Cecilie Lolk Hjort

Cecilie Lolk Hjort er blogger og poet.

Fuglen blev ældre og flyvefærdig. Den sigtede på det blå og fløj. Kviste, grene, stamme stillede sig i vejen, og undveg fuglen dem i sine tøvende manøvrer, stillede flere kviste, grene og stamme sig i vejen.

Fuglen faldt og døde, på jorden, hvorfra den kunne have lettet, hvis den ikke var blevet født i træets omvendte rodnet. Dette er den eneste historie, der findes.

Din.

I efteråret 2006 udkom du, Cecilie Lolk Hjort, med den lyriske og intense digtsamling “Små eksplosioner – breve fra Josef” under Forlaget Spring. Bogen indeholder små dybsindige kortprosastykker, der er skrevet til Cecilie fra Josef. To forelskede mennesker?
Ja, det siges jo. Det er meget sjovt for mig at se folk omtale den sådan, når den for mig har været et direkte anti-romantisk og anti-socialt projekt, et forsøg på at se hvor langt ud i ekstremerne narcissisme kan skubbes. Jeg ser slet ikke hverken Cecilie eller Josef som mennesker, snarere en slags instanser. Den startede som digtsamlinger starter flest, med et løsrevet digt der blev til flere der blev til flere. Det blev først et rigtigt projekt, en samling, for mig måske 20 digte inde i processen.

Er forelskelse egentlig en social “ting”? Jeg tænker ofte selv, at den bunder i højglødende narcissisme?
Al social omgang bunder vel i højglødende narcissisme, men det er alt for tit en narcissisme uden selvindsigt, en projiceren sig selv ud i andre uden at indse at det er det man gør. Det er jo også skideproblematisk at se sig selv i øjnene hvis man ikke har et spejl. Jeg bruger poesien som spejl, fordi jeg tror det bliver et mindre forvrænget billede end hvis jeg bruger en andens øjne, der i forvejen er fulde af den persons sjæl. Selv om forvrængningen selvfølgelig også er ønskværdig i en vis grad. Det er for mig et mål i poesien at tillade forskelligheden uden at forsøge at synkronisere, ligesom videnskaben gør, ved at sigte efter enighed og samhørighed. Poesi er kunsten at mene noget helt andet uden at være uenig, at stå ét sted og lade andre stå et andet. At trække sig ind i sin egen skal, så andre kan få lov til at have deres i fred.

Omslaget til bogen er ualmindeligt smukt. Hvordan fandt du frem til kunstneren?
Jeg er så heldig at være venner med ham. Han har for vane at lave en masse virkelig flotte billeder og så deponere dem i sine forældres kælder, så jeg opfordrede ham bl.a. til at illustrere bogen, fordi jeg syntes det var på tide med en ‘debut’ for ham også. Og så havde han læst samlingen, virkelig læst den aktivt og fortalt mig hvad han fik ud af den, så jeg vidste at han kunne stykke et billede sammen der faktisk havde noget centralt med digtene at gøre.

Brevet om fuglen – på side 18 i bogen, betyder digtet noget særligt for dig?
Ja, det holder jeg mest af, og samtidig er det en lille genfortælling af hele bogen – selv om det har sit eget fokus og sin egen (tragiske) fortolkning af situationen.

Hvad er det der gør det tragisk?
For mig er det tragiske, at fuglen lever et så kort og indskrænket liv, at den aldrig når ud af den kontekst, den er født ind i. Den når aldrig at møde det fremmede. Det står i kontrast til de fleste andre af brevene, hvor det fremmede er uinteressant, og det opfattes som godt og rart at blive i sin egen lille boble. Også selv om den hurtigt brister – eller endda fordi den gør det.

Da du skrev på digtsamlingen ‘Små eksplosioner’, skrev du så kun på digte til denne bog, eller skrev du ved siden af? Med andre ord: Hvordan vidste du, om et givent digt hørte hjemme i digtsamlingen eller ej?
Jeg tror meget, jeg bruger sproget/genren til at markere, hvor den ene samling slutter, og den næste begynder. Det er til dels af æstetiske hensyn, men især fordi det at ændre mit sprog hjælper mig til at ændre mine tankebaner, så jeg får nye idéer. At indlede en tekst med ‘Kære Cecilie’ var en effektiv metode til helt automatisk at komme i den sindstilstand, der var Josef. Det kunne jeg så undlade, hvis jeg ville skrive noget til en anden samling eller noget der slet ikke skulle i en samling.

