Asger Schnack

 

Asger Schnack er født 1949. Debut 1967 med digtsamlingen "Øjeæbler". Seneste udgivelse: "J.P. Jacobsen, Thisted" (med fotografier af Lars Gundersen), 2009. Kommende udgivelser: "Ved dødslejet og andre digte" og "Viborg taler" (med fotografier af Lars Gundersen), begge 2010. - Foto Lars Gundersen

Du debuterede i 1967 med digtsamlingen ‘Øjeæbler’. Hvorfor blev det en digtsamling og ikke en roman? Hvad afgør om det bliver det ene eller det andet?
Jeg skrev digte, fra jeg var meget ung. I 1967 havde jeg ikke skrevet nogen prosa. Da højst et brev. Ikke noget litterært. Endsige en roman. Digtene var min måde at trække vejret på. Jeg tænkte sådan. Selv om de også er et udtryk for, hvad jeg havde læst. Kunst, jeg havde stiftet bekendtskab med.

Hvad kan digtgenren som ingen andre genrer kan?
Digtgenren er spidsen af blyanten. Det er dér, noget først finder sted. Det er dér, tingene sættes på spidsen (af blyanten).

Hvis du skulle nævne digtere fra 1600-tallet til 2010, – hvilke digtere er de vigtigste for dig?
(Jeg nøjes med danske): Johannes Ewald (den største); Steen Steensen Blicher (det udendørs); B. S. Ingemann (det gyldne); Emil Aarestrup (det erotiske); Ludvig Bødtcher (det sansede); J. P. Jacobsen (det originale); Sophus Claussen (det fortættede); Jens August Schade (det kosmiske); Gustaf Munch-Petersen (det underste); Per Højholt (det grå); Jørgen Gustava Brandt (det swingende); Inger Christensen (det sarte); Johannes L. Madsen (det syrede); Dan Turèll (det folkelige); Peter Laugesen (det ubønhørlige); F. P. Jac (det omkalfatrende); Morti Vizki (det forbløffende); Pia Juul (det sensuelle).

Du har skrevet bogen ‘Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste’ – 2001 og 2007. En kronologisk gennemgang af Dan Turèlls liv (1946-1993). Hvorfor lige Dan Turèll?
Og værk. Bogen handler mindst lige så meget om hans værk. Jeg ville gerne vise hele værket og ikke kun den ene bog (‘Vangede Billeder’) eller de 13 bøger (‘Vangede Billeder’ og Mord-serien), de fleste læsere kendte. Jeg ville også gerne vise, at han var mere end entertainer og bagsideskribent. Selv om det var han også. Jeg ville også gerne fortælle noget om, hvem og hvad der havde påvirket ham, hvilke forfattere han havde læst, og hvilke musikere han havde hørt. Han var en temmelig atypisk dansk forfatter. Dansk beat-digter, dem er der ikke mange af.

Du har skrevet en del under forfatternavne som Ane Schmidt og Asger Paardekooper Braun. Hvordan blev disse “væsner” skabt?
Jeg bliver nødt til at skelne. Ane Schmidt er et pseudonym. Asger Paardekooper Braun hed jeg i fire et halvt år (2002-2007). Ane Schmidt opstod, mens jeg boede på San Cataldo i Syditalien i august 1982. Jeg havde skrevet min egen digtsamling færdig på de første tre uger. I den sidste uge skrev jeg romanen ‘Jeg. En persienneroman’, eller med andre ord: Ane Schmidt skrev den. Året efter skrev hun ‘Ham’. Hun skrev også noveller og digte, som blev optaget i danske antologier og tidsskrifter. Jeg skiftede navn fra Asger Schnack (min fars efternavn) til Asger Paardekooper Braun (min mors mellem- og efternavn) i september 2002. Som forlægger m.m. kaldte jeg mig Asger Braun. Som forfatter skrev jeg under navnet Paardekooper (uden fornavn). Det var min idé at starte et nyt forfatterskab. Aktionen lykkedes ikke, hvorfor jeg i februar 2007 skiftede tilbage til mit gamle navn.

