Irmelin Prehn

 

Irmelin Henriette Carla Prehn født 20.1 - 1986. Seneste udgivelse, 'NOGLE TING/ om inventar og transport' (debut 2010), forlaget Ravnerock. Hun har medvirket i skriveprojektet Ordskælv som vejleder og kreativ instruktør for unge på Nørrebro.

Du debuterede med digtsamlingen ‘NOGLE TING/ om inventar og transport’ i marts 2010 på forlaget Ravnerock. Hvordan vil du beskrive dit samarbejde med forlaget?

Jeg var ret frit stillet i mit samarbejde med Ravnerock. De gav deres opbakning fra start af, og jeg har haft mulighed for selv at styre de forskellige elementer af udgivelsen. Forlaget tog sig af formalia.
Det har som debutant været en saliggørende oplevelse af kontrol at kunne føre sit manuskript til dørs ned i mindste detalje. Hvert eneste lille sidetal.

Hvordan skal din næste bog udgives?
Det ligger ikke fast endnu, men jeg kunne godt tænke mig at overlade en del af de praktiske ting omkring opsætning, omslag etc. til nogle andre. Det tager en del kræfter at skulle stå for det på egen hånd, selv om det også er sjovt. Men det ville lette at have andre til at tage vare på de nævnte punkter, da jeg sideløbende med mine skriverier jonglerer med et par andre projekter. Bl.a. skal jeg til at lave en række litteraturudsendelser for Den2radio.

Hvordan opstod idéen til din bog?
I en tilstand af desperation. Hah.

Hvordan var det at se sine egne ord i bogform?
Fremmed og befriende på en gang.

Hvornår begyndte du at leve meget i skriften – hvad skete der?
Måske startede det allerede, da jeg som barn sad på bagsædet af bilen og glanede ud af vinduet, når vi kørte lange ture op til sommerhuset eller til Jylland. Min mor spurgte mig tit, om der var noget galt, fordi jeg sad helt stille (det var der måske også, haha).

Jeg sad og forestillede mig små scenarier og dialoger inde i mit hoved. Måske startede det med et digt i en dagbog, det dukketeater, jeg skrev sammen med en veninde eller de gyserhistorier, vi fortalte hinanden på fritidshjemmet. Måske startede det med, at en af mine studiekammerater foreslog mig at gøre noget mere ved det. I vores bachelorprojekt insisterede jeg på at skrive små digte om fiktive Jytte, som passede receptionen i den virksomhed, vi havde tegnet. Måske startede det med, at jeg var ude at læse mine tekster op forskellige steder og fik god respons. Det motiverede mig måske til at flytte mere ind i skriften, pakke tingene ud og hænge amagerhylden op. Måske startede det med, at digtsamlingen blev skrevet og udgivet.
Måske sker det først i morgen…?

Hvordan vil du beskrive din forfatterstemme i digtsamlingen?
Rund og spids. Visse steder i vildrede. Til tider lidt vel kæk.

Hvorfor valgte du titlen ‘NOGLE TING/om inventar og transport’ til din digtsamling?
Jeg havde skrevet løs igennem et stykke tid men fandt, at jeg behøvede en ramme, der var tilpas åbent formuleret, men som samtidig fangede en fællesnævner for teksterne. Derefter kunne jeg sortere og skrive videre inden for den ramme. Titlen skulle både være umiddelbart lige til og rumme en vis tvetydighed.

Digtene i bogen handler en del om et splittet Jeg, som vakler mellem nærvær og fremmedgørelse. Hvor fik du inspiration fra da du skrev den?
Tjah, bumbum.
Dobbeltheder interesserer mig. Måske er jeg også splittet …?

Nærværet/fremmedgørelsen finder jeg mange steder. Tag bare sådan noget som Facebook o. lign. På én gang formidler de sociale medier nærværet og distancen, fordi man har mulighed for at kommunikere med et menneske, som sidder og trækker vejret et andet sted med sin egen skærm. Det er egentlig et mærkeligt fænomen, når man tænker over det. Men jeg tror ikke, det er noget, jeg har arbejdet med så direkte, mens jeg skrev.

Du har gået på Kunstakademiets Arkitektskole. Kan du trække en rød tråd fra din uddannelse og til dét, at skrive digte, i det hele taget?
Ja, det synes jeg. Før øvede jeg mig i at tegne rum med streger, papmodeller og formulere en bygning i 3D-computeranmation. At skrive kan sommetider være den omvendte proces – og sommetider næsten den samme: På Arkitektskolen har jeg øvet mig i at formulere det abstrakte (en idé eller et koncept, om man vil) til noget konkret sanseligt (i arkitekturens tilfælde, en bygning).

At veksle imellem de to er en øvelse, jeg fortsat praktiserer.
Desuden bilder jeg mig ind at kunne trække en rød tråd fra at tænke i struktur og bygningskrop til at tænke struktur i en tekstmæssig sammenhæng. Og at kunne overskue at udføre og fuldføre det eksperiment, det er, at sætte noget kunstnerisk i værk. Med streg under eksperiment!

Hvor har du øvet dig i at skrive digte?
Jeg har til dels øvet mig nede i min skrivebordsskuffe.