Nogle gange har jeg en tekst, der ikke passer ind i en samling, men som jeg virkelig gerne vil have til at passe ind, og så kan jeg finde på at forsøge at skrive nye tekster, der placerer sig midt imellem dem der allerede er i samlingen og den tekst, der ikke passer ind. Jeg skriver mig så at sige hen imod teksten, indtil den bliver relevant for helheden. Det kan være vældigt inspirerende.

Hvad er en digter?
For mig er en digter en, hvis hovedformål i livet er at skrive. Ikke nødvendigvis en der tjener penge på det eller bruger det meste af sin tid på det. Men jeg foretrækker for det meste at kalde mig forfatter, fordi jeg synes ordet ‘digter’ mere peger på en livsstil, en slags romantisk boheme-type. Og så fordi det bliver sværere og sværere for mig at påstå at jeg skriver digte, efterhånden som genrerne er blevet blandet sammen.

Hvorfor er en forfatter mindre boheme end en digter – og hvad gør ordvalget for selvforståelsen?
Ordvalget gør ikke den store forskel for min selvforståelse, jeg bruger bare det ord, udenforstående reagerer mest hensigtsmæssigt på. Hvis jeg kalder mig forfatter, bliver det opfattet som et arbejde snarere end et kikset forsøg på at profilere mig som fascinerende og dyb. Og at kalde sig digter bærer altid i sig risikoen for at den anden begynder at recitere et eller andet forfærdeligt digt. Men ok, at kalde sig forfatter indebærer omvendt risikoen for at blive bedt om at forholde sig til Leif Davidsen og Da Vinci Mysteriet. Så det er valget mellem pest og kolera. Men jeg hader alligevel Tove Ditlevsen-recitationer lidt mere, end jeg hader at få anbefalet svenske krimier.

Hvilken livsstil har forfatteren i forhold til digteren?
Rent instinktivt tænker jeg på forfatteren som en, der opfatter jobbet som et hvilket som helst andet job: Noget man kan bestemme sig for at sætte sig ned og gøre i det og det tidsrum så og så mange dage om ugen ( eller, mere frit: i et halvt år efter aftale med en kunstfond eller et forlag). Hvor digteren mere tror på at lade inspirationen komme når den kommer og så bare bære rundt på notesbog for at være forberedt. Det har selvfølgelig ikke noget med en ordbogsdefinition at gøre, men det er den fornemmelse jeg har fået af ordene, som jeg har hørt dem brugt. I den forstand står jeg selv midt imellem de to typer.

Din digterkarriere begyndte med…?
www.digte.dk. Det motiverede mig utroligt meget at finde et forum hvor jeg fik feedback.

Hvilken type feedback fik du mest ud af?
Noget jeg ikke får noget ud af, er bare at få at vide, om personen kan lide teksten eller ej. Personlig smag rager mig en høstblomst, for det handler ikke om teksten, men om den person. Man skulle tro at det ville være rart at få en masse ‘ih et godt digt’-kommentarer, men egentlig feedback er så meget vigtigere for mig end popularitet. Jeg vil hellere have bevis for, at bare én person virkelig har forholdt sig til digtet, end at hundrede læsere har fået tiden til at gå med lige at skimme det igennem. Jeg skriver fordi jeg har noget at sige, så det er provokerende hvis folk bare skriver ‘det er fint’, ligesom det er provokerende at sige noget vigtigt og dybtfølt og få svaret ‘ok, nåmen vi ses’.
(Hvis en læser før har vist at han/hun virkelig forholder sig til digtene,
kan et simpelt ‘orv, det er fedt det her’ dog godt være rart, fordi jeg ved at det bunder i en vis forståelse af hvad der er på spil i teksten.)

Jeg får meget ud af, hvis personen beskriver digtet (‘den her virker meget lukket’, ‘digtet har en melankolsk tone’, ‘jeg får så mange associationer af det billede’ osv.) eller forsøger at fortolke det (‘jeg tror at pingvinen er et billede på splittelse’, ‘slutningen giver ingen klare svar’, ‘den her strofe er forvirrende, hvad betyder det’? osv.). Så kan jeg både se, at nogen virkelig har læst det, og få en idé om, hvordan det virker. Man må også godt være hård og f.eks. skrive at det her, det er sgu dårligt skrevet, bare der følger en ordentlig begrundelse med. Faktisk har jeg stor respekt for de læsere der tør dét i stedet for bare at klappe ryg.

