Anne Lise Marstrand Jørgensen

 

Anne Lise Marstrand-Jørgensendebuterede som lyriker i slutningen af 90'erne, men skriver nu mest romaner. Senest "Hildegard" om Hildegaard af Bingen. - Foto: Morten Holtum

Du debuterede med digtsamlingen ‘Vandring inden ophør’ 1998, beskriv dine forventninger til livet som forfatter?
Det er meget let, for jeg havde ikke nogen. Selvom jeg altid har læst meget, var muligheden for at blive forfatter slet ikke en del af mit verdensbillede. Jeg kunne bare ikke leve uden at skrive, skrev en digtsamling og blev helt fortumlet, da jeg fik brev fra Borgen om, at de gerne ville udgive den.

Hvornår begyndte du at opfatte dig selv som forfatter?
Da jeg havde skrevet min første digtsamling, vidste jeg at der ikke var noget i hele verden jeg hellere ville lave end at skrive. Jeg vidste med ét, at jeg skulle være forfatter. Det var noget andet at sige det til andre mennesker. Der gik jeg nok lidt mere stille med dørene.

I dag er det svært for mig at forstå, men den gang var det meget svært for mig, at stå ved den skabende, skrivende side af mig selv. Det hang blandt andet sammen med den blottelse, der er ved at offentliggøre skriften – den havde jeg svært ved at håndtere. Men da jeg én gang havde givet mig hen til skrivningen vidste jeg alligevel, at der ikke var noget at stille op. Intet havde føltes mere rigtigt at gøre.

Derefter kastede du dig ud i romangenren og det blev til bogen ‘Det vi ved’ 2004. Hvad kan romaner som digte ikke kan?
Romaner kan udfolde karakterer og historier på en anden måde end digte. Der kan man fastholde og udforske længere, sammenhængende forløb. Til gengæld kan lyrikken noget helt særligt – nemlig give sprog til det, der egentlig synes uudsigeligt. Jeg savnede lyrikken i mine første bøger, men synes efterhånden jeg har fundet en måde, at integrere det lyriske i prosaen, som gør min skriveglæde endnu større. Det gør jeg ved f. eks at lave afsnit eller kapitler, med en anden indre logik end den fremadskridende fortælling. Billedtætte, associative afsnit der forhåbentlig bringer en ekstra dimension ind i teksten og forståelsen af den.

I sin tid roste Lars Bukdahl romanen ‘Det vi ved’, i Weekendavisen med ordene: »En skidegod roman, der viser, hvor meget man kan få ud af traditionel psykologisk/realistisk prosa, når man gider bruge sin fantasi og ikke viger tilbage for beskidte tricks og insisterer på, at en god historie både er mønster og forsplintring (og en god historie!).«
Hvor ligger de beskidte tricks, mønsteret og forsplintringen?
Det aner jeg simpelthen ikke. Det er nok bedre at spørge Lars Bukdahl, han har sin egen særlige terminologi. Jeg ville nok bedre kunne forstå det, hvis han talte om en andens bog. Men jeg håber – og tror – han peger på, at jeg ikke føler mig begrænset af noget (andet end mig selv), når jeg skriver.

For nogle forfattere, giver det mening, at der er en korrespondance mellem eget liv og bogens. Er det også sådan er for dig?
Jeg synes alt andet er utænkeligt. Jeg sidder dag ud og dag ind i mit eget selskab og skriver. Jeg observerer verden, jeg læser, jeg tilegner mig viden. Men for at forstå og bearbejde er man nødt til at sætte sig selv i spil, at forholde sig til sit stof på en meget personlig måde. Ellers kunne jeg jo ligeså godt skrive telefonbøger. En anden ting er at gøre rede for, hvordan korrespondancen fungerer eller præcis hvad den indebærer – det er ikke entydigt og det tror jeg heller ikke det skal være.

Romanen ‘Ingen’ 2008, handler om kvinden Elisabeth, som har diagnosen Bipolar affektiv lidelse type II, og hvis sind krakelerer med tvangsforestillinger og mareridt. Hvor kender du Elisabeth fra?
Elisabeth er et menneske, der nogle gange er syg, andre gange er rask. Når hun er rask er hun et menneske, der fungerer i verden som alle andre. Måske lidt mere følsom, måske lidt mere modtagelig end de fleste. Når hun er syg er hun ude over stepperne, men hendes følelser er stadigvæk genkendelige. Hun reagerer jo på virkeligheden, som hun opfatter den og derfor er der på sin den samme ulogiske logik i hendes følelsesliv, som hos alle andre. At skrive Elisabeth handlede om at tage nogle meget almene og genkendelige følelser og så vride dem ud af proportion. For det er balancen, hun mangler. Så selvom jeg ikke er Elisabeth og ikke har været helt derude, hvor hun kommer, kender jeg meget fra mig selv, andet fra andre mennesker i min nærhed.

