Christoffer Gertz Bech

 

Christoffer Gertz Bechspiller klarinet, maler og skriver, og så er han cand.mag. i græsk og filosofi. Seneste fra Christoffer Gertz Bech: Den sorte bog om absint Grøn for Bouzuki og Klarinet

Christoffer Gertz Bech, du skriver, at du begyndte at lege med ord i gymnasietiden. Hvor har du øvet dig i at skrive og hvad røg ned i skrivebordsskuffen?
På den ene side har jeg aldrig bevidst øvet mig i at skrive. Jeg har øvet mig i at tegne, at spille klarinet og at skyde med bue og pil (og er blevet nogenlunde hæderlig til det førstnævnte), men jeg har aldrig sat mig ned og tænkt: Nu vil jeg blive bedre til at skrive, og så øvet mig. På den anden side har jeg altid øvet mig i at skrive. I skolen skriver man jo, og når man som jeg endte med at havne på gymnasiet og siden hen på universitetet, kan man jo ikke undgå at skrive en masse, og det er jo sådan set alt sammen øvelse. En afhandling om Kants etik sat i forhold til Platons forestilling om det godes idé gør ikke nogen bedre til at skyde med bue, men skidtet skal jo skrives, og dermed kan det ikke undgå i en eller anden grad at skærpe ens sans for sproget. Der er langt fra Kant til lyrik, men det er stadig sprog. Hvad skrivebordsskuffen angår, har den vel set nogenlunde det samme som så mange andre skrivebordsskuffer – dårlige digte, dagbogsnotater og den slags.

Din digterkarriere begyndte med?
Jeg har altid haft hang til ord, der var sådan lidt ud over det sædvanlige. Da jeg var to år, gik jeg og sagde ting som ‘strømfordelerdæksel’. Det er måske ikke så poetisk, men det vidner da om en vis sans for at lege med sproget. Sådan rigtige digte, hvor jeg var bevidst om, at det var sådan noget jeg skrev, var noget, jeg begyndte at lege med i gymnasiet, hvor jeg var ung og følsom og syntes, at Tom Kristensen var noget af det sejeste. Det synes jeg i øvrigt stadig. Vi taler om digteren, ikke racerkøreren.

Da du var to år gik du og sagde ord som ‘ strømfordelerdæksel’. Er der noget, du gør med ordene eller sproget, som ingen andre gør?
Uha, det tør jeg ikke sige, om der er … der er jo ret mange skrivende sjæle derude. Men én ting, som jeg nok har dyrket mere end de fleste, er rim. Gode, gammeldags enderim. Jeg synes i almindelighed, at jeg skriver bedst, når jeg pålægger mig selv nogle ret skrappe regler for formen. Det hænger nok sammen med, at jeg egentlig finder selve skriveprocessen temmelig kedelig, og hvis jeg i bund og grund må gøre, som jeg vil, lader jeg mig selv slippe [for nemt om ved det]. Hvis jeg har en stram form, jeg skal overholde, er der ingen nem udvej, og jeg er tvunget til at gøre noget ud af det.

Fornemmelsen, når det går op, er også meget bedre, det er virkelig sådan en “JA! Der sad den sgu!

Er der noget du fik udgivet for tidligt – og hvad var det der ikke holdt og hvad ville du gøre om, hvis det skulle udgives i dag?
Når jeg en sjælden gang drister mig til at kigge i min digtsamling, har jeg to reaktioner. Den ene er: Hold KÆFT, hvor er det dér godt, hvorfor kan jeg ikke skrive sådan længere??? Den anden er: ARRRGH, noget lort, hvordan kunne både jeg og en forlægger dog få den sindssyge idé at belemre andre mennesker med sådan noget.

Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg nok undgå alt det, der på en eller anden måde handler om ulykkelige forelskelser. Det er selvfølgelig godt stof for lyrikere, sådan noget, og det har det været alle dage, men jeg synes ikke, at jeg er særlig god til det. Det har sådan en snert af et princip om at “Oh, nu skal jeg skrive mine følelser ud”, frem for noget, der virkelig er min stemme. Jeg skal helst skrive om noget, der er andet og mere end bare mig selv og hvordan jeg nu lige har det. Mange billedkunstnere har det sådan, at enhver person, de tegner, i en eller anden grad kommer til at minde om dem selv. Det er sådan noget, man her i navlepillealderen gerne synes er en god og fin ting, for så udtrykker kunstneren rigtig sig selv. Min tegnelærer i Paris gjorde kort proces med den idé – hvis det altid kommer til at ligne én selv, er det fordi, man ikke er god nok. God kunst tager mere ind – den handler om verden som sådan. Hvad digte angår, har jeg i øjeblikket en del liggende, som vist er udmærket, men der er ikke nok til at fylde en bog. Hvis jeg skulle gøre det hele om, ville jeg nok luge omkring halvdelen af digtene i min bog ud og erstatte dem med noget af det, jeg har nu. Måske ville jeg også finde på en anden titel – jeg synes stadig selv, at den egentlig er ret fed og meget sigende, men når jeg skal fortælle den til folk, lyder den mere mystifistisk og kringlet, end jeg rigtig bryder mig om. Og så er der illustrationen på forsiden – den kunne jeg lave meget bedre i dag.