Hvordan har du det med at folk fortolker dine digte?
Jeg elsker dem. Jeg har lyst til at give dem et kæmpe smækkys, og jeg ville ønske at der var flere. Også i de tilfælde hvor fortolkningen er klodset eller helt hen i vejret, for det vigtigste er at personen har arbejdet med digtet.

Folk der bruger mine digte til deres egen diskurs ved at læse sig hen over hvad der faktisk står og lade som om teksten illustrerer deres egne holdninger, bryder jeg mig til gengæld ikke om. Jeg synes det er utroligt arrogant, og det er grunden til at jeg aldrig har kunnet lide dekonstruktive læsninger. Men så er det heller ikke en fortolkning, højst en pseudo-fortolkning.

Foruden at skrive på digte.dk, hvor har du ellers øvet dig i at skrive og hvad røg ned i skrivebordsskuffen?
Jeg har øvet mig i at skrive hjemme hos mig selv. Hvor tingene er røget hen derefter, tror jeg allerede jeg har mistet det fulde overblik over. ‘Skrivebordsskuffen’ indeholder selvfølgelig mest tekster, jeg ikke syntes var gode nok.

Jeg har også en regel om at en bog skal ligge ulæst hen i et halvt år, før jeg tager den frem igen og reviderer den for sidste gang. På den måde undgår jeg at sende noget ud, der egentlig ikke var særligt godt, men som jeg bare var enormt begejstret for lige da jeg havde skrevet det – hvilket jo ofte kan ske, fordi man skriver om lige præcis det der optager én nu og her. Jeg vil sikre mig at teksterne også er relevante for en læser, der ikke er i lige præcis den sindstilstand de blev beskrevet i.

Er der noget du fik publiceret for tidligt, hvad var det der ikke holdt og hvad ville du gøre hvis du skulle udgive det samme i dag?
Jeg tænker i to forskellige former for publicering:

Den ene er den ‘uformelle’, hvor man sender en ufærdig tekst ud for at få feedback eller evt. bare for at se den på tryk. Det har jeg gjort både på diverse digt- og kunstsider på nettet og f.eks. i M gasin, og det synes jeg ikke man kan gøre for tidligt, for det er ikke ment som andet end øvelse.

Den anden er den formelle, hvor jeg kun sender det ud, jeg ser som helt færdigt og værd at læse som ‘rigtig’ litteratur. F.eks. digte i Hvedekorn og udgivelser af bøger. Her synes jeg heller ikke, jeg har sendt noget ud for tidligt. Jeg er tilfreds med mine valg.

Er der en barndomsoplevelse der indikerede at du skulle skrive digte, senere hen i livet?
Jeg tror at alle har barndomsoplevelser, der indikerede at de skulle skrive digte senere hen – det er så bare ikke alle der gør det. Selve den måde et barn ser og elsker verden på er fundamentalt poetisk, og ‘Små eksplosioner’ er for mig også en leg, en samtale med min usynlige ven. Fiktion i sig selv er jo ikke andet end ‘nu legede vi lige, at…’ Jeg lader mig tit inspirere af den absurditet der opstår, når et barn har forstået verden på en måde som ikke er ‘faktisk korrekt’, men alligevel har sin egen gyldighed og logik. F.eks. var jeg som barn overbevist om at jeg kunne flyve, fordi selve det at tro på noget gjorde at det måtte være sandt. Jeg prøvede hele tiden at hoppe ud af vinduet, for jeg tænkte at hvis jeg tog fejl og i virkeligheden ikke kunne flyve, ville jeg bare dø og blive til en engel, og engle har vinger.

Det var en ufejlbarlig logik, på samme måde som fiktionen er det, fordi fiktion aldrig kan være løgn. Fiktion tager aldrig fejl, den kan højst pege på en sandhed som bliver forladt for en anden senere hen.

Når du som barn var overbevist om at du kunne flyve, fordi dét at tro på dét, gør det sandt, hvornår opdagede du så første gang at ordet ikke nødvendigvis skaber hvad det nævner, og hvornår skaber ordet hvad det nævner?
Det gjorde jeg da min far døde. I tre år troede jeg så dygtigt jeg kunne på at han ville blive vækket til live igen, og så indså jeg at der er nogle ting, jeg ikke kan styre ved at ønske dem.

