Jens Blendstrup

 

Jens Blendstrup er født 1969, han er cand.mag. i litteraturhistorie og historie og står bl.a. bag digterkollegiet og tidsskriftet Øverste Kirurgiske.

Jens Blendstrup, du debuterede i 1987 med tre digte i “Hvedekorn”, hvad gjorde det ved dig? Var du forfatter fra den dag, eller hvornår begyndte du at kalde dig forfatter?
- Jeg tror egentlig jeg følte mig som forfatter længe inden. Faktisk helt tilbage fra dengang jeg skrev et digt om musvitter, da jeg var 5. Det var nok min mors skyld, jeg stenograferede det til hende, mens jeg sad og stirrede melankolsk ud af vinduet i køkkenet. Det gjorde jeg meget da jeg var barn. Men min mor var straks begejstret. Næmen Jenne, det er jättebra!” så på den måde har jeg faktisk næsten hele mit liv, med pauser følt mig som digter. Bortset fra 10 år fra og med gymnasiet til jeg nærmede mig afslutningen på mit studie. Jeg skrev selvfølgelig men det var ikke med samme følelse af hov jeg er da forfatter som i dag. Til gengæld tror jeg pausen gav mig lyst til at skrive igen. Det ødelagde i hvert fald store dele af mit historie-studie fordi jeg ifølge en lærer Åge Trommer, “var ude af stand til at holde mig til fakta.” – det var jeg både stolt og ked af. For det var jo en sygdom, jeg prøvede på alle måder at nærme mig “en voksen” akademisk verden, og meldte mig ind i utallige udvalg, men hver gang blev jeg gået fordi jeg f.eks refererede folk forkert, eller lod dem sige mere end de rent faktisk sagde. Ligesom jeg brugte hele og halve sider på at beskrive folks ansigter og mimik, under årsmøder og ganske almindelige elevrådsseancer. Jeg undskyldte mig altid med at der jo var nød til at være noget “interiør, ellers blev det sgu for røvsygt, at høre om en klage over en forelæsning. Der var også en der døde engang. Og set i bakspejlet forstår jeg jo godt jeg blev gået. Jeg har nok altid haft en tendens til at syre ud, og det duer ikke med fakta. Så er man jo principielt useriøs.

I 1994 debuterede du i bogform med ‘Mennesker i en mistbænk.’ Hvor meget litterær hypnose er der i den bog i forhold til din nye bog ‘Bombaygryde’?
Der er meget. Dengang ejede jeg ikke skyggen af begreb om at skrue en historie sammen, men jeg havde masser af sprog. Sproget var og er min største interesse. Dengang havde jeg jo heller ikke oplevet så meget som jeg har i dag, det er en yngre mand, der har utroligt meget på hjerte, men ikke rigtigt interesserer sig for at gøre det – hm – let for læseren. Til gengæld har jeg lige nu en længsel mod det utæmmede og stor-hypnotiske vanvid der hele tiden ligger på spring i Mennesker i en mistbænk. Det er jo i en vis forstand en gotisk-barok bog, sætninger er lianer, nogen gange snor de sig bare hen i et hjørne andre gange får de fat. Men det er jo det dejlige ved noveller, hvis en af novellerne er spedalsk, kan man bare skrive en ny, man satser ikke al sin tid, på samme måde som med en roman. Jeg kan godt li kadencen i novelleformen. Men altså om det er litterær hypnose, man kan sige det foregik på samme tid, og eftersom mig og Bukdahls show – litterær hypnose blev udviklet nogenlunde samtidig med mennesker i en mistbænk, og ikke har ændret sig siden, bortset fra dele af sketchene, så er der nok meget galskab til fælles. En grænseløs trang til ord-gejl. Dengang ville jeg nok benægte det. Kistrup mente jo jeg lignede Karen Blixen, i en dårlig udgave ganske vist, men der er den samme legen. Og ja ligegladhed med konsekvenserne. Det savner jeg lidt i dag, men jeg veksler nok lidt mellem såkaldt SERIØS litteratur som f.eks erindringsromanen Bombaygryde og gud taler ud, og så den totale sindssyge som jeg skal i gang med igen nu. Og det er sgu tiltrængt. Jeg er pt meget meget træt af psykologisk plausible forklaringer og ja – indsigt. Nu skal der udsigt ind igen. Mennesker i en mistbænk er en slags Bort…et billede med en masse farver, lidt som photo-shop for første gang. Jeg har hadet den i perioder, men nu forstår jeg den igen, og holder af den. For tidlige bøger er jo lidt som at se tilbage i universets tid, – uden sammenligning ja ja – eller ned i en gammel mineskakt, ens emner er de samme, men det hele er nyt. Man aner ikke sine virkemidler men skriver på en ur-lyst.

