Harald Voetman

 

Harald Voetmann f. 1978, dansk forfatter. Uddannet fra Forfatterskolen 1999. Debut - Kapricer (2000). Andre nævneværdige udgivelser: Teutoburger (2005), En alt andet end proper tilstand (2008). Seneste udgivelse er den meget roste 'Vågen' (2010). Forfatteren er indstillet til Nordisk Råds Litteratur pris 2010 for sidstnævnte roman.

Du er uddannet på forfatterskolen i København (97-99). Hvad har det gjort for dit skrivetalent?
Jeg tror det vigtigste er, at det vakte en masse nysgerrighed til live. “Talent” lyder som noget man nærmest kan læne sig mageligt tilbage i, hvis man ellers har det. Men jeg føler mig ret meget på bar bund meget af tiden og ville også helst undgå at gentage gamle cirkustricks. Skolen har nok hjulpet mig til at blive lidt bedre til at opdage tomgang og gamle cirkustricks i tide.

Hvordan var det at møde forfattere (på skolen) som også har ‘ord’ som virke? Forvirrede det din opfattelse af kvalitet?
Ja, men jeg var ret ung og ret forvirret i forvejen.

Hvordan havde du det med at modtage undervisning i at skrive – provokerede det dig at blive korrekset?
Enkelte gange har jeg måske gået lidt slukøret fra en tekstlæsning, men at folk ligefrem gad hidse sig op over mine tekster var jo fantastisk. Det er så meget nemmere at være ligeglad.

Hvis du skal beskrive tiden på Forfatterskolen, hvad gjorde den så ved dig? Blev du flyttet? I så fald hvorfra og hvortil?
Flyttet – det lyder ret ufrivilligt. Det blev jeg ikke.

Hvornår begyndte du at leve i skriften – hvad skete der?
Jeg har altid læst forholdsvis meget, men jeg opfatter det ikke som en flugt fra hverken mig selv eller andre, så det med at leve i skriften, det kender jeg ikke til. Det har nok egentlig været alvor hele tiden, dvs. fra jeg var måske 16-17 år. Men det betyder ikke, at jeg nu kan tage alt det, jeg har lavet tidligere, alvorligt. Jeg har svært ved at anerkende det som alvorlige forsøg på noget som helst. Men det var desværre sur sammenbidt alvor.

Hvor har du øvet dig i at skrive?
Jeg tænker aldrig, at det jeg skriver er en øvelse. Måske er det en øvelse, når det ikke er godt nok. Det ved jeg så først bagefter.

Du debuterede med ‘Kapricer’ (2000), der bestod af surrealistiske kortprosastykker. Hvilke indtryk gjorde ‘Kapricer’ på dig?
Den fik mig i hvert fald til at skrive en ny bog. Surrealisme er det ikke. Det er bare lidt rundtosset, jeg tror, jeg sparkede i blinde.

Siden fulgte ‘Autoharupspeksi’ (2002 og ‘Teutoburger’ (2005). Sidstnævnte bog er, som den forrige, en prosabog, der veksler mellem korte skitseagtige tekster og lange fortællinger. Hvorfor tiltaler denne form for opsætning dig?
Min idé har været at undgå at skrive fyld og forsøge at undgå at gentage mig selv. At det så har resulteret i i hvert fald fire bøger, der rent formelt er nogenlunde ens opbygget, det er bare surt, dum fornemmelse, jeg er ikke tilfreds med det – jeg ville ønske, jeg havde været mere opmærksom på det endelige resultat, bogformen, mens jeg skrev. På den anden side kan der være energi også i sammenstødene mellem tekster i den type samlinger. Og det er en meget åben form, der stiller krav til sprogligt nærvær. Der er forskellige tematiske og stilistiske tråde der går igennem teksterne i samlingerne, men alligevel har jeg siddet med følelsen af at skulle starte forfra for hver tekst – og sådan har det egentlig også været med Vågen. Hvis ikke det var sådan, ville jeg nok ikke gide eller kunne skrive, selvom det kan være langsommeligt og irriterende ikke at vide, hvor det hele er på vej hen.