Jeg har også altid godt kunne lide at tegne. Nu øver jeg mig i at tegne med ord i stedet. Desuden har jeg været – og er stadig – meget glad for at deltage i kortere højskolekurser. Jeg kan godt lide den måde at lære på. Derigennem er jeg blevet mere bevidst om koblingen mellem de ting, jeg har med mig fra Kunstakademiets Arkitektskole; at det at tegne, som proces – uanset om det er udvendige konkreter, såsom en bygning, eller indre billeder – i lige så høj grad består i at viske ud, udelade, gøre plads. Ikke at det altid lykkes…

Det har for mig også været en del af skriveprocessen at være ude at læse teksterne op forskellige steder og prøve dem af på et publikum.

Hvad gør din digtsamling ved dit publikum, som ingen andre digtsamlinger gør?
Jeg er ikke i stand til at sige, hvad min digtsamling gør, som ingen andre gør. Det må andre vurdere. Forhåbentlig skaber digtsamlingen enten irritation, stille eftertænksomhed eller højlydt latter. Eller alle tre ting på samme tid. Om det har den ene eller den anden effekt på publikum, gør mig ikke så meget. Bare de ikke synes, det er ligegyldigt og forærer bogen til deres hund.

Bogen kan i øvrigt læses frit på kryds og tværs alt efter hvilken indretning man som læser ønsker at transportere sine rum. Hvilket rum (flere rum) er dine yndlingsrum i bogen? Og hvor vil du allerhelst slippe for at opholde dig for længe?
Jeg har et lidt ambivalent forhold til bogen, fordi jeg har kigget på ordene så længe. I dag kan jeg bedst lide de skarpe rum, eller de rum, der niver lidt. Hvis du spørger mig om det samme i morgen, svarer jeg sikkert noget andet.

Din digtsamling, ‘NOGLE TING/ om inventar og transport’, er blevet kaldt ‘en usædvanlig stærk debut’, hvorfor tror du det?
Spørg hellere dem, der har sagt det.

Hvad var den største udfordring ved at skrive din digtsamling?
At skrive den. At famle efter sit sprog. At turde alligevel.

Hvor humoristisk giver du dig selv lov til at være i dine digte? Censurerer du nogensinde dig selv?
Ja. Jf. spørgsmål 10 er det vigtigt at viske ud. Men jeg vil ikke kalde det censur – snarere en nødvendig selvbeherskelse.

Du har engang sagt, at du skriver pæne pigedigte? Hvad mener du med det?
Meningen er i al fald ikke, at jeg skriver pæne pigedigte. Faktisk er mine digte engang blevet kaldt “friskfyragtige”. Dette blev sagt som del af en kritik; ikke desto mindre har jeg taget den på mig. Det fik mig også til at fundere over, at kønnene eksisterer som stereotype forestillinger
inde i hovedet på os. Når jeg engang sagde, at jeg skrev pæne pigedigte, var det en ironisering over stereotypen Den Pæne Pige.

Hvad er pigedigte? Hvad er drengedigte? Skriver mænd og kvinder forskelligt og hvis/ikke, – på hvilken måde viser det sig?
Det er let at blive sat i bås, som klynkende feminist eller afdanket ligestillingsforkæmper, hvis man bringer køn på banen. Jeg har ikke lyst til at kategorisere i kønsspecifikke måder at skrive på. Jf. forrige spørgsmål, tror jeg, at stereotyperne – uanset den formelle ligestilling i øvrigt – fortsat eksisterer. Da der stadig findes bestemte opfattelser af køn, er det i nogen tilfælde sikkert muligt at generalisere (fordi kønsopfattelserne smitter af på os, ligesom vi smitter af på dem).

Jeg tror også, at man kan komme til at læse forskellige forventninger ind i en tekst, alt efter hvilket køn afsenderen tilhører.

Den kvindelige stereotyp er på mange måder mere værdiladet, defineret som værende et køn, mens Manden stadig er stereotypen på det neutrale og almene. Det er selvfølgelig en påstand.
Måske findes der digte og digtere, der lever op til disse stereotyper, men der findes helt sikkert også nogle, der ikke gør. Jeg er slet ikke belæst nok til at kunne udtale mig om, hvordan det konkret kommer til udtryk. Det kunne være et interessant felt at undersøge og lege med.

Hvad er en digter?
Et omvandrende filter – eller en resonansbund …?

Er der nogen forfattere, som har været/er dine forbilleder? Hvad gør de ved sproget, som gør sproget unikt?
Ork, der er mange. Jeg har en del at indhente i min læsning af den klassiske litteratur; for tiden læser jeg en del nyere, nordiske forfattere. I øjeblikket er jeg glad for at læse Per Aage Brandt, som leger med sproget på en meget, meget intelligent måde.

Hvad er krævende læsning for dig?
Hmm… Filosofiske tekster om sprog og rum interesserer mig en hel del. Desværre er jeg så umanerlig langsom til at læse dem. Jeg tygger og tygger, og lånetiden når altid at udløbe, inden jeg bliver færdig. Også selv om jeg har genlånt. De smiler så velkomment nede på biblioteket, hver gang jeg kommer for at betale 20 kr. i bøde.