‘Ingen’ blev beskrevet som et sitrende digterisk sorgarbejde af Kristeligt Dagblads Ide Hejlskov. Hvordan har du det med at leve dig så meget ind i en anden fiktiv person, og skrive i Jeg-form?
Det var benhårdt at skrive Ingen. Det var intenst og sindsoprivende at gå ud og ind af alle de mentale og følelsesmæssige rum i selskab med Elisabeth. Det var at tage livgreb med det mørkeste og tungeste og mest vanskelige stof, at forsøge at gå ind i alle de rum, man normalt helst vil undgå. I perioder måtte jeg begrænse skrivningen til om formiddagen, så jeg kunne bruge nogle timer på at vende tilbage til min almindelige virkelighed inden børnene kom hjem.

Hvor bærer forfatteren litteraturen hen i dag?
Forhåbentlig mange forskellige steder. Litteraturen er mangfoldig og det skal den blive ved med at være. Der skal ikke være regler og begrænsninger og manifester. Litteraturen er en del af livet og livet er så uendelig komplekst og rigt.

Hvorfor har vi brug for den gode historie?
Historier er fundamentale i vores selvopfattelse. At erindre er at fortælle historier, at definere sig selv er også. I den gode historie kan vi på én gang spejle os selv og lære noget om andre. Man kan foretage de vildeste, mest berigende og lærerige rejser i selskab med en god historie.

Hvilke gode historier, skrevet af andre forfattere, har du fx rejst rundt i?
Der er så mange, at det næsten er uretfærdigt at nævne nogen frem for andre. Jeg lærte at læse før jeg kom i skole og lige siden har bøgerne været en stor og vigtig del af mit liv. Nogle af de første litterære rejser jeg foretog var, når min mormor læste højt for mig og sine andre børnebørn – hun læste kun det, som hun selv syntes, der var noget ved, så vi hørte både Robinson Crusoe og Odysseen ret tidligt.

Er du altid i gang med ord?
Ja – 24 timer i døgnet, der er ikke noget at gøre.

Kan sproget sommetider være en begrænsning og hvis – hvordan viser det sig? Og tager du kampen op?
Det er jo noget af det mest fantastiske ved sproget, at det har en grænse. I virkeligheden er det jo mirakuløst at mennesker trods alt kan kommunikere så godt, de kan, når vi samtidig godt ved, at sproget også er der, hvor mennesker ofte kommer til kort. At skrive er at insistere på sprogets værdi og gyldighed og det kan man godt kalde at tage kampen op.

Bliver du aldrig vred på sproget?
Nej, egentlig ikke. Sproget er en redningsplanke og en trofast rejsekammerat. Det skal behandles med varsomhed og bruges med omhu. Det kunne jeg godt tænke mig, at der var flere der tænkte over. Ikke mindst politikere.

Hvad gør ord ved dig – og hvad gør
du ved ord – beskriv dit forhold til ord/sproget?
Det er ikke forkert at sige, at sproget er en livsnerve. Jeg kan beruses og begejstres af sprog, når det rammer smukt og præcist og blive nærmest fysisk utilpas, når noget er dårligt skrevet. Selv arbejder jeg intenst med ordene, med sprogets melodi, den måde et ord kan matche et andet i en sætning. Jeg prøver hele tiden at forbedre og forædle mit skriftsprog, det er en drivkraft i skrivningen.

Hvor stor er ordets magt?
Ganske forfærdelig stor. Man skal være varsom med sine ord. Er de først lukket ud i verden kan de skabe meget postyr. Det er umuligt at trække ord tilbage, det tager lang tid at fjerne sig fra noget man har sagt. De klæber til én – uanset om man virkelig mente det, man sagde eller ej.

Forfatteren David Grossman siger at det der i virkeligheden motiverer en forfatter til at skrive, er behovet for at lære sig selv at kende?
Det er en del af sandheden. Det er i hvert fald nødvendigt at lære sig selv at kende, for at blive god til at skrive. Men jeg tror også man gør det for at lære “den anden” at kende. Selvom vi tilbringer tid sammen og taler sammen, ved vi godt at vi er adskilte og at noget i det andet menneske for altid vil være utilgængeligt for os. Når man skriver, skaber man en illusion om at træde ind i et andet menneske, at se verden med en andens øjne. Det er også en del af tiltrækningen.