I 1997 blev forfatterkollektivet ‘Øverste kirurgiske’ til. Fortæl om hvordan idéen til kollektivet opstod? Og hvorfor tror du det stadig findes?
Øverste kirurgiske er en celle. Vi kan ikke lukke den ned, for så ryger meget af os selv, det er selve stedet hvor vi – gamle økere kan eksperimentere – og møde alle jer nye. Og samtidig er det jo også en meget fasttømret gruppe, hvor vi har et stort hvad hedder det nu – netværk – nej det lyder ækelt. Men vi har et fællesskab, og så mener vi jo også at vi er vigtige som modbevægelse mod alt det pæne, og pølse-agtigt alvorlige. Men når det er sagt, er vi også en meget forskellig gruppe, og vi er ikke længere så overbevist om at ting skal “fnises” til, det har vi i øvrigt heller aldrig været, men vi savnede et sløjdlokale for oplæsning, hvor der var højt til loftet og ingen afstand til publikum. Det mærkelige er at i de senere år er publikum blevet underligt høfligt, sidste gang jeg læste op, nå nej forrige gang (sidste gang var en sindssyg gang med Jesus genopstandelse det endte i vanvid – det sker hver 10ende gang) var der helt stille – og jeg tænkte ok, i have lost the evne – men så viste det sig gudhjælpe mig der sad en hel gymnasieklasse og noterede alt hvad jeg sagde ned. Det rystede mig – for så var vi jo blevet en institution, og det har aldrig været meningen at ØK skulle være en institution. Det skulle være et sløjdlokale, med grimme træ-ting og grimme søm. På den anden side er det jo det der sker, og så længe vi får nyt blod ind, og nye folk i firmaet, udvikler det sig. Eller også afvikler det sig – nye steder hen. Vi har snakket om at lukke det mange gange, flere af de tidlige medlemmer, ville helst ha det lukket og slukket efter de første par års vilde succes, men – vi andre kan ikke. Og for mig er det decideret min livsnerve, uden ØK var jeg aldrig blevet så tekst-klog og dreven i mundtligheden som jeg mener jeg er i dag. Så flere kollektiver. Flere skrivekollektiver. Og mere forskellighed. ØK er ikke førerhan – mere. Og har heller aldrig haft det som noget ønske, vi har det nok bedst ja som celle. Altså hvor vi på en måde bliver dømt bag om dansen. Så vi kan mutere lidt i fred. Det er dejligt. For så er det lettere at overraske og få plads. Men altså desværre kommer bladene tidsskriftet – for sjældent for tiden. Men vi bor også spredt. Så når vi mødes, mødes vi som regel til flere dages live-skriveri, med de såkaldte temanumre. Det er i hvert fald det jeg helst vil. For det er jo fint nok med alle de “almindelige numre” med mange bidrag fra gode forfattere udefra – men det er når vi isoleres – som dengang på diakonissestiftelsen – hvor vi boede på hver vores værelse – at ØK motoren går i gang, og man ligesom skriver sig i form – og fællesskab. Det gør vi så ude på Livjægergade, hos Øks nestor N.I. Svarre, der gerne stiller sin nikotingule penthouse hybel til rådighed i dagevis. Poetisk belejring er et godt princip.

