden at man krydrer det danske sprog med udenlandske gloser. Tænk på hvordan vi laver mad. For fyrre år siden var der nærmest ingen, der havde smagt paprika eller kebab i Danmark. Og nu er disse spiser en integreret del af det danske samfund. Jeg synes godt man kan drage paralleller fra madkultur til sprog.

Når man går på Strøget i København er der også ret så mange dialekter øret når at opfange. Så vi taler ikke Emil Aarestrupsk alle sammen og vi digter heller ikke alle sammen guldalderlyrik.

Så du er ikke bekymret for at det danske sprog forsvinder?
Nej, overhovedet ikke. Det danske sprog udvikler sig. De unge mennesker i dag snakker anderledes end man gjorde i tresserne. Jeg er sikker på at det danske sprog vil bestå – i den ene eller den anden afskygning. Og så længe folk forstår hinanden så er det vel lige meget hvordan det lyder. Man kunne selvfølgelig også køre på den konforme stil og skrive rigsdanske digte, men det er altså bare ikke mig.

Hvad forventer du af dig selv, når du sætter dig til rette for at skrive?
Jeg forventer at det lykkes at skrive et digt, at det klinger godt. Og man ved også instinktivt, når det ikke er et godt digt, du ved – Ah – der skal lige høvles lidt hist og her. Den måde jeg arbejder på er sådan at jeg tager brudstykker ud af oplevelser og putter disse i en kasse. Så kan jeg tage dem frem i ny og næ og arbejde videre på brudstykkerne. Nogle digte er der et naturligt flow i – og du er hurtigt færdig. Og så er der de digte du fx får ideen til, når du sidder i lægens venteværelse og hvor du gemmer sentenserne til det rette tidspunkt: Klip, kopier, sæt ind, i den rigtige kontekst. Ofte gemmer jeg brudstykker af digte på mobil, blog eller computer. Så tømmer jeg diverse installationer for digte og sætter mig så med digtene og begynder at arbejde på dem. Jeg prøver så vidt muligt at skrive hver dag – på bagsiden af en bøde eller på håndryggen – hvad ved jeg. Bare jeg får skrevet lidt hver dag. Det er en del af skolen.

Kommunikerer du med dine digte – er de små levende væsner?
Ja, digte er underlige størrelser. Når man skriver digtene, sker der ofte noget uforklarligt. Du kan have den der idé – du begynder så at skrive og så er det som om papiret guider dig i én bestemt retning. William Blake sagde i øvrigt at digtning er som det usynliges præst. Det kan af og til føles som om en usynlig størrelse har en højere betydning for digterkunsten. Men det er svært at beskrive. Og det skal det måske også være. Det er godt, der ikke er en videnskabsmand der kan forklare hvilke niveauer digtningen fungerer på. De ting der ikke kan forklares er ret interessante.

Når du skal læse dit op, hvordan oplever du det så. Én ting er, at læse sit digt bag panden/indenad. En anden ting er at lukke det ud af munden, så ører kan opfange det?
Jeg synes jeg er god til at vælge de digte der egner sig til oplæsning for en given målgruppe. Det er klart at nogle digte egner sig bedre til et yngre publikum – fx på ‘Dannys Joint’. Men laver jeg en ØK (Øverste Kirurgiske) oplæsning, hvor målgruppen er mere moden og litterær, så er det nogle andre digte jeg vælger. Man kan også hurtigt se om digtene rammer folk – hvis digtet bare svæver og folk ikke gider række hånden ud og gribe det. Omvendt kan det også være sådan, at folk finder et digt interessant, som man ikke selv synes fungerer. Jeg har også snakket med Claus Høxbroe om det her. Han siger jo, at digte er håndværk, og han er dygtig til at trykke på de knapper der vækker folk. Men det er ikke sådan jeg arbejder. Jeg inddrager ikke publikum så meget i min digtoplæsning. Jeg er heller ikke den der fyrer jokes af, indimellem digtoplæsningen. Jeg er mere stringent. Holder mig meget til teksten. Jeg kan godt improvisere. Hvis jeg læser et langt digt op, kan jeg godt finde på at ændre et ord hvis det falder naturligt. – Ikke fordi jeg planlægger at ændre noget under oplæsningen. Det sker bare. Jeg så en optagelse fra en ØK-oplæsning i december 08. Jeg vidste ikke at Jens Blendstrup havde optaget det og lagt det på nettet. Jeg kunne godt høre at jeg havde ændret teksten, fordi jeg på dét tidspunkt havde følt for det.