Nå, men noget af det absolut mindst konstruktive, man kan gøre her i verden, er, at spekulere på, hvor meget bedre et eller andet kunne have været, hvis et eller andet havde været anderledes. Alt, hvad jeg har gjort og skrevet, er jo immervæk i bund og grund noget, der er en del af mig lige dér, hvor det skete.

I ‘Grøn for bouzouki og klarinet’, kan jeg som læser mærke musik, ord, elversyn og livsglæde. Fortæl lidt om bogens tilblivelse?
I første omgang som en overspringshandling, mens jeg i 1999 sad i Athen og forsøgte at skrive speciale. Jeg sad dér på et bibliotek med min bærbare og kunne ikke gøre andet end at skrive, så når jeg bare ikke orkede at være akademisk og systematisk, begyndte jeg at pleje mere løsagtig omgang med sproget. Det blev til det ene digt efter det andet, og jeg begyndte at få den tanke, at der måske hen ad vejen kunne blive nok til at fylde en bog.

I 2003 eller deromkring var der rent faktisk nok, og så sendte jeg hele dyngen til Samlerens Forlag. Ventede pænt på svar. Ventede længere, rykkede, fik at vide, at de nok snart skulle svare, og der skete ikke en skid. Et år efter var der stadig ikke sket noget.

En af mine gamle venner fra Århus, Jeppe Sandvej, havde på det tidspunkt også skrevet en pæn håndfuld digte, og den idé opstod, at vi skulle udgive en bog i fællesskab – en art “to-i-en-digtsamling”. Jeg tror at det var vores fælles ven, Rune Engelbreth Larsen, der fik idéen – det var i hvert fald ham, der forelagde den for Claus Clausen, redaktør på Tiderne Skifter. Rune har udgivet et par debatbøger dér og mødte ind imellem Claus, og han ville meget gerne se på vores manuskripter. Han fik dem og var mægtig begejstret. Efterhånden blev den dér idé med en dobbeltbog opgivet, det skulle i stedet være to separate digtsamlinger. Udgivelsestidspunktet blev sat til september 2005. Det tidspunkt både kom og gik, uden at der skete noget. I april 2006 fik jeg et afslag fra Samleren. Tre år efter at de havde fået det. Det kunne jeg jo være pænt ligeglad med, eftersom Tiderne Skifter havde sagt ja.

Jeppe var i mellemtiden blevet træt af at vente på, at hans digtsamling så tryksværte – han trak den tilbage og lagde i stedet hele molevitten på sin hjemmeside, jeppesandvej.dk. Lidt en skam, synes jeg. Hans digte havde fortjent en bog.

Nå, men alt godt kommer til den, der venter, siger man jo, og i efteråret 2007 kom den så endelig, min bog…

Hvad er der med den titel? Hvorfor lige ‘Grøn for bouzouki og klarinet’?
Den er inspireret af Nis Petersens digtsamling ‘For tromme og kastagnet’. En fantastisk titel, synes jeg. Jeg fik næsten – næsten – lyst til at stjæle den. Jeg kunne jo snildt gøre det ved at ændre lidt på instrumenteringen, vupti, så havde vi en lige så fed titel, og hærskarer af litterater kunne jo klappe i deres små hænder over den smarte reference til en dansk digter, der ellers ikke er så meget i vælten i øjeblikket. Det ville nu være lidt for let sluppet, synes jeg trods alt. Hvis jeg skulle trække på Nis Petersen, skulle der lidt mere til, så jeg ikke bare hængte en anden farve frakke på hans skelet. Løsningen var ligetil: Den skulle ikke bare være “for dit og dat”, men derimod “Etellerandet for dit og dat”.

Nu ville jeg stadig ikke stjæle hans instrumentering, og når nu han havde leveret rytmegruppen, ville jeg i stedet slå mig på melodiinstrumenterne. Når det lige blev bouzouki og klarinet, hænger det sammen med, at det er to fremtrædende instrumenter i græsk musik, og det passer i almindelighed til den stemning, jeg gerne vil slå an. Jeg kan huske en tegneserie, hvor forfatteren anbefalede, at man hørte Mike Oldfield, mens man læste; hvis jeg skulle komme med et tilsvarende fingerpeg, ville det blive noget med folkemusik fra Epiros.

