Claus Høxbroe

Claus Høxbroe er en af de mest aktive på den danske spoken word-scene og kombinerer sine digte med mange former for musik.

Det startede i 40-50′ernes USA – Gregory Corso var én af dem som også skrev beatpoesi dengang. Han skrev et digt, der handlede om at være beat. Men der var jo også William S Burroughs, Allen Ginsberg og Jack Kerouac m.fl. Herhjemme var der jo bl.a. Dan Turell og Peter Laugesen. Turell skrev f.eks. også et digt om, hvordan HAN så dét at være beat. Så det her er det 3. Led – man kan næsten kalde det for 3. generationer, der fortæller om, hvordan det er at være beat.

Jeg synes godt, man må hylde dem, som kommer før én, man har jo ikke opfundet sproget – det har været brugt før.

Under digtet “Beat” i min bog ‘Hylet fra gaden’, der udkom 2006, står der en hyldest til dem, der har været forud for mig. Beatgenren er jo ikke noget, jeg har opfundet. Den har været der længe. Man har bare glemt den i Danmark, eller ignoreret den.

Hvad er beatnix for noget?
Navnet kommer af beatnik, som man jo kalder beat-poeter. X’et kommer fra mit efternavn: Høxbroe, og derfor min hjemmeside, beatnix.dk

Claus, du bruger musik til ord?
Ofte sker tingene helt tilfældigt for mig.

Mig, og én af mine venner var ude at høre en koncert. Og min ven kendte bandet. Så så jeg Cæcilie Trier, som spillede cello, og syntes hun var superdygtig. Jeg MÅTTE op og sige til hende, at det var superfedt, og at jeg skrev digte, og måske kunne vi finde ud af noget? Jeg havde fadøl i hånden og virkede nok lidt småberuset – så jeg sagde til hende, at nu står jeg her og dingler – men lad os lige snakke sammen en anden dag – for det er ikke det bedste udgangspunkt, at jeg står og svimler med en fadøl i hånden og siger, hun er fantastisk, vel? Altså, jeg er en fyr, og hun er en køn pige, ing? Så gav jeg hende et klistermærke med min hjemmeside og sagde – vil du ikke være sød at sende mig en mail, når du får tid? Så du ved, jeg mener det – og det ikke bare er fadøl og spads.

Senere mødtes vi, og det er faktisk meget pudsigt, – vi snakkede sammen om at lave noget, og så sagde jeg – der er jo Poesiens Dag (en lyrik event der holdt til i Frederiksberg Have 1 gang om året i august men som nu ikke er mere – 2002-2006 – red.) hvor jeg skulle optræde – det var i 2005 – der ville jeg meget gerne have hende med og det ville hun også – fint. Så fik hun nogle af mine tekster – men vi øvede ikke – vi aftalte blot at mødes til Poesiens Dag.

Så gik der en dag – så kontaktede hun mig igen og sagde, at hun kendte én, der spillede violin – og om hun måtte komme med? Ja da – så – fint nok.

Så gik der igen et stykke tid, og så sagde hun, at hun også kendte én, der spillede kontrabas – om han måtte komme med? Og jeg sagde, at det måtte han da godt.

Og dét var så bandet 1.th !
Vi mødtes første gang til Poesiens Dag og så præsenterede jeg mig selv:

- Davs, jeg er Claus! Jeg læser dét her op, jeg ved ikke hvad I spiller, men lad os se om vi kan få det til at hænge sammen!

Så hang det sammen, og jeg fik publikumsprisen til Poesiens Dag 2005, og i 2007 udgav vi pladen “Sluk lyset” sammen.

I havde aldrig øvet sammen inden eventen i Frederiksberg Have, hvem tuner sig ind på hvem – musikken på digtene eller omvendt?
Jaa, Jeg lod egentlig dem starte og faldt så selv ind. Så smeltede det sammen. Da jeg fik den der pris, tænkte vi, at det var måske meget godt at fortsætte på den facon? Men det er meget tilfældighedernes spil. Intet er planlagt eller øvet.