Der er blevet sagt at du er bedre til at nedbryde systemer end at opstille regler?
Det er faktisk godt set, jeg har engang undervist på forfatterskolen i en uge, og jeg kom til kort fra starten, jeg er ikke god til at undervise, for min evne ligger ikke i at formidle sammenhæng, men ja – ganske rigtigt til at nedbryde den. Og lave et nyt “bådeskur” af resterne. Det er faktisk lidt tragisk for jeg prøver jo i mine romaner, men må ofte søge hjælp hos min plot-kyndige, ja kan man sige plot-fascistiske kone. Hahaah! og måske er det bare ikke mig med regler. Jeg er nød til at ødelægge. Af samme grund har jeg også
fundet meget trøst i frodegruppen40 fordi jeg der ikke behøver påstå en eller anden dyb social realisme, eller “romanlighed” eller fornuft. Det kan udarte eller forvrides eller kropsliggøres, som det skal. Episk afmontering kan være meget skøn. Jeg kan vrænge og mumle og falde omkuld, som jeg i øvrigt også gør det i virkeligheden. Jeg er nok en slags “højspændingsmast.” det knitrer meget. På den anden side er jeg glad for jeg har haft chancen og kravet om at skrive sammenhængende – som f.eks i forbindelse med min radiodramatik og med mit officielle forfatterskab – for hvis der ikke er nogen kegler, og – hvis der ikke er nogen større historier – der skal skrives ned og ud, – så bliver det til blæver, til gele. Nogen gange flot, meget vildt, og røvsygt – i længden. Det er hele tiden en afvejning. Salt og peber. Man skal ikke bryde ned hvis ikke der er et formål. Og det har jeg pt været heldig med at finde. Men altså jeg kan nogen gange godt se mit bidrag til litteraturen som en meget meget sur lille dreng, der sidder og piller vingerne og benene af Ibsen eller en af de andre “store – modne – klare- realistiske – tungtvands – poeter.” men igen det er veksler. Der er måneder hvor jeg ønsker at være ekstremt opbyggelig, særligt i mine forsøg på børnelitteratur sjovt nok. Og det duer meget sjældent, men bliver ja tungt. Og i værste fald – forudsigeligt! På den måde er jeg helt klart spændt ud mellem 2 yderpunkter. Muligvis oven i købet selvskabte yderpunkter, simpelthen fordi min skrivestil min skrivemotor ikke kan fungere hvis der ikke er det spændingsfelt mellem “normalitet” og galskab.

Hvilken type forfatter er du? Arbejder du fra en synopsis, eller fik manus lov til at udvikle sig og “tage over”?
- Det afhænger meget af projektet. Men umiddelbart er jeg nok anarkistisk. Og rodet. Jeg skriver hellere enorme ekstra mængder, som så bliver skåret ind, end jeg sådan gør det analt ordentligt og kontrolleret. Kan man kalde det geyser-metoden? Tonsvis af syner – der skrives i raptus. Og så bliver skåret. Sådan er det ALTID med mine digte og ulejlighedstekster (oplæsnings-egnet og kortere) Mens det efterhånden er blevet meget anderledes med bøgerne der har en langsommere, og mere struktureret proces. Det hænger selvfølgelig også sammen med kadencen er en anden, når det bliver længere, man kan ikke tonse af sted, der er nød til at være nogen trin man kan hvile på, inden man fortsætter dagen efter. Min romaner er der helt klart en synopsis til – jeg kalder den det bare ikke, jeg skriver den heller ikke ned som en “synopsis” – og det er sjældent bogen ender, som den er tænkt fra 1. sekund. Men sådan er det jo med bøger, så længe de ikke er størknet, er de jo våde lærreder, som man kan omforme. Jeg har prøvet at få stukket opgaver og ideer i hånden, og det er jeg ikke god til, der skal være et element af opdagelsesrejse over det. Jeg skal ligesom en ko spise og brække det op nogen gange, før det bliver min ide. Og får min retning.

Fortæl om en typisk arbejdsdag ved dit skrivebord?
- Det er meget sæson-betonet. Når jeg skriver. Skriver jeg massivt. Fra 9 til 15-16 og så igen om aftenen når ungerne sover. Og så kan jeg sagtens tage 4-5 side opgaver ind, som bliver gode, samtidig. I det hele taget vil jeg gerne forstyrres når jeg er i skriveraptus, bare jeg slipper for at skulle ud og performe. Omvendt er der måneder lige efter en bog er afleveret hvor jeg absolut intet fornuftigt foretager mig, bortset fra at optræde, og skrive de her goddag, goddag – dialoger til dem jeg optræder for. I de sidste par år, dvs. fra og med Bombay gryden, er jeg begyndt at holde HELT fri fra oplæsning og andet. Simpelthen fordi jeg kan mærke jeg har et behov for fred og fri fra at underholde. Jeg er jo en slags underholdnings-hest til dagligt, og det ødelægger let min evne til at fordybe mig hele tiden at skulle ud. Der er jo en tone i en bog – som er ekstremt sårbar overfor pauser. Særligt i romaner. Men det passer mig fint at jeg ikke kan få lov til at sidde sådan hule-agtigt mere end 2-3 måneder om året, for ja så bliver man jo introvert og trist til sidst. Det er rart at komme ud, og for mig er det livsnødvendigt, jeg bliver menneske af det. Og mere robust. Og sådan stolt over at kunne brødføde i hvert fald dele af mine børn ved at optræde og holde foredrag. På den måde er jeg nok meget protestantisk, og sådan nytte-værdi nar-agtig. jeg vil gerne ha en funktion ud over det introverte.