Men måske skal man i øvrigt også tænke på hvis digtet evt. ikke kommer ud på den måde, som det oprindeligt var meningen, kan det netop være fordi digtet ikke egner sig til at blive læst op for et publikum. Nogle digte fungerer bedre på papiret og i læserens hoved, hvor læseren kan forme det med sine egne billeder.

Er du beatpoet?
Det siger folk. Men når du spørger mig, vil jeg så sige, at jeg ikke rigtig tænker over de der labels. Først og fremmest er jeg digter. Man kan da godt sige, at noget af det jeg skriver, er beat. Men ofte skriver jeg også noget helt andet. Jeg har det meget godt med ikke at blive sat i bås. Men det manus jeg lige er blevet færdig med sammen med makker Martin Sønderup i december 08, det fik stemplet ‘beat’, af fx Thomas Krogsbøl. Men det har hverken Martin Sønderup og jeg tænkt over. Så jeg sidder ikke og tænker, at nu skal jeg sætte mig ned og skrive beat. Jeg skriver bare det jeg oplever.

Er det sådan, at du griber en trend ubevidst – at hvis det er ‘beat’, der er in i din kreds, så ligger det i underbevidstheden?
Jeg har stor respekt for beatpoeter. Men jeg tænker ikke over, om jeg selv skriver beat. Måske er det noget der kommer fra underbevidstheden, fordi den har fanget trenden. Men egentlig har jeg ikke læst særlig meget beatpoesi. Jeg har læst ‘On The Road’ og ‘Dharma bums’ af Jack Kerouac. Jeg synes, det var en spændende generation. Ikke fordi jeg vil efterleve den livsstil. Tingene er anderledes i dag så det ville være et tilbageskridt for mig hvis jeg prøvede bevidst at skrive som dem. Det handler om at skrive som sig selv og den samtid man befinder sig i. Men hvis folk kalder mine digte ‘beat’ i dag, så er det fint med mig.

Men har du et rugbrødsjob ved siden af din digtning? Det er jo de færreste, der kan leve af at skrive digte i dag.
Nej. Jeg skriver kun. Så jeg har uanede muligheder og tid nok til at fordybe mig i at skrive. Det er et valg jeg simpelthen har truffet. I tidernes morgen har jeg haft mange forskellige lønjobs. Arbejdede da også i 2007. Men jeg kunne ligesom se på det hele, at jeg blev nødt til at træffe et valg. Jeg havde da den der dialog med mig selv om jeg skulle fortsætte med det trygge arbejde, eller slippe det, og springe ud i fuldtidsdigtning. Og jeg valgte at droppe det trygge. Det er jeg utrolig glad for at jeg gjorde. Jeg har jo også hele tiden vidst, hvad der vægtede mest. Men der var visse forpligtelser. Det er fx ikke så fedt at sige til kæresten, at éns job er at skrive. Mange har svært ved at forlige sig med tanken om at dét at være forfatter også er et job. Men det er vigtigst for mig at skrive. Så må alt andet komme i anden række. Jeg begynder ikke at tage en tømreruddannelse nu. Det skib er sejlet, og så må det briste eller bære.

Kærester kan jo ikke lide at komme i anden række.
Nej, men de er da også velkomne til at komme op på siden af skrivningen! Digtere fatter jo godt alvoren i dét at skrive. Men jeg må sige, at jeg ikke har minglet med så mange digtere det sidste halve år. Men det er klart at man bliver farvet af sin omgangskreds.