Hvad kan Ane Schmidt som Asger Schnack ikke kan?
Hun kunne være anonym og blev derfor modtaget fordomsfrit. På det kunstneriske plan er fordelen ved et pseudonym, at der opstår en distance, som ikke kan overvindes, og som er selve udgangspunktet. Selve vilkåret. I skriveprocessen er man i dobbelt forstand en anden, ikke blot en skrivende anden, men en anden skrivende.

Din kollega Martin Larsen har sagt: “Man kan sige meget om Asger Schnack, men det går virkelig ikke at kalde ham cool. Tværtimod er det en brændende begejstring, der flammer gennem de fleste af hans essays, hvad enten de handler om Ludvig Bødtcher, Henrik Bjelke, Bob Dylan, Wassily Kandinsky..” (Det nævnte er skrevet i forbindelse med ‘Spejl og spor’ – essays, 2002). Hvor kommer den flamme fra, som brænder i dig, når det gælder skriften og sproget? Og hvad er den gjort af?
Det tror jeg ikke, det er muligt for mig selv at svare på. Og jeg mener heller ikke, at jeg bør. Man kunne kalde det drivkraften, og den ønsker jeg ikke at analysere. Noget andet er, at jeg faktisk netop gerne vil være cool, eller snarere, at kunstværket gerne skulle være det: Som Kandinsky sagde, skal et kunstværk være som en omvendt kinesisk kage: iskoldt udenpå og glohedt indeni.

Hvilket syn på sproget fik du med hjemmefra?
Godt spørgsmål, jeg har ingen anelse om det. Hvad jeg fik med hjemmefra, reagerede jeg temmelig voldsomt imod. Men noget er jo smuttet med: en eller anden form for regelrethed, som man så kan bakse med og imod.

Hvor stor magt har sproget?
Alt begynder i sproget. Så magten er uendelig.

Dit samarbejde med F.P. Jac og Klaus Høeck udgjorde ‘Bandet Nul’ på firsernes poesiscene. Fire digtsamlinger blev det til. Er der en af de samlinger, der står dig mest nær?
‘Bandet Nul samler værket’ står mig mest nær, for den samler dem alle fire. Men ellers må det være ‘Bandet Nul live’, fordi vi havde guest stars med. Vi besøgte Per Højholt, Henrik Nordbrandt, Michael Strunge, Jørgen Gustava Brandt og Inger Christensen og skrev sammen med dem. Jeg kan også godt lide omslaget til den bog. Bandet blev fotograferet på Friheden station af Peder Bundgaard. Det bedste enkeltstående digt er nok Bandet Nul på Falklandsøerne, der først blev bragt som en helside i Information.

Hvor mange omskrivninger må dine bøger igennem, inden udgivelse? Og hvordan bliver du fx enig med din samarbejdspartner om at “nu er den der”?
Omskrivning har jeg aldrig arbejdet med. Der er manuskripter, som er blevet kasseret, og der er tekster, der er blevet flyttet rundt på. Men jeg har aldrig skrevet et helt manuskript om. Med Bandet Nul arbejdede vi kollektivt, nu og her, efter temmelig simple regler, i andre samarbejdssituationer har der været andre regler, der bestemte, hvornår teksten var færdig.

Hvordan åbner du et digt?
Altid med en sætning, der er kommet af sig selv.

I digtsamlingen ‘Digte 2007′, er der dømt samarbejde med nu afdøde F.P. Jac og dig. Hvordan greb I samarbejdet an?
Det var den sjette digtsamling, vi skrev i duosamarbejde, så vi havde prøvet det før og kendte hinanden. Vi havde benyttet forskellige metoder, forskellige spilleregler i de tidligere bøger. I ‘Digte 2007′ besluttede vi at skrive et afsnit pr. skrivedag efter nogle nærmere aftalte regler. Og så mødtes vi ellers i Allerød en gang om ugen i seks uger. Vi skrev om formiddagen, spiste frokost og skrev igen om eftermiddagen. Undertitlen ‘Deadlines m.m.’ fortæller, at temaet er mediefænomener, blandt andet, for bogen rummer også minde- og hyldestdigte. Samarbejdet var på to niveauer, på det ene det konkrete samarbejde om bøgerne, her ‘Digte 2007′, på det andet det dybere venskab, der dannede baggrunden for det første. Samarbejdet fandt således hele tiden sted og udmøntede sig med mellemrum i bøger.

