Charlotte Inuk Hoff Hansen

Charlotte Inuk Hoff Hansendebuterede i 1982 med to romaner: Maria Mia og Mona Måneskinsdatter. Hendes seneste roman er Store dyr.

“En nat i foråret vandrede jeg gennem byen, og regnen mod de sorte gader duftede af hav, stærkt og altgennemtrængende af hav; havet var simpelthen skyllet ind over byen i en blid bølge og salt prikkede på min hud og smagtes på mine læber. Og jeg var våd og lykkeligt længselsfuld efter fjerne kontinenter og sunkne riger og efter at forstå hav fruernes sang og delfinernes hemmelige sprog, og jeg gik dér og tænkte på, hvordan jeg førhen, i en nat som denne, uden tøven ville være stoppet op ved en telefonboks for at ringe til dig, min elskede, tusindvis af kilometer mod syd, hvor regnen er tyk og varm som lava og intet forløser, og ikke engang prøver at lade som om; jeg ville have ringet til dig og alt dette. Syd, blot for at høre dig lyve..”

Ovenstående tekst er et uddrag af Charlotte Inuk Hoff Hansens novelle “NOK!” Den findes i novellesamlingen ‘Rus – noveller og andre tekster om beruselse’, Høst & Søn, 1996. – Men sig mig Charlotte, hvad er en digter?
Jeg håber, du er klar over jeg er prosaist og aldrig har skrevet et digt i mit liv?? Skal vi ikke lade prosa & lyrik gå op i en højere enhed gennem vores lille dialog?

Når alt kommer til alt er Ord Under Himlen jo først og fremmest digternes…Og hvad er vel en prosaist, andet end en ulyksalig ordbulimisk (om ikke ligefrem: en mislykket, eller misforstået) af slagsen??

Jeg tror en digter er sådan en freaket én der går omkring og slet ikke kan tro på der findes en forskel på virkeligheden indeni og rundt omkring én. Og på at ord kan ændre virkeligheden både hér og dér og dermed måske endda Verden?

“Ord kan ændre virkelighed og verden” siger overskriften. Kan du uddybe det?
Det synes jeg er en helt indlysende ting? Som vi lever hver dag, når vi taler med/råber ad/hvisker til hinanden. Forfattere oplever og føler måske denne konsekvens (og ansvaret, den medfører) tydeligere, fordi vi former ord, der står mere fast og blivende end det sagte, og dermed (og også på grund af deres som oftest(?)mere gennemtænkte og -arbejdede karakter) risikerer at gå ind og ændre og påvirke mange flere, og i længere tid fremover. Nu synes jeg fx allerede verden er blevet et lidt mindre poetisk sted, fordi jeg på så bombastisk vis er blevet bedt om at uddybe denne sætning, som jeg tænker af sig selv burde tale til hjertet hos de fleste.

Du siger, at en digter er freaket, hvad er en prosaist så?
Jamen hun er vel simpelthen helt skizofren. Går omkring i mindst to parallelle virkeligheder ad gangen og taler med og til og om folk, hun indtil videre er den eneste i den, vi andre deler med hende, der véd eksisterer.

Fortæl mig om din verden?
Jeg blev født som Charlotte Christina Hoff Hansen (navnet “Inuk” kom til senere, efter 3 teenageår i Nuuk, Kalaadlit Nunaat), og som enebarn, i Århus d. 02.02.1965, vældig meget i vandmandens tegn, af min mor – journalist Merete Hoff Hansen. Min Far hed C. C. Andersen og var også journalist, men ikke gift med min mor. Han døde i 1968, og jeg lærte ham desværre aldrig ordentligt at kende.

Du har rejst meget i dit liv?
Min mor er, og var især dengang, lidt af en sigøjnersjæl og rejste meget omkring i forbindelse med sit arbejde. Derfor har jeg gået i 8 forskellige skoler og haft 12 forskellige adresser før jeg flyttede hjemmefra (og i første omgang stik syd, til Frankrig) i 1982, kort efter min debut som forfatter- (Maj 1982: “Maria mia” og Mona Måneskinsdatter”, begge Borgens Forlag).