De første mange år hvor jeg skrev, turde jeg dårlig nok nævne det for mine venner – at jeg skrev. Jeg boede i en forstad og rødderne var mekanikere med tunede biler – det var noget andet de interesserede sig for end fx digte. Jeg havde nok selv lavet digtningen om til et monster indeni mig selv – jeg var flov over at jeg skrev digte. Det er jo éns følelser man kommer ind på i digte: Se her – læs hvordan jeg har det. Dengang var mine kammerater nogle andre, end de er i dag. Med tiden blev det lettere for mig at være åben mht. mit skriveri. Og da chokket havde lagt sig omkring mig, tøede de op. I dag er der da også håndværkere i min vennekreds og der er stort set ingen der synes det er mærkeligt at jeg skriver. Ingen siger – hvad fanden gik der galt, har drengen ikke fået mælk nok da han var lille?

Hvad holder dig til ilden med din skrivning?
Mig selv. Der er jo ingen andre der ringer mig op om morgen og siger at nu skal jeg gå i gang med at skrive. Der er en brændende energi indeni mig som siger at jeg vil skrive. Jeg synes også jeg er god til det. Men jeg har ikke et mål med det. Jeg drømmer ikke om at jeg skal have laurbærerne på et tidspunkt. Men jeg vil da gerne skrive bedre. Men jeg er ligeglad med om det er 5 eller 500 mennesker der læser mine bøger. Men det ville da være fedt hvis pengene rullede ind i banken, men så skulle jeg nok ha valgt et andet erhverv. Jeg går heller ikke op i at købe en masse dyre ting. De penge jeg får fra min fagforening hver måned er små penge, men det er ok med mig fordi jeg er glad når jeg vågner om morgen fordi jeg får lov til at skrive alt det jeg vil og der er heller ikke noget mavesår på vej. Så pyt med de måltider man må springe over.

Du er en digterspire, og kan du mærke, at du finder mere ind til dig selv, år for år?
Det kan jeg mærke 100 %. Min debutdigtsamling ‘I skrivende afgrund’, fra 2007 – kan jeg sagtens se er noget, der ikke er skrevet i dag. Mine digte og skrivestil ændrer sig meget. Det betyder også at min nyeste digtsamling ‘Doo Wop’ rummer flere korte og præcise digte. De kan minde lidt om moderne haiku. Digtene er lige så korte som haikudigte – tre linjer, dog uden de der 5-7-5 stavelser, som der er i obligatoriske haikudigte. Min mission med disse korte digte er at få proppet en masse betydning ind i disse digte – så læseren kun behøver at læse 3 linjer og få den følelse som forfatteren ikke behøver at bruge en fucking side på at beskrive ved at male store billeder. Indimellem har jeg skrevet på ‘Balladen om Europæiske Bob’ med Martin Sønderup.

Bob er sådan en fælles figur som vi har skabt sammen. Det er straks noget helt andet end ‘Doo Wop’. Men det gælder om at rykke sig. Det er jo heller ikke interessant hvis jeg laver en bog der er identisk med den anden. Folk skal nødvendigvis ikke have det de vil have. De skal have noget nyt. Ikke fordi det er koncept-digtning. Men nu er det noget andet der tæller: – fx at stå tidligt op og drikke te i stedet for at komme hjem klokken fem om morgen og være godt bedugget. Men det er vel også fordi éns liv ændrer sig – der er simpelthen nogle andre ting, der er mere interessante.