Men på en mindre bogstavelig måde tror jeg altid, man kan skabe den virkelighed man selv tror på. For han er her jo stadig i form af mine minder og den virkning, han har haft på mig. Så på sin vis skaber jeg ham, får ham tilbage, ved at tænke hans eksistens ind i nogle andre baner.

Jeg tror især, man former sit eget liv ved at vælge om man vil bruge ordet ‘fejltagelse’ eller ‘lærestreg’. Det kan gøre forskellen mellem et liv med selvynk og følelsen af at være gået glip af noget og et liv med nysgerrighed og følelsen af at have oplevet noget.

Hvad er det barnet kan med sproget i forhold til den voksne?
Opleve det for første gang. Der er så mange egenskaber ved sproget, vi glemmer, når det bliver rutine. Jeg synes, barnet bruger sproget på en underliggørende måde (fordi sproget ér underligt, når man ikke er vant til det), der ligner digterens tilgang. Det handler om at finde sproget på ny. Og derved gøre det rigere, mere intenst, fordi vi bliver mindet om hvor mangfoldigt og sært det er.

Må digtere blande poesi og politik?
De må hjertens gerne, men jeg har endnu ikke set det gjort. Jeg har set en masse politiske digte, en del poetiske og en stor mellemgruppe der hverken er det ene eller det andet. Jeg vil ikke selv forsøge at blande de to, for politik er et socialt projekt, man kan være enig eller uenig i, hvor poesi er en undersøgelse af ensomheden og en fiktiv, og derfor absolut sand, måde at se verden på. Der er aldrig et ‘vi’ eller et ‘jeg synes’ i den poetiske oplevelse, ligesom der ikke er det i den religiøse. Poesi er den ultimative narcissisme. Jeg kan bruge det poesien har lært mig til at forholde mig til andre, men det kommer først bagefter.

En helt anden ting er at de politiske digte jeg har set altid har været ualmindelig platte. Jeg ved ikke om det er et særligt digtergen at forholde sig ensidigt til politik, men tendensen er der i hvert fald. Det er som om politik så nemt går hen og bliver norm-onani og løftede pegefingre. Dét er noget andet der ikke er i fiktionen – ‘du skal’ og ‘du kan ikke’. Fiktionens formål er jo netop at være så unuanceret og overdrevet at den kan provokere læseren til tænkning, og det holder ikke i en debat hvor der er krav på faktisk sandhed.

Så hvad er digterens opgave(r)?
At føre læseren ind i hans/hendes egen ensomhed, gennem skønheden. Skønheden er for mig det der kanaliserer det guddommelige (i ateistisk forstand), fordi det ultimativt dejlige kaster den beskuende ind i det magiske ved tilværelsen, de ting der ikke kan eksistere men alligevel eksisterer. Skønheden i sig selv er jo så vidunderlig at den umuligt kan være virkelig, som de fleste der har været forelsket nok har sandet. Så det er måske ikke så underligt at ‘Små eksplosioner’ bliver tolket som en forelskelseshistorie, for jeg ser mange paralleller mellem poesi og forelskelse, og jeg er selv meget forelsket i mine digte. Så digterens opgave er den samme som for alle, der skaber skønhed; Det er ligegyldigt om det er et digt, en smuk mand eller en snegl der kaster mig ind i en anderledes og mere intens oplevelse af verden.

Det poetiske er det fundamentalt nye, det læseren aldrig er stødt på før. For at citere Laurie Anderson, da hun blev interviewet om avantgardekunst og blev stillet spørgsmålet “What’s so good about new?”: “New is..interesting. It’s like being awake.” Man er
nødt til at lære at opfatte verden poetisk for at være rigtig vågen. Den apoetiske eksistens er rigid, drømmeløst sovende. Død. Poesien er den lille død, der skaber liv, evnen til at slippe det gamle for at favne det nye.