Vi boede udover forskellige steder i København og Århus bl.a. i Nyborg, Rudkøbing….og altså fra 1976-79 i Nuuk. Især opholdet dette sidstnævnte sted kom til at præge mit liv markant.
Siden er jeg fortsat med at flytte og rejse omkring alt, hvad jeg bare kunne komme til. det har ført til længerevarende ophold i bl.a Paris, Toulouse, London, Portugal, Rom, Berlin, Australien, Californien, Genève….og Paris igen, og igen. Fra 1984 har jeg dog altid haft en lille blå base – på Østerbro i København at vende tilbage til.

Er der en barndomsoplevelse, der indikerer, at det skulle blive forfatterskabet der sejrede?
Der var i og for sig aldrig tale om nogen kamp.

Da jeg var ca. fem år gammel havde jeg godt nok et par måneder lang idéen, at jeg måske hellere end “at blive forfatter” ville lave tegnefilm, når jeg engang blev stor (og helst også allerede inden). Men det var kun til det kom mig for øre at tegnefilmtegnere IKKE er totalt eneherskende i deres eget univers!! Og at fx. Walt Disney slet ikke sad på et kammer et sted over byens tage sent om natten og tegnede og fandt på alle sine film, helt alene.

I niende klasse havde jeg også et par uger hvor jeg forsøgte at gøre oprør mod min skæbne og bilde mig og mine nærmeste ind at jeg gerne ville gå på Landbohøjskolen.

Er der noget, du fik publiceret for tidligt – og hvad var det, der ikke holdt, og hvad ville du gøre om, hvis du skulle udgive det i dag?
Nu er de bøger, man selv med tiden kan ønske man ikke havde fået publiceret, og de, som læserne mener det samme om, kurisøst nok langt fra altid de samme. Og tillige hører jeg blandt dem der tror på, at der skal et par bøger, en forfatter selv senere fortryder, med til et godt og helt forfatterskab! Men generelt risikerer man at “publicere for tidligt” når man føler et pres mod at skulle komme med nyt selv på tider, hvor man ikke virkelig har noget nyt at sige. En af mange grunde til at den nuværende regerings produktions- og “nytte”orienterede politik er så forfærdelig skadelig hvad kulturen, og da ihvertfald især litteraturen, angår.

Har du da altid skrevet?
Jeg forlod skolen så snart jeg bare kunne komme til det, og støttet af min tidlige debut; og jeg har levet – først og fremmest overlevet – som selvstændig forfatter lige siden, jævnligt suppleret af alskens forskellige småjobs (som fx. Avisbud, stuepige, DSB-restaurant-bordafrydder, tarotkortlæggerske, foredragsholder, oversætter…)

Har dine småjobs bidraget til forfatterskabet, eller har de bare forhindret dig i at skrive?
Mine “småjobs” har til tider føltes meget store og tunge, og når de har fyldt for meget har de helt klart forhindret mig i at finde den tid og (indre som ydre) ro, der uomtvisteligt må til, for at dét , sådanne erfaringer selvsagt også bidrager med, kunne blive brugt til noget som helst nyttigt for forfatterskabet. At være seriøs forfatter er et fuldtidsjob, og havde døgnet endnu flere timer man kunne bruge af til at tænke og drømme historierne frem tror jeg, de fleste forfattere ville tage imod dem med kyshånd, og kun blive endnu bedre forfattere af dét.

Må forfattere blande deres virke med politik?
De må ikke lade være. Jeg kan slet ikke se hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Er ikke at ytre sig, eller ikke ytre sig, på et givent sted og tidspunkt i vort liv og historie altid politisk i hvert fald??

Synes du, der er en større bevidsthed hos forfattere i dag end for 10 år siden?
Jeg har en fornemmelse af det føltes
som en stor ære og vigtighed for de mest hørte forfattere for ti år siden, overhovedet ikke at have nogen politisk bevidsthed whatsoever. Så på den måde kunne det vist kun gå fremad. Mens verden rundt omkring de skrivende styrtede sammen og gik hastigt tilbage.

Hvad er så forfatterens opgave(r)?
At synge verden og virkeligheden frem. Intet mindre!