Hvorfor øver du dig ikke?
Jeg kan ikke finde ud af at øve. Der er ingen planlægning. Men når det kommer til min karriere, så planlægger jeg meget. Der er jo meget der skal gøres. Jeg tror det hænger sammen med min personlighed. Jeg undersøger ikke vejen, hvis jeg skal et sted hen, som nu i dag, hvor jeg skulle møde dig til interview klokken 11.00.

Jeg har den holdning, at jeg nok skal finde frem, jeg behøver ikke at checke det ud. Og sådan er det nok med alt, hvad jeg går og laver, tror jeg. Hvis 1. Th spiller, og jeg improviserer hen over, bliver jeg selvfølgelig farvet af det, de spiller. Jeg kan ikke nævne 1000 digt-genrer eller bryde digte op i alle mulige former, som mange andre kan. Jeg vil sige, at jeg er så arrogant, at jeg ikke vil kunne det. Jeg har den holdning – den passer måske ikke helt – men hvis man lærer for meget, så kan man også blive for låst af det. Og det kan godt være, at folk der læser mine bøger siger – det halter altså helt vildt det her osv. – det skal de have lov til at mene. Men jeg kan jo se, at det virker derude! Det rammer jo folk! Folk tager det med sig!

Hvad er det, der rammer dem?
Jeg tror, at de mærker, det her er ægte, og så rammer det. Vi lever i en verden, hvor alt er så kontrolleret. Vi er meget opmærksomme på markedsføring, image og branding – på den måde kan man måske hurtigt fortænke tingene for meget.

Jeg har det sådan, at når jeg hører en given sang eller et digt – så er jeg ligeglad hvem det er – enten rammer det, eller også gør det ikke.

Når jeg så sidder og siger til dig, – jamen jeg skriver bare de her digte – så er det rigtigt – men det er også ikke-rigtigt. Jeg har en rytme og et flow i min knold, og jeg kan ikke nævne hverken flow eller rytme – jeg kan ikke sige, at den kører sådan her – didada di da di dada – men den er der. Og jeg kan mærke hvis den ikke er i et digt – så retter jeg det så den er der.

Der er også digte i ‘Hylet fra gaden’, hvor den ikke følger rytmen, men det er så bevidst, fordi den får et twist i mit hoved.

Jeg har valgt at fokusere på din bog ‘Hylet fra gaden’, der udkom i 2006, selv om du også har udgivet CD’en ‘Sluk Lyset’ (2007), og de to digtsamlinger; ‘Solsorten er en skrigende lort ved Daggry’ (2008) og ‘ Tilpas utilpasset (2008). Og nu, senest, Storyteller sammen med Kurt Thyboe (2010). Med andre ord: Du er vildt produktiv. Får du tid til at læse andres bøger?
Jeg kan godt lide at læse, men jeg læser faktisk ikke så meget. Når jeg skriver så undlader jeg at læse for meget, man kan nemlig godt blive for farvet.

Når jeg f.eks. læser noget af det, jeg skrev før i tiden, som ikke kom på bogform, så tænker jeg at det bare er en gang Dan Turell og Peter Laugesen-light – altså sådan én hvor jeg prøver at ramme noget fra dem – men det er jo ikke mig, så. Folk kan for min skyld godt sige, at jeg i dag minder om Dan Turell, – dét har vi hørt før, det har vi læst… osv. Og det må de godt, fordi jeg ved, at jeg ikke gør det!

Den her bog har jeg fået 100% som jeg vil. Forlaget har intet bestemt. Jeg har puttet de digte i, som jeg vil have med. Jeg har lavet de rettelser, som jeg vil lave. Martin Ove (min journalist – og pladevender-ven) har så læst den igennem og rettet stavefejl. Så har jeg bedt ham sige til, hvis han syntes, der var noget, der var helt vildt latterligt.