‘Treklang’,
et digert værk på 535 sider der rummer 6 sammenhørende digtsamlinger fra årene 1980-87. Hvad var idéen med at udgive bøgerne samlet?

De seks – eller i virkeligheden snarere fire – digtsamlinger danner en helhed, de udgør så at sige ét værk. Det består af delene ‘Kvint’, ‘Aster’ (som oprindelig udkom i tre bind), ‘Klang’ og ‘Stilheden’. Bøgerne havde længe været udsolgt eller slet og ret makuleret. Så en samlet udgave (2004) gjorde indholdet tilgængeligt igen og viste den systemiske sammenhæng.

Romanen, ‘Skjulte skygger var pludselig en krop’, er skabt i samarbejde med Lars Gundersen. Romanen er en dialog i tekst og billeder, hvor forfatter og fotograf arbejder i sind og storby. Hvorfor bevæge sig mellem drøm og virkelighed, bevidsthed og underbevidsthed – hvad repræsenterer billederne og hvad præsenterer teksterne i bogen?
Ideen var at ‘skrive’ en roman ved hjælp af skiftevis ord og billeder. Hvert andet kapitel består af ord, og hvert andet af billeder. Hvert kapitel fylder 16 sider i bogen (= et ark). Aftalen var, at vi hver især først måtte skrive/fotografere vores næste kapitel, når vi havde modtaget det foregående fra den anden. Det vil sige, at hvert kapitel viderefører handlingsgangen, fotografierne illustrerer ikke ordene eller omvendt, men skal ses i forlængelse af hinanden. Det betyder samtidig, at såvel teksterne som billederne bevæger sig mellem drøm og virkelighed, bevidsthed og underbevidsthed, de repræsenterer det samme univers, som de med lige vægt bygger op.

Hvad var det der gjorde, at du og Lars Gundersen blev enige om, at skabe værket ‘J. P. Jacobsen, Thisted’ i 2009? Jeg tænker på sætningen: “Thisted er ingen munter by, og dens berømte søn er ikke noget sommertivoli“?
Den citerede sætning om, at Thisted ikke er nogen munter by etc., stammer fra Thomas Bredsdorffs anmeldelse af bogen i Politiken, så den må stå for hans regning. Lars Gundersen og jeg tog til Thisted i september 2008 for at fotografere og opleve Thisted – med særligt henblik på spor efter J. P. Jacobsen. Vi havde tidligere udgivet de to samlinger af digte og fotografier ‘Stemmer og sten ved Assistens Kirkegård’ (2000) og ‘Stemmer og sten ved Vestre Kirkegaard’ (2002). Her taler i alt 32 kunstnere. I ‘J. P. Jacobsen, Thisted’ er det kun J. P. Jacobsen, der fører ordet. Men ellers er ideen den samme. Naturligvis vil bogen gerne pege på J. P. Jacobsens forfatterskab, samtidig med at den vil være sit eget kunstværk i ord og billeder. Den er en hyldest, men i form af en indlevelse.

Du er desuden forlægger og redaktør på forlaget ‘Bebop’, som du startede i 2000. Hvad handler god forlagsdrift om?
Det kommer i høj grad an på, hvem man spørger. Det er blevet moderne at betragte forlagsdrift som en forretning. At man udgiver bøger for at tjene penge. For mig er forlagsdrift naturligvis også forretning, men forretningsdelen er en nødvendighed for at kunne udgive vigtige bøger. Med andre ord: Penge er et middel, ikke et mål. I det øjeblik penge bliver et mål og ikke et middel, dør al mening med livet. Desværre har alle ændringer på bogmarkedet i de sidste ti år ført i den retning. I takt med liberalismens fremmarch i samfundet i øvrigt.

Hvad tæller mest (i en bog) – indhold eller layout? Kan man gå på kompromis?
Begge dele tæller lige meget, hvis man opfatter hver enkelt bog som et kunstværk. Man kan ikke gå på kompromis, men man kan godt finde løsninger, der ikke nødvendigvis er dyre. Det vigtige er, at man som forlægger finder frem til et udtryk, der svarer til, hvad man forbinder med en bog. Og at man er trofast over for det udtryk. Hellere ikke udgive bøger end at udgive middelmådige, ligegyldige bøger.