Hvad skulle det så være, der var ‘for bouzouki og klarinet’? Ja, det kunne selvfølgelig være en symfoni eller en sonate eller en improvisation eller noget andet musikalsk, men altså, det ville sgu være en tand for gumpetungt. Derudover vil det være forbrugervildledning – det er trods alt en digtsamling, ikke et musikstykke. Det kan godt være, at Gud er død, alting flyder og renten stiger, men man kan altså ikke med nogen rimelighed kalde den smule ord, jeg har skrevet ned for en symfoni. Den slags er for åndssvagt.

Men hvorfor lige farven grøn?
Det slog mig – at det var et tillægsord, der skulle til. Det var det da! Det ville give sådan en fin lille skævhed til det hele, sådan noget, som vi digtere er så forfaldne til. I den forbindelse var det nærmest selvindlysende, at det skulle være ‘grøn’. Og tro det eller lad være, jeg tænkte overhovedet ikke på absint. Jeg fandt på titlen engang tilbage i 2002, på et tidspunkt, hvor jeg endnu ikke havde beskæftiget mig synderligt med denne herlige drik. Nej, grøn var min yndlingsfarve, dengang man skulle have sådan én, og det var efter sigende det første ord, jeg lærte på fransk (som fireårig, af en jødinde fra Paris). Det var med ordet grøn, at Federico Garcia Lorca for alvor gjorde indtryk på mig (‘Grøn, hvor jeg elsker dig, grøn,” som det lyder i hans “Søvngængerballade”). At man så også kommer til at tænke på absint, er bare en bonus, der passer helt fint ind.

Omslaget på bogen har du selv skabt. Hvorfor var dette motiv nødvendigt for digtsamlingen?
Det, der først og fremmest var “nødvendigt” var, at jeg selv lavede tegningen. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at andre skulle finde på et eller andet at binde mine digte ind i. Motivet som sådan er egentlig bare et ret ligetil forsøg på at samle forskellige temaer op, som dukker op i digtene. En speciel kvinde – noget lidt krigshærget, der leder tanken hen på Jugoslavien, noget grønt, en bouzouki, en klarinet …

Er det digte i bogen, der er en slags “Bogens Overblik”?
De er alle sammen skrevet, fordi det nu skulle gøres, så det er svært at sige at nogle har betydet mere end andre. Men det første, det, der hedder “Loftet”, er vist ganske repræsentativt og et udmærket “overblik”:

Herinde danser støvet, følg med
vi lister os og vælter ingen
gamle udstoppede hjorte

Vi stryger vore fingre over
hvide amerikakufferter, så vi
ser det sorte læder de
virkelig er betrukne med

Damperne er hugget op, de af dem
der ikke ligger og ruster i havet

I dén kasse vil de finde dén hat
som en ukendt soldats enke bar

Ingen grøn muse danser mer i dette glas
men knus en vase
og skyggerne vil lette på stilheden
for at høre hvad der sker

Tal til dem med smiger og lænke
og du kan lokke dem derud

hvor de fortæller alt

Er der en barndomsoplevelse, der indikerer at du en dag skulle blive digter?
Da jeg var fire år, stod jeg på et tidspunkt og sagde et eller andet spøjst ud i luften. Min far syntes, at det var så påfaldende, at han skrev det ned. Det er jeg ham ganske taknemmelig for – det endte med at komme med i bogen, fuldstændig som jeg sagde det dengang, som et selvstændigt digt. Jeg siger ikke, hvad det er for ét, det må folk selv gætte på. Jeg har taget det med, fordi jeg synes, at det holder – ikke for at lave et stunt med, at man kan få noget udgivet, som er skrevet af en fireårig.

Må digtere blande poesi og politik?
Ja, det skal de da være velkomne til. Man kan jo dårligt slå en skid uden at man kan finde en eller anden politisk dimension i det. Jeg synes nu ikke, at digte er nogen særlig god måde at udbrede et konkret politisk budskab på. Et digt, hvor pointen er noget med “Jar’ syns det’ for DÅÅÅÅÅRLIGT med nedskæringerne på socialområdet” er der sgutte meget ved. Jeg ville ikke gide læse det, og Lars Løkke ville sikkert også være ret ligeglad.

Har du stået i mesterlære hos nulevende/afdøde forfattere?
De, der direkte har påvirket mig til at skrive lyrik – som har givet mig den dér “sådan noget vil jeg også lave” -fornemmelse, er først og fremmest romerske digtere som Catul og Horats, og den herlige, svenske 1700-tals drukkenbolt C.M Bellman. Vores hjemlige Tom Kristensen har også haft en finger med i spillet dér. Det er dem, der fik læsset til at rulle.