Hvor har du øvet dig i at skrive – og hvad røg ned i skrivebordsskuffen?
Da jeg startede med at skrive, var det meget bare på
skrivemaskinen, og så kom det ikke videre end til skrivebordsskuffen, eller blot smidt ud – senere var det på digte.dk, og det, som ikke kom ud, var tekster, hvor jeg ikke syntes, jeg var i stand til at udtrykke det, jeg oprindeligt ville, da jeg satte mig ned og skrev. Nu sætter jeg mig sjældent ned med en fast plan om, hvad jeg vil skrive, nu flyder det bare og former sig, som jeg ønsker. Men jeg har aldrig medvirket i skrivekurser, eller anden skoling i at skrive. Der findes ikke kladder af min skrift. Det, der udgives nu, er i den form, det blev født i.

Du har sat musik en digtsamling?
Ja, jeg var jo i studiet sammen med det Klezmer strygerband som jeg optræder sammen med – 1. Th – og nu kan man lytte resultatet af på CD’en ‘Sluk Lyset’, der udkom i 2007. Men jeg har også en række andre musikere, og bands som jeg optræder med, bl.a Michael Love Rexen, og jeg har været i studiet og indspille plade med “Claus Høxbroe & Årets længste dag”.

Hvad med selvpromovering?
Man bliver nødt til at være forretningsmand. Man kan ikke kun være digter. Det er dét der er problemet nogen gange – man er selvfølgelig kunstner eller digter, men man er også forretningsmand, revisor og blad-omdeler – det er fint nok. Men man ville jo egentlig bare skrive og leve af det, man skriver, men det kan man bare ikke. At være digter er et håndværk.

Selvfølgelig skriver man i en eller anden grad ud fra ønsket om at blive læst, men hvor vigtigt er det egentlig?
Når jeg skriver, tænker jeg overhovedet ikke på læserne, men samtidigt har jeg selvfølgelig et ønske om at det, jeg skriver, bliver modtaget et sted derude. Men jeg vil aldrig ændre min måde at skrive på, blot for at få flere læsere. Jeg tror det er vigtigt ikke at tage læseren for meget ind i sin skriveproces, men samtidigt ser jeg ingen grund til at trykke en bog, hvis den ikke skal købes af nogen, så kan man lige så godt bare lave en fotokopi til sig selv og kæresten.

Du har en hjemmeside og utallige myspace profiler, hvor du promoverer dig selv. Hvad får du ud af at bruge disse medier? Ser du i øvrigt – generelt – disse medier på nettet som en mulighed for at smalle og originale ting får en chance, eller som amatørismens triumf, fordi hvem som helst kan skrive, og ingen checker kvaliteten?
Jeg har for længe siden besluttet mig for at kunne leve af at skrive, da jeg er overbevist om, at man leverer den bedste vare, ved at fokusere sin energi. Skulle jeg opereres, ville jeg klart vælge kirurgen, der lever af det, og ikke ham, som også står i Play Time, og så er kirurg et par gange om måneden. Derfor promoverer jeg stærkt det, jeg laver, men uanset hjemmesider m.m., så er det læserne, der bestemmer, hvem der bliver til noget. Der er uden tvivl et hav af amatørdigtere, der får en smule taletid gennem diverse hjemmesider og egen udgivelser, men har det ikke kvalitet er det jo også kun venner og familie der køber det.

Jeg tror ikke på, at der absolut skal stå et anerkendt forlag på ryggen, før det er en “rigtig” bog, men jeg synes heller ikke nødvendigvis, at det er fantastisk, fordi det kun er for de indviede og udgivet på et norsk forlag, langt ude i ødeskoven.

Som det er i musikbranchen er der også kommet nogle gode plader ud gennem egne pladeselskaber, og de ses jo ikke som “uægte” udgivelser, hvilke præger bogmarkedet – biblioteker, boghandler, anmeldere og priser godkender nærmest kun en udgivelse, hvis det er et stort forlag. Jeg synes, man skal dømme det på produktet, og ikke hvad det er pakket ind i. Kan en bog stoppe et bord med at vippe, så må det jo være en rigtig bog.