Er der nogle forfattere, døde som nulevende, du har stået i mesterlære hos?
Der er mange. En teknik jeg benytter mig af, når jeg føler at min stil bliver for indspist, for ‘mig’, er at forsøge at imitere en anden forfatter. Det er noget jeg kan tillade mig at gøre, fordi jeg er så enormt dårlig til at imitere, og slutproduktet derfor aldrig kommer til at ligne for meget. Så står jeg med en ny Cecilie i hænderne. Noahs ark, som jeg er ved at skrive, er et forsøg på at blande Per Højholt, Carsten René Nielsen og Francis Ponge. ‘Små eksplosioner’ og dens ‘toer’ 69 som gerne skulle udkomme en dag, trækker på Christina Hesselholdt, Pär Lagerkvist og Solvej Balle.

‘Man’, en roman der skulle være udkommet sidste år, forsøgte at parre Stephen King med, tja, alle mine yndlingsdigtere fra digte.dk, og der er vist også noget Kafka, Cortázar og Svend Åge Madsen ind over alle bøgerne. Listen er uendelig. Det der inspirerer mig mest er til gengæld ikke engang litteratur, men musik. Radiohead, Laurie Anderson, Björk, REM, Kaizers Orchestra…og den liste er også uendelig. Jeg er generelt uendeligt begejstret for uendeligt mange ting.

Men kan du sætte dig helt ud over dit eget sprog?
Nej, som sagt gør jeg det kun fordi jeg er dårlig til at imitere. Ellers ville jeg ikke føle at der var nogen grund til at jeg skrev, så kunne jeg bare lade originalerne producere deres og selv finde på noget andet at lave. Det krav, der er om originalitet indenfor kunst i dag, har jeg (belejligt nok) også til mig selv.

Kan du udtrykke dig i en andens sprog?
Vi fik faktisk en opgave i gymnasiet, hvor vi skulle skrive en Stephen King-novelle færdig, og jeg fik 11 – så jeg kan i hvert fald godt skrive som Stephen King. Men for at gøre det skal jeg jo også benytte mig af hans logik, og så udtrykker jeg ikke mig, så udtrykker jeg en stil (i det omfang man overhovedet kan kalde dét at udtrykke). Sprog og tænkning hænger for uløseligt sammen til at jeg kan udtrykke noget som helst andet end Stephen King uden at fravige Stephen Kings stil.

Dine yndlingsforfattere – hvad er det de kan, som gør, at du fremhæver lige netop dem?
Da jeg læste Solvej Balles ‘&/Eller’ for første gang, syntes jeg umiddelbart at den virkede lidt kedelig og tom. Der skete ikke rigtig noget, og jeg fik ikke nogen ny tænkning ud af det. Tænkte jeg. Men så pludselig, mens jeg sad der og troede at jeg kedede mig, begyndte tårerne at løbe ned ad mine kinder, og jeg fik en gigantisk fornemmelse af skønhed. Det forvirrede mig totalt, og jeg læste videre i en fem minutters tid, før jeg fandt ud af hvad det var rent betydningsmæssigt, der fik mig til at reagere så voldsomt. Jeg tænker at det er den der evne til at snige sig ind i mig og få noget stort og fremmed til at vælde op i mig, der kendetegner god litteratur. En bog kan være nok så godt skrevet, men hvis den ikke har en effekt på mig, betyder det essentielt set ikke noget.

Du mener at digterens opgave er at føre læseren ind i vedkommendes egen ensomhed gennem skønheden. Hvad er uskønt sprog og hvad er smukt sprog?
Nu er skønt og smukt jo ikke det samme. Noget er smukt, når det er uproblematisk behageligt, ‘perfekt’, renset for grimhed. Når det lever op til éns allerede fastlagte normer for det ‘rigtige’ og derfor ikke bevæger én, men fastholder én i behaget ved status quo. Skønhed derimod kan være både smukt, grimt og (oftest) begge dele; Det er alt det, der giver den effekt, jeg oplevede under læsningen af ‘&/Eller’.

Jeg snakkede engang med en ven om en kvinde, jeg syntes var helt fantastisk skøn, og han sagde at hun var alt for perfekt til at han fik noget ud af at se på hende. For ham var hun smuk og derfor ikke skøn. (Jeg kendte mere til hende og havde derfor oplevet de ‘klodsede’ sider af hende, der kunne gøre hende mere end smuk for mig.) Måske det skønne altid indeholder en vis grimhed i form af noget, man selv opfatter som en forkerthed, en fejl? Det er jo gerne den grimme detalje i det vidunderlige, der kan give ny indsigt og en ny måde at se tingene på. Fordi man så lærer at se noget som skønt, som man før afviste som grimt og dermed uinteressant.