Nu sagde du på et tidspunkt, at det handler om at blive bedre. Kunne du tænke dig at gå på forfatterskolen i København?
Nej, det har jeg droppet. Jeg søgte ind på Forfatterskolen i 2007 og jeg søgte også ind på Forfatterskolen i 2008 sammen med Martin Sønderup. Vi boede sammen en uge og skrev og skrev. Noget af det vi arbejdede på, røg så ind på Forfatterskolen – men det var ikke noget med at vi tvang Bent Otto (Bent Otto Jørgensen) om at optage os – men respekt
for dem der går derinde. Det kan da også være at jeg siger ja til skolen i 2010. Men som det er nu lader jeg være med at søge ind. Jeg føler ikke det er der, jeg skal hen nu. Jeg føler det er nogle andre ting der skal skrives i stedet for bundne opgaver. At gå i skole igen ved jeg også med mig selv slet ikke holder lige nu. Jeg har simpelthen brug for at baske med vingerne.

Har du så til gengæld hørt om den nye skole i Esbjerg, der startede op i februar 2009. Den er et grundkursus i at skrive. Man går der to et halvt år – et halvt år længere end man gør på Forfatterskolen, hvor man ellers ville studere i 2 år. Samtidig har skolen lærerkræfter, som er på højde med dem Forfatterskolen i København benytter?
Nej det har jeg ikke. Men det er da fedt! Jeg vil sige, at da jeg kom fra Brasilien 2. gang så var jeg meget opsat på sådan noget. Jeg undersøgte mange højskolemuligheder. Ville gerne på skolebænken. Men æh, to et halvt år i Esbjerg .. Så tror jeg virkelig jeg ville hænge mig på havnen. Jeg har prøvet at være i civilforsvaret på Bornholm – det blev jeg sgu hurtigt træt af. De der små samfund.. Jeg er meget glad for Nørrebro og har ikke lyst til at lave religiøse fiskervers. Jeg springer over. Men uden at lyde som en gammelklog på 28 år så vil jeg mene at unge mennesker der klækker nu som digtere, kun kan blive bedre. Så må vi andre – gamle – stramme os mere an – nu kommer der en ny generation af digtere, som har fart på.

Har du lidt den der følelse af, at det er svært at blive taget alvorligt i lyrikernes kredse, hvis man nærmer sig en vis alder?
Nej, det har jeg faktisk ikke. ØK rummer også en rimelig moden generation af digtere. Nogle af dem har slået rimeligt godt igennem – Jens Blendstrup fx. De modne drenge har også kørt ØK i 10 år efterhånden. De er ret garvede i miljøet og selvkørende.

Hvilket af dine digte har du fået mest ros for?
Det må være ‘Brasil’. Dem der har læst digtsamlingen ‘I skrivende afgrund’ er mest begejstret for ‘Brasil’.

 

Morro Das Pedras er
det smudsige mercado,
en lille by,
med store følelser,
under suspekte himmelstrøg,
busture i natten,
byens sene puls galoperer hidsigt,
mellem høje huse er der hårde skud og bløde kys,
en pludselig enlig mand skriger sin frustration ud i bunden af
gryden,
på barerne,
telefonnumre på servietter
nedskrevet i en hellig rus,
tryllebundet af rystende farvela hofter
der gør at en ren liderlighed skvulper bag tårekanalen og
hober sig op i udkanten af Floripa,
pigerne bider sig i læben iført sansdaler og rækker tunge af
livet,
mens deres slanke tæer nærmest strækker sig væk fra foden,
hun knepper mig i fem sekunder med et sitrende blik,
hører klangen af hendes lunger da hun tar et hvæs af mine
læber,
udfordrer natten så den kan give mig skrammer,
karreer uden alibi,
finder alt i den gasblå skumring,
pusheren er høflig og iført tilfredse panderynker,
får min første streg, min anden luft, mitv tredje kys,
mørket står på lur med blottede tænder og bider kærligt fra
sig med lukket pande,
glider filmisk videre, tequila med berusede larver, ser hullede
og slidte Ronaldo trøjer,
Raul Seixas lever ved småkolde strande og nægter at dø,
tager hjem alt imens folk tager på arbejde,
standser,
nyder udsigten I ikke får med i farten
en lykkelig træthed sænker sig ud på morgenen,
Brasil er en kærlighed så ren,
at jeg ikke tør vende tilbage.

 

Skriv et svar