Jens Smærup Sørensen

 

Jens Smærup Sørensen er født den 30. maj 1946 og er cand.phil. i dansk. I 2008 modtog han De gyldne Laurbær og Weekendavisens romanpris for slægtsromanen Mærkedage. - Foto: Robin Skjoldborg

Jens Smærup Sørensen, du er født i Staun ved Nibe i 1946, og opvokset på en gård. Man kan sige, at din barndom har præget dine bøger i høj grad. Men der er lang vej fra at være opvokset på en gård og så få et virke som forfatter. Hvad tror du der gjorde, at du gik forfatter-vejen?
Jeg må altid tage mig sammen for at nikke forstående når nogen forklarer deres erhvervsvalg, holdninger, interesser ved at henvise til deres forældre og hele baggrund. Nikke må jeg jo, fordi det nok skal hænge sådan sammen for dem, når de nu siger det, og det er da også til at forstå i abstrakt almindelighed, det ligger bare langt fra nogen personlig erfaring. Jeg følte tidligt en uimodståelig trang til at afvige, til at tænke og gøre alting anderledes, for ikke at sige modsat, og for så vidt var jeg jo alligevel styret af den verden jeg tilfældigvis voksede op i. Når alle i familien og i landsbyen, stort set, var venstrefolk, så måtte jeg som femtenårig blive kommunist. Og når landbrug i generationer havde været den eneste tænkelige beskæftigelse, måtte det lyste mig at arbejde med noget ganske anderledes luftigt og fritsvævende. I mit hjem fandtes kun en tre-fire bøger, og jeg havde ikke lov til at læse ret meget i dem der kunne lånes i skolebiblioteket, højst en times tid om aftenen og så søndag eftermiddag, indtil klokken fire hvor der igen skulle fodres og muges ud og malkes. Det stimulerede naturligvis meget voldsomt en higen efter at læse i hvert et ledigt øjeblik. Men snart blev jeg også dybere grebet af det. Læsningen blev mere end endnu en måde at gøre mig ud til bens på. Mange andre måder kunne jeg hurtigt blive træt af – for eksempel blev jeg ikke ret længe ved med at være kommunist – bare ikke af bøgerne, romanerne, dem kunne jeg ikke lægge fra mig igen, de var blevet en livsnødvendighed. Det blev så ikke drømmene om at være jagerpilot eller opdagelsesrejsende, der virkelig satte sig i mig, men ønsket om noget så kedsommeligt som selv at skrive nogle bøger. Og da jeg i 1960 havde nået konfirmationsalderen, var landet ved at forandre sig så grundlæggende, at enhver traditionel, social og uddannelsesmæssig hindring for at gøre forsøget forsvandt i den blå luft.

Inspirerede din skoletid dig på nogen måde eller var den mere i vejen?
Jeg var i mange år en skandaløst dårlig elev, og fra den position var jeg ikke i stand til at holde af skolen. En enkelt lærer, ham i matematik, mente, trods min iøjnefaldende uduelighed, at jeg havde evner af en eller anden slags, og han fik i en afgørende situation overtalt de andre lærere til så småt at tro på det, og jeg fik lov at fortsætte. I gymnasiet kom endnu et par gode og forstående lærere til, og det var jo mere end rigeligt til at det hele blev til at holde ud. Alt i alt kan jeg selvfølgelig kun, eller næsten kun, føle taknemmelighed over for skolevæsenet. Nok kunne jeg ikke rigtig lære tingene så regulært at jeg kunne præstere noget i timerne, men jeg sugede alligevel det hele til mig, og jeg fik øjne og sind spærret op på vid gab over for naturvidenskaberne, historien og den store litteratur.

Hvad hed den første bog, som gjorde indtryk på dig og hvorfor?
Jeg tror jeg dengang læste enhver bog, jeg kunne få fat på, med den største begejstring. Hvad enten den handlede om drenge der var, som jeg selv ville være, eller om andre der måske mere opførte sig, som de voksne syntes jeg også burde. Hvad enten den var fuld af storslåede eventyr eller bare sådan sjov eller drivende sentimental, ja selv hvis den virkede uforståelig eller i bund og grund kedelig. Men den første bog der for alvor besatte mig var Don Quijote. I det lille bibliotek i skolen var der heldigvis en hylde med verdenslitteratur, og jeg gik som tolvårig i gang med denne uhyre omstændelige historie om den bedrøvelige ridder, og med de få ugentlige timer det var tilladt at læse tog det mig en hel vinter at komme igennem den. Men hvor jeg dog igen og igen længtes efter at få et af de her gamle, tunge bind lagt til rette på knæene, og det der straks havde grebet mig, det var at der bag fortællingen var en forfatter, der fra første side åbent meldte sig og endda skrev om sit eget skriveri, på en måde så jeg kunne begribe, at det for ham var en slags legetøj. Et spil med mange forskellige mulige virkeligheder og måder at beskrive dem på. Jeg fik, kort sagt, en første anelse om hvad litteratur er for noget.