Hvordan ved du, at et værk er færdigt og klar til at blive publiceret?
Det gør jeg i samme øjeblik jeg har slutningen på plads. Dvs rammer den færdige klang. Det er faktisk meget musikalsk. For slutningen skal på engang være ren og hurtig sådan bum og så gerne have noget swung og efterklang…katedral-lighed. Jeg vil gerne slutte på toppen. Det gælder alle mine bøger. Derfor skærer jeg dem som regel af midt i en længere slutning. Men selvfølgelig er det svært, for det kan godt være svært at sige farvel til en bog. Man bliver deprimeret, særligt hvis det er tæt på en selv. Men det er jo også magisk. Den der sidste dag hvor man slipper barnet helt…slut kammerat – lev vel – dø om så det gælder. Goodbye grimme bog, nu vil jeg straks gå videre med den næste! Det tænker jeg altid – skynd dig nu at skriv den næste – mens du er i form – mens du har kadencen – men det er umuligt – først skal bog-værftet rives ned – ellers lyder det næste jo som den første. Der er helt klart en “harve-periode” efter man har lukket en bog og afleveret den. Nogen gange – særligt med novellesamlingerne, er der jo en hel del moslen frem og tilbage med ens redaktør, skal den virkelig slutte sådan og har du ikke liiiige afleveret den her for hurtigt, nå jo – jeg var bare så skide træt af den, den ville ikke gå op – og så videre. En sand og skræmmende historie: novellen Erindring om Annika, som er at finde i pludselig flæben, sendte jeg ind i 24 versioner, over 2 dage, og til sidst måtte min redaktør Hardy Lambert simpelthen sige stop, vi tager version 18 – bare for at lukke min skrivekrampe. Men det sker gudskelov ikke så tit.

Er der noget du gør med ordene, som ingen andre gør?
Ja det er der nok. Jeg ved jeg er en af de forfattere der har svært ved at skrive anonymt, jeg har nok min meget tydelige tone. Men det er ikke bevidst, det er nok bare sådan det er blevet. Jeg kommer jo også af en ekstremt ord- og tale interesseret familie, med mange “gamle udtryk og former indlejret.” – jeg har svært ved at skrive rent, det interesserer mig faktisk heller ikke. Jeg øver mig på at blive bedre til at slippe ironien, og tvangshumoren og mener selv det går fremad, men det er som med en termostat på et varmeapparat, på en tidspunkt går den i stykker og så er vi der igen. Jeg må snarere kæmpe med at være for tydelig mig selv. End for det modsatte. Måske er det derfor jeg ind imellem hader oplæsningsteksterne fordi jeg der tyer til det jeg ved virker – og larmer – i stedet for at skrue ned for tonen og bare være – forfatter, kølig iagttagende forfatter, med virkemidler nøje doceret, frem for den her Gaudi-monstrum-skrive stil. Jeg ved godt jeg overlæsser. Overbygger symbolerne, trækker scener i langdrag, kortslutter plottet, i stedet for at begrænse sproget, vælter det ud. Det er nok min svaghed. Begrænsning er en kunst jeg har svært ved. For det er jo aldrig ALDRIG TIL AT VIDE hvornår man rammer rigtigt, og hvornår man rammer forkert. Hver dag er ny. Og de magiske øjeblikke hvor det lykkes, er det rene orgel-brus hver gang. De dage hvor man rammer tonerne på alle niveaur, samtidig med at det er stramt og sådan nødvendigt. Måske er det derfor jeg nogen gange får at vide jeg er bedst når jeg skriver kortere tekster sammen til en bog. Fordi det begrænser mig til den her mindre handlebane…gokart bane.

Hvorfor er det så fedt at skrive? Bliver du aldrig sur på sproget?
- JO DER ER MANGE DAGE HVOR JEG SYNES DET ER DET MEST RØVSYGE DER FINDES – det er også røvsygt, særligt lige inden en ferie som den i år, hold kæft jeg var træt af det. Over min egen røvsyge tone – og evindelige ubegrænsethed. Aaargh. Men så er der jo gået de her 2 måneder i sommervarme i mærkelige feriecentre og nu er der INTET BEDRE END AT FÅ LOV AT SVARE PÅ DE HER SPØRGSMÅL – faktisk bruger lige
i dette øjeblik de her svar til at træne mig tilbage, inden jeg igen skal til stranden og bade. Men det er så dejligt efter en lang dvale at mærke at sproget stadig er indeni, det her efterhånden gamle og støvede karosseri af et menneske. Det er lidt som at komme hjem. Jeg bliver også meget mere venlig når jeg får lov. Og så er der det meget mærkelige at mens karosseriet og skrivetalentet har sovet, er der kommet en ny sommer 2010 tone ind, som jeg forhåbentligt opdager nu her i den næste måned. Måske sover forfattere “ram-søvn” – jeg kender flere der er helt speedede efter en sommerferie, der er lagt nye ram klodser ind med ukendte sætningsstrukturer, der modner med efteråret.