Du bygger en verden i sproget – hvilke ingredienser bruger du og hvordan vil du beskrive verden?
Verden er det vi ser og det vi ikke ser. På den ene side må jeg bygge en håndgribelig og fysisk verden op for at give mine personer liv. Det er en sanselig verden præcis som den verden vi bevæger os rundt i til hverdag. Og så er der det komplekse væv af tanker, opfattelser, anskuelser som skabes af dialog, handling og ord. Den fysiske og den immaterielle verden skal gerne befrugte hinanden gensidigt før det lykkes.

Den 8. Oktober 09 udkom din roman ‘Hildegard’, som handler om den første halvdel af Hildegard af Bingens liv? Da vi er helt tilbage i 1100-tallet, kan jeg ikke lade være med at tænke, at du må være lidt af en middelalderekspert på nuværende tidspunkt? Hvad fik dig til at kaste dig over opgaven?
Da jeg begyndte på arbejdet med Hildegard, vidste jeg stort set intet om hende eller om middelalderen. Det var en helt ny og meget fremmed verden. Jeg fik idéen som en pludselig indskydelse, som jeg forsøgte at ryste af mig, fordi jeg var bange for ikke at kunne magte opgaven. Men den bed sig fast og der var ikke noget at gøre. Det krævede naturligvis stor research, men det fangede mig så snart jeg gik i gang og nu kan jeg i hvert fald uden tøven kalde mig for en stor middelalderentusiast.

Du kalder ‘Hildegard’ for en litterær fantasi. Hvor meget er fantasi og hvor meget er faktuelt? Havde du en idé/synopsis mht hvordan manus skulle være, da du gik i gang med at skrive bogen? Eller tog Hildegard styringen under processen?
De store linjer i hendes liv kan stå på en side. Dem har jeg holdt mig ret strengt til – altså årstal, familierelationer, geografiske steder osv. Ligeledes har jeg holdt mig til fakta når det handler om selve universet, de kirkelige traditioner, samfundsopbygningen osv. Det var vigtigt for mig at skabe så troværdigt et miljø, som muligt. Der hvor fantasien sætter ind er i personbeskrivelserne – det har man jo ikke en jordisk chance for at vide noget om, og det var meget inspirerende. Jeg ville skrive en sandsynlig historie, som rakte ud over middelalderen og forhåbentlig også kunne give moderne mennesker stof til eftertanke. Jeg havde ret tidligt en idé om at skrive to bøger, sådan som det også ender med at blive. Derudover havde jeg tidslinjer og fakta, ellers ingenting. Hildegard tog styringen, hun voksede frem af siderne, så jeg i dag kender hende så godt, at jeg stort set ved hvordan hun vil reagere i en given situation. Alligevel bliver hun ved med at overraske mig – hun er i den grad en sammensat person.

At du har gjort en nonne som Hildegard til et menneske – hun er trådt ud af helgen-dragten, – kan jeg godt skrive her. Hvor meget af dit eget kød og blod er der i hende?
Uh, det er svært at svare på. For at vække og bevare min interesse er det vigtigt for mig, at der er noget ved personen, jeg føler jeg kan knytte an til. Noget jeg kan genkende fra mig selv eller som har relevans for mit liv. Hvad det præcis er, synes jeg er meget svært at svare på.

Når du tager hele processen med – fra idé til bog, hvordan har du det med at udgive bøger?
Det er et enormt arbejde at skrive en bog. Det fylder så meget og synes så vigtigt, mens man er i gang. Jeg kan ikke forestille mig ikke at skrive, det er det jeg kan og det er det jeg gør. Sådan er betingelserne og så må jeg forsøge at følge trop og forholde mig til det hen ad vejen. Det er godt at se en bog færdig, og samtidig er jeg på det tidspunkt altid på vej videre til det næste projekt.

Når jeg skriver ‘Lyden af Middelalder’, hvad skriver du så?
Enstemmig sang, knasende hjul, vind i træerne, køer der brøler, skridt over stengulv, brusende floder. En på én gang stille og larmende verden.

Du rejste så at sige rundt i Hildegards fodspor. Hvor mange omveje/omskrivninger måtte du gå/have gang i, før du blev klar over at nu var romanen klar til tryk?
Jeg skriver og omskriver nogle gange i samme hug, så det er svært at svare på. Jeg viste det til min redaktør, da jeg var halvvejs, tog imod hendes glimrende input og skrev videre derfra.