Andre er sådan en slags åndsbeslægtede. Det er dem, jeg læser, når jeg har skrevet noget, jeg selv synes er godt. Så læser jeg åndsfællerne for at se, om mit eget beskedne hø stadigvæk ser bare lidt tåleligt ud i lyset af dem. Det er sådan noget, der sætter tingene i perspektiv.

Det er f.eks. Federico Garcia Lorca og Fernando Pessoa. Der er også en hel del nyere, græske digtere, som jeg er meget begejstret for – Kavafis, Seferis, Elytis m.fl.

Som forfatter skal man læse meget litteratur for at udvikle sit talent?
Det er vigtigere at læse godt end at læse meget, men grundlæggende er jeg da ganske enig – det er godt at læse noget, det gør ens verden større. Også større end det, der kaldes “den virkelige verden” gør det. Hvis man færdes ude i virkeligheden, møder man alt det, vi alle sammen kan blive enige om i dagens Danmark, og det udvikler ikke én til andet end en veltilpasset møtrik i maskineriet. Hvis man derimod bliver hjemme i sofaen og læser Homer, Dante, Poe, Nietzsche, Joyce, Lenin, Hitler eller hvem man nu måtte have stående i reolen, så bliver man konfronteret med helt andre opfattelser af tingene. Det bliver man temmelig sikkert en mindre effektiv samfundsborger af, men til gengæld nok en bedre digter. Der må man så vælge, hvad der er vigtigst …

Man påstår at der ikke er flere nye ord under solen?
Det er ren matematik. Hvor mange bogstaver er det nu, vi har i vores alfabet? 28? OK, hvor mange kombinationsmuligheder er det nu lige det giver? Selv hvis vi holder os til en bette tynd skid af en bog som min egen, den er på firs sider, så er der noget der siger mig, at der er en del kombinationer at prøve af endnu.

Og selv de ord, der er skrevet sytten trilliarder gange – jamen, hvis jeg siger “bøf med løg” eller “jeg elsker dig”, så er det sgu stadig noget helt nyt og dugfrisk, for det er mig, der siger det, lige dér, og ikke en eller anden nød i Gundsømagle i forgårs. Det dér postmoderne fis med, at “de store fortællinger er slut” og “alt er allerede sagt” – det er en ynkelig slavementalitet hos nogle æggehoveder, der ikke tør tage sproget i deres mund og gøre noget med det. De er bange for, at nogen skal grine, og så prøver de at komme dem i forkøbet ved at sige, at det jo bare er ironisk.

Så du er altid i gang med ord?
Ja. Det er vi alle sammen, sproget er der jo. Men det er langtfra altid, at jeg tænker i digte. Ret sjældent, faktisk. Det er mere sådan nogle pludselige anfald.

Beskriv hvordan du “åbner” et digt, når du skriver ét?
Jeg skal helst ikke tænke for meget over, hvordan jeg kommer i gang, jeg skal bare skynde mig at skrible et eller andet ned, der ikke virker for anstrengt. Derefter går det som regel meget hurtigt med at fylde på. Nogle gange tager digtet en anden drejning, end indledningen lagde op til – i så fald sker det, at jeg sletter de første par linjer igen, hvis de er helt ude i skoven i forhold til resten. Derfor har de stadig været vigtige, som en lille skarp at komme i gang på.

Hvordan har du det med at læse op foran et publikum?
Jeg kan rigtig godt lide at læse op. Bag mit stilfærdige, tilbageholdende ydre lurer der en opmærksomhedssøgende showman, der gerne vil være i rampelyset – og det er også noget, der får digtene til rigtig at leve. Samtidig er det en spændende udfordring at få det serveret ordentligt – på tryk kan man jo læse digtet igen og gå tilbage, hvis der var noget, man ikke helt fangede, men når det bliver læst op, har tilhørerne kun én chance for at fange, hvad der bliver sagt. Derfor er det vigtigt at gøre det ordentligt, på en måde, så folk ikke falder i søvn, og så de rider med på de stemninger, der er i digtet.

En påstand: Ingen gider læse digte i dag?
Jeg ved da, at fire anmeldere, mine forældre og et par stykker af mine venner har læst min bog. Det er ikke mange, men det er så sandelig heller ikke ingen.

Er du i gang med en bog?
Ja. Helt aktuelt har jeg en fagbog på vej om absintens historie. Derudover har jeg en samling kortprosa, må man vel kalde det – en række sære, små anekdoter, lagt i munden på en jødisk rabbi, som jeg har opfundet og bruger som en art talerør. De plejer at vække stor lykke ved oplæsninger og burde jo nok komme som bog ved lejlighed. Jeg har også, som Roger Waters synger, “a little black book with my poems in”, og der kommer ind imellem nye til, så en dag er der vel nok til endnu en digtsamling. Endelig har jeg nogle noveller i godteposen, og lur mig, om ikke der den dag bliver nok af dem, til at de kan fylde en bog.