Som forfatter skal man læse meget litteratur, fordi det udvikler?
Det tror jeg næsten jeg har besvaret i ovenstående. Jeg synes at anbefalingens, læsningens og begejstringens kunst er mindst lige så vigtig og prisværdig som det at skabe. Men man kan også læse et træ eller en fisk, fordi det er læseren der skaber poesien. Forfatteren har ikke en facitliste, hvad forfatteren mener er slet ikke gyldigt, når poesien først har sluppet hans/hendes hænder. Så tilhører den alle. Alt det jeg skriver her er jo også bare læsninger af mine egne tekster, ligesom mine tekster er læsninger af verden.

Har du det sprog du har brug for – eller sætter det nogle grænser?
Jeg synes, sproget og tænkningen sætter nogenlunde de samme grænser. Kan man tænke sig til noget, finder man også relativt hurtigt et sprog at udtrykke det i. Jeg føler mig mere begrænset af kun at have ét udsyn til verden, end jeg gør af at skulle udtrykke det udsyn i ord. Ordene føles mere som en hjælp til at give tankerne form, især når jeg lærer nye ord og dermed nye begreber.

Til gengæld kan jeg føle det som en begrænsning, at forskellige mennesker definerer de samme ord forskelligt. Jeg føler f.eks. ofte at der bliver læst sarkasme, ironi eller fordømmelse ind i mine tekster, når jeg skriver om tabuer, fordi læseren er vant til at det er sådan, tabuer bliver omtalt (f.eks. at ordet ‘pik’ skal markere at nu sker der noget dekadent og forkert, hvor jeg bare henviser til det som en legemsdel).

Hvor meget er ord overhovedet i stand til at udtrykke – er ord i virkeligheden en slags “erstatning” for tanken – at når den er tænkt – må vi have ordet til hjælp så tanken kan blive hørbar i den ydre verden?
Jeg tror ikke at ord er en erstatning for tanker, for ordet er meningsløst uden tanken. Og ordbrugen former vel også tankerne? Jeg tror hele tiden der foregår en vekselvirkning mellem de to ting, i den udstrækning man overhovedet kan adskille dem. Det er et meget stort og svært emne, det med sprog og tænkning. Men klart at sproget først og fremmest markerer den tænkning, vi har (eller prøver at have) til fælles, hvor ‘ren’ tænkning kun er noget indre.

Hvor meget kan forfatteren/du styre læserens oplevelse ved hjælp af sproget?
Meget lidt i udgangspunktet. Som jeg nævnte før, kan læseren fortolke de samme ord meget forskelligt. Men jeg tror at jeg får bedre mulighed for at styre læserens oplevelse, desto mere vedkommende læser af mig. For så begynder der at tegne sig mønstre, der kan vise hvordan jeg mener ordene. Det ser man også, når man fortolker et digt og trækker på resten af forfatterskabet for at understøtte det. Det bliver en meget mere solid fortolkning end hvis man holder sig til det ene løsrevne digt. Eller man kan bruge venskab som eksempel – hvis jeg kender en person godt, kan jeg meget bedre forstå den fulde betydning af dennes ord.

Nogle påstår at der ikke er flere nye ord under solen. Er alt skrevet ned?
Det er som at sige at vi ikke kan sige noget nyt, fordi alle bogstaver i alfabetet allerede er blevet brugt. En bog er som et menneske i den forstand: Begge er uerstattelige, fordi de kombinerer de samme gamle elementer på en helt unik måde, der er så detaljeret at den ikke kan reproduceres. Fordi helheden er større end summen af dens dele. Man får aldrig en ny far eller den samme bog med ny forfatter.

Hvis du sad i et rum uden lyde, dufte og farver. Hvad ville du så skrive om?
Mener du et helt tom rum, en slags ikke-univers, eller bare et værelse uden de nævnte ting? I alle
fald ville jeg vel skrive om det der var tilbage.

