Dorrit Willumsen

 

Dorrit Willumsen f. 1940 på Nørrebro i København. Debut: 'Knagen', en novellesamling fra 1965. Med romanen 'Marie' (1983), kom det store gennembrud. Senere fulgte 'Klædt i purpur' (1990), og 'Bang' (1980) m.fl. Seneste udgivelse er erindringsromanen 'De søde med det sure' (2009).

Du blev født på Nørrebro i København og voksede op med dine bedsteforældre, din mor og lillesøster. Har du minder derfra, som indikerer, at du ville blive forfatter?
Ja, min morfar var en fantastisk mundtlig fortæller. Han fortalte simpelthen om sit liv – om de ti år til søs under engelsk flag, om indlæggelsen på hospitalet på afdelingen for hud og kønssygdomme, da han bare var tolv. Der var både tæv, mord, skibbrud og stormfloder. Der var ikke noget, der var forbudt for børn. Og dengang var børn jo så privilegerede at de bare kunne kede sig eller drømme.

Hvorfor begyndte du at skrive – hvad gør sproget ved dig – beskriv dit forhold til ord/sproget?
Jeg har altid syntes ord har magi. Jeg kunne ligefrem besvime af dem. Ord som ‘byldemor’ og ‘ligtorn’ var meget uhyggelige ord. Og da min mor en dag i teateret sagde til mig: “Dorrit, der er sprunget et blodkar i dit øje.” Ja, så så jeg for mig det store skyllekar nede i vaskekælderen helt fuld af blod. Og alt det skulle ud af mit øje. Så meget blod kunne jeg slet ikke tåle at se uden at besvime. Vi måtte tage hjem efter første akt.
Men et ord som ‘hyacintblåt’ kunne gøre mig meget lykkelig – jeg så blomsterne for mig og mærkede deres fine kølighed og duft.

Har du øvet dig i at skrive og hvad røg for eksempel ned i skrivebordsskuffen?
Ja, jeg har øvet mig. Måske lige siden jeg var tolv år. Og da jeg gik i gymnasiet var jeg meget bevidst om, hvor jeg helst ville hen i mit liv. Nogen skrivebordsskuffe havde jeg ikke. Og hvad der blev kasseret af Ugebladet Hjemmet og Familie Journalen og senere af forlag. Det røg direkte ud i skraldespanden. Og den vane har jeg endnu, skønt nogen har bebrejdet mig den.

Kan du noget med sproget, som ingen andre kan?
Nej, det tror jeg ikke.

Hvad mener du med at romaner skal have hemmeligheder?
Lige som med mennesker. Et menneske, der straks fortæller alt om sig selv og er fulde af gode pædagogiske råd, synes jeg ikke er så spændende, som et menneske, der har en kant og en hemmelighed.
Sådan er det også med malerier. George la Tours ‘Belæring af jomfruen’ og Vermeer van Delfs ‘Die Malkunst’ er billeder, der rummer en gåde. Og det er dem jeg husker.
Og jeg kan virkelig godt lide litteratur, der stiller spørgsmål.

Hvordan er det at skrive karakterer der kommer tæt på ens egen person, ændrer forholdet til sproget sig?
Det kan godt blive mere spontant og mere lyrisk. Det kunne jeg mærke både i ‘Manden som påskud’ og ‘Marie’.


Har du stået i mesterlære hos en forfatter – eller har du litterære forbilleder?

Mesterlærer tror jeg ikke, man kan kalde det. Men der er mange bøger, skuespil og film, der har givet mig oplevelser, der har formet mig. Kaj Munk læste jeg i gymnasiet for hans bøger havde min mor. Herman Bang, som jeg forelskede mig i, fordi der stod et uddrag af ‘Ved vejen’ i vores danskbog. Langt senere Proust – ved et tilfælde. Margueritte Duras – da jeg var ganske ung læste jeg meget fransk litteratur. Men det var slet ikke sådan, at jeg tænkte på at komme til at ligne dem.

Hvorfor er historier så vigtige for os?
Man kan komme meget langt væk fra sig selv. Og man kan læse noget, der bringer en ganske tæt på sig selv – og måske med helt nye facetter. Man kan blive så rasende, at man kan gå rundt i diskussion med en person, der er død, længe inden man selv er født. Og man kan føle sig ganske nær ved et menneske, man aldrig har mødt. Man kan være i fortiden. I nutiden. Og i fremtiden.

Egentlig kunne jeg slet ikke forestille mig et liv uden historier.

Hvornår begynder en roman i dig og hvornår ved du at den er færdig?
Den begynder ganske pludseligt. Det kan være en historisk skæbne eller en nutidig person, jeg hører om. Det kan være en sætning eller et brudstykke af en samtale i en bus eller en situation i mit liv. Noget, jeg ikke kan slippe.
Det er ikke altid, jeg begynder med begyndelsen. Somme tider starter jeg, der hvor personen er mest sårbar eller dramatisk.

Som regel har jeg vidst, hvor personerne skulle bevæge sig hen, og når de nåede dertil, var bogen færdig.