Du referer lidt til det græske og historien om rabbineren. Hvad er det der inspirerer dig ved det græske og jødiske?
Nu er dagens Danmark et sted, der i abnorm grad mangler kultur, og det kan man se ved, at alle søger tilflugt i et eller andet, der kommer et andet sted fra. Dansktoppen er i bund og grund oversatte tyske slagere – “Gid du var i Skanderborg og blev der” er en dansk udgave af “Wärst du doch in Düsseldorf geblieben” – og hvis man er en moderne kulturradikal, der før stemte på Naser Khader og nu på Villy Søvndal, er det nærmest obligatorisk at gå til salsa. På den måde er jeg såre dansk – jeg har med den bedste eskapistiske udlængsel kastet mig over ting, der kommer et helt andet sted fra. I gymnasiet var jeg klassisk-sproglig, og det betød en studietur til Athen, og så var jeg solgt. Jeg havde aldrig før været længere sydpå end Normandiet, og Grækenland ramte mig som et spark i mellemgulvet, da jeg var i en følsom alder. Ikke bare som en værtsorganisme for gamle søjler, men som noget, der lige her, midt i den ellers så grå nutid, tværede ud i ansigtet på mig, at verden var andet, større og mere end forstæder til Århus. Den var også brændende sol, afsvedne bjerge, sigøjnere med klumpfødder, olivenolie i spandevis, tomater, der rent faktisk smagte af noget, røgelse, forgyldte ikoner og ikke mindst musik, der lød lige netop som det, jeg indtil da ikke havde vidst, at jeg havde manglet i mit liv.

Jødisk kultur har været en lignende aha-oplevelse, dog handler det her mere om hovedet end om maven. Jeg er i bund og grund et kritisk og tvivlende indstillet gemyt, og det er sådan noget, som kristendommen slet ikke kan håndtere. Små børn og store filosoffer har jo altid spekuleret på, hvordan der dog kan være en algod og almægtig gud, når nu der sker så mange frygtelige ting, og så står præsten der og skal trøste forældrene, hvis barn er blevet dræbt af en spritbilist, og kan ikke gøre andet end at væve over, hvordan der er så meget, som vi ikke forstår, men Jesus elsker dig alligevel. Jødedommen har i langt højere grad en tradition for at være kritisk og få folk til at tænke selv, og den spænder over et langt rigere spektrum af tænkning. I sin oprindelse er den god, gammeldags hedensk polyteisme, som vor mor lavede den før verden gik af lave. Abrahams og Moses’ gud er hverken almægtig eller den eneste af sin slags, og han er i den grad ikke algod, men han er pænt stærk og vil gerne hjælpe Israels børn med at få noget land og massakrere dem, der bor der i forvejen, hvis de bare holder sig til ham. Sidenhen blev han så mere abstrakt, og dermed vandt den idé frem, at der kun er Ham. Men jødedommen har en rig tradition for klogeligt at lade Den Ene Gud forblive et abstrakt, filosofisk-mystisk princip, hvis hovedrolle er at være det store, uudgrundelige ét, som Verden strømmer ud fra. Han holder sig fra den kristne guds totalitære og bedrevidende griller med at få en søn, som med djævelens vold og magt vil gøre alle folkeslag til sine disciple og frelse dem. Der er ikke noget værre end folk, der vil frelse én. Nu er jeg så ikke selv jøde, og jeg har heller ikke tænkt mig at konvertere, men så har jeg fundet på ham min rabbi-figur; han kan sige alt det, jeg ville have sagt, hvis jeg havde været jøde.

Og så er der i øvrigt, ganske som med Grækenland, det med musikken. Klezmermusik er sådan noget, som jeg også opdagede, at jeg havde savnet hele mit liv, da jeg første gang blev bekendt med det.

Nu er du jo også tegneseriemager og billedkunstner?
Jeg har altid tegnet. Både ord og streger er noget, jeg har dyrket længere, end jeg selv kan huske, så jeg ved faktisk ikke, hvad der kom først. Men jeg kan huske, at jeg gik i børnehave, da jeg første gang læste en tegneserie. Det var “Smølferne og Kraxelikroxen”, og det husker jeg som noget af en åbenbaring, at man sådan kunne forene tekst og tegninger, når man skulle fortælle en historie. Jeg synes stadig, at det er den bedste måde at fortælle historie på. Som form foretrækker jeg helt klart tegneserier frem for romaner, men det kommer selvfølgelig an på, hvad historien kræver. Hvis der er en hel masse dialog, og det i øvrigt mest foregår i en dagligstue, er der mindre idé i at lave en tegneserie – det ville bare blive nogle hoveder og nogle enorme talebobler med en masse tekst. Men hvis vi har at gøre med stort anlagte, episke fortællinger, synes jeg som regel, at tegneserien er det absolut bedste medium. Der er noget kluntet ved romaner – man skal bruge en masse tid på at tygge sig igennem noget, der i grunden ville egne sig bedst til at kunne overskues på én gang. Her er tegneserier klart overlegne.