Hvor har du øvet dig i at skrive og hvad røg ned i skrivebordsskuffen?
På mit værelse derhjemme på gården, og så i en skummel kælder i Aarhus, da jeg var flyttet derned for at studere, og så på et smukt kollegium i universitetsparken. Og så videre. For mig selv og i enrum altså. Jeg skrev nu ikke altid. Men i perioder en hel bunke. Hvad det var blevet til, inden jeg var omkring toogtyve, var da allerede smidt ud, alt sammen. Nej, enkelte stumper var nok lige begyndt at blive liggende i skuffen, jeg mente vel at jeg engang kunne få mig til at vise dem frem for andre.

Du debuterede i 1971 med digtsamlingen ‘Udvikling til fremtiden’. Hvorfor blev det en digtsamling?
Jeg skrev specialeopgave i dansk om Per Højholts lyrik og var stærkt optaget af tidens poetiske eksperimenter i det hele taget, af en formalistisk, i perioden kaldet systemisk, tilgang til skriveriet. Jeg prøvede at anvende den til det jeg havde brug for: at fortælle noget. Så en slags øvelser i den episke retning endte det nok med. Det betød vel også noget at digtet, eller hvad det nu blev for noget, var et overskueligt format at begynde med.

I 1972 kom din første roman ‘At ende som eneboer’, på gaden. Du modtog Det Danske Akademis Otto Gelsted-Prisen. Hvordan påvirkede det dig, at få sådan en pris?
Det var jo øjeblikkelig fryd. Og romanen blev også læst som radioføljeton, og den gav anledning til at jeg fik tildelt Statens Kunstfonds tre-årige stipendium. Det gav mig alt sammen mod til at springe ud i det sociale rum som det jeg længe havde regnet med jeg var: forfatter. Ændrede på den led mit liv. Men i det egentlige, skrivearbejdet, betød og betyder anerkendelse så godt som ingenting. Det er hver dag op ad bakken helt fra bunden, og al den erfaring om muligheder for fodfæste eller fælder man gennem årene har fået proppet i rygsækken, den er ikke meget mere nyttig end besværlig at bære med sig. Selvtillid er ganske vist en helt nødvendig forudsætning, men ikke af den slags der kan få én til at tro, at man godt véd hvordan det skal gøres; kun som springbræt fra sætning til sætning, for den stadige spontanitet i udtrykket det hele drejer sig om.

‘At ende som eneboer’ handler om en student, der er så opslugt af den minoiske kultur på Kreta, at han mister forbindelsen til sin egen virkelighed. Hvordan skabte du studenten?
Bogens hovedperson er ambulancefører og kaldes af sine arbejdskammerater ‘studenten’, fordi han bruger det meste af sin fritid på at læse bøger om den minoiske kultur (fra omkring 1500 fvt.). Hans daglige arbejde består ellers ikke mindst i at samle smadrede trafikofre op, og hans lede ved bilismens endeløse og absurde massakrer er en væsentlig del af baggrunden for hans ivrige studier og ikke mindst hans omsiggribende fantasier om den fjerne fortid. Han har først dannet sig af et billede
af det kretensiske oldtidssamfund som en virkeliggjort utopi, behersket af en guddommelig orden, udtrykt i storslåede og betydningsfulde ritualer, fulde af visdom og skønhed. Hans dagligdags erfaringer kommer så efterhånden til at farve denne forestillingsverden, og antydninger af en mere systematisk form for undertrykkelse dukker op i Minos-kulten, men også irrationelle, vildt brutale magtmidler og vilkårlig grusomhed slår igennem, og samtidig med at han selv mister grebet om sin nutidige virkelighed, og bliver gal, går den gamle kultur under i et flammende og buldrende ragnarok. – Interessen for sådan et tema kom af min gysende undren over en udbredt tilbøjelighed – dér i begyndelsen af 1970′erne – til blindt at dyrke stærkt idealiserede forestillinger om meget fjerne – hvis ikke i tid så i rum – himmeriger, frem for alle Maos Kina. Og det var i samtiden ikke muligt at tage dette romantisk-politiske vanvid direkte op. Slet ikke hvis jeg ville have nogen til måske især at hæfte sig ved den kritik af den vestlige livs- og samfundsform, som jeg i mangt og meget delte med de maoistiske fantaster.