Du er kendt i det danske oplæsningsmiljø. Hvad er det der er så godt ved at læse op?
- Det synes jeg at jeg har svaret på oppe under ØK punktet. Oplæsning når flere mennesker der ellers ikke gider litteratur. Det kan også forløse bogprojekter der er strandet, at man prøver det af for mennesker på en scene. Men det kan også dræbe det, fordi det så er offentligt. For mig er det vigtigste – og nu prøver jeg at begrænse mig for orglet vil skrive og skrive fandens osse – mødet med publikum, mødet mellem tekst og dem der lytter. Men har jeg for meget oplæsning i en periode begynder mine tekster at blive vandet ud, og sådan pointe-hurtige, man er hele tiden nød til at søge hjem, før man kan tage ud og læse op – igen. Jeg er en pleaser – mit mod er størst – også til at prøve splinternye oplæsnings tekster af, når jeg kommer lige hjemmefra en bog. Men det hænger sammen med at hvis man kun laver oplæsningstekster så bliver man for god, og forudsigelig, og omvendt hvis man kun sidder og sutter på døden i en bog, så går der også koldbrand i materialet.

Hvem har du det bedst med i dig selv – skribenten eller performeren?
Haha. Skribenten har det bedst med performeren og performeren har det bedst med skribenten. Jeg savner det ene når jeg er det andet. Med andre ord er jeg stærkt i tvivl om hvem jeg har det bedst med. Men jeg kan ikke undvære nogen af delene. Det er blevet en meget vigtig del af mig at læse op, og udfordre mine grænser. Men hvis jeg ikke søger væk, bliver jeg gennemsigtig og opmærksomheds-søgende, og så bliver teksterne tandløse, eller klamt – provokerende. Og så skal jeg hjem STRAKS. Men jeg er nok en slags skuespiller, jeg har det godt med roller. Gerne dilettant. Jeg hader bare når det bliver for meget, og jeg bliver en karikatur af mig selv, som jeg desværre har oplevet nogen gange på ØK´s uendelige oplæsnings ture. Altså hvor jeg læser noget op jeg har skrevet i toget – som er slapt fordi dagsformen ikke var til at skrive togturs-tekster, og hvor stilen under oplæsningen bliver forceret, simpelthen fordi jeg prøver at gøre som det forventes af mig. Nemlig at udarte, være skæg mand. Det er for mig noget af det mest skræmmende jeg har oplevet. Men også en sund lektie. Men nogen gange udløser en oplæsning – 20 nye indgange til skribentens projekt.

Hvad gør ord ved dig – og hvad gør du ved ord? Beskriv dit forhold til ord?
De holder mig rask. Psykisk har jeg aldrig kunne fungere uden at skrive. Jeg låser indeni. Min hjerne går i selvsving. Jeg er velfungerende pga – disse 10 siders svar. Det bruser i mig. Ord skubber også hele tiden andre ord med sig – det er lidt som den her bræ – når først ordene begynder at flyde kommer mammutter af spændende ord til syne fra ord-indlands-isen.
Men altså også – Hjælp. Ord er også grusomme. De holder mig jo fanget – lige nu!!! Ordene er min musik. Min storebror spiller klaver og jeg tror faktisk nok jeg skriver på mit tastatur som han spiller på sit klaver – i bølger fra højre og venstre og så et par af de yderste klimpre klimpre. Ord er for mig ikke det der bliver skrevet i hånden, men det der bliver til i rasende fart på tastaturet. Jeg skrev OMSTÆNDELIGT dengang jeg skrev i hånden. Jeg kan dårligt vente på en sætning når jeg skriver et postkort, det er så kedeligt, for mit temperament. Kom nu idiot. Bliv så færdig – så vi kan komme videre med det næste indtryk.

Forstår du altid det du skriver?
Nej.

Hvor mange gennem-/omskrivninger gennemgår dine værker generelt i skriveprocessen?
Mange. 10-20 gange hvert afsnit/kapitel, 2-3 hele hvis det er en roman. Ulejlighedstekster, digte (også f.eks toværelses med lykkelig udgang med Gundersen) max 2 gange. Jo kortere jo færre omskrivninger.