Du sammenligner dig med en håndværker?
Ja, det gør jeg. Man kan skrive den bedste bog, som er guld – hvis den så kun sælger i to eksemplarer, til mig og min mor, så sidder man dér og tænker; nå – var den ikke længere? Så derfor arbejder jeg meget på at forbedre min skrift.

Man kan godt mærke – i Dagens Danmark – at der ikke er mange, der omtaler digte hér. Det er svært.. Jeg vil sige, at jeg er godt tilfreds nu, men håber da på, at lidt flere bider på. Det er lige så vigtigt at folk vælger fra, som til. Derfor må man informerer folk om hvad man laver, før de enten kan tage det til sig, eller vælge noget andet.

Du taler om at være håndværker. Som jeg opfatter en håndværker, så er det en, der ved, hvad han laver, mens en kunstner gerne går ud over sine egne grænser og eksperimenterer med det, han selv kan – eller snarere ikke kan. Hvordan vil du selv definere forholdet mellem kunstner og håndværker?
Jeg ser det som et håndværk, på den måde, at man skal kunne sit håndværk, altså skrive/udtrykke sig lyrisk, og få den stemning ned på skrift, som var tiltænkt hver gang, før man kan gå ud og skabe “kunst”. Akkurat som en guitarist først må kunne de basale ting, inden han leverer de vilde soloer/improvisere.

Hvad mener du med “håndværk”, når du samtidig siger, at du ikke kan analysere digte? Mener du “arbejdsmand”?
Jeg mener, på den måde jeg ønsker, skriften skal være, at der er mange ting der hører til at skrive, og det er også at opleve, leve og suge til sig, at bruge sig selv, og lade oplevelser/følelser/lyde/farver strømme igennem en, og ned på papiret. Det er et håndværk, fordi jeg mener levet skrift er stærkere end tænkt skrift, men du skal stadig tænke for at skrive levet skrift. For dagbogs lyrik er jo kun interessant for den der har skrevet det, da det ikke lukker andre ind i oplevelserne. Håndværket er at omsætte dine egne tårer, til en klump i halsen hos din læser.

På spørgsmålet om hvad forskellen er på at skrive og på at udtrykke sig, der siger du – “man er digter, når man bruger skrift og ikke bare udtrykker sig” . Men hvad er forskellen på at skrive og på at udtrykke sig?
Jeg kan bedst forklare det ved at drage et parallel til madlavning, mange digtere kan finde ud af at skrive en indkøbsliste og handle ind, men derfor bliver det nødvendigvis ikke til et lækkert måltid.

Altså, de skriver lige ud af landevejen “han er dum øv bøv”, der er altså ikke smagt på skriften, skriften er ikke blevet brugt. Det kunne lige så godt bare være en sms, en indkøbsliste, der mangler simpelthen lyrisk/ordlig kærlighed – det er forskellen. Som digter bruger man skriften, hvert bogstav, hver ord til at forme sit udtryk/sin mening. Man vrider og drejer ordene, og holder af at skabe noget med skriften, og ikke bare slæbe sig ned på nederste side i kladdehæftet.

Personligt er det sådan, at uanset hvad jeg skriver, en sms, brev, mail etc. så er det samme proces som at skrive et digt, jeg smager på det, ser sammenhængen og skaber det flow, den rytme, som netop den tekst/brev etc. fortjener for at udtrykke sig korrekt.

Hvad mener du i øvrigt med udtrykket: “at bruge skriften”?
Det kommer vist meget godt til udtryk i spørgsmål 7. – At man ikke bare kan skrive ingredienserne ned, men også forstår at bruge dem. At omsætte ord/bogstaver til god, sammenhængende, udtrykkende skrift.