Du har skrevet romaner og noveller, børnebøger og skuespil. Er der en genre, du ikke vil vove dig ud i?
Og digte har jeg skrevet, som vi allerede har været lidt inde på. Og blandformer, somme tider under betegnelsen tekster. Men den højeste grad af frihed føler jeg når jeg skriver prosaisk fiktion.

Du har udtalt dig om, at dit blik begynder at flakke, når det rettes mod dit forfatterskab, hvorfor?
Fordi jeg ikke rigtig véd hvad jeg skal mene om det. Jeg kan sagtens finde på en hel masse at sige om enkelte af bøgerne og om dele og sider af det hele, men hvad netop helheden kan rumme og betyde, har jeg stadig ikke noget overblik over. Det hænger selvfølgelig også sammen med at jeg jo ikke kan se på ‘forfatterskabet’ som noget afsluttet. Jeg fortsætter det, og meget af drivkraften i den fortsættelse er faktisk det ubesvarede spørgsmål: jeg skriver videre også for ad den vej måske endelig at finde ud af hvad det er for noget og skal til for.

Hvornår begynder en roman i dig og hvornår er den færdig?
Den begynder nok temmelig længe før jeg har fået den mindste anelse om, at den er eller kan blive til en roman. Men selv når jeg bestemt mig for at prøve om den altså virkelig kan, går der som regel et godt stykke tid inden jeg for alvor går i gang. Ikke fordi jeg på forhånd vil være fuldstændig klar over hvad den skal handle om, men for at dens ‘univers’ kan komme til at fylde så meget i mit hoved, at jeg bliver nødt til at få det ud, for også en gang igen at kunne tænke på andre ting. Og når det så – efter mange måneders skriveri – virker som om det helt og aldeles er lagt ud på skærmen, og jeg kan betragte det dér, og jeg ikke har mere at føje til det, ja, så er den roman færdig. Vedtager jeg.

Hvor mange gennem- og omskrivninger gennemgår dine bøger?
I gamle dage, før jeg for knap tyve år siden fik min første computer, skrev jeg en kladde i hånden, og jeg rettede derpå i den, så længe jeg kunne blive ved med at tyde krimskramset mellem pile og bobler og overstregninger. Så skrev jeg den ind på maskine og gav mig til at rette, slette og tilføje igen, og så skrev jeg det hele igennem en gang til, og så måske lige en sidste gang. Med computeren (der straks, og i modsætning til skrivemaskinen, gav mig en fornemmelse af håndskriftens hurtighed og smidighed) foregår det velsagtens på lignende vis. Men det er fra først til sidst det samme dokument jeg sidder med, og jeg skriver aldrig noget ud undervejs, og jeg har altså ikke længere nogen slags dokumentation for, hvor meget og hvor mange gange jeg har skrevet om og igennem.

En af de dine kolleger har engang sagt “At være forfatter er som at være pirat”? Er det i virkeligheden sådan, at forfattere er en slags spioner, der går rundt og får stof til bøgerne, via verden omkring dem?
Sådan er det naturligvis. Vi/jeg får stof fra verden, og det vil sige andre mennesker og enhver slags oplevelser og erfaringer, herunder dem man kan gøre sig ved læsning, men jo også og ikke mindst fra erindringen, og i ganske særlig grad fra fantasien, der har kolossalt meget mere ‘stof’ i sig end der kan ophobes i bevidstheden gennem et nok så langt og begivenhedsrigt liv. Men jeg har aldrig et sekund følt mig som spion i verden og over for andre. Jeg har aldrig i samme stund som jeg har oplevet noget tænkt den tanke, at dette her kan jeg ‘bruge’. Og jeg kan slet ikke skrive videre om mine romanpersoner, hvis de kommer til at ligne nogen jeg kender ret meget.