Forfatteren er vel er en slags “livsspion”? På researchsiden – gennem hele livet – er forfatteren spion i andre menneskers liv og sjæl, og på afsendersiden er forfatteren en agent, der planter andres virkelighed i mennesker. Hvor går grænsen for begge dele?
At ustandseligt foretage research på virkeligheden, forfatteren lever, er selvsagt hvad der skal til for at hendes værker kan blive til; for at vi andre kan nyde godt af dem og fx bruge dem til at forstå nærmere om vores egen virkelighed: Det er selve næringen, vand og ilt, for et skønlitterært værks tilblivelse. Og så længe værket har romanens form og navn ser jeg absolut ingen grænser for hvordan og hvor meget forfatteren bruger løs af denne næring. Der hersker naturligvis, som i alle livets forhold, også for en forfatter subtile gentleman-koder for, hvor ubehøvlet man rent privat gør klogt i, eller ønsker, at opføre sig, når det kommer til at passe på sine næres følelser og sin egen personlige karma; men det er koder der kommer forfatteren og hendes nære ved og bestemt ikke romanen eller dens generelle læsere,… Som jeg i øvrigt ikke synes burde interessere sig et hak for, hvor meget af en roman der udspringer af forfatterens “egen virkelighed” eller ej – Det vil de under alle omstændigheder aldrig kunne gennemskues, og der er slet ikke pointen når det kommer til begrebet skønlitteratur.

Hvis du sad i et hvidt rum uden lyde eller dufte, hvad ville først falde dig ind at skrive om?
Oh – det ville dog være de mest optimale omstændigheder for, endelig at finde fred til at lytte indad, og huske, og drømme fremad. Og siden skrive.

Nogen mener, at der ikke er flere nye ord under solen. Alt er skrevet. Hvad siger du til den påstand?
Uh, jeg tror jeg ville blive nødt til at springe ud fra en bro hvis jeg eller alt for mange andre troede på den påstand. Så skulle verden, som den ser ud omkring os idag, jo være alt dét, det havde være muligt at tænke sig frem til! Hvilken grusommelig forestilling.

Hvordan forener du “det ydre liv” med forfatteren i dig?
De to ting kan for mig at se slet ikke skilles ad. Det kan dog godt blive svært med, altid at finde tilstrækkeligt med den så nødvendige tid i det hvide stille rum nogle gange, når der er så meget spændende Ydre Liv at forholde sig til, og holde styr på…(eller acceptere at ikke).

Man siger jo, at en forfatterspire skal læse meget for at blive en god forfatter?
Jeg må tilstå, at jeg ikke er nogen videre stor læser, selv – jeg tror, at hvis man både er fuldtidsskrivende og også gerne vil have mulighed for at leve sine egne dagligdags, virkelige “historier”, samt sætte sig ind i sine venners og sin omgangskreds’ af slagsen – så bliver der simpelthen sjældent tid, eller overskud til også at skulle forholde sig seriøst til fremmede personers fiktive universer. Det er simpelthen en art sørgelig arbejdsskade, er jeg bange for. Til nøds kan jeg læse udenlandsk skønlitteratur, uden at studse for meget over ordvalg og kommatering og få sprogoplevelsen ødelagt af dét. Men ellers inspireres jeg faktisk mest af faglitteratur, og af filmmediet – foruden naturligvis af mine daglige omgivelser.

Beskriv din skriveproces. Hvordan “åbner” du for inspirationen?
Ved at skrive tilbage baglæns fra en idé om hvor jeg synes det skal slutte, hvad det skal stå åbent fremad mod, til sidst. Og allerede dér står det som regel klart at det vist bliver en roman. Min måde at skrive på består i øvrigt først og fremmest i at “oversætte” billeder til ord (og rytme), og derfor henter jeg som ovennævnt også i høj grad min inspiration fra billedkunsten…Jeg kan nemt og med glæde snuppe op til en 3-4 gode film om ugen (selvsagt i biografen).

Du siger at du skriver “baglæns” – betyder det, at du har hele romanen og dens handling i hovedet, når du når frem til begyndelsen? Er selve skriveprocessen så “blot” en art “filling in the blanks”?
Næh. Det betyder bare at det ganske ofte er hændt mig, at det er en histories sidste linier, eller hele kapitel, jeg først har set for mig når en roman er begyndt at tage form inde I mit hovede. Resten af skriveprocessen har så derfra i store træk været ganske, som hvis det havde været de første linier: Bare baglæns – du véd.