Men hvad fik dig til at udgive en bog som fx ‘Hylet fra gaden,?
Jeg har arbejdet meget med live-scenen de sidste mange år. Det har været dét jeg gik efter. Jeg har ikke kæmpet for at få en bog på gaden, det har været et projekt der skulle komme, når jeg var klar. Der skulle være “et navn” først. – Jeg synes i øvrigt, at jeg kan mærke, der er fokus på mine digte for øjeblikket. Nogle har fundet ud af hvem jeg er. Ikke hele DK – men der er nogle, der ved, hvem jeg er. Man håber vel altid, at ens bøger går Harry Potter – at de sælger en milliard! At folk bliver ved med at købe dem – også selv om de har dem i forvejen! De må have et par stykker mere for de sværten slidt af pga. alt den læsning – forbrugssamfundet, du ved! Og i 2006 syntes jeg, at jeg var kommet dertil, hvor jeg selv og min skrift var klar til bogform, så derfor udkom Hylet fra gaden der.

Beat
- det er titlen på én af digtene i ‘Hylet fra gaden’. Skriver du om dig selv?
Digtsamlingen er jo skrevet FRA GADEN – selv om det er lidt klichéagtigt sagt. Og digtet er skrevet dér, hvor jeg færdes og går rundt. Samlingen er ægte. Selvfølgelig er der kunstneriske finurligheder og kunstnerisk frihed i samlingen – men den er i bund og grund meget enkel. En tur igennem København, jazz, kvinder, samfundet, eller hvad det nu er.

I starten var jeg i tvivl – kunne mine digte bære i bogform? Men efter en hel dag i studiet hvor jeg læste op af bogen, så syntes jeg faktisk digtsamlingen var helt ok.

Jeg ved sgu ikke. Men nogle gange har jeg den opfattelse af, at når man er digter, skal man skrive mærkeligt. Så når nogle siger, at de ikke kan forstå det, digteren skriver, det er dårligt – så siger han – nej, men det er fordi jeg er digter. De bruger det som undskyldning! Det forstår jeg altså ikke. Hvis folk kom hen til mig og sagde – det er dårligt, eller – det fatter jeg intet af – det er reelt nok, – der er ingen facade i mine digte, dét kan jeg forholde mig til. – Selv om folk måske synes, der er meget image over mig – altså – hvorfor er du så bevidst jazz – hvorfor går du med hat og slips? Men det er jo bare sådan jeg er!

Hvad kan en beatpoet, som ingen andre kan?
Hvis man tager et digt som “Howl” (på dansk “Hyl”) af Allen Ginsberg, som jeg synes, er et godt eksempel, så synes jeg, det har en fantastisk rytme, en fremdrift, der leder en gennem digtet, en kærlighed til hvert enkelt ord, hver sætning og med helheden for øje, og ikke mindst indhold. Det kan ramme mennesker som normalt ikke forstår/læser digte, det kan det samme som et godt stykke musik, kravle ind under huden på en, og være nærmest umuligt at forklare, hvorfor netop den tekst/stykke musik har ramt en.

En beatpoet, i mine øjne, er en der lever skriften 100 procent, ånder, spiser, lever og dør for den – ingen kompromisser. En der har smagt/smager på livet, med politiske holdninger og forstår at omsætte det til skrift. En der også kan se skønhed i gråzonerne, og måske vil blive set af mange som slum-romantiske.

Man kan hårdt sagt sige man kan genkende ham/hende på, at undergrunden siger, han har solgt ud, fordi skriften kommer i første række, han er altså ambitiøs, og f.eks. ikke snapsen og soven i opgange der er vigtigst, og mainstreamen/overgrunden siger det er påtaget, et image, da de ikke forstår ham/hende.

Altså hårdarbejdende og ambitiøs, opløser grænserne mellem skriften/sproget og digteren, hvilket gør, at beatpoeterne mange gange kun bliver omtalt for deres livsstil, men til gengæld skaber en piftende stærk skrift.

Jeg synes, beatpoeter formår at bruge sig selv, omsætte det til virkelig god skrift, og i et sprog der rammer mig, taler til mig. Som jeg sagde tidligere, at kunne omsætte sine egne tårer, til en klump i halsen hos sine læsere.

Er der noget, du gør med ordene eller sproget, som ingen andre gør?
Det håber man jo altid på. Jeg synes, jeg smager meget på ord/sproget og formår at gøre skriften levende, både i flow/rytme, men også at den er aktuel, verden omkring påvirker mig, og det kan ses i min skrift. Det synes jeg ikke, jeg kan se hos særlig mange andre digtere.