Du udgav den anmelderroste ‘Mærkedage’ i 2007. Det er en slægtsroman om to førende familier i landsbyen Staun, fortalt gennem en konfirmation (1934), et sølvbryllup (1967) og en 60-års fødselsdag (2003). Hvor meget har du lånt af hovedstolen?
Jeg tror nok at begrebet ‘hovedstolen’ for tiden anvendes på en anderledes, og mindre, måde end det egentlig var tænkt (af Martin A. Hansen der først havde noget at sige om det, og af Per Højholt der måske skjult citerede ham, eller hvordan det nu hænger sammen). Når forfattere kan påstå at de tager af hovedstolen ved at betro sig om særlig penible tildragelser, tanker og forestillinger (som fx at de engang pisset i en fætters saftevand eller drømt om deres tantes røvbalder), så er det vist ikke meget mere end hvad man altid har kaldt minder, og dem kan man fortælle om eller lade være, det spiller ingen større rolle på sjælelivets scene. Det gør derimod et alt for hårdhændet greb om den type dybeste livshemmeligheder som man selv netop kun kan have en anelse om, det gør en alt for voldelig bestræbelse på at blotlægge den inderste eksistentielle klemhærke, der må bære skylden for at man overhovedet kan få sådan en tvangstanke som at man må fylde sin tilværelse med skriveri. Så nej, jeg har ikke taget af hvad de herrer må have ment med det grimme ord ‘hovedstolen’. Men jeg har da, under arbejdet med Mærkedage som med alle mine andre bøger, hæmningsløst benyttet mig af alt hvad jeg følte og vidste, havde hørt og læst og kunne huske, kunne tænke, kunne forestille mig.

På trods af de mange bøger du har skrevet de sidste 28 år, er det ‘Mærkedage’, som er i mange læseres bevidsthed. Du var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for bogen. Hvad gjorde det ved dig?
Ikke meget. Jeg har aldrig syntes det i sig selv var vigtigt at have mange læsere. Men det var rart for en gang skyld at tjene lidt penge på en bog.

Hvor meget “giver” researchen til selve skriveprocessen – både hvad angår handling, karakterer, sprog og tone?
Jeg researcher næsten ikke. Højst en times tid per bog, vil jeg tro, måske for at tjekke nogle facts jeg er blevet usikker på. For jeg skriver ikke så meget om verden, som den foreligger uden for vinduet eller på tv-skærmen eller i historiebøgerne, men meget mere om de verdener jeg kan anskueliggøre for mig selv lige præcis ved at skrive dem frem. Og hvad angår det endeligt afgørende – sprog og tone – så må det vel helt overlades til ens personlige og håndværksmæssige kunnen og fornemmelser, i skriveøjeblikket så vidt muligt uforstyrrede af tilfældige sproglige impulser om ørene på én. Også i de tilfælde hvor man, indimellem, opererer med pasticher af og parodier på andre slags sprog end værkets ‘eget’, må de først en grundig tur indenom i ens sprogcentrum for at kunne komme med.

‘Mærkedage’ beskriver en række skelsættende øjeblikke i to slægters historie. Hvis du skulle nævne nogle skelsættende øjeblikke i dit forfatterskab, hvilke skulle det så være?
Jeg har oplevet øjeblikke under arbejdet hvor en tekst med ét, uventet, og ufortjent havde jeg nær sagt, er ‘faldet på plads’ eller har fundet sig selv, og i det samme har åbnet nye muligheder for at komme videre.

Du forfalder ikke til pladder-romantik i ‘Mærkedage’. Er det med vilje?
For det første er jeg ikke et romantiserende gemyt. For det andet bygger bogen – som jeg i øvrigt
opfatter som en ‘samtidsroman’ – ikke på nogen slags vurdering eller præference for hverken bondesamfundet eller moderniteten, men på skildringen af en lang række personer. De ældre af dem lever på andre – bl.a. fattigere og hårdere – vilkår end de yngre, og generationerne forstår sig hver for sig ud fra fundamentalt forskellige forestillinger om tilværelsen. Men der er ellers næppe nogen som helst forskel på dem. Ligesom vi nok også er af samme slags som fx stenaldermenneskene. Selv om størstedelen af vores bevidsthed konstant er beskæftiget med de aktuelle og lokale kulturelle koder, der kan skabe sejlivede illusioner om at folk der er født nogle år før os, eller bor nogle kilometer fra vores eget sted, altså godt nok er nogle underlige nogle.