Hvad kommer først til dig: Idéen til en historie eller trangen til at skrive?
Ideen. Altid ideen. Men hvis jeg ikke har trang til at skrive kan ideen være nok så genial, så ødelægger jeg den med – ladhed og fims. Hvis jeg ikke kommer videre end 1 side, ved jeg ideen er død. Omvendt har jeg ideer der har ligget og ulmet i min hovedskalle i 3-4 år, som jeg ikke tør nærme mig fordi jeg venter på den helt rette DAGSFORM og ja – hm – intelligens før jeg kan udfolde den. Og det er ikke fordi jeg ikke vil det er fordi jeg ved jeg ikke kan – endnu. Sådan er det lidt med en af de bøger jeg skal i gang med nu. Selvtilliden ovenpå Bombaygryde er stor – og det er nu – jeg kan – tror jeg. Men trangen er også vigtig. Sjovt nok kan jeg give mig selv skedehindescenebetændelse på 2 minutter hvis jeg ikke har trangen. Så kan jeg ikke engang lave et sms digt uden jeg besvimer og begår selvmord. 4 gange.

Når jeg siger “Uffe Blendtrup”, hvad siger du så?
Min far – men i dag – ligesom meget et fartøj for at tale rent ud af posen – uden omsvøb. Når jeg tager min Uffe Blendstrup på – taler jeg klart. I virkeligheden tager jeg nok også en del af mig selv på. Men det er karakteristisk for mig at når jeg har kæmpeskæg er jeg som regel tættere på min far end på mig selv og omvendt – når jeg er skægløs er jeg høflige venlige lidt vege Jens/Leif Balleby. Min far har betydet utroligt meget for min måde at se verden på. Og på sin vis forløser jeg også hans drøm ved at skrive. Jeg taler på vegne af ham om mange ting her i verden. Og det er magisk at han bliver ved med at tale. At han ikke dør ud. Når det er sagt er jeg også dødtræt af Uffe Blendstrup, altså, forfanden et fader kompleks, en kønsrolle – ronkedor – hvad med at lære os – at leve i den moderne verden i stedet for det der mærkelige pensionist liv!? Som Uffe Blendstrup jo levede store dele af sit eget liv. Han var en dæmon og et meget meget fint menneske. Det er fra ham jeg har lært at se verden – langsomt. Og så gav han sig tid til bare at være. Og nyde livet. Uden underlige skyldskomplekser fordi han ikke nåede dit og dat.

Romanen “Gud taler ud”, blev pænt modtaget af verden, da den udkom i 2004. Erik skyum Nielsen kaldte den et genistykke. Hvorfor tror den blev så godt modtaget?
Fordi den var ren. Jeg plejer tit at skelne mellem rene bøger og urene – som f.eks bombaygryde – der har mange forskellige toner i sig. Gud taler ud har gentagelsens princip, og kortheden, stramheden. Og så skildrer den et helt menneskes liv. Uden at ophøje ham eller dømme. Måske kan man også mærke den er skrevet mens jeg var ked af det. Mens jeg sørgede. Der er ikke nogen stor afstand i tid, det tror jeg også har noget at sige. Det var en bog jeg havde ville skrive i – mange år. Det tror jeg også har noget at sige, det er jo som vin, den havde nok ligget på “egetræsfade” i mig i mange år. Men først og fremmest havde den en ren tone.

Er det sådan, at romanen, “Når Gud taler ud”, er Emil fra Lønneberg, for voksne?
Nej det synes jeg er noget sludder. Så kunne man ligeså godt kalde Erling Jepsens kunsten at klappe med en hånd…for dittemenneskebarn for børn. Men altså på den anden side så er min far jo lidt en uvorn voksen. Så måske er det faktisk rigtigt set. Se nu forfører ordene mig. fandens osse. Jeg har det lidt med mine ting, og læsninger af dem – at jeg gerne siger nej hvis tolkningerne er kedelige og ja hvis de er godt tænkt. Så længe jeg får fred fra tolkninger inden, mens de bliver til.

Hvor meget er fiktion i ovennævnte roman, og hvor meget er ikke?
Nogen
af teksterne er 100 procent sande, og nogen er 100 procent løgn. Min fars liv var ikke KUN som det bliver skildret, der var mange andre ting, også mere kedelige ting, der ikke er kommet med, jeg ville skære et godt udsnit af ham. Og på den måde er den både helt sand og helt fortegnet. Og det er dejligt, for jeg kan rigtigt godt lide at vælte hovedstolen, og bruge løs, men jeg elsker også at putte små falske ting ind, så den virkelige Gud, min far, stadig er min – helt min. Men det er en bog der godt kan gøre mig ked af det, for jeg udleverer jo mennesker jeg holder meget af, og nogen gange er det som at rende rundt med en gravsten på ryggen som alle har lov til at hakke i og tage bidder med hjem af…jeg ville ønske jeg kunne svare mere generelt, på spørgsmål som: hvorfor fandt din mor sig idet…altså for helvede hvad rager det mennesker!? Men jeg svarer alligevel. Fordi det synes jeg jeg skylder læseren. Men på den anden side er begivenhederne liv og død og druk og galskab jo noget der findes i alle familier, og det er lidt prisen – for at hænge vasketøjet ud jo.