Jeg vil nu ikke kalde mig selv for tegneseriemager – jeg har prøvet mange gange, men jeg har aldrig rigtig kunnet gøre noget færdigt. Det har jeg tilsyneladende ikke helt tålmodighed til, så nu forsøger jeg i stedet at koncentrere mig om enkeltstående billeder. De kan nu også i sig selv fortælle mange historier.

Du tegner og skriver og maler – kommer det fra forskellige følelser eller er det det samme sted du henter fra?
Det kommer så afgjort samme sted fra. Det er et spørgsmål om, hvilket redskab, der er bedst til det, jeg vil. Der er jo det dér med, at et billede kan sige mere end tusinde ord, og det er der noget om, synes jeg. Hvis jeg har noget, jeg vil ud med, og som kræver tusinde ord, foretrækker jeg at lave et billede. Det er sjovere at lave og går renere ind. Men bagsiden af lagkagen er så, at der også er ord, der kan skabe tusind billeder mellem ørerne på læseren. Det er den slags ord, der giver mig lyst til at skrive lyrik. Der er ind imellem folk, der har ment, at det da ville være oplagt, hvis jeg illustrerede mine
egne digte, men det har jeg aldrig rigtig haft lyst til. Når
noget kommer ud som et digt, er det netop fordi det er den form, der bedst får det frem – hvis jeg skulle illustrere det, ville det svare til, at jeg slog et søm i med en hammer og derefter insisterede på også at gøre det med en sav. Hvis jeg skal illustrere noget, skal det enten fra begyndelsen være tænkt som en enhed mellem tekst og billede, eller det skal være noget, andre har skrevet.

Når det er sagt alt sammen, skal det også siges, at jeg så afgjort opfatter mig selv som en billedkunstner, der så også fusker med lidt skriveri ved siden af. Jeg synes, at jeg har bedre sans for streger og farver end for ord, og jeg er mere motiveret for at blive virkelig god på det område. Jeg har brugt en masse tid og penge på at tage til Paris og få koncentreret undervisning og sidde på Louvre og tegne skulpturer dag ud og dag ind – den slags ville jeg aldrig gide at gøre med ord. På den baggrund er det jo så bare sjovt, at det, jeg har oplevet, som lugter mest af anerkendelse fra det dersens kulturliv, er, at der på et tidspunkt var et forlag, der var villigt til at udgive nogle ord af mine.

Andre billedkunstnere, der har inspireret dig?
- Åh, der er mange. Da jeg var en 12-13 år, blev jeg for alvor begejstret for de anonyme middelalderkunstnere, der malede på vægge og hvælvinger i de danske kirker – det er en helt fantastisk billedverden, der spænder meget vidt. Omkring år 1200 malede de gennemarbejdede, intense og ophøjede billeder, der må have virket som en overjordisk, magisk verden, når de blev set i vokslysenes skær. Tre hundrede år senere var billederne blevet mere løse og skitseagtige, med en grotesk motivverden, der aldrig ville gå an i vores snerpede tidsalder – djævle, der stikker fakler i røven på kvinder, mænd med ståpik, der sidder og skider eller gakker den af op af søjlerne. Det var sådan noget, jeg interesserede mig for, dengang mine jævnaldrende læste Vi Unge og samlede på plakater med Nik Kershaw.

Du spiller også klarinet?
- Det er på rent hyggeplan … min far blev uddannet som folkeskolelærer dengang, hvor det indebar, at man skulle lære at spille violin, så vi har altid hyggespillet lidt derhjemme, og når der var noget balfaldera, lå det i luften, at landsbyens spillemænd lige gav et nummer eller to. Nu mødes jeg ind imellem med et par andre og spiller lidt – en violin, mig på klarinet og så én med en guitar og en mandola. Men jeg har ingen ambitioner om at blive noget ved musikken, det er en ren fornøjelsesting – modsat skrivning og maleri, hvor jeg gerne vil være virkelig go’.

Hvis vi skal forbinde din digtsamling med musik – hvordan ville digtsamlingen så lyde?
- Som noget græsk folkemusik med klarinet – den slags, de spiller i et område, der hedder Epiros oppe i den nordlige del af landet, tæt ved Albanien. Det er sådan noget, som ingen herhjemme kender til, men det er helt fantastisk.

Hvad gør Naftule Bandwein ved dit liv?
- Det samme som andre gode musikere – beriger det. Jeg er ret fascineret af de der gamle gutter – f.eks. Naftule Brandwein inden for klezmer, eller en græsk sigøjner, der hedder Nikos Karakostas – de
indspilninger, der findes, er fra gamle 78′ere, med al den knas og skratten, der hører til den slags, men der er bare en nerve, der brager igennem.