Prosabogen ‘Alt andet end proper tilstand’s (2008) 21 noveller og kortprosatekster skulle efter sigende ikke have så meget handling. Hvad synes du selv?
Handling synes jeg nok der er, men der er ikke komplicerede plotstrukturer. Fokus er for det meste på stemmen og rummet.

I ‘Alt andet end proper tilstand’ skriver du: “Ethvert forsøg på at samle tråde og fragmenter til noget som helst, det aldrig har været, vil altid være et helt og aldeles glædesløst tidsspilde.” Vil det sige, at slutninger ikke har nogen berretigelse?
Nej, det handler om fortællerens halstørklæde.

I ovennævnte bog er du ikke nærig med fremmedord. Men hvad hvad er et fremmedord for dig?
Jeg leder efter de ord, der er mest dækkende – nogle gange kan det også være det rent lydlige, der gør at jeg vælger et ord, der måske ikke er helt gennemskueligt, men det vil det så oftest være ud fra sammenhængen. Og nogle gange kan jeg godt lide at få grus i maskineriet; bevidst forsøge at flytte teksten væk fra mit daglige sprog.

Din skrivestil er dannet og du former dine tekster med retoriske velformulerede sætninger. Men hvad er den største udfordring ved sproget?
Jeg stiler absolut ikke efter at fremstå som dannet. Det er et frygteligt begreb, der jo også hæfter sig til de døde sprog, “den klassiske dannelse”, og får dem til at fremstå som noget fint og fornemt, der er stort set umuligt at have med at gøre. Men jeg synes det er interessant at bruge løs af ældre traditioner, bl.a. for at pege på nogle af de absurde ting, som dannelsen har kunnet dække over. Bogen Trivia II: Høvisk kærlighed, som jeg lavede for lidt over et år siden, er lavet som en slags gammeldags manual i kurtisering og kønsliv. Konkret er den er inspireret af en håndbog i høvisk kærlighed fra slutningen af 1100-tallet. I Trivia II er der en del latinske citater og henvisninger til mere eller mindre obskure steder i den klassisk mytologi eller historieskrivning – og det er bl.a. fordi det er den slags, man har brugt til at opstille sig som autoritet, som “dannet”. Jeg har sådan set ikke fundet på noget til den bog. Alle de bizarre referencer – f.eks. en ektra-sexistisk udgave af fortællingen om Adam og Eva – er noget, der ligger stinker ude i verden i forvejen, dækket af et lag af dannelse. Men jeg har stadig ikke svaret på dit spørgsmål; så lad os sige, at det sværeste er at begrænse sig.

Du har oversat to bøger fra latin – Plinius den Ældre: Om mennesker og dyr (2008), og ‘Petronius’ Satyricon (2009). Hvorfor? Handler det om at beherske verden?
Nej. Min lyst til at lege gud kan jeg kun udleve i mit eget forfatterskab.

I din nyeste bog: ‘Vågen’, har du – foruden at oversætte fra latinsk – kastet dig over naturhistoriker Plinius den Ældres liv. Hvorfor dykkede du netop ned i denne historiske person?
Plinius’ Naturalis Historia er et fantastisk værk – de fleste af afsnittene i Vågen forholder sig mere eller mindre direkte til et afsnit i Plinius’ værk og det har givet mig mulighed for at arbejde rundt om og op imod dele af Plinius’ tekst. Det er nok i virkeligheden den vigtigste grund.

Hvordan vil du beskrive ‘Vågen’? Hvor vil du hen med bogen?
Jeg ville prøve at fremmane en forestilling om Plinius’ verden, hvor hans frygt og overtro og sære poetiske ideer blev gjort virkelige. Naturalis Historia tegner et billede af en uhyggelig usikker verden, hvor alting kan forvandle sig – jeg ville forsøge at fortælle om Plinius som en figur i sin egen verden. Og så ville jeg prøve at skrive om den drift, jeg synes kommer til udtryk i Plinius’ værk – trangen til at beherske natur og medmennesker.