Du blander det sjove med det alvorlige uden at kæntre. Hvordan gør du?
Jeg ved det ikke. Det er nok mit klaver. Jeg rammer nok 2 taster på engang, den alvorlige og den alt for sjove…så kommer den her mudrede blanding. Men det er jo fordi det er den bedste måde for mig, fordi jeg inderst inde er for patetisk og sentimental til den rene alvor.

Censurerer du nogensinde dig selv som forfatter?
Nej – i hvert fald aldrig før det er for sent. Teksten har ret. Hvis den vil ha det hele med så skal den ha lov til det. Det bliver kunstigt, for mig at sætte læhegn op for at skjule sandheder. Men jeg censurerer HVERGANG jeg kan mærke jeg laver en slags sensation, f.eks i forhold til mine afdøde forældre, hvis jeg mærker at nu skriver jeg om dem, fordi jeg ikke har andet, så censurerer jeg nok. For der må ikke gå sandheds-kustode i skriveriet. Der skal være den her trampolin af usandheder i sandheden.

Du er blevet kaldt “Elitens frække dreng”, hvorfor?
Ja det er da også en mærkelig titel. Jeg har aldrig tænkt mig som del af nogen elite. Som fodboldspiller var jeg jo bunden, sinke og venstre back. Men måske kan jeg godt forstå det i forhold til de vilkår jeg har haft, både som forfatter, og før jeg blev forfatter, jeg har jo aldrig skulle kæmpe for mit liv, jeg har altid været privilegeret, mine forældre var akademikere, vi børn blev ikke bedt om at gå i lære på et svagstrøms-kursus. Men skulle bare tage en lang lang uddannelse, jeg har aldrig manglet noget, og har været heldig at omgive mig med andre fra eliten, hvis man kan kalde litterater det. Jeg ved heller ikke hvor fræk jeg egentlig er når det kommer til stykket. Måske var jeg i virkeligheden en meget meget høflig og flink elitedreng, der så blev grimmere og grimmere, indtil jeg som et andet Hellesen batteri er blevet for gammelt , og derfor ikke kunne gøre andet end at syde og være fræk fordi verden nu engang er så sød at nogen må syde – ud. Men jeg ville hellere hedde: mørkets magister. Det lyder uhyggeligere, og mere uforudsigeligt farligt end elitens frække dreng, jeg ser sådan nogen meget stramme gymnastikbukser over et adamsæble for mig.

Er der forfattere du føler et særligt slægtskab til?
Ja jeg nævner jo altid Hans Scherfig. Hans satire og beske portrætter af borgerskabet og samfundsstrukturer rører mig dybt. Og det er ætsende godt skrevet. Han kan noget med begrænsning i sit ordknappe men alligevel præcise sprog, jeg gerne ville have arvet. Gustav Wied, fordi han kan skildre lillebyer og mennesker så hjertegribende lattermildt ondt at man bliver helt tør i halsen. Og selvfølgelig også en person som Schade. Igen er det jo ikke hans historier, men hans menneskeportrætter og hans portrætter af kærlighed og ikke kærlighed og mærkelige tildragelser som han skriver frem – som kun Schade – med Schades enormt klare tone kan skrive. Han er jo poet. Og jeg er meget begejstret for poetiske prosaister. Peter Seeberg har heller ikke levet forgæves. Og faktisk har Villy Sørensen også ramt mig rent. Måske fordi han aldrig prøvede at skjule sin viden i sine tekster. Manden var et klogt menneske, et grundigt menneske, og det kom til udtryk i hans fiktion – også.

Er der en forbindelse mellem ‘Når Gud taler ud’ og ‘bombaygryde’? Og hvordan manifesterer den sig/ikke?
Min redaktør kaldte bombaygryde en tvilling til gud taler ud. Det er nok den fede tvilling så, med alle bumserne. Den larmer mere end Gud taler ud, og der er jo også et meget større person galleri, ligesom den i tid jo kun handler om et år. Det er en anden bog. Helt sikkert.