Hvad er Klezmer for dig?
- Det er en del af en musiktradition, hvor østlig og vestlig musik mødes, og den slags er altid gået rent ind hos mig. Der er mange vesterlændinge, der synes, at det er nogle underlige tonearter og takter, de bruger – det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke kan lide det, men det virker bare fremmedartet på dem. Sådan har jeg aldrig haft det – jeg har altid syntes, at det lød helt ligetil og naturligt.

Der er også en hel del musik, som jeg har lagt mærke til, og så har jeg sidenhen fundet ud af, at det da sørme i virkeligheden var noget jødisk eller græsk folkemusik, som så bare har levet videre i en helt anden sammehæng. “Misirlou”, som mange måske kender fra soundtracket til Pulp Fiction, er græsk, og “Dona, dona”, som Joan Baez og Donovan gjorde til et hit i tresserne, er oprindelig skrevet på jiddisch. At opdage klezmer og den græske musik har været som at få et hul fyldt ud – et hul, som jeg først rigtig blev klar over var der, da jeg fandt ud af, at der var noget, der kunne fylde det ud.

Typisk kan jeg ikke lade være med at spørge dig hvor du ligger på en skala fra atesist til islamist?
- De to ligger for mig at se i samme ende af skalaen. Det er positioner, hvor man tror fuldt og fast på én måde at se tingene på og afviser alt, hvad der strider imod det. En islamist henviser til Gud, en ateist til virkeligheden. Islamisterne har i det mindste lidt at have det i, for de kan læse, hvad deres gud har sagt, i Koranen. De begår så bare den fejltagelse at tro, at man nødvendigvis skal rette sig efter ham i et og alt, bare fordi han tilfældigvis er gud. Ateisterne siger til gengæld, at Gud ikke findes i virkeligheden – men hvad er det for en virkelighed, de taler om? De forudsætter, at der findes én virkelighed, en verden, som vi helt entydigt kan se og tage og føle på og blive enige om, men sådan en har jeg sgu aldrig set. Nogle folk er f.eks. synæstetikere – de har et sanseapparat, hvor ledningerne er trukket lidt anderledes, så en lyd f.eks. kan have en smag. Det lyder underligt, synes vi andre, men det er kun fordi vi er i flertal. Vi kan ikke sige, at lyde i VIRKELIGHEDEN ikke har smag. På samme måde er der folk, der ser væsner og personligheder, som andre ikke registrerer. Folk som profeten Muhammed og Jeanne d’Arc havde jævnligt den slags oplevelser, og for dem var de virkelige. Så siger den moderne fundamentalist: ja, for DEM – men ikke i VIRKELIGHEDEN. Men den virkelighed er rent metafysisk tankespind. Hvordan kan vi afgøre, at én bestemt virkelighed er virkeligt virkelig i stedet for virkelig “for” nogen? Det giver ingen mening.

Nå, hvad mig selv personligt angår – jeg har ikke selv noget forhold til nogen gud, men nogle gange tænker jeg, at jeg egentlig gerne ville have været jøde. De havde fat i noget i den tradition, der f.eks. kommer til udtryk i et skrift som Sepher Jetsira, i Kabbala eller i nyere tid hos en filosof som Martin Buber. Men jeg ville sikkert være blevet en ret kættersk jøde, der kunne finde på sådan noget som at spise flæsk til solhvervet, sådan som de hedenske danskere jo gør det (selv om nogle af dem har den vrangforestilling, at den højtid handler om en jødisk sektleder, der levede for et par tusind år siden). På den anden eller tredje side, sådan en kontrær indstilling ville der på sin vis også være noget meget jødisk i – patriarken Jakob var f.eks. i korporlig slåskamp med Herren, og det var Jakob, der havde overtaget og tvang guden til at velsigne ham. Jeg har så i stedet opfundet den her fiktive rabbi, som er mit jødiske talerør, og hvis visdomsord forhåbentlig kommer på tryk en dag.

På din urbanblog kan man følge med i dine malerprocesser. Skriver du ved siden af, mens du maler?
Stort set ikke – jeg kan kun samle mig om én af tingene ad gangen.

Jeg kan også godt have svært ved at tegne, ved siden af at jeg maler. Jeg har på det seneste haft nogle illustrationsopgaver, hvor jeg skulle lave små stregtegninger. Jeg var ellers vældig godt i gang med at male, med oliefarve, hvor jeg rigtig kunne tvære rundt i det og tænke i bløde overgange og gennemskinnelige farvelag og hvad ved jeg, og så har jeg virkelig svært ved at forlige mig med at sidde og lave tynde tuschstreger på et stykke papir. Det er lidt det samme med at skrive, bare endnu værre – ord føles så kluntede i forhold til alt det, man kan med en pensel fyldt med farve. Jeg skriver helt klart bedst, hvis jeg får mig selv anbragt i en situation, hvor jeg bare ikke kan andet. Et tog er helt perfekt, man sidder bare dér, og det er ikke verdens bedste sted at tegne, fordi det ryster, men på den anden side suser indtrykkene ind gennem vinduerne og fra de sære folk, der udgør ens medrejsende.