Der er mange fantastiske dialekt-ord i ‘Mærkedage’. Vil du fortælle lidt om dem? Hvor tæt er du selv på din gamle dialekt i dag?
I min barndom var mit nuværende daglig- og skrivesprog et fremmedsprog. Vi hørte meget lidt til det såkaldte rigssprog, og selv om vi i skolen måtte lære at forstå det, og at bogstavere det, så blev det længe ved med at stå som noget koldt og opstyltet der slet ikke kunne bruges til at sige noget rigtigt om os selv og den verden, vi levede i. Det var sikkert en sprogchauvinistisk overdrivelse, men alligevel fik jeg stærkt brug for mit modersmål i de dele af Mærkedage, der foregår op til engang i 1960′erne. Brug for især dets rytme og betoninger, for at jeg selv skulle kunne tro på det der kom til at stå. Men også en del af gloseforrådet tyede jeg til. Det meste af det er nu offer for hastig glemsel, og det var en hel del af fornøjelsen ved at skrive bogen at mindes det og som en selvfølge anvende det, lige en sidste gang, måske.

Hvad er den største udfordring ved at skrive?
Upraktisk nok er det sværeste at få begyndt på det. Især selvfølgelig at få begyndt forfra på en ny tekst/bog. Fordi et forkert anslag dels kan gøre det næsten umuligt at få teksten til at lette i løbet af de første mange sider, dels kan det være meget svært at finde ud af hvor, hvordan og hvorfor det blev forkert, og den eneste løsning bliver at kassere hele lortet. Den samme nervøsitet melder sig faktisk, mindre rystende, hver morgen i hele den tid jeg skriver på en roman. Det første par sætninger, tonen, rytmen, kan komme til at bestemme udfaldet af dagens møje på værste eller bedste vis.

Hvordan trækker du stemninger frem rent sprogligt?
Jeg tænker aldrig bevidst på at etablere noget man kunne kalde stemninger. For så vidt de alligevel opstår, og det gør det vel, så må de være virkninger af personernes sindstilstande.

Kan du noget med sproget, som ingen andre kan?
Sproget er jo i sagens natur noget fællesmenneskeligt. Det er altid det samme vi alle sammen kan med det, i større eller mindre grad, aldrig noget andet og anderledes. Alligevel kan der måske i grænselandet mellem det almene biologiske anlæg og den personlige udviklingshistorie opstå sære grammatiske tilbøjeligheder, og de falder så ikke som mælketænderne ud af hovedet igen, de sidder urokkelig fast, man må til døden leve og skrive med dem. Det kan være noget af det litterære talent at kunne udnytte dem ekspressivt. Dertil kommer snart hvad man med øvelsen kan drive det til, og hvad selvkritikken kan bidrage med, og frem for alt må viljen sættes ind, en ikke just streng, snarere forlystelsessyg vilje til at blive ved med at ville lokke og piske det sproglige udtryk længere ud, og ind, og højere op og raffinere det til det yderste. Svaret må være: Ja! Og ellers skulle Fanden da også stå i det!

Hvad er det mest spændende ved at skrive?
At det engang imellem på trods af al fornuft og enhver sandsynlighed alligevel ser ud til at være ved at flaske sig.

Har du nogensinde været skuffet over sproget? Har det til tider ikke “slået til”?
Sproget har aldrig nogen sinde slået til. Og der har heller aldrig været noget alternativ til det. Som barn var jeg ligesom afatisk. Det blev ikke bedre af at jeg som elleveårig skiftede fra landsbyskolen til en byskole og måtte forsøge mig med en slags købstadsjysk, for at begå mig. Det kunne jeg så ikke, begå mig. Og skrive kunne jeg slet ikke, jeg fik det aldrig lært i skolen, heller ikke rigtig i gymnasiet. Også dér fik jeg de laveste karakterer, og da det et par gange i løbet af de år, på en eller anden mirakuløs facon, lykkedes mig skrive en stil der var lidt bedre, gav min dansklærer mig nul for dem, for han mente jeg måtte have skrevet dem af. Det syntes jeg selvfølgelig var ærgerligt, men ellers var jeg enig med ham: jeg kunne ikke skrive. Jeg fik alt for megen syntaktisk logik forkludret. Samtidig var jeg i bogstavelig forstand vanvittig sikker at jeg nok skulle finde ud af det, engang. Og ikke nødvendigvis ved fuldstændig at komme over alle mine forkludringer, men ved lidt efter lidt at få dem rettet så meget ud, at det lige netop blev forståeligt for andre, hvad jeg skrev. Endnu tvivler jeg jævnlig på at det lykkes, og selv om jeg almindeligvis skriver hurtigt og intuitivt, så hæmmes produktionen af, at jeg tit må standse op og kigge efter om det foregående virkelig kan bruges til noget, og jeg bliver indimellem nødt til at sidde og analysere mig frem til om det kan give nogen mening overhovedet. For jeg vil gerne forstås…