Leif er en meget usikker mand. Han former sig efter omgivelserne? Kender du det?
Mmmmh ligenu er jeg forvandlet til en stol. Der er noget Barbaparba over mig. Jeg kan ændre form. Det er vist det Leif kalder “omstillingsparat” – Men i gamle dage vidste jeg ikke det forholdt sig sådan. Det hjælper at vide man har det i sig. Altså pleaser genet. Underholdningsklovne-metrikken. Måske er det faktisk en meget væsentlig grund til jeg overhovedet begyndte at skrive, så fik jeg fred til at mene det jeg mener ordentligt. Men han er jo sat meget på spidsen. Der ligger meget selvhad i den dreng. Jeg ville jo også vise hvad der sker med ekstremt følgagtige personer når de stilles overfor ekstremt manipulerende og selvbevidste ditto. Alt har konsekvenser også – følgagtighed. Men alvorligt talt. Jeg kender Leif, han er på mange måder mig, men jeg er blevet voksen siden, og evner ikke den følgagtighed mere. Jeg tror nok jeg lærte min lektie. Og føler i høj grad jeg er den der har andre noget at sige. Min kone vil nok kalde mig mere kantet. Og mine børn – aaargh. Det er nok alderens stivnen ha-ha. Men hvis jeg skal være ærlig har det været svært at slippe leif tendenserne. Særligt når jeg har været interviewet, det kan ende helt forfærdeligt, fordi jeg på mange måder jo er den sidste bog jeg har skrevet. Af samme grund var samtalerne jeg havde om Gud taler ud noget af det mest fornuftige jeg har sagt, fordi jeg jo havde hans grove og livs-målsøgende tone i mig endnu. Mens den med Leif – drengen med en rygrad som en kogt spagetti – udløste de mærkeligste vege svar. Godt man har skriften til at gøre ting klart for en selv. Nu glæder jeg mig bare til den næste, hvor jeg skal være en desperado af en fyret elektriker ved navn Jørgen. Hvilke interview kan der ikke komme ud af det! Jeg glæder mig… Det er vigtigt at sige sin mening, og vigtigt at kunne sige fra. Og stå imod hvis det gælder.

Hvordan var dine egne oplevelser som soldat?
Ingen kommentarer. Den er mindst lige så sand som Gud taler ud. Men personer er blevet lagt sammen, og begivenheder flyttet rundt, men jeg var faktisk på militær psykiatrisk. Og man kan også finde mig i papirer over værnepligtige. Og jeg havnede i mange interessante situationer. På godt og ondt. Jeg hørte næppe til i Bornholms værn. Men forfanden i dag ville jeg da ikke have været det foruden. Alt for kunsten haha.

Hvorfor lader du Leif synke ind i en psykose?
Hvem siger han ryger ned i en psykose? En egentlig psykose, klinisk tror jeg ikke det er, det er nok en poetisk psykose. Men den skal til for at hans verden kan rykke sig, og bogen sit fokus. Han bliver jo rystet af den forfærdelige ulykke der sker, og det gør ham syg, men det er meget skægt at anmeldere gør det til en psykose, der er mennesker der ser verden sådan, uden de nogensinde diagnosticeres, som psykotiske. Måske er det bare mig, men jeg er selvfølgelig også deltidspsykotisk. Nogen gange har virkeligheden godt af at blive udfordret, læser man den bedst med psykologiske termer, er det ok, men der er jo mange vinkler på den udvikling som den stakkels følsomme dreng går igennem. Når det er sagt, så er det jo ikke nogen hemmelighed at jeg ikke er den psykisk mest stabile mandsperson i verden, der har været perioder af mit liv, hvor den har ligget og vippet, og derfor hører det med, i en bog om Leif Balleby. Alt andet ville være løgn og lusket. Man kommer faktisk ind i psykoselignende tilstande, når man ikke får sovet.

Har du gang i en ny bog? Hvis ja, – i hvilken retning skal vi? Hvis nej, hvorfor ikke?
Ja jeg er i gang med 2. En om ham elektrikere Jørgen. Og en med fotografier med Lars
Gundersen.

Hvor går du hen når du er færdig med dette interview?
Til stranden. Straks. På scooter! Nå nej med hunden Susi, toller-race. Hun dykker efter sten, som hun så giver sig til at gø af, jeg råber hun skal holde kæft og bare æde den sten. Og glor på Storebæltsbroen og solen der går ned over den, og et par færger. Nej først skal jeg lige give en kæmpe spyflue stød, med en stødketcher, den har irriteret mig i timer!

Skriv et svar