Du har både blogs og myspace. Men hvad er din generelle holdning til blogs, wikipedia-artikler, youtube, hjemmesider – ser du dette medie som en mulighed for at smalle og originale ting får en chance, eller som amatørismens triumf, fordi hvemsomhelst
kan skrive hvadsomhelst, og ingen tjekker kvaliteten?

Nettet er amatørismens triumf, og det er netop det, der gør, at det også giver det smalle, skæve og originale en chance. Enhver form for kvalitetstjek kan betyde to ting: At lortet bliver sorteret fra og overgivet til den glemsel, som det rettelig fortjener, eller at et guldkorn aldrig får en chance. Det ville være herligt, hvis det kun var det første, der skete, men vi er trods alt i den ulykkelige situation, at mennesker – selv redaktører og lignende smagsdommere – er fejlbarlige.

Vi kan ikke sætte vores lid til, at de høje herrer på redaktionerne og i censurkomitéerne kan pille det ud, der giver os lige det stød i mellemgulvet, som vi er på jagt efter. Beklageligvis betyder det, at vi kan blive nødt til at pløje os gennem endeløse mængder af lort for at finde det enkelte guldkorn. Sådan har det jo nok i grunden altid været, men med nettets muligheder er mængden af lort steget eksplosivt, og jeg har desværre en grum mistanke om, at mængden af guld ikke helt er fulgt med. Ikke på grund af manglende kvalitetskontrol, men simpelt hen fordi det er så pærelet at få noget ud. Dengang hvert eksemplar af et digt skulle skrives i hånden eller læres udenad, krævede det en noget større indsats at kaste sig ud i at skrive, og det begrænsede immervæk mængden af poeter til dem, der virkelig VILLE det. De malede generelt også bedre billeder dengang, hvor farver ikke var noget, man kunne købe på tube hos Søstrene Grene, men skulle rives med håndkraft.

Det kan man så sætte sig ned og surmule over. Man kan også lette røven (i overført betydning – man sidder som regel ved en computer) og begynde fra en ende af med alt det, der er derude. Jeg synes
efterhånden, at man får et vist instinkt for, hvordan man finder det, der er værd at bruge sin tid på. Hvis noget er godt, skal det såmænd nok markere sig – før eller siden, et eller andet sted.

Absinten, Christoffer – den må vi lige have en lille snak om?
Man forbinder ofte absint med de dekadente kunstnermiljøer. Når man læser om Verlaine og Toulouse-Lautrec og Picasso og alle de der gutter, kan man ikke undgå at støde på noget om absint, og så blev jeg jo nysgerrig efter at finde ud af, hvad det egentlig var for noget.

Jeg fandt så ud af, at der var en masse interessant historie at dykke ned i, og at stort set intet af det, man normalt hørte, var rigtigt – f.eks. at det skulle være et hallucinogen, eller at det blev forbudt, fordi man blev blind af det. Her i begyndelsen af det 21. Århundrede har vi været midt i et afgørende nyt kapitel af den historie. I år 2000 kunne man ikke få noget, der bare tilnærmelsesvis mindede om gamle dages absint. I 2005 blev forbudet ophævet i Schweiz, hvor absinten oprindelig stammer fra, og nu er der en masse at vælge imellem, som er lavet fuldstændig som om de gjorde det før 1915. Men når jeg er blevet ved med at interessere mig for det, skyldes det nu først og sidst én ting – at det smager helt fantastisk godt.

Jeg er i øjeblikket ved at skrive en bog om absint. Det er forlaget Darklights, der lancerer en serie små fagbøger under overskriften “Den sorte bog”, og min bog skal være én af dem. Den kommer til at fortælle historien om den berømte og berygtede grønne drik – hvordan den i sin tid blev lanceret som medicin, hvordan den blev forbudt, og hvordan den i dag igen bliver fremstillet i Schweiz og Frankrig, hvor det hele begyndte. Der bliver nok også lidt gode råd til, hvad der er værd at gå efter, hvis man selv har lyst til at smage på varerne. Hvis alt går vel, skulle bogen komme i efteråret 2009.

Vi laver en U vending og kommer tilbage til dét at skrive. Hvad er en digters opgave(r)?
At være en fisk, der lever på 42 demeters dybde i Skyernes Hav, og som taler flydende solresol med guderne.

Skriv et svar