Beskriv din arbejdsproces? Hvor mange gange må du omskrive dine digte, før du er tilfreds?
Der kan ikke opstilles noget særligt skema for præcis hvordan og hvorledes. Thea Mikkelsen (der bl.a. underviser på de kunstneriske uddannelser i kreativitetens psykologi) har beskrevet, at der er forskellige faser i en kreativ proces: Idéfasen, som for mit vedkommende tit indtræder ved opvask eller tandbørstning.

Inkubationsfasen, hvor der er stilhed før storm og overspring, så man skulle tro, det var en gymnastikopvisning.
Eksperimentalfasen, som vel ikke behøver den store forklaring. Produktionsfasen, hvor det nærmest skaber sig selv.
Og Redigeringsfasen, hvor det tit er nødvendigt at have nogle andre til at kigge på sagerne, hvis ikke der er gået så tilpas lang tid, at man selv kan se nøgternt på det. Min erfaring er dog, at man oftest ikke kan få øje på det hele alligevel.

Faserne indtræder ikke nødvendigvis i den nævnte rækkefølge, de varer heller ikke altid lige længe og kan sagtens overlappe. Det er ikke en lineær proces. De kører i cirkler inde i hinanden, indtil det stopper. Forhåbentlig stopper det med, at det bliver til noget, der kan være noget for nogle andre. Og så forlader det én.

Hvornår ved du, at et digt begynder og hvornår ved du, at det slutter?
Digtet er færdigt, når linjerne siger, at nu må det være nok med det.
Man roder lidt med det på skrivebordet. Sommetider er det omstændeligt og tålmodigt. Andre gange er det som at lave pulverkaffe; vupti, så er den der.

Du har været at finde på både den Københavnske og Århusianske oplæsnings- og Poetry Slam-scene, hvad foretrækker du helst at performe med, poesi eller Poetry Slam og hvorfor?
Jeg holder af begge dele.

Poetry Slam er en slags ekstremitet i forhold til en almindelig poesioplæsning, bl.a. pga. konkurrenceelementet. Der er en anden ramme, tit også et andet flow og en anden frihed til at arbejde med et bestemt udtryk i forhold til sine tekster. Ved et Poetry Slam har man også en meget direkte kontakt til publikum. Det synes jeg er rigtig sjovt!
Jeg har altid godt kunne lide at optræde og er generelt glad for at få lov til at læse mine tekster op for et publikum. Men jeg kan også utrolig godt lide den almindelige poesioplæsning, stilheden omkring det og muligheden for at dvæle ved ord på en anden måde.

Uanset om det er oplæsning i den ene eller anden udgave, er det allerfineste at få lov til at skabe billeder for publikums indre. Jeg er altid meget glad for, at de gider lytte.

Hvordan ville du aldrig behandle sproget og hvorfor?
Jeg vil helst ikke behandle sproget som den ene part i et fastgroet forhold, hvor man tager hinanden for givet i stillestående mønstre af vaner og ternede sutsko. Sproget skal plejes, aes lidt på kinden og danses med.
Hvis sproget absolut skal vrænge, skal det i det mindste være overlagt, som f.eks. hos Lars Skinnebach, “Enhver betydning er også en mislyd”.

Sproglig ondskab er et område, jeg kunne tænke mig at udforske men ikke er nået til endnu.

Hvis sproget griber ind i verden, hvordan griber sproget så dig?
Sproget griber fat i min skulder og siger: Hej! Det er altid et herligt møde, synes jeg.

Hvad siger du til udsagnet: Digtere er heldige. De har to liv?
Hvorfor kun to?

Hvornår begyndte du at opfatte dig selv som forfatter?
Er jeg begyndt på det?
Der var nogen, der tilbød mig stillingen med eget kontor og flekstid, og så slog jeg til!

Nej, jeg ved det ærlig talt ikke.

Føler du, at du med udgivelsen ‘NOGLE TING/ om inventar og transport’, har fået indfriet dine forfatterdrømme?
Forhåbentlig har jeg ikke fået indfriet dem alle endnu. Bogen er et lille skridt hen ad fortovet.
Man kan måske sige, at jeg har fået indfriet mine drømme om muligheden for at drømme. Herfra.

Hvad har du at give verden, som forfatter? Hvad har verden brug for? Og hvad har du, som forfatter, brug for?
Hold da op. Det er store spørgsmål. Der er så meget, jeg gerne vil give. Halvdelen af det, er jeg dårligt klar over endnu. Jeg har jo kun udgivet en enkelt bog i håb om, at verden har brug for at grine en lillebitte smule.
Som forfatter (hov, der begyndte jeg pludselig at opfatte mig selv som forfatter. Man bliver jo lagt ord i munden her) har jeg ekstremt meget brug for tevand, sudoku og stilhed – og sommetider et sted, hvor cirkushesten kan skabe sig lidt.

Når du går ud af døren, hvor er du så på vej hen?
For det meste er jeg på vej i Netto.
Når jeg går ind ad døren, er jeg på vej til steder langt væk.

 

Skriv et svar