I ‘Vågen’ kommer tre stemmer til orde: Plinius den Ældre, nevøen – Plinius den Yngre og slaven Diokles. Hvilke følelser havde du for disse tre undervejs i skriveprocessen?
Både den ene og den anden Plinius har jo eksisteret i virkeligheden, og det billede, jeg tegner af dem i Vågen, er baseret på sådan som de fremstår for mig, gennem deres forfatterskaber. Plinius den Ældre er en af mine yndlingsforfattere. Jeg forestiller mig, at han på nogle punkter har været mere humant indstillet end mange af sine samtidige – det hænger sammen med pessimismen, tænker jeg, eller pessimismen kan være afledt af en sensitiv karakter – men jeg har ikke ønsket at fremstille ham som en helt. Plinius den Yngre er en ofte temmelig slesk skribent og jeg tænker, at han har passet virkelig godt ind i sin samtid. De to virker som næsten helt modsatrettede temperamenter og det har jeg også været interesseret i. Men jeg har ikke følelser for de figurer, jeg opfinder. Figurerne kan give udtryk for følelser, som jeg kender til, men det er noget andet.

Der er en sekvens i bogen, hvor Plinius som 14-årig skal indvies i sexlivet. Faren bruger en kvindelig slave og viser Plinius hvordan “det” skal gøres. Hvorfor er det interessant?
Det er det heller ikke. Der er overhægende fare for lummerhed og lummerhed er forfærdeligt. Det pågældende afsnit hænger sammen med det gennemgående magttema, der er i bogen; trangen til at erobre og eje andre mennesker – og man kunne sige, at det var meget romersk, hvis ikke det stadig var over det hele.

Hvilken genre er ‘Vågen’? Den er blevet kaldt en roman, er den det?
Ja, den er en roman, en historisk roman.

Hvad mangler vi i vores tid? “Tilsæt” nogle ingredienser?
Jeg har ikke nogen forestilling om, at det var bedre i andre tider, slet ikke. En af grundene til, at jeg interesserer mig for ældre litteratur, er, at den er for det meste er skåret ind til benet. Der er selvfølgelig undtagelser, måske er Satyricon en af dem. Men jeg kan godt lide, at man har fornemmelsen af, at alt det, der står på siden, er vigtigt, der er simpelthen ikke råd til bavl – det var dyrt og besværligt at lave en bog og det kan man se. Til gengæld kommer man nogle gange til at savne en anden form for generøsitet i det – løssluppenhed, albuerum – men det ene udelukker ikke altid det andet.

Hvad tror du ‘Vågen’ gør ved dine læsere? Hvad gør den ved dig?
Jeg er nok nærmest blind overfor den efterhånden, det kommer til at ske, når jeg arbejder med egne tekster i lang tid og læser dem igennem mange gange. Men jeg håber da, at den forestilling, jeg arbejdede ud fra, er blevet nogenlunde til at se ud fra den færdige bog. Det kan jeg måske bedre afgøre om et par år.

Hvorfor er kroppen ofte omdrejningspunktet i dine bøger?
Jeg forsøger at forholde mig til sansninger i det, jeg skriver – og dermed kroppen – ellers kommer jeg hurtigt til at miste grebet og lave kedelig refererende tekst.

Er der en passage i ‘Vågen’ som du værdsætter mest?
Jeg kunne godt lide at lave de to fiktive breve fra Plinius den Yngre, fordi de er skrevet i direkte forlængelse af to virkelige breve fra ham; at prøve at arbejde så tæt op af de ægte breve, som også står trykt i bogen i et appendix. Min idé var at forvandle den underdanighed, der kommer til udtryk i de ægte breve, til ren spydighed – forløse den passive agression, som jeg mener at kunne fornemme i brevene, og virkelig lade figuren få spyet noget galde ud i hovedet på Tacitus og Baebius Macer.

 

Skriv et svar