Hvad var der mon så tilbage?
Jeg har tit forsøgt at forestille mig et ikke-sted som Stephen Kings jaunt, et sted hvor der kun er en bevidsthed og ingen verdens ting. Jeg tror at hjernen ville arbejde på en fundamentalt anderledes måde et sådant sted. En kværnende, smertende måde, hvor sindet synes at blive suget ud i alle retninger, fordi det ikke har noget at behandle. Det ville vel være den åndelige ækvivalent til at befinde sig i det ydre rum uden rumdragt på. Jeg tror jeg ville fokusere på minderne så længe jeg kunne opretholde dem, og så ville min bevidsthed efterhånden danne så rigide, automatiserede vaner, fordi den var løbet tør for brændstof, at den vllle holde op med at være bevidsthed og bare blive en evighedsmaskine. Hos Stephen King, når folk kommer tilbage fra jauntet, når de at skrige og kradse deres øjne ud, før de dør af sindssygen. Jeg tror bare de ville kollapse. En tom skal.

Når du skriver et digt, hvordan “åbner” du det?
Jeg sammenligner gerne min hjerne med en fabrik, hvor jeg har en masse mikroskopiske instanser ansat i både bevidsthed og underbevidsthed.

Råmaterialet kommer ind gennem sanserne og bliver sendt til behandling i underbevidstheden. Jeg kan mærke det køre rundt dernede når der er noget at tygge på. Og når materialet så er behandlet, siger det nærmest ‘ding’ i hjernen, og en tanke dukker op, som det bevidste så skal finpudse og pakke ind. Derfor generer det mig ikke så meget hvis der går lang tid imellem ideerne, så længe jeg kan mærke den der hvirvlen i baghovedet, der betyder aktivitet. Og derfor er den vigtigste investering i min skrivning hele tiden at udsætte mig selv for nye indtryk, nye råmaterialer. Resten er ren rutine, instinkt endda. Jeg kan slet ikke lade være med at tænke poetisk.

Når du skriver et digt, og det ikke bliver ved dét ene digt, hvad tror du så, det er der gør, at et digt fører til det næste?
Det er vel at jeg har mere at sige om det tema jeg skriver om, og med den stemme (det sprog), jeg bruger. Der er mange temaer der går igen fra bog til bog, så det er nok stemmen der er det vigtigste.

At det ene digt kan føre til et andet er nu på plads. Men hvor slutter et givent digt og hvor tager det andet over?
Det er svært at beslutte. Nogle gange genbruger jeg en sætning eller et billede, fordi jeg opdager at den passer lige så godt eller bedre ind i en ny tekst. Jeg har også eksperimenteret med at omskrive det samme digt flere gange og lade resultatet stå som et langdigt, der gennemgår en slags metamorfose for hver ny strofe. Smeltede appelsiner, som blev publiceret i Ordkidé nr. 8, er et eksempel på et sådant forsøg.

Er du altid i gang med ord?
Ja, altid.

Er der noget, du gør med ordene eller sproget, som ingen andre gør?
Nej, det kan jeg ikke forestille mig. Jeg vil gerne være original, men der er grænser for hvor ekstremt det behøver blive. Det kan nemt gå hen og blive for fikst, hvis man bliver alt for fikseret på nyhedsværdi og sprogakrobatik. Jeg går efter at give læseren en oplevelse, der er ny for ham/hende. Om det så sker gennem sprogbrug eller på anden vis. Det skal have en effekt.

Hvordan forener du “digterens liv” med “det ydre liv”?
Det er en helt naturlig del af min personlighed at tænke og skrive meget. Det er digtene bare et produkt af. Jeg er også heldig at være en af de få forfattere der skriver bedst når jeg er glad, så jeg sørger for at nyde så meget som muligt.

Når jeg skriver “Selvpromovering”, hvor langt vil du gå?
Ikke særligt langt. Jeg ved at jeg skriver i nogle bestemte nicher, og jeg kunne ikke drømme om at påstå at mine digte er lige interessante for alle. Dem der kan bruge mine digte skal nok finde dem.

Hvordan har du det med at læse op for et publikum?
Jeg hader digtoplæsning, min egen og andres. Jeg er holdt op med det. Jeg kan ikke se pointen i at stå på en scene og læse noget op folk lige så godt kunne læse selv. Så skal der gøres en performance ud af det, tilføjes noget, nye ideer omkring fremførelsen der går langt ud over artikulation og pauser.
Jeg har nogle skitser til hvordan jeg kunne bygge en forestilling op omkring mine digte, men det er stadig på et meget hypotetisk plan. Jeg holder meget mere af at se end at blive set på.