Undtagelsen er ‘Manden som påskud’. Jeg havde planlagt, at kvinderne skulle mødes ved mandens begravelse og blive veninder. Men det virkede meget forlorent. Og jeg skrev flere noveller, mens jeg ventede på en mere præcis og klinisk slutning.

Du får ofte personerne i dine romaner til at leve indefra og ikke gennem nogen ydre karakteristik. Du mestrer en flot portrætteringskunst. Hvordan lærer du dine personer at kende – kommunikerer du med dem?
Jeg tror snarere, at jeg smelter sammen med dem. Da jeg skrev ‘Marie’, syntes jeg kun, jeg så rokokofarver i vinduerne og købte ferskenfarvet og creme. Og mine natlige drømme forandrede sig under skriveprocessen. Faktisk kunne de glide ind i romanen.

Da jeg skrev novellen ‘Den dag jeg blev Honey Hotwing’, havde jeg købt et par tigerstribede støvler. Jeg vidste, at de var lidt for vilde til min alder, men gik i dem i flere år. Faktisk lige til de var helt slidt op.

Hvilket køn synes du er mest spændende at skabe i dine romaner – er det fx nemmere at skrive en kvinde ind i en historie end en mand?
Begge køn er lige spændende. Men jeg har jo flere erfaringer og sansninger fra et kvindeliv end fra en mands, så for mig er kvinden lettere at skrive om.

Hvordan rammer du dine personers individuelle sprog og tone?
Det er ikke teknik. Men jeg har mødt mange forskellige mennesker og er langt mere åben for kontakt på en gade eller i et tog end på et litterært seminar. Måske kommer det sig også af barndommen på Nørrebro. Når lejerne i morfars ejendom kom for at betale husleje, var jeg altid i hans værelse. De var alle sammen så forskellige både i udtryk, status og sprog.

Måske stjæler jeg – i hvert fald snapper jeg sprog op. Et udtryk som “lort i håndjern” ville jeg næppe selv bruge. Jeg hørte det på en bar. Det blev hængende i hovedet på mig, og siden brugte jeg det på tryk i en novelle.

Skriver mænd og kvinder på forskellig vis?
Det ved jeg ikke rigtigt. Det er en meget flydende grænse, tror jeg. Og som regel ved man jo allerede inden man åbner bogen, hvem den er skrevet af.

Dine kvindelige hovedpersoner i historierne er ofte fulde af længsler, tomhed eller stærk afstand til virkeligheden omkring sig (Koras stemme fra 2000). Man aner også kærlighedens fravær i de personer, som enten føler sig uelsket eller ikke er i stand til at elske – hvorfor er det ofte disse tilstande/følelser du skriver om?
Længslen og tvivlen, synes jeg, er spændende tilstande. I dem ligger muligheden for en forandring. Kærligheden er ofte temmelig upraktisk. Kora og Morten er for eksempel meget forelskede. Men deres planer for fremtiden er helt forskellige.
Morten vil være sammen med Kora altid og håber, at de skal gøre alting sammen. Men Kora vil være fri til at være alene og rejse alene.

“Slip mig ud af den fælde, du kalder kærlighed”, siger hun.

Det er ikke nogen lykkelig kærlighedshistorie. Men lykken findes der ikke mange ord for. Når eventyrerne slutter med: “Så levede de lykkeligt til deres dages ende”, så er der ikke mere at fortælle.

Hvordan trækker du stemninger frem rent sprogligt?
Det ved jeg slet ikke – måske er det noget personerne gør.

Hvad skaber skønheden i dit sprog – selv når du beskriver scener, der står i stærk kontrast til det de fleste kalder skønhed, så mestrer du at beskrive disse med skønhed?
Det er ikke fordi jeg bevidst prøver at sminke noget uæstetisk om til noget æstetisk. Måske er det en slags barnlighed. Som barn kunne jeg beundre en guldtand eller en rød tånegl, der stak ud af en hullet sutsko.
Noget, der er grimt for den ene, kan være smukt for den anden.

Hvis jeg skulle nævne et eksempel er der kejserinden Theodora fra romanen ‘Klædt i purpur’. Hendes mor er prostitueret – og også hendes søster, og allerede som barn har Theodora et betalt samleje med en ældre mand.
Måske skulle jeg have beskrevet det som et overgreb mod et uskyldigt barn. Men dels er der tiden til forskel. I antikken stod slavinder altid til rådighed både arbejdsmæssigt og seksuelt. Og for barnet Theodora er det faktisk et trin opad. Nu er hun lige så god som storesøster og mor.

Det har ikke været en voldtægt. Men noget lidt underligt, hun ryster af sig som en hvalp. Og fra nu af går det fremad. Hun bliver Konstantinobels dyreste kurtisane og stripteasedanserinde og senere kejserinde. Hun er begavet ærgerrig og smuk.

Hvor mange gennem og -omskrivninger gennemgår dine bøger?
En novelle eller et digt står der som regel straks. I romaner skriver jeg mere om. For personerne udvikler sig somme tider anderledes, end jeg har tænkt mig. De kan simpelthen ødelægge et plot.