Fortæl om bogen fra idéfase til udgivelse?
På Bebop er ideerne ofte udsprunget af tidligere udgivelser på forlaget, enten i form af en fortsættelse af en linje eller som en vild association. Jeg har gerne villet udfylde nogle af de huller, der er i dansk oversættelseslitteratur, og jeg har gerne villet genudgive nogle danske digtsamlinger (som regel debuter), der længe har været uopdrivelige. Jeg har gerne villet udforske området mellem poesi og billedkunst. Endelig har Bebop udgivet værker i krydsfeltet beat, jazz, poesi. Selve arbejdet med bøgerne er som på andre forlag. Jeg har visse principper: Bebop udgiver ikke udvalg af udenlandske digtere, men hele bøger (evt. to i én). Der er ingen forord eller noter i disse udgivelser. Og udgivelserne er ikke tosprogede. Jeg har fra starten arbejdet sammen med grafikerne Mette & Eric Mourier, og Per Kirkeby har lavet omslag til 44 ud af 51 udgivelser.

Griber det ind i din egen skriveproces at du er forlægger og redaktør, og på hvilken måde? Kan man være sin egen forlægger?
Jeg var ansat på Borgens Forlag fra 1971 til 1979 og på Hans Reitzels Forlag fra 1993 til 2000. Jeg har været forlagsredaktør i mange år. Desuden har jeg drevet Swing og Bebop. Det er klart, at det har grebet ind i min skriveproces. I perioder har det taget det meste af min tid. Men jeg har altid betragtet mig som en forfatter, der arbejdede som forlægger. Aldrig omvendt. Naturligvis har forlagsarbejdet også virket inspirerende, menneskeligt og fagligt. Ja, man kan godt være sin egen forlægger. Men jeg har – med få undtagelser – undgået det.

Forlaget er kendt for at satse på smal litteratur. Hvordan får du hele maskineriet til at køre rundt?
Ved årsskiftet 2008/2009 blev Bebop en del af Tiderne Skifter, med egen redaktionel adresse og uforandret profil.

Hvad er det der lokker ved avantgarden, dadaismen og surrealismen, som dit forlag sætter pris på? Hvordan læser man fx dada-litteratur?
For mig er spørgsmålet snarere: Hvad er det, der ikke lokker ved avantgarden, dadaismen og surrealismen? Jeg kan slet ikke se, hvad der skulle lokke ved mainstream. Hvordan kan man skrive videre, som om Dada aldrig havde været der? Hvordan kan man lade, som om disse bevægelser ikke har ændret alt?

Lyrik kan ikke måles i kvantitet, men skal måles i kvalitet. Hvordan måler du egentlig kvalitet?
Originalitet og nødvendighed. Originalitet: at det ikke ligner alt muligt andet. Nødvendighed: at det ikke er til at komme udenom.

Er det svært at dyrke og skatte lyrikken i Danmark?
Det er ikke svært at dyrke og skatte lyrikken i Danmark. Jeg mener, Thomas Kingo skrev ‘Chrysillis’ etc.

Kunne man tænke sig, at det er lyrikken der afviser læserne og ikke omvendt?
Nej, det tror jeg faktisk ikke, man kunne tænke sig. Lyrikken er skrevne ord. De afviser ingen.

En påstand: Digte handler ikke om noget?
Okay? Hvad vil det sige?

Hvor meget betyder digterens stemme, når han læser sine digte op? Kan stemmen “redde” et dårligt digt?
Intet kan redde et dårligt digt. Det skulle da lige være et godt digt, der holder det i hånden.

Kan man overhovedet lave en bestseller på lyrik?
Det er jo sket, men det der bestseller er temmelig overvurderet.

Hvad har du aldrig prøvet mht. litteratur? Hvad vil du gerne udgive næste gang?
Der er meget, jeg ikke har prøvet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare på dette spørgsmål.

Din største udfordring som forfatter?
Det samme her. Eller måske det er ensomhed i eksistensen.

 

 

Skriv et svar