Jeg er på min blog lolkhjort.smartlog.dk begyndt at lave videooplæsninger, hvor jeg indtaler oplæsningen separat og så laver en video, der i sin billeddannelse har noget med digtet at gøre. Det giver mig mulighed for at lege med den løsrevethed, sproget har i forhold til kroppen, bl.a. ved at mime meget upræcist til oplæsningen. Jeg håber lidt, at videoerne, når de bliver gode nok, vil kunne være en slags erstatning for den live optræden, der forventes i forbindelse med udgivelse. Ellers kan jeg evt. lave en performance, hvor mit ‘live-jeg’ leger med ‘video-jeget’. Men det er noget jeg tænker på med stor modvilje. Jeg har det bedst med færdige værker. Dem behøver man aldrig gentage for dem, der ikke har set dem endnu – man kan bare trykke endnu et eksemplar. Jeg har ikke lyst til at skulle gentage ting, jeg mentalt er færdig med.

Du er ikke meget for at læse op af digte. Er der forskel på talt, og skrevet sprog?
Stor. Jeg tænker af forskellen først og fremmest er, at det talte sprog høres, og det skrevne sprog foregår i stilhed – og at det talte sprog knytter sig til et menneske, hvor det skrevne er løsrevet fra kroppen. Det giver det skrevne sprog en vis transcendent kvalitet. Det er nok derfor, jeg bedst kan lide det skrevne. Jeg tror i sidste ende, éns præferencer kommer an på, om man bedst kan lide sprog eller mennesker.

En påstand: Ingen gider læse digte i dag?
Det gider jeg heller ikke selv, så det undrer mig ikke. Digtgenren som sådan er forfærdelig kedelig. De fleste genrer og medier er jo i virkeligheden ret kedelige i sig selv, det er derfor de konstant bliver bygget om af dem der udøver dem. Så man kan skabe det nye, det exceptionelle, det der ikke er som noget af det det ligner. Igen ligesom med en forelskelse: Det er ikke en kvinde, det er HENDE, hvis du forstår?

At skrive er at leve, siger forfatteren. Det er i hvert fald svært at leve af at skrive. Men hvor stor er ordets magt, når man ikke kan leve af det?
Spørgsmålet er, om man bør være forfatter, hvis ordets magt bliver større eller mindre af at der kommer penge ind i billedet? Der bliver i hvert fald udgivet rigtig mange dårlige bøger lige nu, fordi der er så mange forfattere, der skriver for at få nogle legater ( eller for at få den prestige, der ligger i at være forfatter) – ikke fordi de har noget at sige. Den smalle litteratur, der bliver udgivet, minder mig meget om ph.d. -stipendiater på universitetet – noget man skriver efter bestemte retningslinier for at vise hvor dygtig man er, snarere end for at give læseren noget nyt og spændende at tygge på. Hvis der er lidenskab og nytænkning bag majoriteten af den litteratur der bliver produceret, er den skjult godt.

Jeg kan huske at Helle Helle engang sagde at hun er forfatter, fordi hun ikke er god til andet. Ikke just en god reklame. ‘Læs mine bøger – fordi jeg ikke gider andet end at skrive’.

Noget, jeg ikke kan udstå, er når forfattere bliver politisk forargede, hvis de ikke kan tjene en normal løn på at skrive, og begynder at bræge op om at samfundet ikke prioriterer kultur højt nok. Som jeg ser det, har jeg ikke krav på at få penge for at skrive, før nogen har lyst til at betale for det jeg producerer. Ligesom jeg ikke ville kræve understøttelse for at være tømrer, hvis ingen gad købe mine møbler. Hvis det jeg skriver kun er relevant for mig, må jeg også tage konsekvensen og tjene til huslejen på anden vis.

Er du i gang med en bog?
Jeg er i gang med to, plus det løse: En kortprosasamling kaldet Noahs
ark, en novellesamling kaldet Djævelens advokat og forskellige korte historier, som jeg endnu ikke har fundet en kategori til. Jeg forsøger også stadig at få 69 afsat til et forlag.

Derudover arbejder jeg på videooplæsningerne. Jeg kunne godt tænke mig at lave en bog, der både indeholdt teksterne på papir, videoerne på dvd og lydfiler med oplæsningerne. Men det ligger langt ud i fremtiden, når jeg har fundet mig en hørbar stemme. Jeg skal stadig kæmpe meget for at få ordene op fra papiret og ind i min krop, så de stadig giver mening, når de kommer ud af munden på mig.

Skriv et svar