Er der noget, du fik publiceret for tidligt – og hvad var det der ikke holdt?
Jeg tror ikke, at noget er publiceret for tidligt – jeg var trods alt 25 år ved debuten. Og egentlig kunne jeg slet ikke tænke mig at skrive om på gamle tekster. At skrive ser jeg som at væve på et tæppe – et nomadetæppe, hvor farver og former skifter efter de landskaber, man rejser igennem.

Hvad synes du om de gammeldags danske ord versus nutidens dansk?
De gammeldags danske ord forekommer mig både mere udramatiske og mere malende.

Bliver du nogensinde vred på sproget?
Udtrykket “at please” synes jeg er kvalmende grimt. Men “shit” det har jeg vænnet mig til.

Har dansk har en fremtid – og hvis ikke, gør det så noget?
Jeg tror bestemt dansk har en fremtid – og hvis ikke så betyder det en hel del. Jeg kan godt forestille mig vuggestuer, hvor man taler engelsk og kinesisk. Og der er skrevet vidunderlige bøger på andre sprog end dansk. Men hvis dansk forsvinder, mister vi vores fortid og de ord og den litteratur, der er dansk.

H.C. Andersen er jo oversat, og kanonen vil nok også slippe gennem det filter en oversættelse nu engang er. Men der findes jo mange, såkaldte smalle bøger, der helt vil forsvinde – og nogle af de bøger er måske lige den bog, der er uundværlig for f.eks. mig. Et tab af dansk vil gøre os fattigere.

Gennembruddet fik du med romanen ‘Marie’, om Marie Tussauds liv under den franske revolution. Hvor længe var du om at researche og vidste du på forhånd, hvad du ville med bogen?
Egentlig var jeg ikke længe om at researche. Jeg læste Voltaires husholdningsregnskaber på Det Kongelige Bibliotek og Casanovas erindringer. Det er jo to forskellige billeder af tiden. Noget historie læste jeg jo også. Og Beamarchais ‘Le Mariage de Figaro’. Jeg var meget langt med romanen, inden jeg tog mod til mig og skrev til Madam Tussauds Vokskabinet i London og bad om at få lov til at se deres arkiver.

Egentlig havde jeg ikke nogen som helst ide om, hvad jeg ville med bogen. Somme tider tænkte jeg: “Nu har du fået en hobby, Dorrit”. Og i begyndelsen regnede jeg nok med, at det skulle blive til en novelle.

Hvor meget “giver” researchen til selve skriveprocessen – både hvad angår handling, karakter, sprog og tone?
Egentlig researcher jeg jo hele tiden. Med nutid og fremtid er det ubevidst. Men med historiske romaner, hvor man læser kilder, er det mere bevidst.

I 1996 skriver du romanen ‘Bang’, som du i øvrigt modtog Nordisk Råds Litteraturpris for. Der skildrer du digteren Herman Bangs liv, ved at flette hans dagbøger og notater ind. Hvad var det der gjorde historien nødvendig at skrive?
Det var en bestilling, og Herman Bang havde i mange år været min litterære helt. Men hans liv vidste jeg ikke så meget om.
Da jeg læste hans breve og hvad, der var skrevet om ham kom min betagelse også til at omfatte selve personen Herman Bang.

‘Bang’ skulle have været en biografi. Hvorfor blev det en roman?
Fordi jeg ikke kunne skrive en egentlig biografi. Der var simpelthen så meget stof. Så mange billeder af Herman Bang. Jeg var slet ikke i stand til at sortere fra og sige: “Det er, er det rigtige.” Erindringen er jo også en slags fiktion.

At skrive romanen ‘Bang’ uden at efterligne hans måde at skrive på og så til gengæld genskabe digteren, som om han var kød og blod (på din måde), og heller ikke lade kilderne “forstyrre” – hvordan kan det lade sig gøre?
Jeg tror det var, fordi jeg i så lang tid ikke tænkte på ret meget andet. Jeg læste om ham, talte om ham, skrev om ham.
Den dag, jeg afleverede manuskriptet, sagde min søn: “Jamen, han har sandelig også været flyttet længe ind her.”

Der var gået frem år.

Hvad har Herman Bang betydet for dit litterære virke?
Flere af hans romaner og noveller har jeg læst mange gange og hver gang har været betaget og bevæget. Måske kan man ubevidst lære noget af hans til og persontegning. Men jeg har egentlig kun været lystlæser.

Hvad er det der er så fascinerende ved at genskabe personer i romaner, som har været døde længe, og som har levet i en anden tid?
Man rejser selv ind i en anden tid. Jeg forestiller mig, hvordan det må have været at leve under tidens love, klæde sig efter tidens mode og spise den tids mad. Researchen er for mig meget lystbetonet.
Hvad kan nutidens menneske lære af historien?

Historien kan virke på samme måde som science fiction. Man kan forstørre tendenser og strømninger i sin egen tid. Hvad man oplever eller lærer, tror jeg er individuelt.

I efteråret 2009, udgav du erindringsromanen ‘Det søde med det sure” – hvori ligger kicket i at skrive en erindringsroman?
Kicket eller grunden til at skrive bogen er det miljø og de personer, der findes i den.

 

 

 

 

Skriv et svar