At mine læsere så sandelig også består af folk, der normalt ikke læser digte, ser jeg som en styrke, og et bevis på, at jeg formår at omsætte min kærlighed til skriften til et produkt, der rammer folk.

Når jeg ser på lyrikken gennem mit filter, er der ikke særlig meget, der siger mig noget, ganske få har det, der skal til, før jeg gider læse det – og i min målestok har min skrift selvfølgelig det, der skal til for at jeg gider læse den, ellers ville jeg ikke skrive det.

Det handler om det, der bliver sagt, og måden det bliver sagt på. Og ikke mindst evnen til at se de små ting/se de små nuancer, som mange overser.

Hvorfor er digte vigtige?
Med det, har man allerede sagt, at digte er vigtige, men jeg ved ikke, om alle digte er vigtige. Men jeg synes, at formen kan noget, at når det er skrevet godt, er det langt stærkere end så meget andet skrift. Men der er så sandelig også en hel del digte, som for mig, ikke er vigtige. Måske er digtets største trussel digtet, eller digterne selv.

Visse fordomme, at digtere er mærkelige?
Mærkelige og fremmedgjorte – som om de kommer fra en fremmed planet og helst ikke vil snakke med nogen. Og det gør ondt når solen skinner på dem, blege og meget sårbare. Det gider jeg bare ikke. – Og faktisk er det ikke fordomme. Der er mange der DYRKER det.

Og nu er der kommet en anden ting, man dyrker. Man har fundet ud af, at det er vigtigt at optræde live. Så bølgen med at sige, at man skriver på gadeplan er meget oppe i tiden. Men man skriver jo stadig kryptisk – dvs. man fortæller folk – at der skrives på gadeplan – man skriver, så folk kan forstå det. Så lokker man nogen ind i oplæsningen, der gerne vil tage digt-genren til sig igen – de vil give den en chance. Men så sidder de bare og kigger og tænker – er det virkelig dét vi skal forstå? Ok, men fatter ikke en brik! – og dét synes jeg, er endnu mere farligt. Det er stadig noget med pompøse, fremmedgjorte bom-bom-bom – og folk sidder og halv-nikker nede på deres pladser. Men det er jo klart, at når jeg siger sådan, så vil jeg ramme nogen.

Og jeg siger ikke, hvad der er rigtigt eller forkert – jeg siger bare, hvad jeg synes, er rigtig. Men folk bliver meget sådan – “Årh, det kan man ikke sige”.. – Men jeg prøver dog ikke at udvande sproget – a la ‘knus, SMS & chat-sproget, du ved. Det er ikke dér vi skal hen. Jeg har en stor respekt for sproget, jeg er vild med sproget; – jeg kan fx gå helt i stå, når jeg ser et vejskilt! Jeg har sprog i mit hoved hele dagen, og det er sådan det er for mig. – Det er vel også sådan for en håndværker: Kommer han hjem til én og ser at en hylde hænger skævt – hurtigt – vaterpasset hér – lad mig rette det! Og den dér maling dækker ikke ordentligt. Faglig stolthed.

Man skal lege med verden, siger du. Men er folk ikke bange for at lege?
Måske er folk bare bange for dét, de ikke kender? Hvis man gør det ærligt, og fordi man vil, så synes jeg mange gange, at man møder god respons.

I min bog ‘Hylet fra gaden’, nævner jeg fx Hans Pilgaard. Jeg skrev et brev til ham:

- Kære Hans! Nu skal du høre – du er med i min digtsamling..

Og så sendte jeg ham digtet og forklarede ham, at jeg havde stor respekt for ham og på ingen måde ville hænge ham ud. GOD KARMA, ing!

Jeg fik et håndskrevet brev tilbage fra Hans Pilgaard, hvor han sagde 1000 tak, fordi jeg sagde det. – Jeg mener, folk herhjemme er jo ikke vant til den fremgangsmåde, vel? Mange digtere ville da bare skrive digtet uden at fortælle det til den, dét handlede om.