Hvor meget tager figurerne eller historien over, når du først er i gang med at skrive? Eller får de overhovedet lov?
De spørger overhovedet ikke, de tager bare fuldstændig og aldeles over fra første nedskriblede note, og jeg lader dem gladeligt, og hengivent, – Eller, det er ihvertfald sådan vi er indforstået enige om at lege, at det foregår ;-D

Er du altid i gang med ord?
Som regel mest i gang med desperat at lede efter stilheden at kunne høre de væsentligste ordentligt i.

Har du nogensinde læst digte op?
Øh, som lille læste jeg yndlingsdigteres værker op for min mor og nogle andre stakkels voksne, som jeg blev vældig sur på hvis de ikke fandt det en liges så vigtig og underholdende begivenhed som jeg selv gjorde.

Jeg oplevede dig læse op af Sultekunstnerinde i Frederiksberg Have i 2006, og det er jo meget udbredt, at forfattere læser op. Men er der noget af dit eget, du for alt i verden ikke ville læse op?
Egentlig vil man jo helst slet ikke, med mindre man allerede er blevet forsikret fra alle steder rundt omkring og hundrede tusinde gange mindst at det er helt okay og meget spændende og vigtigt for alle andre mennesker i verden at høre på, hvad man har skrevet. Og det sker selvsagt aldrig. Så står man der og føler sig stakkels og uelsket og uforstået. Det er rent forfærdeligt. Alligevel glæder man sig gang på gang når der skal læses op i smukke haver.

Når jeg skriver “Selvpromovering”, hvor langt vil du gå med den?
Jeg ville ønske der var nogen der kunne gøre det for én, når det nu tilsyneladende er så allerhelvedes vigtigt! Selv synes man jo det må være rigeligt med promovering og selvfokusering overhovedet at have følt sig arrogant nok til at mene man har vigtige nok tanker og meninger til en hel bogfuld?

Hvilke råd vil du give andre håbefulde forfatternovicer, hvis de ønsker at udgive bøger?
Jeg vil rådgive dem til at ændre ønsket til først og fremmest at skrive en god tekst, og mene den er betydningsfuld nok til ikke at kunne undværes ude i verden og litteraturhistorien; så skal al resten nok helt sikkert følge..

Endnu en påstand: Ingen læser digte i dag?
Øh – Det tror jeg ikke på, er rigtigt?

Hvordan fik du egentlig navnet INUK?
Det fik jeg, i og med mine år som teenager i Nuuk betød så alverden, for mit liv, min skæbne og min person såvel som for mit forfatterskab!!

I foråret 2008 udkom din roman Store dyr?
Jeg lå i svær kamp med min kære forlægger om detaljerne ved min seneste roman, der var katalogsat til at udkomme i foråret 2008 og bære titlen “Store Dyr”, hvad jeg er rigtig glad for. Han og jeg er besynderligt nok igennem den selv samme kamp ved hver en ny udgivelse, omkring indsendelsen af 2. korrektur. Da ser han sig lige pludselig sur og nervøs på min velnok noget egenrådige kommasætning (det er der mange, der gør; men den er nu engang og ikke desto mindre forblevet uforanderlig gennem 15 romaner – han burde snart vide bedre?) og jeg forsvarer den naturligvis med næb og kløer. Sådan skal dét åbenbart være, men det er hver gang en lige nervepirrende sag. Romanen foregår over
en lang varm sommer i København og handler først og fremmest om en dyrlægestuderende på KVL (nu om dage kaldet inteet mindre end “University of Life Sciences”!) der kommer ud i (tror jeg nok) en eksistentiel krise over det hun går og laver. Efter den ganske så personligt nærgående “Sultekunstnerinde” syntes jeg, at det ville gøre mig godt at gå igang med en historie og en hovedperson, der var langt væk fra mig selv og mit eget liv… Men ha, ha, ja sådan tror man jo vist lige naivt hver gang.

Alle har en drøm. Må jeg høre din?
Min drøm er, at man en dag som forfatter måske opnår at føle, man som hvor end så individuelt fattig, forhutlet og uforstået én af slagsen i dette land i det mindste får tilbudt muligheden at leve og skabe her med den fornemmelse, det bliver generelt værdsat, anerkendt og forstået, hvad det overhovedet vil sige at skabe poesi (og alskens anden art kunst), at hvad sådan en størrelse har brug for, for at kunne trives og gro og være til…Udover dét er de fleste af mine vildeste drømme stort set gået i opfyldelse. Og tak igen for at jeg måtte være med – det var en fornøjelse.

Skriv et svar