Beskriv hvordan du “åbner” for skriveprocessen?
Det er forskelligt. Nogle gange sætter jeg mig bare ned foran computeren og indstiller sindet på min historie, så kommer ordene af sig selv. Andre gange sparker jeg døren op ved at læse digte og romaner, gå en tur og observere verden, se film, kunst … alt hvad der rører mig kan bruges. Det handler om at sætte sig selv i en tilstand af fuldstændig modtagelighed, det er at blive en del af en strøm, hvor alt det, man har brug for kommer fra alle tænkelige og utænkelige steder. Det er på en gang at skærpe intellektet og at slappe fuldstændigt af mentalt.

I den tid, hvor du researchede til ‘Hildegard’, fik du den tanke, at vi i dag er tæt på og langt fra Middelalderen? Hvad mener du med det?
At verden selvfølgelig har forandret sig kolossalt – vi ved så meget, som de ikke vidste dengang, mennesket har gjort opdagelser og lavet opfindelser der gør at livet er væsensforskelligt. Samtidig er vi mennesker præcis som de var. Vi har de samme følelser, den samme længsel efter mening og sammenhæng. Og så hænger vi også på nogle af de samme forestillinger – manglende ligestilling f. eks. Selvom vi er nået langt, kunne man godt forestille sig, at vi kunne være kommet endnu længere.

Har det kostet noget at pendle mellem middelalder og nutid? Jeg tænker på livet udenfor skriverummet?
Det har været ekstremt tidskrævende, men ikke så vanskeligt mentalt.

Hvad er det der tiltrækker dig ved Hildegard Von Bingens verdensopfattelse? Kan vi bruge den i dag? Og hvad gør hende så mægtig? Er der slet ikke noget ved hende, som frastøder eller undrer dig?
Det der tiltrækker mig er både hendes komplekse natur, det at hun virkede i en verden hvor kvinder almindeligvis ikke havde ret meget at skulle have sagt. At hun på en gang blev indenfor de rammer, der var udstukket og udvidede dem. Og så er det hele hendes kærlighedsbudskab og hendes holistiske verdenssyn, understregningen af altings sammenhængskraft, at vi er nødt til hver især at påtage os et ansvar for vores egne valg, fordi de også påvirker andre i en grad vi slet ikke fatter. Det er også dybt fascinerende at man kan høre hendes musikalske værker så mange år efter de er blevet til og stadig blive rørt af musikken. Det er noget af det, der gør hende mægtig – evnen til at være et produkt af sin samtid og række ud over den gennem tusinde år. Der er bestemt også ting ved hende, der frastøder mig – hun var hård ved dem, der ikke troede det samme som hun og havde et ekstremt hierarkisk verdensbillede.
På den anden side er det let at se den side af hende, som et resultat af den verden hun levede i. Hildegard var ikke moderne, men nogle af hendes idéer er almengyldige og universelle.

Du har sikkert hørt det her før: Men var Hildegard af Bingen bindegal, havde hun migræne eller var hun synæstetiker?
I min bog er hun synæstetiker, det er jeg også selv. Men det har jo intet som helst med hendes visioner at gøre, det er bare en måde at orientere sig i verden. Bindegal var hun helt sikkert ikke og der er heller ikke rigtig belæg for at sige, hun havde migræne, selvom der er skrevet en del om det. Hun beskriver ingen migrænsesymptomer og det hun ser i sine visioner, har ikke noget med klassiske aurasymptomer at gøre. Hvad hun var eller ikke var, må være op til den enkelte at vurdere. Det er en del af magien.

Der udkommer en bog nummer to, som omhandler Hildegards sidste fyrre år. Hvorfor/hvornår besluttede du, at der skulle være to bøger om benedektinernonnen i stedet for en?
Meget tidligt i forløbet. Hendes liv falder så markant i to dele, synes jeg: Den tavse del og den talende del. I den første del er hun i sit kloster og har meget lidt med verden at gøre, i den anden del er hun i den grad aktiv i verden. Det er her de fleste af hendes værker bliver til, her hun grundlægger klostre og farer rundt.

Hvad er udfordringen ved nummer to bog? Er den sværere at skrive end bog nummer et?
Udfordringen er at bevare Hildegard som den person hun er i bog 1 og samtidig lade hende udvikle sig i takt med begivenheder og alder. Det er også en udfordring at vælge hvad der skal med og hvad der ikke skal. Den er ikke hverken lettere eller sværere at skrive, men researcharbejdet er ikke blevet mindre.

At lave en lydbog skulle efter sigende være en svær kunst. Du har valgt at indlæse ‘Hildegard’ selv? Hvordan føles det, at “se” bogen fra den side?
Det var en stor hjælp for mig at være tvunget til at læse den minutiøst igennem, mens jeg skrev på nummer 2. Det lettede arbejdet med at få navne og begivenheder til at stemme overens. Og det gav mig idéer til forbedringer.

Skriv et svar