Jeg indleder også bogen med et citat af ‘Vildnis’, som jeg synes er et fantastisk band. Dem sendte jeg også et brev til, hvor jeg forklarede dem, at jeg syntes, de var fantastiske, og at de brugte det danske sprog godt osv. De ringede tilbage til mig og sagde tusind tak for opmærksomheden – og vi må hjælpe hinanden, hvis vi kan og sådan noget.

Gør man det ordentligt, – jeg gør det jo ikke med en bagtanke – altså – hvis jeg nu skriver det her brev – så kan det være vi bliver bedste venner, eller at de måske køber min digtsamling – det eneste jeg vil, er bare at gøre dem opmærksom på, at jeg har brugt det her fra dem. Så ved de det. Så har jeg GOD KARMA – det lyder meget hippierøvs-agtigt, men jeg tror på ren tavle. Alt det der fnidder-fnadder er der nok af i verden – det behøver jeg ikke at være en del af.

Men hvordan skriver du digte?
Altså, mine digte tager et sted mel. 2 – 20 sekunder at skrive. Så kan det godt være, at jeg finpudser dem lidt bagefter. Jeg kunne skrive et nu. Tror jeg. Det bliver måske ikke det bedste. Sommetider sidder jeg også og surfer på nettet. Kigger på ord. Der er faktisk et digt i ‘Hylet fra gaden’, der hedder ‘Old Time Greatest’. De første mange sætninger i digtet er taget fra porno-sites – de har et vildt forbrug af sprog, som jeg bliver imponeret af. Så har
jeg skrevet det om, som om det kunne være noget, der er taget derfra, og så har jeg tænkt, hvad den form for kommunikation gør med os? Det er der så kommet et digt ud af.

Jeg har skrevet digte, der var inspireret af en mobil telefon. Jeg havde den der gamle mobiltelefon, hvor der var sådan nogle klader i – fx stod der: “Jeg er hjemme!” eller “Mødet er færdigt!” Det brugte jeg i digtet “Under armen i nystrøget Armani”.

Jeg skrev bl.a.: “Ring venligst, jeg er hjemme/mødet er færdigt/ livet står i køleskabet/skal blot varmes op”.

Men det eneste, der ikke er kodet ind, er “Jeg elsker dig”. Altså – hvis det var skrevet i forvejen, så kunne man bare sende det? – “Hey skat, jeg har godt nok ikke selv skrevet det, men det gik hurtigt med at sende det af sted!”

Du har ikke altid boet i byen men du skriver om den?
Ja, det er godt med den afstand. Man ser det hele udefra – både det fede og dét, der ikke er så fascinerende. Det er sgu meget sundt! Måske virker det også lidt arrogant? Jeg forbeholder mig retten til at dét jeg ser skal folk synes er spændende! Men jeg ved ikke. Måske er det bare sådan at skrive? Sommetider kommer digtene til én, men for det meste er det et håndværk. Man skal kunne sætte sig ned og arbejde med det – sige: NU skriver jeg, Disciplin. For det er sgu svært; – hvad laver man, og hvor vil man hen med digtet osv. Selvfølgelig er det fint, at man er fascineret af sproget, men man skal også LÆRE at bruge sproget, og have lyst til at skrive sig bedre.

Vi er vel nok enige om, at det ikke er fedt hvis det bare er dagbogslyrik om dig og din kat fx – man kan sige dét sådan lidt provokerende, at man er digter, når man bruger skriften og ikke bare udtrykker sig, når der er sket noget forfærdeligt i éns liv. Hvis man kun kan skrive, når ponyen er blevet syg, så er det dagbog, terapi eller menstruationslyrik osv.. Mange kvinder skriver sådan noget a la “Vulva – trut trut, og jeg står hér og kigger mig i skridtet og drømmer om at få børn” – ok, synes de dét er lækkert, så respekt herfra, men jeg gad ikke købe den bog! Men det er selvfølgelig også sat på spidsen, der er jo både kvinder og mænd der skriver interessant, men så sandelig også kvinder og mænd der skriver uinteressant.