Du har læst nordisk filologi, så du ved meget om det danske sprogs historie. Kan du bruge de sproghistoriske rødder, når du skriver dine historiske romaner?
Jeg skriver ikke historiske romaner. Men jeg benytter mig af den sproghistoriske viden jeg – i ret beskedent omfang – har med mig men stadig udbygger en smule. Naturligvis ikke altid og alle vegne, men her og der kommer et ords oprindelse og senere brug i litteraturen til at rumle med i teksten, og sådan nogle forvrængede ekkoer i den semantiske undergrund kan – sammen med andre, mere eller mindre skjulte, ordspil – være lige så bestemmende i forløbet som et tema.

Hvad lægger du i ordet ‘skriftbevidsthed’?
I hvert fald det meget enkle at (man gør sig klart at) skriften er et materiale man som skrivende arbejder i og med, som keramikeren med leret (og vandet og drejeskiven), som hypnotisøren med bevidstheden (og scenen og publikum), som fotografen med modellen (og kameraet og lyset), som bageren med butterdejen (og sine hænder og ovnen), osv. Det ekstraordinært nervepirrende ved skriften er at den skrivende ikke blot sådan arbejder i og med den, men i hvert øjeblik og med hele sin person er en del af den.

Hvor stor magt har sproget?
Sprogets magt er ikke så langt fra at være ubegrænset. I krig og i kærlighed, og i alt andet. Også naturen kan kun kortvarigt gøre katastrofalt opmærksom på sig selv, før dens magt må overtages af sproget for – ud over øjeblikket og dets rædsel – virkelig at kunne betyde noget, selv for de ramte der er i live. Men der er de øjeblikke hvor noget andet end sprog, noget bag ved det, bryder igennem. Nogle vil kalde dette noget virkeligheden. Men også sproget er virkelighed.

I 2007 skrev du efterskrift til Per Højholts ‘Samlede digte’. Hvorfor?
Jeg blev bedt om det af forlaget, og jeg sagde ja tak fordi jeg som meget ung blev interesseret, mildt sagt, i Højholts digte, og siden hen gang på gang overvældet af dem.

Hvad kan nutidens menneske lære af dine bøger?
Lad os spørge det ved lejlighed. I det mindste om hvad det kan opleve i dem. Og nu vi er ved det, så er jeg næsten endnu mere spændt på hvad fremtidens menneske kan få ud af dem. Hende skriver jeg nemlig også til. Kunstnerisk virksomhed er blandt meget andet et udslag af klaustrofobi forårsaget af indespærringen i ens tilfældige levetid. Et råb ud mellem tremmerne i tidens bur: også jeg var her, og jeg var, også, som du er.

Til efteråret udgiver du en ny bog. Hvad er den skabt ud af?
Vi lever vores liv i bevidsthedens teater, har en eller anden sagt. Nogenlunde sådan må det til alle tider være. Og i perioder hvor alting hovedkulds forandres, hvor alle hidtil praktisable rutiner fra den ene dag til den anden omprogrammeres,
kan oplevelsen af teater ikke blot i ens eget hoved, men også i samlivet og i samfundet blive svimlende, og hele verden forekomme uafbrudt livsfarlig (som det skete for fx Hamlet). Man vil så ud af det teater, med vold og magt om det skal være, ud, op, ned.

Hvad er den største udfordring ved at være forfatter i Danmark?
Jeg tror ikke man kan sige, at Danmark i sig selv byder på nogen nævneværdig udfordring. Her er trykkefrihed. Landets og sprogets størrelse kan man måske så betragte som en begrænsning, og den må man i så fald affinde sig med. Som dansk forfatter skriver man til en liden skare, for selv med den allerbedste oversættelse vil alle de andre højst kunne læse en efterligning (som kunne tænkes at være bedre læsning end originalen, men altså: noget andet).

Skriv et svar