Er der nogle forfattere, du lige vil sige noget om?
Så skulle det være en oplevelse, da jeg var ude og optræde og mødte Benny Andersen. For et par år siden optrådte jeg på ST: Bogdag på Hald Hovedgaard med mit daværende band Støj! og efter mig skulle Benny Andersen så på. Jeg blev spurgt, om jeg ville introducere ham. Men det ville jeg ikke. Til gengæld ville jeg lave noget OM ham, og så lavede vi en improviseret ting der hedder “BA” og er om Benny Andersen. Han sad dér blandt publikum, og var ved at flække af grin. Bagefter kom han op til os og gav os hånden og spurgte, hvad det dog var vi havde kaldt ham? – Vi kaldte dig “Champ”! Og det var han vist aldrig blevet kaldt før!

Har du store drømme?
Mange! At blive lykkelig er en af dem. Og jeg er tæt på. Jeg føler mig privilegeret, fordi jeg kan leve af det, jeg laver. Nogle gange vågner jeg da også op og synes, det er en lorteverden – især når rudekuverterne ankommer. Hvorfor KAN jeg bare ikke stå op og gå på et 8 – 16 job? Men det kan jeg altså ikke, det fungerer bare ikke for mig. Jeg bliver NØDT TIL at lave noget, der gør mig glad og lykkelig. Nu har jeg heldigvis levet af at skrive en del år, men tidligere har jeg haft noget morgenrengøring, fordi jeg skulle betale noget skattegæld af – men dagen kunne stadig bruges fornuftigt: Jeg stod op klokken 5 og så var jeg på job et par timer og så ellers hjem til mit rigtige arbejde.

Hvis folk var som mig ville verden nok crashe. Vi har også brug for nogen, der holder tandhjulene i gang, og der vil altid være nogen, der kan lide det. Mine forældre er fx af den gamle skole – dvs. man kan ikke bare lægge sig syg – man skal passe sit job. Og jeg har STOR respekt for Det Arbejdende Folk – stor kærlighed til arbejderklassen. Min far er håndværker, og han er jo én af dem, der med de bare næver har bygget landet op gennem tiderne. Min mor går derhjemme – hun er handicappet. Derfor kunne jeg ikke bare pjække fra skole – hun var der jo altid: “Hvad laver du sønnike?” ” Sommerferie mor, og du ved jo godt den ligger i december”.

Og noget af den arbejdsmoral kan jeg da se, jeg har taget med over i min verden, jeg aflyser så godt som aldrig en optræden, og har da også præsteret at stå på scenen med 40 i feber. Men det er ikke noget publikum får at vide på aftenen, for det må på ingen måde være en undskyldning for ikke at leverer varen 100 procent.

Jeg kan se, du er ved at tømme ølglasset, Claus. Er der lige et par ord, du vil af med, inden du forlader Café Paludan?
MAN KAN LEGE MED VERDEN, og der skal ikke så meget til, egentlig. Bare man opfører sig ordentligt og husker på, at der skal være GOD KARMA!

Der er tre regler i min verden, opfør dig nogenlunde ordentligt, undgå at såre folk bevidst, og gå til folk med respekt – overholdes disse regler, så er alt tilladt.

At være beat er
at gå ned af gaden
med en smøg i kæften
rytmen i kroppen
og en snotter svævende
mellem læber og fortov
at være beat er
at stå på travbanen
se hestene nærme sig målstregen
og høre Coltrane spille sig selv ud af stalddøren
at være beat er
at stå sanseløs høj i supermarkedet
og høre Gregory Corso hviske fra fryseboksen
at være beat er
at vågne om morgenen vel vidende
at dagen er sin egen, aldrig har været der før
og aldrig dukker op igen
at være beat er
at se det i øjnene uden bekymring

Til minde om Turèll, Corso, Ginsberg, Kerouac og Burroughs
Digtet er fra Claus Høxbroes digtsamling – ‘Hylet fra gaden’.

 

Skriv et svar